LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5150Visninger
AA

11. 9. december, mandag

 

Jeg kigger hele min sportstaske igennem endnu engang og græmmes over mit dårlige tøjvalg, for et eller andet gør, at jeg ikke bare kan få mig selv til at mødes med Kåre i tilfældigt tøj. En T-shirt med print, to par jeans, min parka, to striktrøjer, en sort højtaljet nederdel, et par nylomstrømpebukser med sorte prikker, tre kjoler, en skjorte, et par mønstrede leggings, mine dr. Martins støvler fra sidste år og et par stiletter. Helt tilfældigt udvalgt – intet særlig smart eller praktisk. Det meste af mit tøj er også fra sidste år og derfor alt for stort. Stiletterne er jeg dog glad for at have taget med, for jeg går næsten altid i dem – dog mest om sommeren, fordi jeg gerne vil være lidt højere end mine 168, og fordi jeg elsker dem. Så dem ligger sirligt ned i min rygsæk, som jeg så er tvunget til at tage med, og beslutter mig til sidst for en kropsnær sort nederdel, de prikkede nylon strømper og en naturhvid finstrikket sweatshirt alt fra billige mærker, men jeg vil have noget, der ikke er størrelse XXL.

Karla sidder utålmodigt og venter på mig foran døren. Vi har stadig god tid, men efter hun har lært sig selv klokken, bestræber hun sig på, altid at komme et kvarter før tid. Et hurtigt kig i spejlet. Jeg skal være præsentabel og tiltrækkende. I det samme ønsker jeg at glemme det sidste ord, for selvom jeg inderst inde ved, at det også er det, vil jeg ikke så meget som tænke det. Jeg tager ekstra mascara på og den røde læbestift, som var alt for tydelig, men det eneste jeg har fået med mig i farten. Det lange bølgede hår lader jeg hænge og gik så ud af døren med min parka over og støvler.

 

Uden for Kåres dør skifter jeg til stiletterne og beder Karla om at bære rygsækken. Det skal ikke se ud som om, det er min slidte rygsæk. Det er svært at aflæse Karla, men jeg selv er spændt. Jeg vil så gerne i land. Det skal lykkes. Den velkendte ringetone lyder. Kåre åbner. Vi står lidt og kigger akavet på hinanden, men så trækker han mig ind i et let kram og krammer også Karla. Jeg efterlader rygsækken i gangen og Karla får også taget overtøjet af, mens der stadig hersker en stilhed. Jeg retter let på mig tøj og hænger min parka på en bøjle blandt en masse andre jakker, man skal næsten tro, de holder fest.

”Vil du se noget tv?” spørger Kåre Karla og føre hende hen i sofaen, hvor han efter et nik fra hende tænder fjernsynet. Derefter giver han tegn til, at jeg skal komme med ind af døren med glasskiltet: ”Soveværelse”.

Værelset er stort. Væggen er kakifarvede, møblerne af mørkt træ. Der står en dobbeltseng til højre for mig, til venstre går døren var direkte op i væggen. Ved hver side af sengen står et lille bord. Væggen til venstre stopper efter et par meter og der står en stor kommode og et spejl, og der, hvor væggen går ind er en dør til toilettet. Det hele er fuldkommen gennemført med alt perfekt ned til mindste detalje. Kåre sætter sig i den ene side af sengen og jeg i den anden. Det føleles mærkeligt at sidde i en dobbeltseng med ham – alt for oplagt, men han kommentere det ikke.

”Jeg har tænkt over det.” Han sætter sig til rette op af væggen og vender sig mod mig. ”Jeg vil gerne tage noget ansvar for Karla. Jeg ved ikke, hvor meget det kan blive, for jeg skal tale med Theresa før vi kan lave en klar aftale, men...” Han holder en lille pause. ”Jeg vil beholde mit faderansvar.” En masse ting letter inden i mig. Jeg føler mig pludselig meget fri.

”Tak.” Er det eneste jeg kan få frem.

”Måske kan vi få indrettet gæsteværelset til Karla, hvis Theresa går med til det. Vi kunne tage hende nogen weekender, når din mor bliver rask, så i også kan få tid til andet end pasning.” En glædestårer løber ned af min kind, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. ”Karla mangler en far, og den rolle må jeg tage. Theresa må så tage rollen som bonusmor. Men alt afhænger af hende, altså, hvor meget ansvar jeg kan tage.” Jeg synker. Jeg kan ikke lide tanken om Theresa som bonusmor, hun vil på så mange måder slå min egen mor og jeg. Være den perfekte mor. Kåre, Theresa og Karla kunne blive en kernefamilie. Et eller andet i mig er bange for hun vil glemme os. ”Theresa betyder meget for mig, og hun bor her også, selvom jeg ejer lejligheden, hvis for forstår?” Kåre tager min hånd. Jeg læner mig ubevidst tættere mod ham. Det irritere mig, at Theresa betyder så meget for ham. Et stik af jalousi brænder let. Alting ville være nemmere uden hende.

”Jeg forstår.” Jeg sender ham et smil og nikker. ”Tak Kåre. Du aner ikke, hvor meget hjælp det vil blive.”

”Jeg kan ikke love noget, Lykke, men jeg vil gøre så meget, som jeg kan få lov til.” Det virker næsten som om Theresa bestemmer over ham mere, end han selv gør. Der er noget ved Theresas magt over ham der giver mig lyst til at bryde grænsen en smule. Jeg lægger mit hoved mod Kåres bryst, så vores kroppe ligger tæt op af hinanden. Mit hjerte begynder at banke. Han aer mit lyse hår væk fra mit ansigt og lægger en arm om mig. Det overrasker mig, at han ikke afviser mig med det samme, men han har nok forstået det venskabeligt. Øjeblikket er meget intimt. Jeg kan høre hans hjerteslag tydeligt mod mit øre, mens jeg mærker hans fingre nusse om mit hår. I øjeblikket glemmer jeg alt om Theresa og nyder det bare. Føler at vi er en og ikke to. Mit blik følger stregerne i loftet. Kåres berøringer får min puls til at springe rundt. Jeg lader min arm glide ned langs hans T-shirt, til hvor den stopper. Prøvende lader jeg min hånd glide op af hans bare overkrop. Jeg kan mærke musklerne tydeligt.

”Jeg tror vi...” hvisker Kåre og trækker sig lidt væk. Opkørt af alle følelserne fra før trækker jeg mig også væk og ud af sengen. Det går op for mig, at jeg stadig har mine stiletter på. Kåre retter sin T-shirt på plads.

”Jeg skriver til dig i aften, når jeg har talt med ...” Han undgår at nævne hendes navn. Jeg går med ham hen mod døren.

”Ja – klart.” nikker jeg, mens vi går ud i den smukke stue med udsigt over vandet. Karla ser mod os og rejser sig fra sofaen. Jeg sender hende et smil som tegn på, hvordan det gik.

”Vi snakkes ved.” siger Kåre, mens vi venter på, at Karla får sit tøj på. Han giver mit et hurtigt, men alligevel følelses fyldt kram. De få minutter vi lå sammen føleles som år. Jeg kan ikke aflæse Kåres ansigts udtryk.

”Hej Kåre,” Karla nikker til ham.

”Du kan godt kalde mig far.” smiler han og krammer hende. Et lykkeligt smil breder sig i hele Karlas ansigt.

”Hej far!” Hun vinker hele vejen ud på gangen.

”Han vil gerne passe dig, hvor meget ved jeg ikke endnu, men han er din far fra nu af.” forklare jeg, mens jeg trækker mine dr. Martins på. Det er svært at forklare det til Karla, for jeg aner ikke, hvor meget hun forstår, og hvor meget hun bør vide. Jeg kigger på klokken på min iPhone, da vi forlader bygningen. Den er halv et. Mor skulle være færdig med operationen klokken syv i aften. Pludselig fjernes en del af glæden fra mig. Et punkt af afgjort, men mors skæbne er stadig uklar. Jeg kan se mine øjne blive slørrede. Jeg er ikke i Kåres favn mere. Jeg er ikke tryg. Jeg er ikke på sikker grund. Det eneste jeg har under mig nu er et sikkerhedsnet bestående af Kåre som far til Karla. Noget jeg nemt kan ødelægge ved at komme for tæt på ham.

Hvad følte han? Troede han det var venskabeligt? Kan han lide mig? Kan jeg lide ham? Og hvad med Theresa? Udnytter han mig? Fra at være lykkelig i balance til at være et forvirret i et ophav af følelser.

 

Karla ligger på sengen med sit selvaneligt horn fra 7elleven, mes jeg går frem og tilbage. Ud i gangen ind til dobbeltsnegen og tilbage igen. Klokken er syv og jeg venter på at min telefon skal ringe. Mor fra hospitalet eller Kåre, der har snakket med Theresa. Men hvad var aften? Var aften ved midnat eller klokken syv? Det føleles som om tiden går utrolig langsomt. Jeg tjekker endnu engang at min telefon er tændt og logget ind på Facebook. Flere minutter går med meningsløs vandren. Jeg overvejr at børste tænder efter den dårlige kaffesmag i munden, men noget siger mig, at hvis jeg gør det så er det en læge, der ringer. Tvangstanker er mit svage punkt, når jeg venter på svar. Jeg blinker, da jeg når døren og holder mine øjne åbne hele vejen hen til dobbeltsnegen for så at blinke og gå mod døren med vidt åbne øjne igen. Det hjælper sikkert ikke, men den lille chance, der er for at det betyder noget om jeg blinker mellem døren og sengen, gør, at jeg ikke tør andet.

I det samme lyder min ringetone, og jeg fare hen til telefonen – uden at blinke.

”Det er mor.” lyder det i den anden ender, og jeg blinker straks igen. Alt letter fra mig. Jeg står fast.

”Hvor gik det?” spørger jeg desperat.

”Jeg er stadig lidt svag, men om et par dage går det over, og jeg er rask.” Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige og glædestårer fylder mine kinder.

”Men det er jo ..- fantastisk, wow, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.” stammer jeg med et uforlignelig smil på munden.

”Ja.” Jeg kan høre mor græde i den anden ende.

”Det er jo vidunderligt nyt, næsten ikke til at tro!” Jeg sætter mig på sengen. ”Kåre vil også lade være med at af-adoptere Karla, så hun kan bo der noget af tiden med ham og … det er jo perfekt!”

”Storartet!”

”Hun fik lov til at kalde ham far i dag.” Jeg er helt rørt. Karla kravler hen i dobbeltsengen til mig.

”Må jeg også tale?” spørger hun.

”Karla vil også tale.” griner jeg lykkeligt. ”Vi snakkes ved i morgen.” Jeg rækker telefonen til Karla. Det hele er uforståeligt. Mor er rask. Helt rask. Kåre vil være Karlas far. Forvent ikke for meget – lad overraskelserne komme af sig selv. Skrev kæden. Disse overraskelser var så overvældende at det næsten gjorde ondt. Jeg tog kæden op, der nu allerede havde skiftet skrift. Nyd tingene, mens du har dem, du ved aldrig, hvornår de forsvinder. Jeg nød lykken nu – fuldt ud.

 

Karla rakte telefonen tilbage til mig, og jeg spottede hurtigt det lille 1-tal i den røde boble foran Facebook-appen. Spændt åbnede jeg og mødte ganske rigtig en besked fra Kåre:

Kåre: ”Theresa er lidt skeptisk. Jeg tror hun føler sig tvunget, men jeg har taget mit valg om at blive far og det ved hun. Hun er stadig lidt overvældet over alt det med, at Karla er min rigtige datter – så det er nok også derfor hun ikke er overbegejstret for idéen. Hun vil starte med at se jer til middag i morgen. kl. syv. ;-)”

En lille gnist slukkes i det lykkelige flammehav inden i mig.

Lykke: ”Vi finder ud af det :D” Intet kan stoppe mig nu. Til middagen i morgen skal jeg bare overtale Theresa og så er alt perfekt. Helt perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...