LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5148Visninger
AA

10. 8. december, anden søndag i advent

Jeg sidder på værelset og stirre ind i min telefon. I baggrunden blafre de to adventslys vi også købte i år. Jeg aner ikke om det er for tidligt at spørge om Kåre har tænkt sig om, eller om han bare tror, jeg har opgivet ham, hvis jeg ikke skriver. Karla kan stadig ikke forstå, hvorfor vi ikke bare opsøger ham igen, men jeg har opgiver at forklare. I stedet sidder jeg bare og spiller et gammelt arkadespil, mens Karla leger for sig selv. Det er stadig morgen, men ingen af os aner, hvad dagen vil byde. Det eneste hint jeg har er fra en død halskæde, der alligevel plejer at forudse min dag perfekt: Græd ikke over spildt mælk. Men hvad var spildt, som ikke skulle grædes over? I det samme viberer min telefon. ”Indgående opkald fra Mor.” Jeg tager hurtigt telefonen.

”Jeg skal opereres i morgen.” siger hun, før jeg overhoved når at hilse. Jeg falder tilbage i sengen.

”Men så kan jeg ikke nå, at sige farvel til dig!” ryger det ud af mig.

”Tal dog ikke sådan.” udbryder mor forskrækket.

”Vi tager toget hjem om lidt, så er vi der i aften.”

”Bliv, Lykke! Du har taget chancen og du kan ikke bare bakke ud nu. Jeg kommer ned til jer, når operationen er færdig, så finder vi ud af det sammen.

”Jeg har brugt alt den tid jeg kunne havde brugt med dig for at få hjælp af ham, og så afslår han mig bare. Jeg gider ikke bruge mere tid på ham!” Min stemme syder af raseri. Karla ser overrasket mod mig.

”Det skal nok gå Lykke. Skriv til ham, det kan være det går op for ham nu, at du mangler hans hjælp.”

”Okay,” Jeg holder en pause. ”Det er bare...”

”Du har taget et valg, du kan ikke bare droppe ud nu, Lykke.” Hun lyder nærmest skuffet.

”Jeg bliver. Jeg …. ring efter operationen.” siger jeg så, velvidende om, at det ikke er sikkert der bliver noget ”efter operationen”.

”Farvel. Jeg elsker dig min store pige.” Jeg har lyst til at tigge hende om at blive. Jeg kan ikke klare at sige farvel nu, når jeg ikke ved, hvor langt tid det farvel skal holde. Tårerne myldre frem. Det hele er så svært. Mor kan høre mig græde og tilføjer med rystende stemme: ”Husk, at lige meget, hvad der sker, så vil jeg altid være i dit hjerte.” Hendes ord får mig til at græde endnu mere. Jeg fører hånden op til hjertet.

”Farvel.” Jeg lukker øjnene i og lader telefonen falde ned i dynen. Karla tager om den.

”Hej mor.” Jeg kan hører mor tale i den anden ende. Når jeg lukker øjnene træder gravstenen tydeligt frem, og når jeg åbner dem, ser jeg det virkelige mareridt. Jeg ved ikke, hvad mor har tænkt sig at sige – hvis hun overhoved siger noget om risikoen for hendes død. Jeg fokusere på de to lys, hvis flammer leger omkring i luften. Lystigt, kræftfuldt, stærkt. Jeg tænker på alle de dage, jeg kunne havde brugt sammen med mor, i stedet for at være så dumdristig og tage herned. Det hele er Kåres skyld. Hvis ikke han havde sagt nej i først omgang, kunne jeg være hos mor nu. Ved hendes side, holde hendes hånd. Ham der får alt serveret på et sølvfad, kunne godt hjælpe folk, der ikke er ligeså snobbede som ham.

 

Da Karla har talt færdig med mor, tager jeg telefonen igen og skriver rasende til Kåre.

Lykke: ”Hvad vil du så gøre, når min mor dør?”
Jeg kan se han skriver. I det mindste svarer han så.

Kåre: ”Din mor dør ikke.”

Lykke: ”Alt den tid jeg har brugt på at opsøge dig, for at skabe en bedre fremtid, har været spildt. Hvis du bare havde sagt ja første gang, havde jeg været hos min mor nu, og ikke skulle spilde de sidste dage med min mor, på dig.”

Kåre: ”Jeg siger dig jo, din mor dør ikke.” Jeg kan for mit indre høre ham sige det med desperat stemme.

Lykke: ”Du holder mig bare hen i din lille leg og spilder endnu mere af min tid!”

Kåre: ”Vil du havde hjælp eller hvad?” Han stopper konflikten med det samme og straks kan jeg mærke vreden gemme sig væk – for nu.

Lykke: ”Hvad tror du selv?”

Kåre: ”Kom i morgen, så skal jeg nok få snakket dig til fornuft, så du kan tage hjem.”

Lykke: ”Og det er alt du har at sige?” Vreden ophober sig igen. Tårer fylder mine kinder, og jeg vil ønske, jeg kunne slå ham i ansigtet.

Lykke: ”Alt den tid jeg har brugt, som jeg kunne havde brugt med min mor. Hvis hun dør, hvad gør du så?”

Kåre: ”Jeg kan ikke hjælpe dig mere end jeg gør nu.”

Lykke: ”Det kan du så meget! Lad os bo her til marts!”

Kåre: ”Fald ned, Lykke.” Hans ord har den modsatte virkning på mig.

Lykke: ”Fuck dig!” skriver jeg og smider telefonen i sengen. Derefter begraver jeg mit hoved i puden og skriger ned i den. Karla siger intet, hun er van til en søster med sådan lidt … humørsvingninger.

”Fuck dig, fuck dig, fuck dig.” hvæser jeg ned i min pude, til jeg bliver helt hæs. Til sidst tager jeg mig sammen og sætter mig op igen. Skærmen på min frasmidte iPhone lyser:

Kåre: ”Undskyld – lad os tage det i morgen, ansigt til ansigt. :) 12:00 hos mig.”

 

Pludselig virker ventetiden lang, når man intet har at lave. Selv Karla havde nået at løbe tør for kreativitet til historier at fortælle sig selv, og beklagede sig nede ovre fra sin enkeltseng.

”Jeg keeeder mig!” Hun gabte og rullede kedsommeligt rundt i dynen.

”Det gør jeg også – tro mig.” Forsikrede jeg hende og strakte mine arme med min iPhone.

”Kan vi ikke gå ned i byen?” Jeg kiggede ud over tusmørket, der lå over København. Klokken var fem og der var allerede mørkt – men det kunne vel ikke skade.

”Jo, vi skal også finde noget til aftensmad – og hvis vi er heldig, kan vi måske få noget andet end sandwich fra 7elleven til en afveksling.

Jeg kan godt lide sevelleve.” Karla så på mig og rejste sig.

”Så lad os gå.” Jeg trak min militærgrønne parka på og den røde hue – ikke en nissehue som Karlas, men en helt normal.

 

Vi vandrer lidt rundt i gaderne, mens jeg overvejer, hvad jeg skal vise Karla, som er i nærheden. Jeg kender overhoved ikke København, så jeg aner ikke om, der er flere kilometer til seværdighederne som rundetårn og den lille havfrue, eller om de ligger lige ved. Vi ender dog alligevel med at støde ind i rundetårn, som godt nok er lukket. Karla læner sig tilbage og kigger op af det høje tårn. Jeg stamper lidt med fødderne for at holde dem varme i sneen og vinterkulden. Der er hænger en duft af brændte mandler. Jeg putter hænderne i lommen på mine jeans, og fortryder jeg ikke tog vanter på.

”Det er godt nok højt, var?” siger Karla betaget og lader derefter sit blik falde på mig. Hun ligner en rigtig nisse med huen, de blonde fletninger og den røde flyverdragt. Hendes kinder er også næsten samme farve som dragten.

”Vil du have nogen brændte mandler.” Jeg tager i hendes hånd.

Du er altså den bedste storesøster, Lykke.” smiler hun og løber hen mod manden, der står og steger brændte mandler. Det varmer om hjertet, at hun siger sådan, for de sidste par dage, har jeg følt mig som alt andet end den bedste søster. Et smil breder sig også på mine kinder. Manden rækker os en bolchestribet pose med mandler og jeg giver ham 25 kroner.

”Glædelig jul!” ønsker han os og det går op for mig, hvor en god attitude betyder for stemningen. Jeg har lyst til at kramme ham.
”Du må også have en rigtig glædelig jul!” Jeg løfter Karla, der vinker til manden op, og vi sætter os hen på en bænk. Jeg vil ikke græde over de spildte dage, jeg har brugt her, men nyde at jeg er her. Karla sætter tænderne i de karamelliserede mandler og rækker mig derefter posen. Jeg tager en nød og straks, som jeg spiser den fyldes min mund med jul.

”Vil du ikke give mig en svingtur?” spørger Karla og sætter posen på bænken.

”Du er ikke bange for svingmonsteret?” Jeg sender hende et drillen smil og rejser mig.

”Jeg er modig, husker du nok.” Jeg tager i hendes overkrop og drejer rundt på stedet, så hendes ben flyver. Hun skriger af grin.

Jeg bliver rundtosset!” hviner hun, og jeg sænker farten. Hun kravler ud af min favn og lægger sig i sneen.

”Du er den eneste, der kan finde ud af at give ordenlige svingture, Lykke. Ida giver altid sådan nogen sløsede nogen.” griner hun og hikker af grin. Jeg sætter mig ved siden af hende i sneen.

”Jeg er jo ligesom også verdensmester!”
”Er du?!” Hun kigger overrasket på mig og glemmer helt at lukke munden, så et højt hik lyder, hvilket får os begge til at flække af grin. Jeg blinker til hende.

”Selvfølgelig.” Hun begynder at lave en sneengel.
”Jeg kan ikke komme op uden at ødelægge min engel, så nu må du fodre mig.” Hun stikker tungen ud.
”Jeg kan jo også bare spise dem alle sammen selv ikke.” Jeg lader som om jeg rejser mig og skal til at gå.

”Lykke!” råber hun efter mig. Jeg vender rundt og kaster så en mandel lige ned i hendes mund. ”Du er min bedste ven.”

”Du er også min bedste ven.” Jeg smiler til hende og spiser en mandel.

”Nej.” Hun ser alvorligt på mig.

”Hvad er du så?”

”Jeg er en hest.” Hendes blik er gravalvorligt, hvilket får mig til at flække af grin igen. Hun kravler hen mod mig og min leen forvandler sig til et smil. Hendes fingre er kolde mod min hals, da hun tage halskæden frem.

”Den er flot.” smiler hun og lader fingrene glide hen over de blå sten og den sølv overflade, for så at vende lykkehjulet om. ”Hvad står der?” spørger hun og kniber øjnene sammen. Jeg tager den fra hende og læser: ”Forvent ikke for meget – lad overraskelserne komme af sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...