Street Life

Valdemar Jensen og Crystal Rubin er to vidt forskellige mennesker, med to vidt forskellige syn på livet. Men en ting har de dog til fælles. De er begge blevet godt trætte af det liv de har levet, og har nu besluttet sig for at tage ud og opleve verden på egen hånd. Men de kommer ikke til at være helt alene, for da den fattige børnehjems dreng, Valdemar møder det snoppede overklasseløg, Crystal beslutter de sig for at tage ud på deres livs rejse, sammen. Men kan to så forskellige personer virkelig enes? Og kan de virkelig klare det hårde liv som hjemløse?

21Likes
28Kommentarer
905Visninger
AA

5. 4 - Crystal

Solen skinner mig lige i øjnene da jeg åbner dem og derfor lukker jeg dem meget hurtigt igen. Jeg lægger mærke til at jeg ligger vildt ukomfortabelt og med mit hoved på noget hård. Jeg bliver en smule forvirret, da min seng og min pude altid har været i bedste kvalitet. Og den har aldrig duftet sådan her.

Jeg rynker brynene og åbner øjnene igen. Denne gang meget langsomt. Det første jeg ser, er en masse græs. Derefter lægger jeg mærke til de mange blomster i alle regnbuens farver, der står rundt omkring i små klynger. Dernæst ser jeg den ældre dame der går tur med sin hund.

Okay, det her er helt bestemt ikke mit værelse. Jeg sætter mig langsomt og træt op. Jeg sidder på en bænk. Pludselig kommer hele aftenen i går tilbage til mig. Jeg kigger hurtigt til højre, og der er han. Valdemar. Hans fødder står stadig på jorden som hvis han sad op, men hans krop ligger sidelæns ned på bænken. Vi sad begge op da vi faldt i søvn. Mig med mit hoved på hans skulder og han med sit hoved på mit hoved. Han må have lagt sig ned på et tidspunkt og så må jeg bare være gledet med. Jeg havde i hvert fald ligget med mit hoved på hans hofte.

 

Jeg har længe overvejet at gøre dette her. Løbe hjemmefra. De fleste vil nok ikke forstå hvorfor, for jeg har jo et fedt liv, ikke? Masser af penge, masser af veninder, er en af de populæreste på skolen og har altid det nyeste af det nye. Når du altid får alt hvad du peger på, behøver du aldrig at arbejde for noget som helst. Når din mor er ejer af et skønhedsproduktfirma og din far er højt oppe i regeringen behøver du ikke kæmpe for at få en høj plads i hierarkiet. Og det er jo fedt, ikke? Nej. Det er skide kedeligt.

Parken ser faktisk overraskende smuk ud sådan som det stadig dugvåde græs glimter i morgensolen og træerne svajer en smule i vinden. Den er ellers ikke noget særligt. Ikke specielt stor, ikke særlig velplejet og udover de hjemløse, går de fleste bare igennem den. Men jeg kan godt lide at være her. Her kan jeg være mig selv. Jeg behøver ikke at have det allernyeste tøj på når jeg går herned, jeg behøver ikke sidde pænt og gå ordentligt, men kan i stedet slæbe mine fødder hen ad stigen og sidde og hænge på en gammel bænk. Når jeg er sammen med de populære på skolen eller mine forældres rige venner skal jeg altid gøre alting rigtigt. Det er meget, meget vigtigt.

 

Jeg hører et lille grynt ved siden af mig og kan mærke at Valdemar bevæger sig en smule. Jeg drejer hovedet for at se om det er fordi han er ved at vågne, men han har stadig lukkede øjne. Jeg kigger væk igen. Lidt efter kan jeg høre en lav mumlen ved siden ad mig.

”Hvad er klokken?” det er Valdemar. Så var han alligevel vågnet. Jeg stikker hurtigt min hånd i lommen for at fiske min mobil op, imens jeg mumler et langtrukket ”Øøhhh…”

”Halv syv,” svarer jeg en smule overrasket da jeg endelig har fået min mobil op af mine stramme buksers lomme og tjekket klokken. Det ligner mig virkelig ikke at vågne så tidligt. Jeg får intet svar.

Igen sidder jeg bare lidt og kigger rundt i parken. Jeg får øje på en lille fugl der hopper hen ad jorden. Den har en gren i munden og holder skarpt øje med fjender. Den hopper et par meter og letter så, for at flyve op i et træ og forsvinde ind mellem bladene.

Jeg sukker let. Hvorfor sidder jeg egentlig stadig her sammen med ham Valdemar? Jeg kigger over på ham og opdager at han sidder og stirrer på mig. I aftes skinnede hans ravfarvede øjne, men nu er de blevet en smule matte, og hans efterårs hår stritter ud til alle sidder. Det er tydeligt at se at han lige er vågnet og at han nok ikke har sovet specielt godt. Jeg lagde ikke mærke til hans tøj i aftes, men det gør jeg nu og det er hæsligt. Skovmandsskjorte og gamle løse jeans. Helt ærligt, det er der da ingen der går i mere. Selvom han godt ved, jeg har set at han stirrer på mig, kigger han ikke væk. I stedet former der sig langsomt et lille skævt smil på hans læber.

”Hvad er det lige du glor på?” spørger jeg ham. Helt ærligt, man glor da ikke bare sådan på folk. I stedet for at svare, fniser han bare en lille smule og ryster på hovedet før han kigger væk.

”Og du kan ikke engang finde ud af at svare,” mumler jeg. Han griner en lille smule. ”Hvad er det, der er så sjovt?” spørger jeg. Han fortsætter bare med at smile og ryster på hovedet. Gud, han er da bare irriterende.

Jeg rejser mig langsomt op og strækker mig. Min taske og min kuffert står på jorden ved siden af bænken og jeg samler dem hurtigt op. ”Hey, hvad skal du?” Spørger Valdemar og rejser sig også op. Han strækker armene over hovedet og bukker en smule tilbage i ryggen.

”Af sted,” svarer jeg bare. ”Hvorhen?” Spørger han. Jeg er vant til snobbede piger og drenge der vil gøre alt for at være den bedste, men ham her, han er da bare belastende. Jeg åbner munden for at svare, men da går det op for mig, at jeg ikke kender svaret. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen. Så jeg vender mig bare rundt, fortæller ham at det ikke rager ham og begynder at gå mod udgangen af parken.

Jeg har kun nået at gå ca. syv skridt før jeg kan se Valdemar går ved siden af mig ud af øjenkrogen. Han har sin taske i hånden. Jeg sukker. Altså, når man går fra nogen er det da ikke meningen de skal følge efter. Jeg sætter farten op, men han har længere ben end mig, og har derfor ikke noget problem med at følge med.

”Hey,” siger jeg irriteret og stopper op, hvilket resulterer i at han kommer til at gå ind i mig. Han kigger forvirret op på mig. ”Hvad?” spørger han og smiler til mig. Jeg hoster lidt. ”Gider du godt lade være med at følge efter mig?” Spørger jeg en smule flabet. ”Jeg følger da ikke efter,” siger han og smiler skævt.  ”Øh, jo du gør,” siger jeg. ”Nej jeg gør ej,” svarer han. ”Jo” ”Nej” ”Jo” Nej” ”Jo!” råber jeg til sidst da jeg virkelig ikke magter ham mere. ”Du ved da ikke om jeg skal den vej,” siger han. Jeg sukker og himler med øjnene.

”Hvor er det egentlig du skal hen?” spørger jeg. Han bidder sig i læben og kigger ned i jorden. ”Øh, det ved jeg faktisk ikke,” siger han så. Hvordan kan man gå rundt uden at hvide hvor man skal he… Nårh jo, jeg ved går jo selv rundt uden at vide hvor jeg vil hen…

”Orv se, et egern!” udbryder han pludselig og peger på et træ bag mig. Jeg vender mig hurtigt rundt og rigtig nok løber der et lille orange egern hen ad en gren, halvvejs oppe i et stort træ. Dens hale er pjusket og den ser næsten skrækslagen ud, som den piler af sted for at komme i skjul bag bladene. Jeg har været i denne park mange, mange gange og jeg har aldrig før set et egern.

”Nå, men hvor skal du så hen?” Spørger Valdemar. Jeg kigger ned på mine enormt mudrede sko og ved ikke hvad jeg skal svare. Jeg tager en dyb indånding og peger så mod vejen udenfor parken. ”Den vej,” siger jeg. Han hæver det ene øjenbryn og kigger lidt på mig. ”Du ved heller ikke hvor du skal hen, vel?” spørger han så. Jeg står helt stille et par sekunder, før jeg langsomt ryster på hovedet.

”Hey, skal vi ikke følges?” Udbryder han og smiler til mig. Jeg hæver mine øjenbryn og kigger mistroisk på ham. Det kan han da ikke mene. ”Seriøst?” spørger jeg og han nikker ivrigt. Jeg fnyser bare og himler med øjnene før jeg begynder at gå mod udgangen af parken og ud på fortovet. ”Det tager jeg som et ja,” råber Valdemar bag mig og jeg kan høre hans hurtige skridt bag mig, før han igen går ved min side. Jeg siger ikke noget. Jeg går bare og han følger med.

 

             --------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Her er så 4. kapitel.

Vi har fået at vide et par gange at den ikke er så spændende endnu, men vi håber da at den vil blive mere interessant hen ad vejen.

Tak til dem der har liket, skrevet en kommentar eller bare læst den :)

Og uh! Vi har fået billetter til 1D i Parken næste år!!!!! Den 17. WIIIIII :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...