Forever

Efter et tragisk tab af begge sine forældre bliver den syttenårige Pearl skolens outsider på sin nye skole. Efter tabet af sine forældre har hun fået en 'gave' der gør at hun kender alle folks inderste hemmeligheder og tanker.

Da skolen får en ny elev, Xavier, går alle piger amok. Han er høj, flyt og mystisk. Men noget skræmmer Pearl ved ham. Nemlig tanken om at hun ikke ved hvad han tænker...

1Likes
0Kommentarer
271Visninger

2. Et

”PEARL!” Råber min veninde Bree fra den anden ende af parkeringspladsen. Folk kigger skiftevis på hende og mig inden deres tanker fylder hele pladsen. Jeg ignorer det, mens jeg langsomt går hen til indgangen for at mødes med min veninde. Bree er iført den sædvanlige stil bestående af en sort tank top, et par mørke jeans og et lyseblåt tørklæde. Jeg smiler til Bree idet jeg når hen til hende og hun vender om for at gå ind på skolen.

 

Siden mine forældre døde for næsten et år siden har jeg været i stand til at kende alle folks dybeste hemmeligheder og tanker ved hjælp af en enkel berøring. F.eks. vidste jeg at Bree’s far længe har overvejet skilsmisse, men var bange for hvad, der skulle ske hvis han tog sig sammen. Jeg ved også at hendes mors havearbejder er lidt mere end bare havearbejder og at det var hendes lillebror, der smadrede deres mormors yndlingsvase for tre år siden.

 

”Hallo. Jorden kalder Pearl. Hører du overhovedet efter?” Spørger Bree, mens hun vifter med hånden foran mig, mens jeg fraværende bare går og stirrer ud i luften.

”Undskyld hvad sagde du?” Spørger jeg og blinker hurtigt et par gange og kigger på hende.

”Lige meget. Vi ses til frokost.” Siger Bree inden hun drejer rundt om hjørnet ned af gangen til hendes klasse værelse. Jeg sukker irriteret inden jeg går videre hen mod spansk lokalet. Jeg trækker vejret dybt ind før jeg åbner døren og mit hoved fyldes med de modbydelige tanker alle tænker om mig.

Jeg kigger over på skolens mest populære andet års elev, Vicky, mens hendes tanker strømmer ind. Freak. Misfoster. Morder. Tænk du kan leve med at have slået dine egne forældre ihjel. Jeg synker den klump, der sætter sig i halsen på mig ved lyden af de usagte ord. Man behøver ikke engang at være clairvoyant for at se ordene i deres øjne.

Jeg sætter mig ned ved det tomme bord helt bagerst og trækker ærmerne på min trøje helt ned over hænderne på mig selv, mens jeg langsomt glider ind i mine dybeste tanker.

 

Det havde været en kold vinterdag og jeg havde siddet på bagsædet med mine tykke vinterjakke på og høretelefonerne i ørene med volumen skruet helt op. Min far havde været travlt optaget af at holde øje med trafikken og den glatte og alt for usikre vej. Min mor havde snakket løs og hvad hun mente jeg skulle have på til vinterballet den næste uge, men jeg hørte overhovedet ikke efter.

”Pearl!” Råbte min far stadig med blikket stift rettet mod vejen. Irriteret havde jeg trukket mine høretelefoner ud af ørene og kigget skiftevis på mine forældre. ”Din mor taler til dig.” Havde min far sagt og kigget på mig i bakspejlet lige inden et skarpt højresving, han havde glemt alt om lå der…

 

”Okay elever.” Lød min lærers stemme, da han tråder ind i den alt for lille lokale. Han kigger ud over os alle sammen og lader blikket hvile på den tomme plads ved siden af mig. Efter ham kommer en mørk, flot dreng gående ind og sukkende lyder fra forskellige piger rundt omkring. Han er jo GUDE lækker! Tankerne flyver rundt fra pige til pige om hvor lækker han er, mens jeg tavst sidder og stirrer på et punkt bag ham.

”Alle sammen, dette er Xavier Sanchez. Han er lige flyttet hertil fra Tampico, Mexico, så hver nu søde ved ham. Xavier, du kan sætte dig ned ved siden af Pearl og bare følg med så godt du kan.” Siger vores lærer mr. De La Paz. ”Og for resten, velkommen til Aurora.” Mr. De La Paz nikker til Xavier og han går hen i mod mig, mens tankerne fra eleverne lyser ud af dem. Stakkels ham. Tænk at han bliver tvunget til at sidde ved siden af sådan en som hende.

Xavier sætter sig ned på den tommer stol ved siden af mig og jeg rykker mig automatisk lidt væk fra ham i håb om ikke at opdage hans dybeste hemmeligheder efter bare en enkel berøring. Jeg skubber bogen lidt tættere på ham så han kan følge med og han nikker taknemligt.

”Jeg hedder Xavier.” Siger han og rækker hånden frem mod mig. Jeg sidder og stirrer på den i det jeg stille siger: ”Pearl.” Og venter på at han skal trække sin hånd til sig igen. Men da det ikke sker, indser jeg at jeg er tvunget til at tage hans hånd. Jeg tager en dyb vejrtrækning inden jeg tager min egen hånd frem og han tager den. Jeg lukker øjnene, mens jeg venter på minder og hemmeligheder skal dukke frem, men det sker aldrig. Jeg åbner langsomt mine øjne igen og kigger ind i Xaviers. Han smiler til mig, mens han langsomt trækker hånden tilbage til sig selv og kigger så ned i den åbne bog.

 

”Har i hørt om ham den nye dreng alle taler om?” Spørger Bree, mens hun sætter et sugerør ned i hendes lyserøde smoothie.

”Ham fra Mexico?” Spørger Nick og kigger undrende på fra Bree til mig.

”Tampico i Mexico. Han skulle være overdrevet lækker. Jeg har godt nok ikke selv set ham, men efter hvad jeg har hørt skulle han være til at dø over.” Siger Bree og lader som om hun er ved at besvime, ved at ligge hånden på panden, og læne sig bagover.

”Hvad med dig Pearl. Synes du han er lige til at dø over?” Spørger Nick og skubber drillende til mig. Jeg retter lidt på den sjuskede hestehale jeg satte inden jeg gik ud af døren og mumler noget uforståeligt. ”HVAD?” Nærmest råber Nick og alle kigger over på os. Jeg tysser stille på Nick og kigger så fra ham, til Bree og så tilbage på Nick.

”Jeg har spansk med ham.” Siger jeg stille. ”Han sidder ved siden af mig og vi deler en bog. Han er da okay, men jeg ville ikke lige frem sige at han var til at dø for.” Siger jeg, mens jeg trækker tungt på skulderne. Bree sider og kigger på mig med åben på hvid gab og Nick kigger på mig med et løftet øjenbryn. ”Hvad?” Er det eneste jeg siger inden jeg tager en bid af et æble.

 

Jeg går ned langs parkeringspladsen og finder vej ned mod min lille Ford Scorpio, der holder parkeret længst væk fra skolen. Jeg låser bilen op og sætter mig ind bag rettet og når lige at putte nøglen i tændingen, i det der bliver banket på ruden. Jeg kigger ud og ser Nick stå sammen med en anden person. Jeg ruller vinduet ned og ser at den anden person ikke bare er hvilken som helst person.

”Pearl. Du kender vidst allerede Xavier.” Siger Nick og nikker over mod Xavier, der har rykket sig op på siden af ham. Jeg smiler hurtigt til Xavier inden jeg igen retter min fulde opmærksomhed over mod Nick. ”Du ved jo han er ny så jeg har faktisk spurgt om han ville med i biffen i dag og jeg tænkte straks på at dig og Bree skulle med.” Siger Nick og blinker, ikke så diskret, med sit venstre øje.

Jeg kigger skiftevis på Nick og Xavier inden jeg nikker. ”Fint. Hvad tid?” Er det eneste jeg kan få ud. I virkeligheden ville jeg ikke med, men jeg kunne altid ringe og aflyse i sidste øjeblik.

”Klokken halv 7.” Siger Nick inden han vender rundt og går over mod sin egen bil og efterlader stilheden til Xavier og mig. Jeg kigger forlegent på ham og kan mærke varmen stige op i mine kinder selvom jeg ikke rigtig ved hvorfor.

”Men så ses vi senere.” Er det eneste jeg kan få frem. Xavier nikker og går cirka fem biler længere væk inden han forsvinder ind i en sort BMW. Jeg ruller irriteret vinduet op og sætter bilen i gear i mens jeg er i gang med at tænke den bedste undskyldning i gennem.

 

Jeg drejer langsomt ind af indkørslen til det store hus hvor min fars tidligere bedsteven bor med hans kone og deres tre sønner. Jeg slukker bilen og går indenfor. Smider tasken i entreen og går ind i køkkenet hvor Daniel er i gang med gennemrode det hele efter hans protein pulver som hans mor har gemt under vasken.

”Hej Daniel.” Siger jeg, mens jeg åbner køleskabet og kigger skiftevis på den cola der står fristende i døren og den vand jeg egentlig burde tage. Jeg sukker og griber ud efter vanden.

”Hej Pearl.” Siger Daniel, mens han lukker endnu et skab i.

”Hvad leder du efter?” Spørger jeg selvom jeg allerede godt er klar over hvad han leder efter.

”Mit protein pulver. Jeg kan ikke finde det nogen steder og jeg har ledt overalt.” Siger Daniel og dumper tungt ned på en af stolene ved spisebordet. Jeg sukker og er splittet mellem at fortælle ham hvor han skal lede og lade ham undvære sit pulver, for det er virkelig ikke særlig sundt for ham.

”Har du kigget under vasken?” Spørger jeg, da han kigger op på mig med store øjne. Han rejser sig hurtigt og går hen og åbner skabet under vasken og få sekunder efter står han med en kæmpe bøtte i hånden og smiler til mig.

”Hvordan vidste du det?” Spurgte han og kiggede skiftevis på mig og hans dyrebare pulver. Jeg trak på skulderne, tog en tår af min vand og gik ovenpå.

Jeg ligger mig tungt i min seng og finder min mobil frem og skriver en besked til Nick.

Middag med ’familien’. Måske en anden dag.

Jeg sender beskeden og ligger mig tilbage med min engelsk bog i hånden og lader som om jeg er meget koncentreret i de lektier vi har for til i morgen hvis nogen nu skulle komme ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...