Skumring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Færdig
"Denne her historie har jeg skrevet i skolen, faktisk er det min dansk stil eksamen :) "

Men selve historien handler om en kvinde, der er hjemme og venter på hendes mand, dog bliver denne venten til en traumatisk oplevelse...

0Likes
0Kommentarer
346Visninger
AA

1. Skumring...

Skumring.

Han har altid været glad, lykkelig og sød. En rigtig humørspreder det var han, men alt ændrede sig på en aften. Den aften hans største fejltagelse blev til.
 Det skabte så meget panik, at det blev et kaos der hvor hun boede. Selv jeg ture ikke bo der længere, bare af frygt for ham.
Ingen ved hvad der i virkeligheden skete, for det skete så hurtigt. Så uventet.
Aldrig i mit liv havde jeg troet, at han kunne finde på det. Men han gjorde det, han dræbte hende.
Og det hele forgik i mit eget hjem, en sensommeraften…

Det var en herlig sensommeraften, og jeg sad med min te og en god bog.  Jeg ventede på at min mand kom hjem fra sit arbejde, men han skulle arbejde over tid da hospitalet manglede lidt ekstra hjælp.
Men det kunne man jo ikke gøre så meget ved, for det var jo lidt et minus når man var gift med en læge.
Jeg kunne dog nok overleve et par ekstra timer, men man kommer nu til at savne hans tilstedeværelse en gang imellem.
Lige da jeg nåede det bedste sted i bogen hørte jeg et skud, men jeg vidste ikke hvor det kom fra. Jeg kunne dog godt hører, at det kom et sted fra i bygningen. Ikke så lang tid efter kom et andet skud, men jeg kunne stadigvæk ikke hører hvor det kom fra.
Med et lille hop var jeg oppe fra lænestolen, og på vej ud mod gangen. Da jeg kom ud i døren, kunne jeg se fru. Mills stå og kigge ud af døren.
”Er der sket dig noget, jeg hørte et skud her fra bygningen?” Spurte jeg hende, hun rystede dog bare på hovedet og sagde ”Nej, men jeg tror det kommer inde fra Johnson familien” ”Skal vi gå ind og tjekke at de er okay?” Spurte jeg med lidt angst i stemmen, for jeg var ærligtalt ikke meget for min egen ide.
 Hun nikkede dog stift på hovedet, og så begyndte vi at gå ned mod Johnsons dør. Jeg bankede forsigtigt på, men der skete ingenting. Med meget forsigtige bevægelser, trak jeg ned i håndtaget, og skubbede døren op.
Der var fuld kommen mørkt i gangen, og det eneste man kunne høre fra lejligheden var fjernsynet som stadigvæk kørte.
Med meget forsigtige skridt gik fru. Mills og jeg ind, vi fandt en paraply som vi kunne bruge som våben.  Jeg kunne dog godt se med det samme, at det ikke ville være sådan et praktisk våben. Det var dog godt nok, for så havde vi måske en chance hvis vi skulle være i fare.
Da vi nåede stuen var der stadigvæk mørkt, med undtagelse med lyset fra fjernsynet. Jeg kunne ikke se nogen, men jeg kunne mærke at der var noget galt. Mod min vilje gik jeg hen til sofaen, og synet der mødte mig der var frygtlig.
Pigen jeg havde set så mange gange forlade den her lejlighed, lagde død på sofaen.  Hun lignede en der sov, men man kunne sagtens se hvor hun var blevet skudt. Blodet havde spredt sig ud over både hende og sofaen, og endda ned på gulvet.
Dog kunne jeg ikke lade være med at undre mig over hvor Hr. Johnson var henne, og alligevel havde jeg et hint om hvor han var. Han søgte altid det samme sted hen når der skete ham noget, og nu ville det være et perfekt tidspunkt og gøre det på.
Med målrettede skrid søgte jeg mod hans soveværelse, men det jeg fandt derinde var endnu mere frygtelig. Hr. Johnson lagde på gulvet, med blod strømende ud fra hans hoved. Over ham hang en seddel, og jeg kan tydeligt huske hvad der stod på den.
”Jeg fandt ingen mening i at leve mere, men jeg ville ikke efterlade hende her alene. Så jeg tog os begge med til et bedre sted, et sted hvor vi kan være lykkelige. Jeg er ked af at hvem end du eller i er, skal finde os sådan her. Men desværre så blev det sådan, og jeg vil allerede nu tilstå at jeg gjorde et mord mod min elskede, men jeg ville ikke forlade hende her alene..”
Det første jeg gjorde derefter var at ringe til politiet, og at informere de andre beboere i bygningen om hvad der var sket.
De fleste flyttede væk så hurtigt som overhovedet muligt, og andre tig lidt længere tid om det. Mig og min mand var nogle af det sidste der forlod bygningen, men det var ikke det sidste vi så til Johnson familien, for vi skulle også med til deres fælles begravelse.
Jeg glemmer aldrig den aften, men som Hr. Johnson sagde ”Men desværre så blev det sådan”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...