Mit liv som vampyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 7 apr. 2014
  • Status: Igang
Aiden tænkte ikke rigtig over hvad han kastede sig ud i da han accepterede evigt liv. Livet i rendestenen og et for nyligt 'break up' har kørt ham helt nede i sølet og drevet ham ud i alkoholmisbrug.
Vil dette nye liv med "hende" drive ham på kanten af sin forstand? Vil han nogensinde kunne vende tilbage til sit tidligere liv? Eller ender det med at denne nye verden bliver hans endeligt?

15Likes
8Kommentarer
1079Visninger
AA

1. Aidens nye liv

Aiden vågnede og følte en stor smerte i ryggen. Det var ikke mere end to uger siden, at ’hun’ havde taget ham til sig og han havde stadig ikke vænnet sig til, at sove i en rigtig seng endnu. Han rullede om på ryggen og til sin store overraskelse opdage at, han havde sovet over sig. Ikke at det betød noget, men han foretrak at overholde faste tidspunkter. Det var mest den omvendte døgnrytme, der generede ham og gjorde at han ikke sov godt eller længe længere.

Aiden satte sig op og så på gadelygternes skær og den skyfrie nattehimmel.

Det var svært at vænne sig til at være vågen om natten og sove om dagen, men efter omstændighederne så var der ikke nogen anden mulighed.

”Mh… kaffe” mumlede Aiden og kløede sig selv i hovedbunden.

”Der er kaffe på kanden... husk at rydde op efter dig selv, når du er færdig” Sagde en stemme fra den anden side af rummet i den lille lejlighed.

Aiden drejede hovedet mod stemmen og fandt sin ene bofælle, Gage siddende i en lænestol og læse en bog. Gage var, i modsætning til ham selv, en mere elegant type. Han havde halvlangt hvidt hår som enten var i en bred hestehale eller løst, som nu og mørkeblå øjne. Han var iført en tynd sort frakke, hvid skjorte, orange halsklud og sorte bukser og sko. Han havde fået at vide af Gage, at det var den slags tøj ’hun’ kunne lide og derfor havde købt til ham. Desuden syntes han heller ikke selv, at han så helt dårlig ud, så de var meget hurtig blevet enige om hvordan og hvorledes.

Han selv, havde halvblond tykt hår med grønne øjne og var iført sort T-shirt, grå jogging bukser og sneakers.

Han trak T-shirten af, som han havde svedt igennem og smed den på gulvet så han slap for varmen. Gabende, gik han ud i det lille køkken, mens han kradsede sig det sted, hvor joggingbukserne var gledet lidt ned. Mens han skænkede kaffe spurgte han Gage:

”Hvor er ’hun’ forresten?”

”Hun er ude” svarede Gage kort og hvilede hovedet i sin ene hånd, mens albuen støttede på armlænet.

Aiden syntes, at det var irriterende at være fanget indendørs, når hun kunne komme og gå som det passede hende. Okay, nu var hun jo også ejeren af lejligheden og de skulle følge hendes ordre. Men han havde vænnet sig til altid at være udendørs, så varmen var efterhånden ved at drive ham til vanvid. Bevares. Han kunne åbne et vindue. Men ikke om dagen når han skulle sove, det var nærmest tortur, at alle vinduer og døre var lukket og de tunge forhæng trukket for.

Gage havde forklaret ham, at sollys ikke kunne dræbe dem. En latterlig myte som almindelige mennesker havde fundet på for evigheder siden for, at føle sig trykke om dagen og holde børn og unge inde om natten. Dog fik de slemme solskoldninger, hvis de ubeskyttet opholdte sig for længe i den. Gardinerne var mere for en sikkerheds skyld mens de sov, så de ikke ville vågne op med en slem skoldning på ryggen.

 

Aiden gik tilbage til Gage og satte sig på sengen for at drikke sin kaffe og slå tiden ihjel. Tid. Han havde næsten hver tidelig morgen inden han gik i seng, overvejet om denne såkaldte ’udødelighedens gave’ egentlig VAR en gave eller en forbandelse. At leve evigt var mange menneskers drøm, men når man rent faktisk stod med det ansigt til ansigt, var det en sværere beslutning end man skulle tro. Jo, han kunne dø. Af sult for eksempel, men han brød sig ikke om tanken af at få en ven, se ham visne bort som årene gik, for så derefter at se ham dø mens han selv levede videre, nøjagtig så ung som han var nu. Igen og igen.

Et alternativ til det senarie ville være at bide ham. Men ’hun’ ville ikke tillade ham, at forvandle et menneske til en af dem. Så ville HAN være den persons hersker. Og han havde selv en hersker. Eller nærmere en herskerinde. Nemlig ’hende’. Hvis nogen skulle forvandles så var det hendes valg og hendes job at gøre det.

Aiden så over på Gage der sad og læste. Nøjagtig som i går. Og dagen før det. Gage var allerede halvvejs igennem og snart ville han få brug for en ny en. Gage havde, i modsætning til ham selv, lov til at forlade lejligheden, men af en eller anden grund foretrak Gage, at blive her hos ham i stedet for at komme og gå som han lystede. I stedet bad han ’hende’ om at hente det til ham han skulle bruge, hvilket hun glædeligt gjorde i både tide og utide. Når Aiden havde spurgt om hvorfor, svarede Gage blot at det var fordi hvis han ’fik et sammenbrud’. Det forstod Aiden dog ikke. Hvornår skulle han bryde sammen? På grund af varmen? Chokket over at blive forvandlet? Men når det kom til stykket havde Gage nok bare talt udenom eller bare fyret noget af sit fis-fornemme sludder af.

Aiden tog en tår af kaffen. Koffeinen hjalp ham med at kvikke op, men sulten hjalp den ikke på. Det gjorde intet mad efterhånden. Det eneste der hjalp på sulten var… 'det'. Og han var ikke særlig entusiastisk over måden det blev skaffet på.

Fra tid til anden kom ’hun’ hjem med en person som de kunne tilfredsstille sig selv med. Det var kun på disse tidspunkter at han havde set Gage miste sig selv og blive fuldkommen opslugt i at tilfredsstille sin sult. Gage blev nærmesten helt anden person. Og han kunne godt mærke, at han selv blev mere og mere ivrig for hver gang der gik, men tanken var stadig en smule frastødene.

De fleste af dagene havde han bare brugt på at stirre ud af viduet, sove, kigge op i loftet og snakke med Gage. Han vidste at han før eller senere var nødt til at komme ud, men ’hun’ havde strengt beordret at han ikke måtte komme ud på egen hånd endnu.

Gage havde forklaret ham, at det var fordi at andre vampyrer kunne lugte at han lige var blevet forvandlet og at de stadig ville se ham som mad og ikke en af deres egne. Bevares. Man kunne godt drikke blod af en vampyr, men eftersom han havde en herskerinde, var det kun hende der var tilladt at drikke hans blod. Hvilket hun gjorde ofte. ”det gør dig stærkere” havde hun forklaret men han kunne ikke rigtig se pointen i det. I så fald burde Gage være stærk som en okse, men han lignede en hver anden ung mand i jakkesæt.

”Hey Gage” sagde han.

”Hvad?” svarede Gage uden at se op fra bogen.

”Hvornår kan jeg komme ud?” spurgte han og drak videre.

Gage så op fra bogen og så ud som om han overvejede det lidt. Kort efter vinkede han Aiden hen til sig med en bevægelse med pegefingeren. Aiden rejste sig og lænede sig bøjede sig ned til Gages hovedhøjde. Han forventede at Gage ville hviske ham i øret. I stedet sniffede Gage er kort øjeblik til ham før han trak hovedet til sig.

”Snart, men ikke endnu. Du må have lidt mere tålmodighed.” Aiden rettede sig op og skar en skuffende grimase af situationen.

”hvorfor spørger du hende ikke bare, om at tage dig med udenfor?” spurgte Gage og lavede et æseløre på siden i bogen han var nået til, inden han lukkede den og placerede den på det lille bord ved siden af ham.

Aiden skiftede tøvende vægten fra den ene fod til den anden.

”jeg behøver ikke en babysitter til at gå udenfor. Jeg har levet på gaden i lang tid, jeg kan tage vare på mig selv.” sandheden var nok, at han ikke brød sig om at spørge hende på grund af, at han havde for meget stolthed og i det hele taget ikke brød sig om, at blive kostet rundt med og blive fortalt hvad han skulle og ikke skulle gøre. Desuden var hun sindssyg. Det freakede ham ud den måde hun talte, opførte sig og så på ham som om han var hendes næste måltid.

”Aiden, vi har snakket om hvorfor du ikke kan gå alene.”

”jamen kan du så ikke gå med?”

”tro mig, hvis en gruppe på 4 eller derover finder på, at ville bruge dig som tyggegummi, er der ikke meget jeg alene kan stille op. Du skulle bare spørge hende. Hun er en af de højeste i hierarkiet. Ikke én sjæl ville turde nærme sig dig, hvis du var i hendes selskab.”

Gage løftede en hånd og kærtegnede Aidens kind.

”Hun kan faktisk rigtig godt lide dig. Det er derfor du er her. Du skal ikke være så nervøs”

Dette fik hårene til at rejse sig og gåsehud til at opstå på Aidens nakke og ryg. Han slog hurtigt Gages hånd væk og vendte sig om for at gå tilbage til sengen og tage sin trøje på igen. Han satte koppen fra sig og samlede trøjen op igen. Han havde fået nyt tøj, men han brød sig ikke om det kluns Gage bar, så han nøjedes med det tøj han nu havde på, i så lang tid som muligt.

Idet han løftede armene for at trække trøjen ned overhovedet på sig selv åbnede døren og en kvindelig skikkelse trådte ind, hvilket fik Aiden til at stoppe midt i sin bevægelse.

”velkommen hjem, mester” Sagde Gage stilfærdigt.

Den blege kvinde med knaldrødt hår og matchende iriser smilede så hendes sygeligt spidse hugtænder blev vist.

”godt at være hjemme. Har i savnet mig?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...