Street Life

Valdemar Jensen og Crystal Rubin er to vidt forskellige mennesker, med to vidt forskellige syn på livet. Men en ting har de dog til fælles. De er begge blevet godt trætte af det liv de har levet, og har nu besluttet sig for at tage ud og opleve verden på egen hånd. Men de kommer ikke til at være helt alene, for da den fattige børnehjems dreng, Valdemar møder det snoppede overklasseløg, Crystal beslutter de sig for at tage ud på deres livs rejse, sammen. Men kan to så forskellige personer virkelig enes? Og kan de virkelig klare det hårde liv som hjemløse?

21Likes
28Kommentarer
865Visninger
AA

3. 2 - Crystal

Jeg åbner vinduet og mærker hvordan den kraftige vind tager fat i mit lange hår og hvirvler det rundt så jeg får det i munden. Jeg prøver irriteret at få det ud ad munden, både ved hjælp af tungen og mine hænder, men lige meget hjælper det, for som alle piger ved, gør hår som det vil.

 

Stilladset står ustabilt, svajer let i vinden og knirker. Det er en smule uhyggeligt da det er helt mørkt udenfor. Tømrerne er taget hjem for i dag, men deres ting flyder overalt på stilladset. Jeg går stille hen over trægulvet på mit værelse, tager min jakke og mine sko på, samler de ting jeg har pakket op og går så igen hen til vinduet.

 

Jeg lægger det ud på stilladset, som knirker endnu mere under dets vægt, står lidt og overvejer en sidste gang om jeg nu gør det rigtige, før jeg selv kravler ud ad vinduet og smider mig ned mod det hårde metal for at klamre mig til det. Jeg er ikke nogen kylling, men jeg lider af en seriøs omgang højdeskræk.

 

Da jeg har ligget der et par minutter, tager jeg mig endelig sammen og rejser mig op. Dum som jeg er læner jeg mig frem og kigger ud over kanten. 3 etager ned. Ikke hyggeligt. Overhovedet ikke hyggeligt. Jeg tager en dyb indånding inden jeg samler min sportstaske op. I aftes inden jeg gik i seng fyldte jeg den til randen med tøj til den næsten ikke kunne lynes. Og det var ikke engang det kvarte af mit klædeskab.

 

Jeg løfter den ud over kanten på stilladset og holder den bare der i et par sekunder, før jeg giver slip og den farer gennem luften for at lande i græsset med et bump.

 

Jeg venter i et par minutter. Bare for at være sikker på at mine forældre, som stadig sidder  nede i stuen, ikke har opdaget noget. Så tager jeg fat i min lille brune læder kuffert, - som i virkeligheden ikke er helt så lille, men lille nok til at man kan bære den, - og lader også den falde de tre etager ned.

 

Et øjeblik senere begiver jeg mig skrækslagen hen over det ustabile stillads og hen til stigen, der fører ned til næste etage. Stigen vakler en del da jeg kravler ned ad den og det vender sig i min mave. Jeg går hen ad stilladset og stivner da vinduet ind til stuen er åbent og jeg kan høre min mor og fars dæmpede snak.

 

Det er et kæmpe stort vindue i hvid marmor, der vender ud mod vores enorme have. Et øjeblik føler jeg mig helt fortabt, men så går det op for mig, at vinduet er hævet omkring tyve centimeter over stilladset, hvilket giver mig den mulighed at kravle under vinduet.

 

Jeg kommer hurtigt ned på alle fire og skal til at kravle forbi, da det går op for mig at jeg ikke kan kravle, så jeg lægger mig ned og prøver at møve mig hen ad det enormt beskidte stillads. Den eneste tanke der går igennem mit hoved, mens jeg møver mig fremad er: beskidt tøj, beskidt tøj, beskidt tøj.   

 

Endelig når jeg ned på det våde græs. Jeg går hen til mine ting og hviner inden i mig selv over at mine nye hvide, - eller nu mudder brune, - doc. Martens støvler, bliver ødelagt af den lettere mudrede græsplæne.

 

Da jeg kommer hen til tingene, lægger jeg hurtigt mærke til hvordan min elskede kuffert er blevet helt vildt mudret og jeg begynder hurtigt at pive lidt. “Nej, nej, nej. Ikke den, neeeeeeej.” Hviner jeg lavt, men sætter hurtigt hånden op for munden, da jeg kommer i tanke om at jeg hellere må tie stille. Min ellers så smukke mørkebrune læder kuffert, har nu skiftet farve og er blevet en underlig mudder brun farve, med smukke, - rettere sagt vildt grimme, - græspletter. De mange forskellig farvede mærker fra forskellige lande, er blevet helt brune og pynter ikke ligefrem mere.

 

Den kuffert betyder utrolig meget for mig, ikke bare indebære den lige nu nogle af mine aller dyrebareste ejendele, såsom min mobil, min mobil oplader, min pung med mit kreditkort, et par af mine smykker og mit GHD glattejern, men jeg har faktisk også selv købt den. For en 50’er i en genbrugsbutik. Da jeg købte den var det den første og eneste gang jeg nogensinde har sat mine ben i en genbrugsbutik. Jeg kunne faktisk godt lide at være i genbrugsbutikken, alle folk var så venlige og smilede til mig, men min mor var ikke så meget for det... Det skal helst være det aller dyreste mærke der kan findes.

 

Med et suk samler jeg mine mudrede ting op fra jorden. Jeg står bare og kigger lidt, før jeg vender mig mod vores enorme hus og stirrer op på det. Nu er det ikke mit hjem mere, tænker jeg og lukker øjnene et øjeblik. Jeg slår dem straks op igen, da jeg kan høre min mors yndefulde stemme ud gennem det åbne vindue. Jeg kigger op mod det og kan se hendes skygge komme tættere på vinduet.

 

Med et drejer jeg om på hælen og styrter over græsplænen, for at komme i sikkerhed bag et af de store egetræer. Eftersom jeg ikke fik stroppen til sportstasken helt over skulderen da jeg begyndte at løbe, slæber jeg den nu efter mig og forlader et mudret spor i græsset. Jeg hviner lidt inde i mig selv, da den pinke sportstaske helt klart ikke kommer til at være lige så smuk efter denne omgang mudder, men løber bare videre.

 

Min mor står i vinduet og kigger ud over haven i et kort øjeblik, men beslutter sig så for at der ikke er noget. Hun vender sig om og går tilbage til en af de store silkestofs sofaer og sætter sig. Et suk undslipper mine læber og jeg tager sportstasken op over skulderen og går så hen ad gårdspladsen, hen imod den tykke mur og den kæmpestore elektroniske port, der indkranser hele vores enorme grund.

Jeg starter med at kaste sportstasken over muren og derefter kaster jeg også kufferten over på den anden side af muren. En enkelt meter fra det sted hvor jeg har kastet tingene over, står et stort egetræ og strækker sig op mod himlen og breder sine grene ud over muren. Jeg kravler op ad den store stamme og griber efter et par grene. Jeg hiver mig op ad dem og kravler så ud på den største og mest stabile af dem, for at komme over muren.

 

Jeg kommer op at sidde på muren og smiler da en lygtepæl heldigvis står lige på den anden side. Jeg skal til at tage fat om den da det går op for mig hvor langt der egentlig er ned og min enorme højdeskræk pludselig tager til. Kort efter kommer jeg dog heldigvis i tanke om den store risiko for at folk synes det er en smule mærkeligt at en pige sidder på en mur og hurtig som en ninja får jeg fat i lygtepælen og glider ned ad den. Total ninja lige der!!!

 

Endnu engang samler jeg mine tasker op og begiver mig så ned ad den lange villavej jeg boede på. Jeg bliver enormt fristet til lige at vende rundt og kaste et sidste blik på det store hus, men da jeg har en dårlig vane med at fortryde ting og jeg endelig har fået taget mig sammen til at gøre det her, går jeg målrettet videre.

 

To huse længere nede ad vejen, stopper jeg igen op i et par sekunder for at betragter et kæmpestort hus, inden jeg går videre. I det hus bor min såkaldte “bedste veninde” Katrine. For at være ærlig bryder jeg mig ikke specielt meget om hende, men da jeg var lille syntes min mor det var så fantastisk at der boede en på vores vej der var på alder med mig, så hende skulle jeg da selvfølgelig tilbringe en masse tid med.
 

Som de fleste andre børn i det her kvarter voksede Katrine op som den værste snob. Det gjorde jeg også selv. Jeg får alt hvad jeg peger på og ofte mere end det. Jeg er altid blevet lige rigeligt forkælet og for at være ærlig har jeg altid godt kunnet lide det. Men nu gider jeg ikke mere. Og det er derfor jeg nu har sneget mig ud af huset og går her på gaden.

 

Jeg har gået i godt og vel ti minutter nu. Jeg havde hjemmefra besluttet mig for at jeg bare ville gå ligeud og så se hvor jeg endte. Det har jeg gjort, men eftersom jeg også besluttede mig for at jeg ville have så meget tøj med som muligt, er min taske nu begyndt at blive en anelse tung.

 

Så da jeg kommer til Stefansgade vælger jeg at dreje. Forenden af den er der et kryds og på den anden side ligger Gram park. Jeg har altid elsket den park. Den er ikke for stor, men heller ikke for lille. Der kommer alle mulige forskellige folk, både folk komplet uden penge og folk med røven fuld af dem. Jeg synes det er så rart, hvis man har haft en dårlig dag, at gå ned og sætte sig på en bænk i denne park og bare kigge på alle menneskerne. Familier der går tur, med eller uden hund, vagabonder der sidder og får en lur op af et træ, travle forretningsfolk der haster af sted og alle de andre mennesker.

 

Parken er svagt oplyst af et par gammeldags lygtepæle. Jeg plejer altid at sidde på den samme bænk og det har jeg også tænkt mig at gøre denne gang. Men da jeg kommer hen til den går det op for mig, at det ikke rigtigt kan lade sig gøre. På ’min’ bænk ligger der en dreng og sover. Han ser ud til at være nogenlunde på min alder, brede skuldre, markeret ansigt og en hårfarve jeg ikke rigtig kan beskrive. Mit bedste forsøg ville nok lyde på noget lignende, at det er den farve bladene har lige før de falder af træerne om efteråret.

 

Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg bliver stående og betragter den sovende dreng i et par minutter. Da han lige pludselig spærrer øjnene op, giver jeg et forskrækket hvin fra mig og hopper et par centimeter bagud.

-------------------------------------------------------------------

Hej mennesker!

Dette er så det første kapitel fra Crystals synsvinkel.

Det er skrevet af mig, Mathilde SJ og jeg håber virkelig i kan lide det!

I må forresten meget undskylde at der er gået så lang tid før vi har lagt dette kapitel ind, men vi har haft nogle computer problemer. Nu kan jeg selvfølgelig ikke ligge al skylden på det, da det også skyldes at jeg er lidt glemsom.... Sorry!

Nå, men i må rigtig gerne smide en like og/eller en kommentar om hvad i syntes. I må selvfølgelig også gerne sætte på favoritlisten hvis det skulle ske at være det i havde lyst til ;)

Stort knuz til jer alle!

- Mathilde


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...