Street Life

Valdemar Jensen og Crystal Rubin er to vidt forskellige mennesker, med to vidt forskellige syn på livet. Men en ting har de dog til fælles. De er begge blevet godt trætte af det liv de har levet, og har nu besluttet sig for at tage ud og opleve verden på egen hånd. Men de kommer ikke til at være helt alene, for da den fattige børnehjems dreng, Valdemar møder det snoppede overklasseløg, Crystal beslutter de sig for at tage ud på deres livs rejse, sammen. Men kan to så forskellige personer virkelig enes? Og kan de virkelig klare det hårde liv som hjemløse?

21Likes
28Kommentarer
891Visninger
AA

8. 7 - Valdemar

”Nu kan jeg også høre bilerne, men jeg kan altså ikke se dem!” beklager Crystal sig. ”Jamen, vi nærmer os, så bare bliv ved med at gå,” siger jeg tøvende og smiler et skævt smil til hende. Efter som vi har gået i noget tid, og det faktisk er ret kedeligt at gå i stilhed, har vi snakket sammen og er blevet nogenlunde venner. Jeg har fortalt om hvor røv sygt det er, ikke at have nogle penge og hun har fortalt om hvor røv sygt det nogen gange kan være at have røven fuld af dem.

”Så, hvordan har du det sådan, altså når dine forældre skændes?” Spørger jeg, da hun også fortalte mig om hvordan hendes forældre altid skændes. ”Det ved jeg ikke helt…” siger hun og trækker på skulderen. Jeg skæver til hende, fordi jeg forventer et bedre svar. ”Altså. Jeg plejer bare at gå ind på mit værelse og så skrue helt op for mit stereoanlæg,” siger hun og undviger det blik jeg sender hende, ved at kigge ned i jorden. Hun sparker til en sten og vi går videre i stilhed.

Mens vi går, kan man høre at vi nærmer os den motorvej jeg snakkede om, da vi skulle vælge vej. ”Jeg tror næsten vi er der, vi skal vist bare dreje her,” siger jeg, da vi nemlig er kommet til et sted, hvor stien deler sig i to nye stier. ”Er du sikker?” spørger hun tvivlsomt og kigger fra den ene sti og hen på den anden. ”Jeg havde da ret sidst,” siger jeg og smiler drillende til hende. ”Ja, du siger noget,” svarer hun og vi begiver os hen ad stien.

”Så, hvordan havde du det så? Altså da du boede på børnehjem?” spørger hun mig og jeg kigger hen på hende, som for at bekræfte at det var hende der sagde det. I den tid jeg har kendt hende, har hun ikke virket som en person der spurgte ind til andre. ”Jeg havde det vel fint. Altså det var underligt det første år, jeg savnede min far meget. Jeg var jo kun fire år,” siger jeg og kigger frem for mig. ”Det var rimelig sjovt de næste par år. Det var jo ligesom at have 50 søskende, vi havde det sjovt, men da jeg så blev ældre og alle de andre børn i området skulle til at gå i skole og vi ikke kunne, så blev man ligesom mindet om at man ikke var som de andre,” hun kigger over på mig og nikker så tænksomt. ”Efter det var det bare ensomt. Man var aldrig alene, der var jo altid børn, men det føles alligevel som om man var alene,” siger jeg og sukker.

”Se der er bilerne, jeg sagde jo det var den rigtige vej,” siger jeg og smiler triumferende til Crystal. ”Flot. Jeg kunne høre dem for over en kilometer siden!” siger hun og kigger irriteret på mig. ”Diva,” mumler jeg og får straks smidt et ”hvad sagde du,” i hovedet. ”Ikke noget,” mumler jeg, lidt højere og får et dræberblik i møde, da jeg forsigtigt drejer mit hoved for at se om hun er blødt op. Det er hun så ikke…

”Vi må hellere se om vi kan få et lift inden det bliver mørkt,” siger jeg og går længere ud mod vejen. Jeg kigger mig over skulderen for at opdage at hun stadig står og kigger irriteret efter mig. ”Hallo, det bliver altså snart mørkt, vi bliver nødt til at skaffe os et lift,” siger jeg irriteret. ”Jeg skal ikke sidde i en bil med dig!” siger hun og laver en ’talk to the hand’ bevægelse og vender hovedet til siden. ”Nu må du altså lige tage dig sammen,” siger jeg til hende og lægger mine arme over kors. ”Du må tage dig sammen!” svarer hun igen og lægger også sine arme over kors. Vi står i stilhed og stirrer irriteret på hinanden i et par sekunder, inden Crystal bevæger sig hen imod mig. ”Nu vil du gerne, eller hvad?” spørger jeg. Hun svarer ikke, fnyser bare og går ud mod vejen, som ikke er en motorvej som jeg troede, men mere en gammel hovedvej, hvor der ikke er nogen biler i øjeblikket. Hun går forbi mig og ud på vejen og går lidt frem og tilbage. Jeg går ud til hende og griber fat i hendes arm og vender hende om mod mig. ”Nu må du tage dig sammen. Havde det ikke været for mig, havde du aldrig klaret dig!” siger jeg og strammer mit greb om hendes arm. ”Som om,” mumler hun irriteret og lige da jeg skal til at sige noget, får hun pludselig et ondt glimt i blikket. ”Hjælp, han voldtager mig!” råber hun ekstremt højt i det der kører en bil forbi, for at få hende til at holde kæft, holder jeg min anden hånd over hendes mund. ”Av for fanden, du bed mig!” råber jeg og trækker min hånd til mig. Min pegefinger bløder og man kan se mærket efter hendes tænder. ”Du kan sku da ikke bare bide mig,” siger jeg og fnyser. ”Gu’ kan jeg så,” siger hun og trækker sig fri af mit greb. ”Jeg går nu,” siger jeg og drejer irriteret om og går hen ad hovedvejen. Kort efter kan jeg høre Crystals sko mod jorden bag mig, hun løber kan jeg høre. ”Hey, hey, stop lige,” siger hun forpustet og stopper bag mig. Jeg sætter farten op og kan høre at hun også sætter farten op for at følge efter mig. ”Ej okay, gider du ikke godt lige stoppe?” spørger hun og puster tungt ud. ”Sig be’ om,” siger jeg og sætter farten en lille smule ned, så hun kan følge med. ”Af hvad?” spørger hun forvirret. ”Sig be’ om,” gentager jeg, ”så skal jeg nok stoppe. ”Okay så, be’ om,” siger hun og jeg stopper op, så hun kan komme hen til mig, hun tager en dyb indånding. ”Jeg var ikke færdig med at skændes at du ved det, og så går du bare med dine ekstremt lange ben, så jeg ikke kan følge med. Hvad regner du med? At du kommer til at vinde den her?” spørger hun og jeg trækker bare på skuldrene. ”Jeg gider ikke skændes mere, kan vi ikke bare gå hver sin vej?” siger jeg og kigger på hende. ”Okay så,” siger hun og vi drejer begge to om og jeg fortsætter ad den samme vej som før.

Efterhånden som jeg kommer længere væk fra hende, er det som om der er noget der trækker i mig. Det føles underligt. Ikke som om der er en person eller et dyr der har ved mig, men mere som om der er noget der har fat inden i mig og prøver at trække mig tilbage mod hende. ”Stop!” udbryder jeg og stopper op, da det, eftersom jeg kommer længere væk, begynder at gøre ondt i brystet. Det dunker i min brystkasse og det føles som om mit luftrør bliver trukket sammen, så jeg ikke kan trække vejret. Jeg tager mig til hjertet og hiver efter vejret. Da jeg får vejret igen, sætter jeg mig på jorden og mærker hvordan det trækker i både mit hjerte og min hjerne.

Mens jeg sidder på jorden, kan jeg pludselig høre et skrig, der lyder meget som et der kunne komme fra Crystal, på lang afstand. Jeg rejser mig overraskende hurtigt op og begynder at løbe den vej hun gik, og jo tættere jeg kommer, jo mere forsvinder smerten i brystet. ”Crystal!” råber jeg, da jeg nærmer mig hende og kan se hende sidde på jorden med armene om knæene et par hundrede meter foran mig. ”Valdemar!” hun rejser sig op. Jeg kommer helt hen til hende og holder beskyttende om hende. ”Hvad skete der?” spørger jeg og holder hende tættere. ”Der var en bil der var ved at køre mig ned, og så kunne jeg pludselig ikke få vejret,” siger hun med en tynd stemme og hviler sit hoved mod min brystkasse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...