Street Life

Valdemar Jensen og Crystal Rubin er to vidt forskellige mennesker, med to vidt forskellige syn på livet. Men en ting har de dog til fælles. De er begge blevet godt trætte af det liv de har levet, og har nu besluttet sig for at tage ud og opleve verden på egen hånd. Men de kommer ikke til at være helt alene, for da den fattige børnehjems dreng, Valdemar møder det snoppede overklasseløg, Crystal beslutter de sig for at tage ud på deres livs rejse, sammen. Men kan to så forskellige personer virkelig enes? Og kan de virkelig klare det hårde liv som hjemløse?

21Likes
28Kommentarer
893Visninger
AA

4. 3 - Valdemar

Jeg kigger forskrækket på den pige, der står og betragter mig. Pigen hopper et par skridt bagud og kigger endnu mere forskrækket på mig. Jeg kører en hånd gennem mit hår, gaber og sætter mig halvt op på bænken. 

“Jeg troede ikke du ville vågne,” siger hun lidt stammende og tager sig til hjertet. Jeg ler en lav, næsten lydløs latter og smiler et skævt smil til hende. Jeg kommer helt op at sidde og strækker så mine meget ømme led. En bænk i en park er ikke det bedste sted at sove. Så gnider jeg mig i øjet med den ene hånd og misser med øjnene. 

Da mine øjne endelig har vænnet sig til den mørke park, kan jeg nogenlunde se pigens træk. Jeg giver hende det såkaldte elevatorblik og kører så en hånd gennem mit hår. Hun ser okay godt ud, hofte langt mørkebrunt hår, midnatsblå øjne og et par smilehuller, der kommer frem på ansigtet, da hun smiler et forsigtigt smil til mig.

“Har du nogen anelse om hvad klokken er?” Spørger jeg og kigger ud i mørket. Jeg husker hvorfor filen det er jeg har sovet på en bænk, men har stadig ingen anelse om hvor længe jeg har sovet. Lyset i parken er blevet svagere og jeg kan stadig høre den gamle mand snorke.

Hun kigger på et armbåndsur hun har om sit højre håndled og svarer så: “Kvart over et.” Jeg smiler taknemmeligt til hende og gaber så. Min ryg gør utrolig ondt, så jeg strækker endnu en gang ryggen ud og slapper af i musklerne. Selvom jeg kun har ligget på bænken i lidt over en halv time, har jeg det som om min ryg skal dø. 

“Undskyld jeg vækkede dig,” siger hun og fjerner noget hår, som vinden har blæst ind i hendes hoved. “Det gør ikke noget,” svarer jeg og skraber den ene slidte skosnude mod det lettere mudrede græs. Mine kopi-converse, - som var cremefarvede da jeg købte dem, - har over det sidste år både skiftet farve til en grim mudder brun en og er blevet slidt så meget ned, at der er hul i hælen og ude ved tæerne. Noget mudder kommer ind i skoen og gør min strømpe fugtig. 

I et par minutter, sidder jeg bare og kigger på min sko, mens jeg kan fornemme hendes blik på mig. Jeg kigger op og smiler til hende, hun gengælder ikke mit smil, men stirrer bare ud i den mennesketomme park. 

Jeg kigger rundt i parken. Lyset fra de få lygtepæle, gør at man sagtens kan ane tingene i parken. Eftersom klokken er over midnat er der ingen mennesker i parken, kun os to, den gamle mand og en kvindelig vagabond på en bænk et par meter fra os. Kvinden sidder på bænken og kæler med en hund. En gang imellem gør hunden og så får både mig, pigen og damen et chok. 

Jeg kigger på pigen. Hun står med front mod mig, men hun betragter den gamle dame. Hun har en brun kuffert i sin højre hånd og en sportstaske i pink, over den venstre skulder. 

“Er du på vej på ferie eller noget?” Spørger jeg og nikker mod hendes bagage, hun kigger ned på sine ting og begynder at grine en lille smule, lidt som om hun prøver at skjule noget. Jeg kigger forvirret på hende og hæver et øjenbryn. “Var det et ja eller nej?” Spørger jeg da der er gået et lille stykke tid.

“Man kan vel godt kalde det for en ferie,” svarer hun og stiller sin sportstaske på jorden. Hun kigger på mig og hæver så sit ene øjenbryn. “Hvorfor i alverden sover du på en bænk?” Spørger hun så, sætter hånden på hoften og himler med øjnene.

“Øhhm.. Man kan vel også godt sige at jeg er taget på ferie,” svarer jeg og skraber endnu engang min ene, slidte skosnude mod det mudrede græs. Jeg kigger ned i jorden, lægger mærke til hendes hvide, - rettere sagt mudder brune, - sko og ler svagt. 

“Hvad griner du af?” Snerrer hun og kigger irriteret på mig. “Det er bare dine sko, de ser lidt mudrede ud,” fniser jeg og kører en hånd gennem mit hår. “Det er altså overhovedet ikke sjovt. Det var faktisk nogle af mine yndlingssko.” Snerrer hun og kigger drømmende ned på skoene.

“Har du måske set på dine egne sko?” Spørger hun snerrende og kigger ned på mine slidte kopi-converse. “Ja, det har jeg faktisk.” Svarer jeg og kører en hånd gennem mit hår. 

Det kan godt være at jeg trænger til nogle nye sko, men det er altså svært at få råd til det, når man bor på et børnehjem med tooghalvtreds andre børn. Ejeren af børnehjemmet, Frøken Bjerring, er ikke helt vildt rig, så det er ikke særlig tit hun kan købe tøj til os. En gang imellem, et par gange om året, tager hun og dem der arbejder på børnehjemmet, os allesammen med ud for at købe et sæt tøj hver. Sko får vi kun hvert andet år, så hvis man vil have ekstra sko, må man selv tjene penge til at købe nogle for.

I et stykke tid står hun bare og kigger irriteret på mig, men så kigger hun igen over på den gamle dame. Jeg gaber og gnider mig i det ene øje. En ting jeg altid har gjort, er at køre en hånd gennem mit hår. Jeg gør det så tit, at folk tror at der er noget galt med mit hår. Tro mig, det er der ikke. Mit hår er den smukkeste farve i hele verden. 
Jeg har arvet min hår- og øjenfarve fra min mor. Mine øjne er en underlig rav farve, mens mit hår har den samme farve som bladene har lige inden de falder af træerne om efteråret. Da jeg var helt lille var mit hår rødt, men eftersom jeg blev ældre, skiftede farven over i den jeg har nu. 

“Selvom du virkelig er en idiot, kan du så ikke lige rykke en gang?” Spørger hun og hentyder til at jeg sidder midt på bænken. Jeg bliver revet ud af mine tanker og kigger så undrende på hende. “En idiot, siger du,” siger jeg og hæver et øjenbryn “nej det gider jeg ikke. Du siger jo at jeg er en idiot.” Siger jeg med falsk fornærmethed og smiler så et drillende smil til hende. 

“Seriøst?” Spørger hun og himler med øjnene. “Sig at jeg er et godt menneske med en venlig sjæl, så kan det godt være jeg gad rykke mig lidt,” siger jeg drillende. Hun kigger lidt på mig og giver sig så: “Okay så. Jeg kender dig ikke men jeg går ud fra at du er et godt menneske med en venlig sjæl. Er du så venlig at fjerne din fede røv fra min bænk!?” Det første sagt i en venlig tone, det sidste sagt i en noget hårdere tone.

Jeg griner ad hende og rykker mig så til den ene side. Hun smiler taknemmeligt og sætter sig ned på bænken. “Må man spørge hvad du hedder?” Spørger jeg smilende og gaber. “Ja, det må man gerne.” Svarer hun med en drilsk undertone i stemmen og lægger så hovedet på skrå. “Hvad hedder du så?” Spørger jeg hende og retter på min rødternede skovmandsskjorte.

“Crystal. Crystal Rubin.” Siger hun og piller ved en løs tråd på hendes bluse. Jeg kigger lidt op og ned ad hende. Hun har et par sorte bukser på, en hvid top med eiffeltårnet og teksten ‘Tréscot’, de mudder brune sko der viser sig at være støvler og en blazer i sort. Hendes tøj er beskidt, specielt den hvide top. Det ligner lidt at hun har møvet sig hen ad noget jord, men det kan selvfølgelig også bare være at det er in. Hvem ved? I hvert fald ikke mig. “Crystal,” gentager jeg mumlende, “smukt navn.”

“Og du hedder?” Spørger hun og giver mig elevatorblikket. Jeg kigger op og møder hendes midnatsblå øjne. Hendes ansigt bliver belyst af en lygtepæl i nærheden, hvilket giver mig muligheden for at studere hendes ansigtstræk. Hendes smukke midnatsblå øjne er rammet ind af et tykt lag mascara og hendes læber glinser i den sarte belysning. Hun har høje kindben og smilehuller, hvilket tilsammen får hende til at se meget venligere ud end hun egentlig er. 

“Valdemar. Valdemar Jensen.” Siger jeg og bider mig i underlæben. Jeg har altid syntes at mit navn er latterligt. Hun nikker stille og gaber så. “Hvor gammel er du?” Spørger hun og kører en hånd gennem hendes mørkebrune hår. “Sytten,” svarer jeg og læner mig bagud. “Dig?” Spørger jeg og gaber også. “Seksten,” svarer hun og læner sig så også bagud.

Der går et godt stykke tid, hvor vi bare sidder sådan og kigger ud i den næsten helt sorte park. En gang imellem kigger jeg på hende ud af øjenkrogen og fanger hende i at kigge på mig. Jeg siger ikke noget til det. Det er en dejlig stilhed, så jeg har ikke lyst til at bryde den.

Der går ikke lang tid før hun begynder at gabe ekstra meget. Hun læner sig over mod mig og falder i søvn på min skulder. Jeg gaber også selv og lægger mit hoved ovenpå hendes. Hendes lille hjerteformede ansigt passer lige perfekt i udhulingen ved mit skulderblad.

 

***

Så var der endnu et kapitel ude c:

Dette kapitel er skrevet af mig; Mia.T.H. Vi håber at i kan lide historien og fordi den ikke er kommet så langt endnu, er den selvfølgelig ikke så spændende, men bare rolig, det bliver den.

Tror lige det var det jeg havde at sige/skrive c:          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...