LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5218Visninger
AA

7. 5. december, torsdag

 

Karla rusker let i mig, så jeg vågner og rækker mig noget tøj. Hun har allerede selv fået taget tøj på og redt sin del af sengen. Perfektionist kan man vidst roligt kalde hende. Jeg strækker mig og sætter mig op i sengen.

”Hvad er klokken?” spørger jeg Karla, halvt i et gab, selvom jeg egentligt er ret morgenfrisk.

”Syv.” Hun sender mig et spørgende smil om hun har vækket mig for tidligt, men jeg nikker bare l hende og tager de millitærgrønne jeans på hun har givet mig.

”Hvad skal vi spise til morgenmad?” smiler jeg, mens jeg trækker den gamle sove t-shirt med ”atomkraft – nej tak” logo og udskifter den med en rød bluse med lange ærmer.

”Pandekager.” Hun bider sig lidt i læben med et stjålent smil – for hun har efterhånden forstået, at på denne her tur, orker jeg ikke at spare på pengene, selvom jeg burde, hvis jeg overhoved vil drømme om at få en lejelihed, selv hvis jeg sælger huset.. I stedet er jeg bare fri.

”Så må vi finde nogen pandekager.” Jeg tager hende i den ene hånd, tjekker at jeg har mobil og nøgler i lommen og forlader derefter hotellet.

 

På gaden får jeg hurtigt skaffet Karla nogen pandekager, jeg selv tager bare en sort kaffe og så er vi på farten igen. På min mobil slår jeg Kåres adresse op og Karla og jeg bevæger os muntert op af de juleoppyntede gader, for at stoppe ved hver butik, så Karla kan trykke næsen flad mod ruden. Hun har, uden jeg har opdaget det, fået nissehuen fra Julemanden hele vejen til hovedstaden, og hun nægter at tage den af.

Langsomt nærmer vi os et kvarter med lejeligheder der ser ud til at koste mindst to millioner. Sikkert af en kendt designer, med de store runde vinduer ud mod Amager. Et sted jeg føler mig tryg ved at efterlade Karla. Bare det at han bor i sådan en lejelighed udståler også, at han er en ordentlig mand, selvom det må være hans forældre, der har betalt den, for ingen studerende på 23 ville havde råd til sådan en.

”Er det der far bor?” Selvom der er gået nogen dage, har jeg stadig ikke vænnet mig til, at når Karla siger ”far” mener hun ikke min far, men Kåre.

”Ja,” Jeg klemmer hendes hånd og sammen går vi ind gennem de store glasdøre. Der er to døre i opgangen – en til lejeligheden til venstre og en til lejeligheden til højre. Derudover er der en kakifarvet sofa og et glasbord. Det er ikke stort men alligevel glamorøst. Hans far må have en mindst lige så stor stilling som min havde haft, for at have råd til det her. Der er en stor rund trappe af lyst træ og en elevator.

”Kan vi ikke nok prøve elevatoren!” Karla ser bedende på mig. ”Det har jeg aldrig prøvet.”

”Har du ikke?” Jeg ser forundret på hende. ”Heller ikke i centeret?”

”Kun rulletrapperne.” Hendes øjne er ikke til at såt for, og der er intet tilhinder for at tage elevatoren, så jeg går hen mod elevatoren, og hun får lov til at trykke på knappen. Vi stiger ind i elevatoren og hun klapper lykkeligt, da den begynder at køre op.

”Når jeg er hos far, må jeg så tage elevatoren hver dag?” sprøger hun, da vi stiger ud på 4 og næstøverste etage.

”Det må du snakke med ham om.” griner jeg og kan forestille mig Karla, der hver eneste dag hopper og danser over at tage elevatoren – til mor er rask selvfølgelig. Jeg kigger ned på min iPhone. 4 sal, tv. ”Vi skal ind der.” siger jeg og peger på døren til venstre. Pludselig er det hele ikke så let mere. For hvordan skal jeg forklare om Karla? ”Du har været i seng med min mor, hvilket gjorde, at min far begik selvmord, og det her er dit barn, som du skal passe indtil min mor bliver kureret for kræft.” Hvad nu, hvis han ikke tror på mig? Hvad nu hvis...

”Skal vi ikke banke på?” Karlas blå øjne fanger mi blik, som må havde været væk nogen sekunder.

”Jo.” Jeg sunker en klump og går hen mod døren. Kåre Svendsen og Theresa Dybbøl. Fuck. Han har en kæreste. Hvad vil hun sige? Hvad... Inden jeg når at stille flere sprøgsmål lyder en ringeklokke, og jeg ser ned på Karla som står og holder den inden.

”Slip!” Jeg skubber hendes finger væk, så lyden ophører. Der kommer skridt hen mod os, og jeg har lyst til bare at synke i jorden.

”Barbar...” Kvinden der åbner døren, skal lige til at omfavne mig, da hun ser, hvem jeg er. ”Hvem er du?” spørger hun forarget. Hun har højekindben med en lys pudder, hun har også en smule ikke så tydelige fregner, men i stedet for at forringe hendes udseende fremhæver det den fremstillede naturlighed. Hun har lyse brune øjne, skulderlangt naturlig rødt hår og lys hud. Utrolig smuk – helt klart model. Hendes krop har en perfekt timeglasform. Perfekte hofter, perfekte bryster. Og så er hun kun en smule over mine 168 cm, hvis man fra regner de tynde sorte stilleter. Perfekt. Helt perfekt.

”Lykke.” fremstammer jeg og flår mig selv ud af min betagelse af hendes udseende. ”Lykke Øster-Christensen.” Den smukke kvinde, jeg gætter på er Theresa Dybbøl og Kåres kæreste, ser uforstående på mig.

”Og hvad vil du?” Hendes stemme er meget lys, ligesom resten af hendes krop, og den minder mig lidt om den hvide kjole med chiffon øverst, hun bærer.

”Kan jeg tale med Kåre?” spørger jeg.

”Min far,” indskyder Karla, hvilket får Theresa til at se fjendeligt på os. Jeg klemmer Karlas hånd hårdt som tegn på, at hun skal holde sin mund.

”Kåre har ingen børn, i må være gået forkert.” siger hun med en sukkersød stemme og skal til at lukke døren, før jeg lige akkurat når at sætte en fod ind.

”Kan vi tale med ham senere? Min mor har kræft, og han bliver nødt til at tage det ansvar for Karla som han har s...”

”Gå.” Theresa begynder at lyde mere desperat. ”Kåre er min, og han har ingen børn. Forsvind så! I lyver.”

De fleste folk ved godt, hvad der er sandhed, og hvad der er løgne, de færreste vil dog indrømme for sig selv, hvad der er sandhed, og hvad der er løgne.” siger jeg og kigger hende i øjnene. Hun sparker min fod ud og smækker døren i. Jeg kan høre låsen blive låst.

”Hvad nu?” Karla ser ulykkeligt på mig.

”Det er ikke din skyld.” siger jeg og sukker. ”Lad os sidde her og vente, til Kåre kommer hjem.” Jeg tænder min iPhone. Klokken nærmer sig ti. Kåre er sikkert ud at læse – på CBS. Så må han snart komme hjem.

Jeg går på facebook, mens Karla sætter sig til at fortælle sig selv historier. I søgefeltet indtaster jeg: ”Kåre Svendsen.” Der dukkede en del op. De fleste dog med et eller flere mellemnavne. Jeg genkender en som ligner lidt Kåre på det andet billede og trykker ind. ”I et forhold med Theresa Dybbøl” står der rigtig nok. Jeg kan ikke se særlig meget af hans tidslinje, fordi jeg ikke er hans ven, så jeg beslutter at sende ham en venne anmodning. Når manden i forvejen har over 700 venner, kan han ikke have kendt dem alle sammen før han svarede ja. Jeg forstørrer hans profilbillede og et smil breder sig på mine læber, da jeg ser ham smile et stort smil. Hans øjne er flotte grønne med et specielt glimt, han har mørke skægstubbe, en solbrændt hud, selv her om vinteren og mørkt brunt hår der sidder lige som det skal. Som kommentar står der: ”Tak til min søde fotograf veninde Barbara, like hendes facebook side ;-D” Billedet er kniv skarpt og det er tydeligt, at det er taget med et spejlreflekskamera. Han er lækker – ingen tvivl om det – og passer perfekt sammen med Theresa, hvilket giver mig et underligt stik af jalousi.

Lyden af kilehæle mod gulvet for mig til at kigge op. En høj, slank kvinde med afrohår og mørk hud kommer gående op af trappen. Hun sender os et kort undrende blik og ringer så på hos Theresa og Kåre.

”Barbara!” Theresa omfavner den afrikanske kvinde og et smil breder sig på hendes læber, det famler dog hurtigt igen, da hun ser os. ”Forsvind.” hvæser hun af os, som om vi var hunde, og Karla kryber skræmt lidt op af mig. Theresa sender mig et dræberblik, før hun får Barbara inden for og lukker døren igen.

”Han kommer snart,” siger jeg – mest for at overbevise mig selv, men det virker langt fra. Intet er gået som jeg frygtede, men der er heller intet, der er gået som planlagt. ”Når Kåre kommer løser det hele sig.”

 

Da klokken nærmer sig et begynder Karla at blive utålmodig.

”Hvornår kommer han?” spørger hun for syttenhundrende gang.

”Lad os tage hjem.” Jeg rejser mig brat og trækker hende med op. ”Jeg ringer til ham, så kommer vi i aften eller i morgen.” siger jeg, og skubber tanken væk om, hvor meget dyre det er at blive en dag mere, og om hvor meget mindre jeg lære for, hver dag jeg pjækker. Karla tgaer min hånd og vi følges, denne gang ned af trappen.

”Skal vi gå en tur på Strøget?” Karla ser op på mig og nikker.

”Hvad er Strøget?” spørger hun så.

”Bare en butiksgade,” griner jeg og klemmer hendes hånd. Vi har kun været i København en gang før, da Karla var tre, så det er forståeligt nok, at hun ikke aner, hvad Strøget er, men den måde hun spørger på plnater allerede et smil på mine læber. Det er dejligt befriende bare at slippe det hele. Jeg tænker slet ikke så meget på mor som døende, når jeg ikke er i hendes gamle omgivelser hver dag, og det er næsten som at starte på en frisk at være herhenne. Hvis ikke boligerne var tusind gange dyre, burde vi overveje at flytte til Sjælland.

 

Karla er lagt i seng, da jeg selv smider mig i dobbeltsengen. For første gang i langt tid savner jeg en til at ligge ved siden af mig. En der altid får mig til at smile. En der kan få mit hjerte til at slå ordenligt igen. Jeg smiler til den tomme loft i den anden del af sengen, men det famler hurtigt. En pludselig trang til at kysse stiger op i mig. Jeg lukker øjnene og forstiller mig mine læber glide om et andet bare læber. En at elske. Jeg kysser ud i luften, da der lyder en lyd fra min telefon, og jeg straks vender mig om mod sengebordet.

”Kåre Svendsen har accepteret din venneanmodning.” og før jeg kan nå at låse den op kommer endnu en: ”Besked fra Kåre Svendsen: Og hvor kend...”. Jeg lader fingeren glide hen over beskeden for at læse den hele.
Kåre: ”Og hvor kender jeg så dig fra? ;-) - med til Barbaras coktailparty i fredags?”

Hurtigt skriver jeg et svar i angst for, at han skal logge af.

Lykke: ”Pigen der ventede foran din dør i tre timer i dag, efter at være mødt atslået af din kæreste – jeg bliver nødt til at tale med dig face-to-face.” Da mit profilbillede dukker op med en talebobel fra, begynder jeg straks at græmmedes. Siden fars selvmord har jeg ikke været på facebook, eftersom det meste af min tidslinje bestod af opslag, hvor han har tagget mig og ham på en eller anden fin resturant, for når han endelig ikke var ude at rejse, så gik det ikke stille for sig med forkælelse. På billedet er jeg derfor også tyk, med creepet hår og iført en alt for kort palliet kjole – fra en af 1.g festerne. Af en eller anden grund er det ubehageligt, at Kåre tror jeg så sådan ud, så jeg skynder hurtigt at skifte til et nyere billede uden at læse noget fra min tidslinje.

Kåre: ”Dig?! Theresa fortalte godt om dig, meget utilfreds. Hun sagde, at du påstod, at jeg var far til dit barn.”

Lykke: ”Ikke mit barn – kan vi mødes?”

Kåre: ”Har jeg noget valg? ;-)” Jeg elsker den blinkesmiley, han laver til mig. Som om ”blink” vi har vores egen lille hemmelighed. Han sender den sikkert til alle, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at rødme over den.
Lykke: ”Hvornår studerer du ikke?”

Kåre: ”I morgen klokken 9? Theresa er ude til en modelopgave, så der er frit. ;-)” Det er overraksene så åben han er. Han antyder ikke engang afslag.

Lykke: ”Jeg er der præcis.” Jeg kan se han læste beskeden og efter et par minutter går det op for mig, at vores samtale slutter her, hvilket ærgrer mig lidt. I samme øjeblik får jeg øje på en notifikation.

Kåre Svendsen synes godt om dit profilbillede.” Jeg kan mærke, jeg rødmer lidt uden at vide, hvorfor. De fleste folk ved godt, hvad der er sandhed, og hvad der er løgne, de færreste vil dog indrømme for sig selv, hvad der er sandhed, og hvad der er løgne. I dette tilfælde er bemærkningen ikke rettet mod Theresa, men mod mig. Jeg ved godt at Kåre ikke hentyder til noget, men jeg vil ikke indrømme det for mig selv. Den tanke fører videre til en anden tanke, som jeg helst ikke vil tænke. De mørke skægstubbe mod min underlæbe. Jeg lægger med et telefonenen væk og ser på halskæden.

At løse problemer er ikke at tørre dem af på andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...