Street Life

Valdemar Jensen og Crystal Rubin er to vidt forskellige mennesker, med to vidt forskellige syn på livet. Men en ting har de dog til fælles. De er begge blevet godt trætte af det liv de har levet, og har nu besluttet sig for at tage ud og opleve verden på egen hånd. Men de kommer ikke til at være helt alene, for da den fattige børnehjems dreng, Valdemar møder det snoppede overklasseløg, Crystal beslutter de sig for at tage ud på deres livs rejse, sammen. Men kan to så forskellige personer virkelig enes? Og kan de virkelig klare det hårde liv som hjemløse?

21Likes
28Kommentarer
863Visninger
AA

6. 5 - Valdemar

”Har du nogen søskende?” Spørger jeg hende, mens vi venter på at der bliver grønt. ”Nej,” svarer hun og begynder at gå. ”Hvad hedder du egentligt mere end Crystal?” Spørger jeg, da jeg kommer op på siden af hende. ”Crystal Rubin,” svarer hun irriteret og sukker, ”hvorfor?” Spørger hun. ”Vent, Rubin er jo ligesom rubin på dansk, og rubin rimer på sardin. Haha, Crystal Sardin.” Siger jeg og smiler skævt til hende.


”Kan du ikke godt tie stille i bare fem minutter?” Bider hun ad mig og drejer om hjørnet for enden af Hørsholmgade. Der er stille i et par minutter, men det er ikke til at holde ud. ”Går du i skole? Hvilken årgang?” Mit spørgsmål afbryder stilheden og jeg kan se på hende, at hun synes jeg er belastende. ”Oh gard,” siger hun, sukker og himler med øjnene. ”Fem minutter,” siger hun så, i et endnu mere irriteret tonefald og sætter tempoet op.


”Mine fødder gør ondt, kan vi ikke holde pause?” Spørger jeg, da vi to timer senere kommer forbi en bænk. ”Fint, pause. Mine fødder er også lidt trætte.” Svarer hun og lader sig dumpe ned på bænken.


”Jamen, de der sko er altså heller ikke så praktiske.” Siger jeg og smiler drillende til hende. ”Det er heller ikke meningen, de skal bare være pæne.” Svarer hun og gaber. Vi har gået i ret så mange timer efterhånden, og det er allerede ved at være mørkt. Ude i horisonten kan man se solen gå ned, selvom klokken ikke er for mange.

 

”Jeg er sulten,” brokker hun sig. ”Kan vi ikke finde en restaurant? Jeg har penge,” siger hun og kigger bedende på mig. Jeg rømmer mig stille og siger så langsomt: ”Må jeg spørge dig, hvor du havde tænkt dig at vi skulle finde en restaurant?” Langsomt kigger hun rund på vores omgivelser, som lige nu består af en smal grusvej, højt græs og så ellers bare mark, mark og mark.
 

”Skal vi ikke hellere finde et sted at sove?” Spørger jeg træt og kører en hånd igennem mit hår. ”Så som hvor? Der er heller ikke nogen hoteller eller noget, ” siger hun og kigger rundt. Det er rigtigt nok. Vi er ude midt i ingenting. Et af de steder hvor der kun ligger ét hus, i miles omkreds.
 

”Vi kan jo også bare sove på bænken her,” siger jeg og sætter mig til rette på bænken. ”I den her stank? Aldrig i mit liv! Det er også koldt,” svarer hun og holder sig for næsen. Helt ærligt, så er jeg ret glad for at hun sagde det. Der stinker temmelig heftigt af gylle her, og det er ikke alt for behageligt. ”Jamen så må vi jo fortsætte til vi kommer til næste hus,” siger jeg og sukker.
 

Da vi en halv time senere begiver os videre ad den støvede grusvej, er stemningen trykket. Vi er begge to trætte og der er ikke rigtig nogen belysning, så vi er begge to hele tiden ved at falde over stenene og snuble i hullerne på den ujævne grusvej. Mine fødder dunker og det fact at jeg går i mine slidte converse, gør det ikke bedre.
 

”Nå men, du svarede mig aldrig på om du gik i skole,” siger jeg, bare for at lette stemningen en lille smule. ”Ja, jeg gik i skole,” svarer hun og sukker. ”Hvad med dig?” Spørger hun, ”jeg ved ikke noget om dig.” Fortsætter hun. ”Nå men, der er heller ikke rigtig så meget at fortælle.” Siger jeg for at undgå at skulle fortælle om mit forholdsvis fattige liv. 
 

”Kom nu, bare et eller andet,” siger hun med et lille bitte smil. Man kan ikke se det, men man kan høre det på hendes stemme. Den bliver bare en lille smule lysere og ordene flyder bedre, som en fin melodi. Det klæder hende klart bedre end den kolde og afvisende tone, hun normalt taler i. ”Okay,” siger jeg med en træt stemme og klør mig lidt på armen, ”som hvad?” Spørger jeg da det går op for mig, at jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal fortælle.

 

”Går du i skole? Sludder, gik du i skole?” Spørger hun med den lyse syngende stemme. ”Neej, ikke rigtig. Kun søndagsskole, henne i kirken.” Svarer jeg med en nedtrykt stemme og kan straks mærke hendes blik på mig. ”Hvorfor ikke?” Spørger hun. Hendes stemme er normal igen, som om glæden er sivet ud af hende. 
 

”Jo altså. Vi havde ikke rigtig råd til det,” svarer jeg og kører en hånd igennem mit hår. ”Havde du da mange søskende?” Spørger hun og man kan høre på hende at hun prøver at finde en logisk grund. ”På en måde,” mumler jeg så lavt, at jeg ikke engang er sikker på at hun kan høre det. 
 

”På en måde?” Spørger hun forvirret, ”hvad mener du med ’på en måde’?” ”Jo altså, jeg har boet på børnehjem siden jeg var fire,” svarer jeg og sukker. Jeg kan mærke hendes blik på mig og stemningen er pludselig noget trykket. ”Børnehjem?” Spørger hun efter et par sekunder. Der er noget i hendes stemme jeg ikke kan finde ud af hvad er, det er hverken foragt eller medlidenhed. 
 

”Mmm,” mumler jeg og kører en hånd igennem mit hår. Samtalen har efterladt en pinlig tavshed, som om vi begge vil sige noget, men ingen af os har modet til at afbryde den øredøvende stilhed. Den eneste lyd er vores vejrtrækninger, vores trætte skridt på grusvejen og lyden af Crystals taske der slår ind mod hendes ben. Hun har sin irriterende pink taske over den ene skulder, mens jeg bærer hendes mudrede kuffert og har min egen rygsæk på ryggen.
 

*******
 

”Hej,” en gammel dame med gråt hår sat op i en knold åbner døren, og kigger underligt på os. ”Hejsa, vi tænkte på om vi måske kunne få lov at overnatte hos dig i nat. Jeg ved det er underligt at spørge om, men vi har ikke noget sted at sove.” Siger jeg til damen og prøver at finde mit mest charmerende smil frem. ”Jamen hvad laver sådan to unger som jer alene herude så sent?” Spørger hun og kigger undrende på os. 
 

”Jo altså, vi er på vej…” starter jeg, men ved ikke hvad jeg så skal sige. Jeg kigger bedende på Crystal og ånder lettet ud da hun redder sætningen, ”ud til vores bedsteforældre. De bor et par kilometer herfra, men vi tog den forkerte bus og måtte derfor gå. Vi troede at vi kunne nå det, men det er blevet noget mørkt og noget så koldt.” Siger hun og smiler bedende til den gamle dame. ”Jo, så kom dog ind unger.” Svarer den gamle dame og træder et skridt bagud, så vi kan komme ind ad døren.
 

”Bare stil tingene her og kom så indenfor og få noget at spise,” siger hun og går ind ad en trædør i den højre side af huset. Jeg stiller Crystals ting på gulvet ved siden af skohylden og knagerækken og stiller så mine converse på den brune træ-skohylde. Jeg følger efter Crystal ind i en lille stue og sætter mig ned i en gammel sofa.
Den gamle dame kommer ind i stuen til os, og sætter sig i en lille lænestol med grønt betræk. ”Jeg hedder Jytte. Jeg har lige sat noget suppe over til jer, så den er lige ved at varme op. I kan sove i sofaerne her i nat,” siger hun og sætter sig til rette i hendes lænestol. 

 

”Jeg hedder Valdemar og det her er Crystal,” siger jeg og rækker min højre hånd ud for at hilse på hende. Hun tager ved min hånd og ryster den svagt. Hendes håndtryk er ikke særligt kraftfuldt og den krogede hånd med leverpletter ryster svagt. ”Mange tak for din gæstfrihed,” siger jeg og sætter mig til rette i den dejligt bløde sofa. 
 

Det lille landhus er indrettet på en hyggelig måde, der gør det mere indbydende. Der er trægulve med små filt tæpper, en brændeovn hvor man tydeligt kan se flammerne, en masse billeder af børn – sikkert hendes børnebørn, og et par billeder af en gammel mand. Store møbler i grønne- og jordnuancer, med små farvede puder og tæpper. Alt i alt et hyggeligt lille landhus. Efter min mening. Da jeg skæver over til Crystal, der har sat sig i en gammel lænestol ved siden af sofaen, kan jeg se, at hun kigger rundt i huset som var det møj beskidt.
 

Et par minutter senere kommer Jytte ind i stuen med suppen. ”Så er der mad,” siger hun med et stort smil og stiller to skåle på bordet foran os. Vi får begge sagt et lille tak, mens Jytte læner sig tilbage med sit strikketøj og et lille smil på læben. Det må vel være underligt at to fremmede teenagere pludselig banker på din dør og spørger om de må overnatte, men hun må vel kunne lide selskabet. Det er jo nok ikke mange mennesker hun snakker med, nu når hun bor herude midt i ingenting. 
 

***
 

Jytte har redt op i de små sofaer, med blomstret sengetøj og den blødeste pude jeg nogensinde har haft. Vi fik snakket en del med Jytte under maden og hun virker som en utrolig rar dame. Hvis jeg havde en bedstemor, måtte det gerne være hende. Det viste sig at hendes mand døde af kræft sidste år, men at hun har både børn og børnebørn.
 

”Så håber jeg i får sovet godt, så i har kræfter til turen til jeres bedsteforældre i morgen,” smiler hun og slukker lyset. ”Tak.” når jeg lige at sige, inden jeg hører hendes fodtrin forsvinde op ad en trappe. ”Det er den værste pude jeg nogensinde har haft,” beklager Crystal sig fra den anden sofa. ”Ja ja, sov nu bare,” siger jeg ud i mørket, inden jeg langsomt glider ind i søvnen. Hold da kæft, hvor er jeg egentlig træt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...