Street Life

Valdemar Jensen og Crystal Rubin er to vidt forskellige mennesker, med to vidt forskellige syn på livet. Men en ting har de dog til fælles. De er begge blevet godt trætte af det liv de har levet, og har nu besluttet sig for at tage ud og opleve verden på egen hånd. Men de kommer ikke til at være helt alene, for da den fattige børnehjems dreng, Valdemar møder det snoppede overklasseløg, Crystal beslutter de sig for at tage ud på deres livs rejse, sammen. Men kan to så forskellige personer virkelig enes? Og kan de virkelig klare det hårde liv som hjemløse?

21Likes
27Kommentarer
979Visninger
AA

7. 6 - Crystal

Jeg vågner ved at nogen rusker blidt i mig. Sofaen under mig er ikke engang halvt så blød, som den derhjemme og sengetøjet har en underlig, gammel lugt, men jeg har sovet bedre end jeg gjorde på den gamle bænk i parken. Igen bliver der rusket blidt i mig, og jeg giver en underlig lyd fra mig, for at sige, at jeg er vågen. I hvert fald næsten. Klokken kan ikke være mere end otte og det er alt, alt for tidligt. Jeg sukker tungt og vender mig fra siden, om på ryggen. ”Crystal,” siger Valdemars stemme og noget, jeg går ud fra er Valdemars finger, prikker mig på kinden. Irriteret tager jeg puden fra under mit hoved, og ligger den over mit ansigt. Valdemar sukker og bevæger på sig. Der er stille lidt og jeg begynder at tro, at han er gået, men så flyver både dynen og puden pludselig igennem rummet og lander i den anden sofa. Ved siden af mig sidder Valdemar og smiler kækt.


”Hvorfor vækker du mig?” spørger jeg irriteret. ”Vi bliver nødt til at komme videre,” svarer Valdemar og rejser sig. ”Hvorfor kan vi ikke bare blive her?” spørger jeg og sætter mig op. Vi gik i virkelig langt i går og jeg gider virkelig ikke gå mere i dag. Vi skal jo ikke noget. ”Vi har jo sagt til Jytte at vi skulle ud til vores bedsteforældre,” siger Valdemar og begynder langsomt at gå over mod døren til køkkenet. Jeg sukker. Nåh ja, jeg havde helt glemt hvad vi havde bildt Jytte ind, for at få lov at sove her. Jeg kan ikke helt komme mig over at hun faktisk hoppede på det, men så alligevel. Hvorfor skulle hun ikke tro os? Vi er jo bare to teenagere og det er egentlig en rimelig troværdig historie, selvom det er løgn. Desuden virker Jytte som en utrolig venlig og imødekommende dame.


Jeg rejser mig langsomt op og følger efter Valdemar ud i køkkenet, hvor Jytte sidder ved køkkenbordet. ”Godmorgen,” siger hun. Der står to skåle med noget der ligner grød, på den anden side af bordet. Ivrigt sætter Valdemar sig på stolen foran den ene skål og begynder at spise. Han er vist sulten. Jeg går langsomt hen og kigger på skålens indhold. Det ser godt nok væmmeligt ud. Jeg kan mærke Jyttes blik på mig, så bare for at være høflig, sætter jeg mig ned og tager skeen i hånden. Jeg ved ikke hvad det er for noget grød, men det ser ret klistret ud. Det der spiser jeg ikke! Tænker jeg, men så rumler min mave voldsomt og jeg har med det samme, skeen i munden.


”Tak for mad,” smiler Valdemar til Jytte. ”Det var vel nok hurtigt du fik spist,” svarer Jytte med et lille grin. Valdemar smiler bare til hende. Det er tydeligt at han har sovet meget bedre i nat på Jyttes sofa, end han gjorde sidste nat, på bænken i parken. Hans ravfarvede øjne skinner igen.


”Valdemar,” siger Jytte og kigger indgående på ham. ”Den brune reol inde i stuen. I øverste skuffe ligger der et billede. Kan du ikke være sød at hente det?” spørger hun. Valdemar rejser sig langsomt fra stolen og åbner den brune trædør ind til stuen, hvor han går ind. Jeg er færdig med grøden, så jeg sidder bare lidt og kigger rundt i det lille køkken. Væggene er beklædt med blå-blomstret tapet og alle køkkenskabene er i lyst træ. På gulvet står en gammel hvis ovn med et komfur oven på og på væggene hænger der potter og pander. Jeg rejser mig pludseligt op. Jytte ser underligt på mig, da jeg går over mod døren til stuen. Jeg aner ikke hvorfor jeg rejste mig, eller hvorfor jeg nu går hen imod den brune reol, som Valdemar står og roder i, men det var bare som om, at der var et eller andet der fortalte mig, at jeg skulle følge efter ham. Det lyder sygt, jeg ved det.


”Kan du finde det?” spørger jeg, da jeg står ved siden ad ham. Han fortsætter med at rode i skuffen, før han pludselig udbryder: ”Her!” så jeg hopper en centimeter op i luften. Han står med et lille foto i hånden. Det er fra før man kunne tage fotos med ordentlige farver, men det er ikke sort/hvid. Det har en sjov gullig farve. Fotoet forestiller en mand og en dame der begge er ca. i 30’erne. Det er taget fra hofterne og op, så man kan tydeligt se deres glade ansigter. Damen er klædt i hvidt. Det ligner toppen af en kjole. Hun har blondt hår, der er sat flot op og et kort slør hængende ned bag skuldrende. Manden er iført et sort jakkesæt. Det ser overhovedet ikke ligeså dyrt ud, som det min far har på til daglig, men det er flot. Han har et sort slips på og en hvid blomst siddende i brystlommen.


”Det er et bryllupsfoto,” siger Valdemar. Jeg nikker bare uden at sige noget, for jeg er godt i gang med at tænke. Jeg tager fotoet ud af hånden på Valdemar, for bedre at kunne studere det. Det er mandens ansigt det har fanget min opmærksomhed. Jeg ved ikke hvad det er, men der er noget ved det der virker bekendt. Han ser meget stolt ud. Han smiler med lukket mund, men det ser ud som om, at han har svært ved ikke at grine over hele femøren. Hans hår er en smule langt og mørkebrunt og hans øjne… Øjnene. ”Hvad er der?” spørger Valdemar og ligger hovedet på skrå. Jeg kigger op på ham, tilbage på fotoet, op på Valdemar og så tilbage på fotoet igen. Manden på billedet har store ravfarvede øjne, som skinner. Jeg kigger tilbage på Valdemar. Jeps, store ravfarvede øjne, som skinner.


”Kan i finde det?” spørger Jytte henne fra døren. Igen hopper jeg en centimeter op i luften og denne gang gør Valdemar det også. ”Øh, er det det her?” spørger jeg og vender mig om med fotoet i hånden. Hun nikker og kommer helt hen til os med et smil på læben. ”Er det dig og din mand?” spørger Valdemar stille mens han ser på fotoet over min skulder. Jytte tager langsomt fotoet ud af min hånd og hende og Valdemar begynder at snakke lidt om den dag det blev taget. På deres bryllupsdag.
Andre folks livshistorie har aldrig været noget jeg h

ar interesseret mig særlig meget for, så jeg kiggede bare lidt på de andre billeder Jytte havde til at stå på den brune reol. Pludselig kan jeg høre en høj pive lyd ude fra køkkenet. ”Det er min te,” siger Jytte og skynder sig ud i køkkenet. ”Vi må nok se at komme videre,” siger Valdemar og kigger på mig. Jeg sukker og ser ned. Det går op for mig, at jeg stadig har det samme tøj på som i går og jeg gisper. ”Hvad?” spørger Valdemar. ”Jeg har stadig det samme tøj på som i går,” forklarer jeg forfærdet. Han sukker, da jeg farer hen til min taske og begynder at rode i den. ”Jeg bliver nødt til at skifte tøj. Og komme i bad. Åh gud, mit hår,” Valdemar kommer hen ved siden af mig og siger noget, man bare ikke siger: ”Er det virkelig så vigtigt?” Jeg gisper højlydt og begynder, med lidt for høj stemme, at forklare ham helt præcist hvor vigtigt det er. Da jeg er færdig tager han hænderne op ved siden af hovedet, som for at sige. ”Min fejl,” og giver mig lov til at skifte tøj. Dog siger han også at jeg ikke kan komme i bad nu, for vi kan ikke tillade os at bede Jytte om mere. Suk.

Vi går igen på den smalle grusvej uden at sige noget. Jeg har et par lyseblå stramme jeans på en sort top og en rød sweater udenpå. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, men det blæser ret så kraftigt så det er temmelig køligt. Det er kun to nætter siden jeg stak af, eller halvanden nat, da det jo var sidste aften, men alligevel kommer jeg til at tænke på dem derhjemme. Hvad mon dem henne i skolen tænker? Jeg plejer altid at komme i skole, jeg har jo et ry der skal vedligeholdes. Eller havde… Hvad mon mine forældre tænker? Hvor mon de tror jeg er henne?


Vi standser. Den lille og støvede grusvej der har været så perfekt lige hele vejen, deler sig nu i to. En smal kedelig grusvej til højre og en smal kedelig grusvej til venstre. I omkring tyve sekunder står vi bare og kigger fra den ene vej til den anden, så siger vi i munden på hinanden: ”Den vej.” Jeg peger til højre og Valdemar til venstre. ”lad os gå til venstre,” siger jeg målrettet. ”Jeg syntes jeg kan høre biler til højre,” siger Valdemar. ”Hvad skal vi med biler?” spørger jeg forvirret og kigger på ham. ”Der er måske en der kan give os et lift ind til byen,” svarer han. ”Så kan vi få noget at spise og du kan måske komme i bad,” fortsætter han. ”Jeg kan da bare ringe efter en taxa,” siger jeg. Tænk at han slet ikke havde tænkt på det. ”Fint, så forklarer du da lige hvor vi er,” siger Valdemar flabet. Jeg ligger armene over kors og sukker. Efter et par sekunder siger jeg: ”Vi går til højre,”


Da vi går igen kan jeg ikke lade være med at spørge. ”Hvor skal vi egentlig hen?” Valdemar kigger forvirret på mig så jeg fortsætter: ”Vi tager ind til byen, får noget at spise og kommer i bad, men hvad så? Vi kan tage videre til en anden by og så gøre det samme, men det kan vi da ikke bare blive ved med. Vi må da have et mål.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...