LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5153Visninger
AA

8. 6. december, fredag

Jeg ringer på dørklokken og stirrer ind i ”Kåre Svendsen og Theresa Dybbøl.”-skiltet endnu en gang. Denne gang mere sikker i min sag. Karla klemmer opmuntrende min hånd og jeg smiler til hende. Der lyder skridt fra gangen, men denne gang ikke stilletskridt, men mandeskridt. Da Kåre åbner døren er den første følelse, der går gennem mig: ”wow-han-er-lækker!”, hvilket gør mig lidt mundlam. Jeg har ellers altid været god til at lade være med at rangliste folk efter udseende, men i hans nærhver er det svært at føle sig smuk.

Han er høj – nok omkring de 184 cm, har det smukkeste ansigt og de pæneste øjne, han er slank og har en virkelig flot og muskeløs figur, samtidig med at hans smil, får et hvert hjerte til at smelte.

”Lykke?” Han giver mig hånden i et fast håndtryk og ser så derefter på Karla.

”Karla, min søster.” indskyder jeg hurtigt, og hun får også et håndtryk, mens jeg beder til at hun ikke kalder ham far.

”Kom indenfor.” Han smiler professionelt og fører os ind i et hjem taget ud af et bolig magasin. Det par var perfekt, så perfekte ud og boede perfekt. Først var der en lille entre, hvor vi begge stillede skoene. Entreen første derefter ud til et stort lyst køkken-alrum. Den modsatte væg af, hvor vi kom fra bestod kun af et kæmpestort vinduesparti. Der var sofahjørne med grålige sofaer, et lille glasbord med sort ramme og en kæmpestor fladskræm. Modsat vinduerne var der hele vejen hen et supermoderne sort køkken og ud til vinduerne et spisebord af glas med samme stel som sofabordet og designerstole. Overalt var der glasvaser i alle faconer med blodrøde roser. Fra det store rum er der tre sorte døre med et skilt af glas med navnet på værelset. Gæstetoilet, soveværelse og gæsteværelse. Både Karla og jeg er så målløse, at det først er, da Kåre spørger om vi ikke vil sidde ned, at vi kommer tilbage til virkeligheden. Selvom vores far havde en direktør stilling, har vi aldrig været inde i sådan et perfekt hjem før.

Kåre sætter sig ned i en af de går lænestole, mens Karla og jeg sætter os i sofaen.

”Du ville snakke?” Han sender mig et skævt smil.

”Det er om Karla, måske har du allerede regnet det ud, måske ikke.” begynder jeg allerede med dirrende stemme. Han ser på mig, seriøst, men åben. ”Min mor..” tårerne presser på, da jeg nævner hende, og jeg må samle mig igen, før jeg begynder forfra. Det føleles malplaceret at græde i et perfekt hjem.

”I august begik min far selvmord uden nogen vidste, hvorfor. Han efterlod intet – troede vi. Jeg kom hjem fra skole en dag og fandt ham med en kniv i hånden – død. Jeg var knust, min verden gik under der. Min mor har ingen uddannelse, så måtte sidde i kassen i netto om dagen og være pedel om natten for, at vi kunne beholde huset.” Jeg holder en lille pause, da Karla kravler op på mit skød og lægger hoved ind mod mit hjerte. Hun græder. ”Min mor begyndte at få stærke smerte, og jeg måtte opgive alting, for at passe Karla og få hverdagen til at køre rundt. I søndags fik hun så konstateret kræft og bliver langtids indlagt. Hvis hun ikke snart bliver rask skal både Karla og jeg på børnehjem, fordi jeg ikke er 18 før marts.” Kåre rejser sig, rykker hen mod mig og lægger en arm om mig. Hvis man så det udefra ville man tro vi var en familie, mor, far og barn. Og et eller andet sted ville jeg også ønske vi var det. Tårer begynder at trille ned af mine kinder. ”En dag fandt jeg så min fars selvmordsbrev, der fortalte at grunden til hans selvmord var, at han ikke var Karlas far som alle troede, men at det var du.” Det sidste ord får jeg klemt ud og ånder så lettet op. Kåre ser på mig.

”Hvem er din mor?” Jeg elsker ham for hans åbenhed i stedet for at frastå så tilstå at det kan være sandt, en gang ubeskyttet sex, og der kan være skabt et liv.

”Mia Øster. Hun ligner mig.” fremstammer jeg.

”Hvornår er Karla født?” Jeg kan se han tænker sig om.

”Maj, 2008.”

”Ja,” Jeg kan se, han skal til at fortælle. ”Jeg var 17 år og for første gang på pub med nogen af mine venner, vi endte på en natteklub efter at være godt berusede. Mig og mine venner sad og betragtede Mia lidt væk fra. Hun sad ensom og græd med det ene shot efter det andet i hånden. En af mine venner udfordrede den der drak et shot langsommst til at have et samleje med hende. Jeg tabte og vi endte med at kysse lidt på et toilet, efter vi besluttede at tage hjem til mig, selvom jeg stadig boede hos mine forældre, og der tog hun så min mødom – uden prævention. Bagefter sad hendes navn bare fast i mig og jeg følte mig så klam, at der gik halvandet år før jeg igen havde et samleje.” Karla hører efter, men jeg håber ikke hun forstår, hvad han siger, for selvom hun er moden, er hun stadig kun næsten seks. ”- jeg var blandt andet bange for, at jeg havde gjort hende gravid.” Han så derefter på Karla og lod en kærlig hånd stryge over hendes hår. Han smilede sammenkvalt.

”Du bliver nødt til at have hende boende, mens min mor er syg, jeg elsker hende, men jeg kan ikke have venner, lave lektier og nyde min ungdom, når jeg også skal være mor.” Det sidste er svært at sige, når Karla høre på det, men hun nikker bare. Jeg kysser hende på håret og kigger så mod Kåre.

”Men jeg kan ikke tage ansvar for hende. Jeg har mit studie, mit job og Theresa. Hvis jeg fortæller hende, at jeg rent faktisk er far...” Han ser sørgmodigt på mig. ”Undskyld.”

”Du har ikke noget valg, du har forældrepligt!” Min stemme er pludselig skinger og desperat. Han kan ikke bare sige nej og tørre sine problemer af på mig. Tårerne er ikke længere triste, men vrede.

”Jeg kan ikke, Lykke.” Han rejser sig og vil ikke rigtigt se mig i øjnene, ”Jeg forstår dig godt, men du kan ikke bare komme her... Jeg kan bare ikke.”
”Det kan du blive nødt til!” Jeg lader Karla stå for mig selv og rejser mig også. Jeg føler mig enormt nedstirret af ham. ”Jeg kan blive nødt til at kontakte politiet!” Min stemme hæver sig en tone.

”Jeg kan blive nødt til at bortadoptere hende!” siger han tilbage og tårerne tager til.

”Dit...” Jeg skal holde mig fra ikke at slå ham. ”Du kan ikke bare sådan løbe fra dine problemer og tørre dem af på mig.” Jeg tager i et hug min halskæde af og rækker den til ham, han vender lykkehjulet om og læser. At løse et problem er ikke at tørre det af på andre. ”Det vare ikke længe før staten sender os begge på børnehjem. Bare til jeg fylder atten.” Jeg ser håbløst på ham.

”Jeg kan ikke, Lykke.” Han rækker mig halskæden og viser mig hen mod døren. Jeg tager Karla i den ene hånd og Lykke i den anden. ”Du skal nok klare det selv.”

”Det er under 4 måneder! Du aner ikke, hvor hårdt mit liv er.” Min stemme er ikke længere vred, men igen sørgmodig. ”Jeg har måske snart ikke flere forældre, ingen penge, huset bliver solgt på tvangsaktion. Jeg har intet. Du er mit sidste håb.” Jeg kan kun se hans slørrede skygge for tårerne i mine øjne. Jeg kan bare ikke give slip på min sidste mulighed. ”Tænk over det.” Han skubber mig høfligt hen mod døren. ”Tænk over det.” beder jeg ham. Karla står allerede ude på gangen og venter. Han tager mine hænder i sine, så et stød går gennem mig.

”Jeg tænker over det.” hvisker han og lukker så døren. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Prøve igen og igen. Jeg er vred på ham, jeg hader ham for at svigte mig på den måde. Han kender mig ikke, men han kan ikke bare bortadoptere Karla. Jeg har lyst til bare at synke ned på trappen og vente på, han kommer ud og har ombestemt sig. Men jeg ved det ikke sker. I stedet tager jeg hjem med Karla uden at vide, om jeg skal opgive eller blive endnu en nat bare for at overtale ham. Og det er december. Hvad der skulle være Karlas bedste jul.

Jeg tager min telefon frem og skriver en besked til ham.

At løse problemer er ikke at tørre dem af på andre.

 

”Det er Mia.” lyder mors stemme mod mit øre. Jeg kigger mod Karla, der leger for sig selv, og forsvinder langsomt ud på toilettet. Hun har allerede overværet for mange seriøse samtaler i dag.

”Hej mor, det er mig.” Jeg sætter mig på toiletbrættet.

”Er du i toget, jeg synes ikke der er nogen larm?” Hendes stemme for mig næsten til at græde. Den er svag – for svag til at bære en familie, et job … et liv.

”Jeg talte med ham i dag.” begynder jeg og sukker. Jeg kniber øjnene sammen for ikke at græde. Lukker dem. Tårerne slipper ud under øjenlågene og hen over kinderne alligevel. Heldigvis lydløst. ”Han vil bortadoptere hende, hvis jeg kontakter kommunen. Jeg kan ikke lade hende vokser op på børnehjem, og hvis hun først ender der, ved jeg ikke, om jeg kan få hende tilbage igen, når jeg fylder atten.” Hun er stille, men siger så:

”Måske er det bare sådan det er nødt til at være.” konstatere hun og stønner – af smerte tror jeg.

”Nej … jeg … han ...” forsøger jeg, men alt håb er ude. ”Jeg bliver en dag længere – det er dumt at tage hjem nu. Han skal bare overtales.”

”Din skole, Lykke. Du bliver nødt til at indse...” begynder hun, men jeg afbryder.

”Måske burde jeg alligevel gå 2.g om. Jeg har ikke lært noget, har et gennemsnit langt under mine evner og... Jeg trænger bare til en ny start.” Mine fingre glider hen over den kolde flade på toilettet. Leger lidt.

”Gør som du vil. Du er fornuftig, Lykke.” Tavshed.

”Hvordan går det med...” Jeg har ikke lyst til at fortsætte sætningen, så stopper bare der. Jeg kan høre mor rømmer sig.

”Værre.” Jeg afviser straks ordene.
”Det skal nok blive bedre.” Skynder jeg mig at sige, og har et øjeblik lyst til bare at lægge i hendes favn.

”De vil måske lave en operation, søndag. Så skulle det hele være væk.” Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt. Det følelse umuligt, at det bare sådan kan være væk.

”Er det noget farligt?” Nervøst trækker jeg min mascara op af min toiletpung og lader fingerere glide ind i åbningen.

”Nej,” Jeg ved ikke, om jeg kan stole på hende. ”Jeg elsker dig, Lykke.” siger hun som i, at hun vil stoppe samtalen nu, inden den kommer ud til et sted hun ikke kan bære.

”Jeg elsker også dig, mor.” Min stemme er klar. ”Vi ses.” Den sidste sætning er som i et håb. Jeg håber vi ses. Jeg lægger på. Klokken er tre om eftermiddagen. Jeg trykker mig ind på Facebook appen. Det er så fristende at skrive en besked til Kåre, men jeg må lade ham tænke mindst en dag. Endnu et afslag og alt lys er slukket.

I stedet søger jeg ”Theresa Dybbøl” og finder Kåres rødhårede kæreste. I frustration over at hun også spiller en stor rolle i hans valg, sender jeg hende en besked: ”Kåre tilstod at Karla var hans barn. - synes bare du skulle vide det.” Selvom den ryger i hendes ”anden” indbakke, svare hun lynhurtigt.

”Kåre og jeg er ærlige over for hinanden.” Derefter blokerer hun mig.

 

Den stærske helt er kun en helt, hvis hun kan græde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...