Mit liv som vampyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 7 apr. 2014
  • Status: Igang
Aiden tænkte ikke rigtig over hvad han kastede sig ud i da han accepterede evigt liv. Livet i rendestenen og et for nyligt 'break up' har kørt ham helt nede i sølet og drevet ham ud i alkoholmisbrug.
Vil dette nye liv med "hende" drive ham på kanten af sin forstand? Vil han nogensinde kunne vende tilbage til sit tidligere liv? Eller ender det med at denne nye verden bliver hans endeligt?

15Likes
8Kommentarer
1125Visninger
AA

2. Ingen vej tilbage

 

Hendes blik blev straks fæstnet på Aidens bare overkrop. Hendes øjne så sultne ud og hun bevægede sig over mod ham med bløde bevægelser som en legesyg kat.

”my, my..” sagde hun på en måde der lød som om Aiden var taget med fingrene i kagekrukken.

”er du ude på at lokke mig, min lille kitty?” sagde hun og løftede hans hage, med to beskedne fingre så han så ind i hendes øjne.

Aiden fortsatte med at trække trøjen ned over sine arme og hoved, men blev stoppet. Han havde fået trøjen rundt om håndleddene, men så heller ikke længere. Hun tog et godt greb om trøjen så den fungerede som håndjern og holdte hans hænder fast over hans hoved. Hun så ham dybt i øjnene med sult og længsel i blikket. Han vidste hvad der var ham i vente og han havde ikke ret til at afvise hende. Alene det var nok til at drive ham til vandvid med stress, men det var endnu værre, at han rent faktisk holdte af det, når det kom til stykket.

Han havde fået af vide, at det særlige ved vampyrens bid er, at han eller hun kan pumpe stoffer ind i kroppen på offeret, gennem deres hugtænder. Offeret ville derfor føle nydelse i stedet for smerte. Men han brød sig stadig ikke om, at være en andens godtepose.

Med den anden hånd skubbede hun forsigtigt til hans kind og fik ham til at læne hovedet til siden for bedre adgang til hans nakke. Bittesmå rystelser gik gennem hans krop og hans puls steg. Nej. Han ville ikke. Det gav et sug i maven og hun var ikke engang startet endnu. Det føltes ligesom at være på toppen, af en høj rutsjebane i tivoli og så man fortryder lige i sidste øjeblik, inden man falder nedad. Aidens vejrtrækning blev hurtigere og selv om rystelserne var små, kunne hun stadig mærke dem.

”mmh? Hvad er det? Kitte katten ryster?” sagde hun med tilfreds stemme.

”n..nej… og.. stop med at kalde mig en kat” sagde han med hæs stemme.

”mmh? Kit’ katten spiller modig… hvor cute” Hun lænede sig ind mod hans hals og slikkede ham en enkelt gang op ad halsen, med spidsen af sin tunge.

Dette fik Aiden gispe let og ryste gåsehuden væk. Hun lo kort med lukket mund inden hun kyssede op og ned af han hals. Årh kom nu! Hvorfor kan hun ikke bare få det overstået? Tænkte Aiden der snart ikke kunne holde torturen ude længere. Ud over at være dødsens farlig så var hun også utroligt sexet. Det var åbenbart naturligt for vampyrer at være kønne, men hende her var uden tvivl en af de smukkeste personer, han i sit liv havde set. Han var på samme tid helt besat af hende og bange for hende. Han vidste at det de gjorde var forkert, men det føltes så rigtig på så mange måder.

Han blev revet ud af sin tanker ved af to små svigende prik opstod i han hals. Det gjorde faktisk ondt. Men kun et øjeblik. Så forsvandt smerten og der var kun nydelse tilbage. Det føltes rigtig, rigtig godt. Hendes læber mod hans hals, var en af de mest fantastiske følelser i verden. Det kunne endda måle sig med sex. Tit foregik blodsugning og sex samtidig, men det havde han dog ikke prøvet endnu.

Han fik en ustyrlig trang til at omfavne hende, men hans hænder var låst fast i et jerngreb over hans hoved.

Gage sad stadig i stolen og overværede sceneriet foran ham med et ansigtsudtryk som om han kedede sig og hovedet hvilende i den ene hånd.

Aiden mistede sig selv og begyndte langsomt at stønne svagt.

”ah… L…Lauren..” hviskede han med øjnene lukket af ren ecstasy.

Lauren slap hans hals et kort øjeblik og løftede hovedet op til hans øjenhøjde.

”det er ’mester’ eller ’herskerinde’.” sagde hun inden hun gav ham et dybt kys, der fik ham til at stønne og hans knæ til at føles som gele.

Hun gik hurtigt tilbage til hans hals og den søde følelse af hendes læber, var igen alt han kunne tænke på. Desværre blev det lidt tid efter afbrudt af Gage.

”mester… han kan ikke holde til mere. Stop eller du dræber ham.” sagde Gage og rettede sig op i stolen.

Med ét stoppede Lauren og trak hovedet til sig. En dråbe blod undslap i krogen hendes læber, men blev hurtigt fanget af hendes erfarne tunge. Aiden stønnede utilfreds med den pludselige mangel på kontakt, men det var nok bedst, at hun stoppede nu. Hun så op på Aidens ansigt. Han så glad ud, men bleg. Hun måtte have taget lidt for meget. Pokkers også. Nu ville hun blive nødt til at vente på at han havde styrket sig, før hun kunne gøre det igen. Heldigvis havde hun dog Gage. Men at miste muligheden for at kunne drikke, af lige hvem hun ville, når hun ville generede hende.

”my… kitte katten ser sløj ud. Vi må hellere putte ham i seng” hun smilede drilsk og løftede Aiden uden besvær op i en brudeposition og lagde ham i sengen. Aiden tog sig til hovedet og følte sig svimmel. Plus ydmygelsen at blive løftet på den måde, gjorde ikke tingene bedre.

 

Aiden blev først klar over at han var faldet i søvn igen, da han vågnede og hørte fuglesang uden for vinduet. Det er dag? Tænkte han og missede med sine trætte øjne for at vænne sig til lyset. Det første han så var Gage der havde trukket stolen hen ved siden af sengen og sad og sov i den med krydsede arme. Det næste var den fugtige klud der gled ned fra hans pande da han satte sig op. Gage gryntede en enkelt gang og åbnede øjnene. Han så ikke ud til at have sovet længe eller at det i det hele taget var meningen at han skulle sove. Gages blik faldt på Aiden.

”åh, du er vågen. 2 sekunder, så henter jeg noget til dig.” sagde han og rejste sig for at gå ud i køkkenet.

Aiden brugte lejligheden til at ryste sin pude og placere den op mod sengegavlen. Kort tid efter kom Gage tilbage med en dyb tallerken og rakte den til Aiden.

”hvad er det?” spurgte han og tog imod.

”kartoffelmos med bacontern… jeg har også nogle vitaminpiller til dig men du kan ikke tage dem før du har spist noget.” svarede Gage og satte sig tilbage i stolen.

Aiden gulpede. Det var lang tid siden, at han havde fået et rigtigt måltid. Selv før han kom hertil.

”du er blevet svag af blodmangel. Du bliver nødt til at spise noget. Det er årevis siden at jeg har lavet mad, så jeg håber at det her er godt nok.” Gage tog kluden og puttede den ned i den lille skål med vand han havde stående på natbordet. Aiden tog en prøvende bid af maden. Det smagte dejligt. Han havde dog ikke forventet, at det ville give ham en mæthedsfølelse.

”Gage?..”

”mh?” svarede han.

”kan man… omvende forvandlingsprocessen hvis man mangler blod? Eller ikke drikker det?” spurgte han tøvende.

Gage så på ham et øjeblik inden han lænede sig tilbage i lænestolen og tog sig undskyldende til baghovedet.

”beklager knægt. Du spørger sikkert fordi, at du igen føler dig mæt af almindelig mad, ikke? Men sagen er, at det blot indikerer hvor svag du er lige nu og din krop er villig til at optage alt der kan styrke dig på nuværende tidspunkt. Det fungerer dog ikke på længere sigt.” forklarede han og puttede hænderne i skødet.

Han holdte en kort pause hvor han åbnede og lukkede munden som om han prøvede at sige noget men ikke vidste hvordan han skulle formulere.

”alle vampyrer har allerede gennemgået det du oplever lige nu. Dine følelser, dine behov… din frygt”

”jeg er ikke..”

”det er tydeligt at du er bange! Vi har alle været bange på et eller andet tidspunkt i vores forvandling… men det er okay at være bange!” afbrød Gage, ham.

Et øjeblik stirrede Aiden bare på Gage. Han kunne se i de dybe blå øjne, at Gage havde set og oplevet mere end han nogensinde ville kunne have, i sit kun 21 årige liv. Aiden skulle til at åbne munden for at protestere, da Gage igen afbrød.

”spis op og vask din tallerken af bagefter” sagde han og gik ud i badeværelset. Sikkert for at tage et karbad.

Aiden sad tilbage og så ned, på den nu uappetitlige ret og begyndte så småt, at acceptere den skæbnesvanger beslutning, han havde truffet for ikke så længe siden.

”der er ingen vej tilbage” sagde han stille for sig selv og knyttede hårdt hånden i skødet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...