At række hånden frem

Dette var min afgangsprøve.
Jeg valgte nummer tre - overskrift: Hænder.
Du så et maleri af mande hænder, der blev vasket. Der stod nogen ordsprog om hænder, som du skulle bruge som tema og titel og ellers bare få inspiration og selve veningen skulle bruges i historien.
Jeg skrev den her til min prøve i 2013 (maj) og fik 10. Er tilfreds, men havde håbet på tolv.

Håber I kan lide den!

2Likes
6Kommentarer
2988Visninger

1. Tre - Hænder

Jeg knyttede mine hænder sammen i det jeg vaskede dem. Det var utroligt lettende at mærke det kolde vand dunke på mine hænder. 
Det var helt ufatteligt. Hvordan kunne det ske? Den kvinde jeg elskede, døde i en bil ulykke her til morgen. Jeg smurte mine ærmer op, i det jeg skulle til at samle vand i mine hænder, for at vaske mit ansigt. Jeg måtte klare hovedet. 
At række hånden frem til hende, hvor end hun var, var det jeg ønskede, men hun var virkelig borte. Jeg lavede en grimasse, da jeg forsøgte at stoppe mig selv i at græde, men tåren gled allerede ned af min kind. ”Forbande pis,” mumlede jeg. Jeg lukkede for afløbsrøret og lod vandhanen stå. Ville ønske at jeg kunne fortælle hende, at jeg virkelig elskede hende, men jeg  havde virkelig spildt min chance. 
Jeg kiggede på vandhanen. Håndvasken var fyldt op, jeg slukkede den, selvom jeg virkelig ønskede at lade den køre. Lod mit hoved dykke under vandet. Kunne mærke gåsehud over min krop, skønt mit ansigt havde ingen reaktion. Ikke bare et tegn på at kulden steg mig til hovedet, den gav mig ikke engang et lille stød til hjernen på grund af kulde gys. Kastede mit hoved tilbage og tog håndklædet, som hang på brusekabinen. Jeg tørrede mit ansigt og dernæst lod jeg vandet undslippe og jeg kunne høre skylle lyden. Måtte vaske den rædselsfulde længsel af mig. Hun stod med livet i hænderne, hun var på samme alder som mig. Enogtredive.
Hun så dog yngre ud.
Hvordan kunne det ende sådan? Jeg begyndte at vaske mine hænder gentagende gange igen. Hvorfor var hun borte? Jeg sværger til Gud, jeg ville have reddet hende eller sidde i hendes sted, men ville hun mon være sammen med mig? Lad os se det i øjnene, ingen ville være sammen med en der havde tvangsneurose. Det var kun syvende gang, jeg fik vaskede mine hænder. Jeg manglede tre endnu. 
Før jeg vidste af det, var de tre gange allerede gået. 
Skulle til at forlade badeværelset, men en Stemme i mit hoved sagde: ”Du vil lade vandet løbe over? Ikke sandt? Bloker vandløbet. Bloker du det, vil du møde hende igen. Se hendes smukke ansigt igen.” Stemmen gentog hendes navn igen og igen. Jeg fik et billede i mit hoved printet ind, det skæve smil hun gav til mig hver morgen, da jeg mødte hende ved busstoppestedet. Begyndte at små smile, men min mund blev hurtig neutral igen. Lige da jeg åbnede øjnene forsvandt mit smil fra mine læber. Jeg stod i dørkarmen nu. Skal ikke lytte til Stemmen denne gang eller skulle jeg? 
Jeg dunkede mit hoved ind i dørkarmen og tårerne ville ikke stoppe. Jeg begyndte at græde krampagtigt. 
”Du ved du vil se hende igen, Romeo.” 
Mit navn er da ikke Romeo? Er det? Jeg begyndte at rynkebrynene, den Stemme forvirret mig. Den gjorde alt for at drive mig til vanvid. 
Jeg lod min hånd klø mig på panden. Lagde hånden fuldkommen fladt ned af mit ansigt. Den var kold og min vejrtrækning blev hul. ”Alice. Alice, venter på dig. Hun venter på dig i eventyrland,” sagde Stemmen med et lumsk grin. ”Robert, du ved du vil se hende. Det ved vi begge. Vil du ikke være den første til at række hånden frem til hende? Ikke hendes familie, nej … Din hånd. Hun har altid kunne lide dig. Det kunne ses på det smil hun lavede, hun lavede det til ingen anden.” 
”Hold kæft … Hold kæft, hold kæft, hold kæft!” Jeg tog mig til hovedet og rev mig selv i håret voldsomt, kraftigt. Det gjorde helt ondt i min hovedbund. 
Slog mit hoved hårdt ind mod dørkarmen. ”Arg…!” Fik jeg udstødt i fortvivlelse. 
Nu begyndte det at lyde som en masse hvisken i mit hoved, ligesom når folk hvisker om en, bag ens ryg, men af alle stemmer der overdøv, så var det ham - Stemmen. Den person som havde forfulgt mig de sidste syvogtyve år. Om han havde været der for evigt, det ved jeg ikke. Jeg vidste bare jeg ville have den til at stoppe og det var slet ikke normalt, med denne Stemme. Hvorfor skulle jeg ellers have en psykolog?
”Robert, kan du ikke høre hende? Høre hende sige dit navn om og om igen, mens hun tage sig godt af dig? Godt af dig … seksuelt.” 
Det gav et sug i mig da jeg hørte det ord og den måde han fik det til at lyde fristende på. ”Jeg må gøre det!” Råbte jeg, da jeg nærmest kastede mig hen til håndvasken, for at lukke vandløbet og tænde for vandet. ”Varmt eller koldt?” Spurgte jeg mig selv eller spurgte jeg egentlig Stemmen? 
”Koldt…” Stemmen udgav et støn. ”Varmen vil ramme, når hendes krop støder mod din.” I første omgang var vandet på lunken, jeg satte den altid på lunken når jeg slukkede det. Det var en vane, en vane som jeg ikke kunne komme af med. Lige så vel, som jeg måtte lukke, åbne og låse døren mindst fem gange, inden jeg forlod min dør. 
Jeg kunne forstille mig hendes nøgne krop, hendes indbydende hænder og hendes yndefulde vinger. Strakt ud i stolthed, men hvad nu hvis jeg endte i helvede? Hvad nu, hvis jeg aldrig ville møde hende, fordi jeg ville være endt i helvede, mens hendes smukke engle ansigt og hendes silkebløde hænder var i himlen? 
Elskede hun mig virkelig, ville hun da række hånden frem til mig, uanset hvad? 
”Hvad laver du, din idiot! Skift over til koldt!” Stemmen lød faretruende og slet ikke afslappet. Jeg skiftede over til koldt, som om jeg var en hund, der adlyd sin Herrer. ”Fint, meget fint.” Han lød lige pludselig lettet. ”Gå så ud af lokalet…” Han lød meget afslappet og det endte jeg også selv med at være. 
Da jeg næsten var ude af badeværelset, var jeg ved at vende mig om for at slukke det, men stemmen råbte: ”Nej!” Da den opdagede hvad der foregik. ”Du har fået ny ordrer og det skal en lallende nar, ikke ødelægge for mig!” Han lød vred, rasende, som om han ville flå hovedet af mig. ”Gå stille og roligt ud og tænd for din yndlings CD. Det er alligevel næsten tid, ingen grund til at lade være med at lytte til den nu.” 
Jeg var kommet ud til min stue. Der var fyldt med malerier. Malerier af hende. Et ur stod op over et af portrætbillederne af hende. Lyden af det løbende vand, gjorde mig forvirret. Om præcis 25 sekunder ville min CD spille automatisk. 
Jeg ventede siddende på min malerstol. Fem, fire, tre, to … en. Fleetwood Mac blev spillet i rummet, men den overdøv slet ikke vandet der løb. ”Skru endelig op,” sagde stemmen. Jeg tog fjernbetjeningen, som stod på en lille hylde lige under, der hvor jeg malede billeder. Jeg kunne ikke huske hvad tingen hed. Jeg manglede ord. Jeg skruede så højt op, at mine tanker kun faldt over hende og sangen ”Isn’t It Midnight” gav en strålende effekt. ”The face of a pretty girl!” Sang både Stemmen og jeg. Hver eneste gang det blev sunget af den mandlige sanger. 
Jeg begyndte at tage mit malergrej frem. Strøg hver et pensel strøg forsigtigt, for Alice virkede som en skrøbelig kvinde. Spinkel, høj, brunt krøllet hår til skuldrene. Hver en detalje måtte males en sidste gang, men denne gang, var hun ikke påklædt og med vinger oppe i skyerne. Det var i hvert fald min ide.
Sangen stoppede og jeg kiggede på afspilleren, men da en ny melodi kom for mine øre, var der ingen tvivl om, at dette også var den rette sang. ”Silver Girl,” hviskede både Stemmen og jeg. Denne sang kunne jeg udenad og Stemmen gav mig ordrer til at synge med, hvilket ikke gjorde mig spor. 
Jeg gav hende åbenbart ulykke. Hvorfor lykønskede jeg hende, da hun fik sit kørerkort? Jeg kunne høre vandet plaskede på stengulvet i badeværelset. Det var bare et spørgsmål om tid. Tid… Jeg kiggede på uret. Der var kun gået et par minutter, men hver en streg, hver et åndedrag jeg tog, føltes kun som sekunder og før jeg vidste af det, kunne jeg mærke vandet ramme mine barer fødder. Cd-afspilleren havde i mellemtid gentaget sig selv. 
Jeg havde virkelig ladet vandet løbe over, men jeg var langt fra færdig med mit maleri. Alice stod med krydsede ben, så hendes uartige hår var dækket. Hun dækkede med sin ene arm over for hendes barm, men meget vel rakte hun hånden frem til mig. Jeg manglede baggrunden. Den orange nuance fra daggry og skyerne omkring hende og vigtigst af alt … vingerne. 
”Hun bliver snart din,” sagde Stemmen da vandet var nået til mit underliv. Underligt, jeg ikke havde bidet mærke i det. 
Jeg nåede lige præcis at blive færdig, med mit maleri, men malingen var langt fra tør og ramte maleriet og farverne spredte sig ud i vandet. ”Nej. Nej, nej, nej!” Råbte jeg, da jeg tog fat i maleriets underkant, for ikke at ødelægge det mere. 
”Viskes hun ud, fordi jeg vil ende i helvede?!” Jeg havde besvær med at gå. Vandet gjorde det svært for mine knæ at bevæge mig hurtigt. 
”Stop! Stop med det samme! Jeg lovede hun ville blive din, gjorde jeg ikke?!” 
”Det gjorde du … Faktisk, ikke…” Jeg spærret mine øjne op, i det jeg fandt ud af, at han havde løjet for mig. 
Jeg løftede billedet over hovedet og kiggede op mod det. Vandet var nået til min hals. ”Bliv hos mig, vil du ikke nok… Du er alt hvad jeg har…” Jeg kyssede maleriet. ”Jeg har ikke andet…” Stortudet jeg. Jeg kunne ikke svømme.
Vandet ramte mine læber og inden vandet indtog min mund, fik jeg sagt: ”Gud, vær mig barmhjertig…” Vandet kom over min mund og fik de sidste tre ord, til at lyde som en fisk der bobler. Jeg kom til at slippe maleriet og rakte min hånd ned til det, men det var allerede nået bunden og malingen fra maleriet blusede op til overfladen. Jeg kastede mine arme op og prøvet at råbe hjælp.
Havde ikke tænkt på at snart ville vandet ramme Cd-afspilleren på den høje hylde, som næsten var til loftet. 
Vandet ramte Cd-afspilleren og der gik stød fra afspilleren, lige ind til mig. Jeg fik stød.
”Rummet bliver nu fyldt med stegt bacon!” Stemmen skreg ud i latter. ”Du vil møde hende Robert, du må bare tro på det!” En stor latter, som jeg ikke vidste, skulle forstille at være god eller ond, gjorde Stemmen sit sidste ord: ”Farvel, Robert!”
Det hele blev sort for mine øjne, men jeg kunne lige præcis se at hånden rakte frem til mig. 
Det var hendes!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...