LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5147Visninger
AA

9. 7. december, lørdag

Jeg mærker Karla tage min hånd. Hendes blik er blankt. En stærk vind river i mit hår og tøj, mens vi bevæger os ind af den store metallåge. Jeg ved ikke, hvor vi skal hen, så jeg følger bare Karla. Der lægger en tåge og græsset er mørkt. Karla siger noget, men hendes stemme forsvinder i den stærke vind. Vi bevæger os ind i tågen, der snart omringer os. En regn slår mod mit ansigt. Med et stopper vi og tilsyne bag tågen står en sten. Foran lægger Karla to hvide roser. Mit blik glider hen over stenen til det mørke bogstaver: Mia Øster. f. januar 1979 – d. december 2013. Højt elsket, dybt savnet.

 

Jeg vågner ved et sæt. Mi hjerte banker hurtigere end mit åndedrag kan følge med, og jeg sætter mig straks op i sengen og stirre ud i mørket. Dø. Hun måtte ikke dø. Hun kunne dø. Jeg kunne ikke klare at miste to forældre. Jeg vil ikke lægge mig til at sove igen. Jeg vil ikke drømme videre. Tårer fylder mine kinder og jeg mindes, da jeg var lille og lagde mig ind i mors og fars seng, hver gang jeg havde mareridt. Nu er der ingen kære mor længere. Mit hjerte gør ondt af sorg. Det er ikke til at bære. Jeg vil putte mig ind til hende, kramme hende, vide at jeg ikke er den voksne.

Jeg er bange. Meget bange og jeg ved, at mor også er det, selvom hun ikke tør vise det. Jeg ved hun også har brug for en skulder at græde ved. Min skulder. I samme øjeblik opstår der et had til Kåre. Jeg har taget at den tid, jeg kunne havde brugt med min mor i noget, der måske er hendes sidste tid – og så spilder han bare den tid. Jeg hulker og hulker og hulker uden, der er nogen der kommer og holder om mig. Jeg vikler mig ind i dynen og ville ønske der lå en ved siden af, til at trøste mig. Jeg mærker hjemveen komme snigende som en ond besværgelse. Savnet brænder alt for meget i min iskolde krop og giver mig store forbrændinger.

Tårer blander sig med frygt for at falde i søvn igen. Jeg knuger mig til dynen som burde havde været et menneske. Smerten er ikke til at holde ud. Jeg vil bare væk. Bare væk. Tage en tændstik, stryge den og lade det brænde. Gå ud i den kolde natteluft, hen til en narkohandler, sniffe det hvide stof og forsvinde. Presse min krop ind mod en andens, kysse, rører. Bare forsvinde.

 

Jeg høre en let hulken og vågner straks, overrasket over, at jeg nogensinde faldt i søvn. Karla ligger sammenkrøllet i enkeltsengen godt bundet ind i dynen.

”Hvad er der?” Jeg kravler ud af sengen og sætter mig på kanten af hendes seng. Hun ruller sig bare endnu mere sammen. Forsigtigt begynder jeg at pakke hende ud af dynen, der er helt våd af tårer. ”Vil du ikke nok fortæller mig, hvad der er galt?”

”Ikke noget,” hvisker hun og hiver i dynen, men jeg smider den ned på gulvet. Let stryger jeg hende over håret.

”Karla, vil du ikke nok fortæller mig det?” spørger jeg og ønsker nogen havde taget sig af mig på samme måde i nat.

”Store piger græder ikke.” Hun gemmer hoved ikke lagnet, så jeg ikke kan se hendes ansigt.

Den stærske helt er kun en helt, hvis hun kan græde.

”Mor kan dø.” Hun ser på mig med røde øjne. Der lyse hår er helt kludret.

”Hun overlever.” Jeg tager hende op på mit skød. ”Det bliver den bedste jul i dit liv, husker du nok?” Jeg tager den lille hånd og holder godt fast i den. ”Når Kåre siger ja, kan vi bo der, og mor bliver rask, så vi alle kan holde jul sammen.”

”Kåre vil ikke have mig.”
”Kåre lovede, han ville tænke over det.” retter jeg hende, ”Vi julehygger i dag, så kan vi tale med ham igen i morgen.”

”Okay,” Hendes smil tænder håb i mig. Alt skal nok gå op i sidste ende. Mors kræft er væk efter operationen, og vi bliver lykkelige igen. ”Tror du Gud vil hjælpe os?” Spørgsmålet kommer lidt bag på mig, selvom vi begge er ret troende, og jeg i mange år bar kors, har jeg ikke overvejet at bede igen.

”Selvfølgelig gør han det.”

”Men hvad med mors synd?” Jeg ser mærkeligt på hende og rejser mig så straks. ”Lad os købe noget glanspapir og lave julehjerter.”

 

Karla hiver glanspapir ned fra hylden i Bog & Idé forretningen. Der er fuld af mennesker på julegave indkøb, hvilket minder mig om, at jeg også skal havde fundet en lille ting til Karla og mor. Jeg ser på prisen og mærker straks skuffelsen glide ind over mig.

”Det har vi altså ikke råd til.” indrømmer jeg og kigger hen mod de andre papirartikler. ”Du kan få denne her, jeg har en blyant, så kan du tegne.” Jeg rækker hende en rød tegneblok. Hun bider sig let i læben.

”Det er okay,” Hun vender sig for at trække mig over mod kassen, da hun støder brat ind i Miss Perfect ala Theresa Dybbøl, som bestemt ikke er glad for at se os. Vi står begge stivfrossent, mens Karla bakker over bag mig.

”Theresa.” Jeg sender hende et stift smil.

”Hold dig væk fra mig om min familie.” hvæser hun. Jeg aner ikke, om hun kender til episoden fra i går, så jeg beslutter at holde stille med det.

”Jeg...” stammer jeg, for jeg kan heller ikke love, jeg aldrig kommer igen, eftersom jeg gør det.

”Forsvind.” Hun skubber irriteret til os, for at komme hen til krimiromanerne. I det øjeblik er jeg lige ved at bryde sammen. Lige meget hvad jeg gør, er det forkert. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, bare for at få en lille smule medvind. Jeg lukker øjnene i for ikke at græde og trækker Karla med mod kassen.

 

Det virker som om jeg bare dykker og dykker uden at nå bunden. Der kommer flere og flere atmosfærer over mig, der presser på mit hoved. Snart får jeg dykkersyge og springer indefra. Jeg smider mig udmattet i sengen efter at havde gået utallige gange frem og tilbage på værelset uden at finde ro. Jeg har en trang til bare at løbe. Bare løbe. Bare løbe. Presset der ligger på mig, er jeg i tvivl, om jeg kan bære. Det fine sølv og blå lykkehjul der ligger mod mit åndedrag bliver ved med at dreje med uheld. Kun de mystiske ord bagpå får det hele til at give mening. Der er efterhånden så meget andet omkring mig, at jeg holder mig til, at ordene kommer fra Gud, jeg har brug for at tro på noget.

Der er ingen tid til at spekulere over eksistensen, når mit indre er et flammehav uden anden sikkerhedsvest end nogen få lærersætninger at rette sig efter. Jeg finder det ubehageligt at ligge ned, der er alt for meget inden i mig, til jeg bare kan ligge stille. Det er som om alting skriger og ikke vil tie stille. Overlever mor? Afviser Kåre? Får jeg nogensinde en ny start?

Jeg vender hjulet om og læser bagpå, for at få det mindste tegn:

Græd ikke over spildt mælk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...