LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5231Visninger
AA

6. 4. december, onsdag

 

Efter at have afleveret Karla i børnehaven, tager jeg hjem for at pakke det mest nødvendige. Jeg finder en gammel sportstaske og pakker det mest nødvendige tøj til mig og Karla. Jeg aner ikke, hvor langt tid, der vil gå, før jeg er hjemme igen, og før mor er rask nok til at tage sig af Karla. Efter at havde fyldt tasken til renden, beslutter jeg, at jeg må sende noget mere, hvis Karla må blive, der for længe. Derefter finder jeg en slidt, mørkegul fjällräven taske, som jeg brugte i folkeskolen, hvor jeg putter to barbiedukker i, min pung og telefon. Hurtigt må jeg klunkludere, at min computer må bliver hjemme, for tasken er lille. Planen er så uklar, at det er svært at sige, hvad jeg ellers kunne få brug for. Halskæden mærker jeg omkring min hals. Stadig isende kold. Mit blik glider rundt på værelset. Det eneste jeg mangler er mod. Mod til at fortælle mor om mit kendskab til Kåre. Mod til at springe ud fra helved til et nyt liv i fri luft uden at vide, om mine vinger kan holde.

Jeg efterlader taskerne i gange, så vi er klar til at tage af sted med det samme. Derefter tager jeg min cykel og cykler ind mod byen. Ind mod mor. Ind mod afslørelsen.

 

Kæden der brænder mod mine kraveben er det eneste der gør, at mine ben bevæger sig ind mod hospitalet. Damen i receptionen genkender mig og lader mig bare gå igennem. Mit hjerte banker, da jeg træder ind i elevatoren og trykker på knappen. Alt forgår automatisk, for hvis det ikke gør, ville jeg stoppe op med det samme. Kæden styrer mig fra at bryde sammen i vrede. Minder mig om ordene der er ingraveret. Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive. Jeg skal tilgive mor. Jeg kan ikke lave om på, hvad der er sket. Uden foran mors dør stopper jeg op. Jeg burde være is skole. Hvad har jeg overhoved gang i? Hvem tror jeg, jeg er – bare sådan komme og aflevere et barn til en mand, der ikke engang ved at det er hans? Hvad nu hvis man mishandler hende? Et kort sekund lukker jeg øjnene og lader alle mine bekymringer fanges af halskæden. Derefter tager jeg i håndtaget, helt renset for følelser og siger uden hilsen.

”Jeg tager Karla med til Kåre.” Sekundet efter er alt et kaos i mig. Det føleles mærkeligt at sige højt, men alligevel lettende. Mor ser forfærdet på mig. Mundlam.

”Jeg ved det hele. Brevet. Kåre. Halskæden.” Jeg løfter sølv lykkehjulet frem fra min bluse og sætter mig hen ved hendes seng. Jeg kan se, at hendes hoved er ved at eksplodere, hun aner ikke, hvad hun skal sige.

”Det er okay. Du er tilgivet. Det er menneskelig at fejle og guddommeligt at tilgive.” citere jeg kæden, overrakset over, hvordan jeg bare siger tingene ligeud.

”Lykke?” Er det eneste hun kan sige. Jeg tager hendes hånd og slukker for autospeakeren. Med et er jeg igen lille Lykke med alle følelserne. Jeg ligger mit hoved mod min skulder.

”Det er forkert det du har gjort, men du ved det. Du har lært af dine fejl, og det er tid til at komme videre. Du er tilgivet.” Min stemme er grædfærdig, men mor klemmer bare min hånd og fælder en tåre. Hun er helt overvældet.

”Tak.” hvisker hun, så jeg knapt kan høre det.

”Far var også en tøsedreng, at han ikke snakkede med dig og blev skilt.” Jeg smiler næsten usynligt, men ægte. Stemningen der ligger der er lettet. Mor krammer mig i langt tid, men trækker mig så væk.

”Lær af min fejl.” siger hun med en kant af alvor i stemmen. Jeg kan se, hun blot venter på, at jeg beder hende om historien.

”Fortæl.”

Hun klemmer min hånd og begynder: ”Min far og jeg havde været op i et stort skænderi, om hvad har ingen betydning nu. Vi skændes jo sjældent, så jeg troede vi skulle skilles, da det skete. Jeg kunne ikke klare stemningen og tog hen til min søster Ditte i Roskilde et par dage, for at tænke over tingene. Alt var et kaos i mit hoved og af ren go skær sorg, fordi jeg ikke kunne klare at skulle skilles med din far, fordi jeg elskede ham, endte jeg på en klub i København på hjemvejen, jeg fik mere og mere at drikke og kunne ikke stoppe igen.” Mor synker en klump og jeg kan mærke, at hun skal tage sig meget sammen for at få sagt det hele højt. ”Jeg vågnede op i en fremmed seng i et fremmed hus ved siden af en fremmed dreng på de 17 år - hans forældres hus. Jeg kan huske, at jeg bare greb mit tøj og flygtede. Da jeg kom hjem blev din far og jeg venner igen, så da jeg senere fandt ud af, at jeg var gravid, bildte jeg ham ind, at han var faren.” Hendes stemme er mindst to oktaver for høj og tårerne løber ned af hendes kinder, men jeg kan, se hun er stolt af at få sagt det højt.

”Han er 22 nu.” siger jeg og for mig selv lyder det helt sindsygt.

”Han kan godt tage sig af Karla. Jeg er snart rask.” siger mor, som svar på mit ustillede spørgsmål. Der er lidt tavshed, før hun fortsætter. ”Jeg er ked af, at du er så meget bagud dit liv. Det valg du tager nu er rigtigt. Du skal ikke passe Karla dag og nat og så give afkald på dine venner og din skole for det. Jeg har bare ikke haft tid til at tænke før nu.” Jeg kysser hende let på kinden.

Du kan ikke ændre fortiden, kun forbedre fremtiden.” Jeg sender hende et smil. ”Du bliver snart raks, og skal vi så ikke forbedre fremtiden?”

”Du er den bedste datter, man kan forestille sig.” Mit blik falder på uret.

”Jeg må gå nu. Karla og jeg skal nå et tog klokken to. Jeg sender dig en sms, men jeg vil prøve at kontakte Kåre. Han har jo faderpligt og jeg kan ikke det her alene. Men jeg er tilbage snart.”

”Jeg elsker dig Lykke.” Mor tørrer sine øjne.

”Jeg elsker også dig.” Jeg smiler af lykke over det hele er overstået. Lykkehjulet ligger hen over mine muskler som et tegn på min styrke. Jeg kan klare det.

 

Karla spørger ikke en eneste gang til stationen, hvad vi skal. Jeg tror hun ved det, og hun virker helt afslappet omkring det. Som om det er naturligt, at hendes far bare vil tage imod hende. Selv er jeg også underligt rolig, da jeg køber to billetter og får os ind i det første tog. Der er ikke mange der tager det lille lokal tog, så der er godt med plads. Karla sidder fint og har insisteret på at have rygsækken på ryggen, mens hun kigger ud af vinduet på Midtjyllands marker der kører forbi. De er alle sammen fulde af sne. Selvom der ikke er langt før vi skal på et rigtigt tog, tager jeg mine hørertelefoner til min iPhone og afspiller playlisten med julesange. Jeg kan mærke den dejlige stemning af jul glide ind over mig. Et smil breder sig på mine læber ved tanken om, at jeg er på vej. På vej mod lyset. Jeg finder billedet af Kåre igen og prøver at forstå det hele. Han er 23 år nu. I mine værste mareridt er han meget umoden og slet ikke klar til at tage opgaven om Karla på sig eller stor og tatoveret med pircinger og farvet hår – så skulle han dog havde lavet et gevaldigt stilskift siden billedet blev taget. Jeg vil bare gerne have han skal være faderlig og tage sig af Karla, men efter erfaring kan jeg sige, at livet ikke altid er som om vil det. Julemusikken fortæller mig at lige meget, hvem han er, skal alting nok gå. Jeg tager Karlas hånd og klemmer den. Hun sender mig et drillende smil og tager den ene høresnegl.

 

Remmen fra sportstasken skærer i min hud, fordi Kalra ligger på den. Hendes hoved ligger mod min skulder, mens jeg går i et rask tempo over mod perronen. Det er det sidste skift på hovedbanegården og klokken er lidt over ni. Rejsen der i alt vil tage syv timer får snart sin ende. Jeg kan høre på Karlas vejrtrækning at hun sover. Selv er jeg også dødtræt, selvom klokken ikke er mange, er mine øjenlåg ved at falde i hver gang jeg blinker. Jeg skal kun en station videre mod Nørreport. Jeg kan se toget blinke til afgang og sætter i løb mod de røde døre med rygsæk, sportstaske og en femårig pige at bære på. Jeg når lige at sætte foden ind så døren åbner igen og dumper udmatte ned på et af de blå fløjelssæder. Jeg undgår at vække Karla, da vi skal ud snart. Ikke et sekund tvivler jeg på, at vi først opsøger Kåre i morgen, for når toget stopper, gælder det bare om at finde et hotel.

Jeg skal kæmpe for at holde mig vågen, og det er en frihed, da toget endelig standser ved vores station, og jeg får Karla og alt bagagen med ud. En start af en lettelse skyller ind over mig, da jeg træder ud på perronen. Endelig i København. Karla gaber, da jeg vækker hende, men er hurtig til at tage rygsækken og min hånd.

Der er mennesker over alt, hvilket gør, at mit greb om Karlas hånd strammes. Mit blik skander stationen, og med et er jeg lidt mere vågen.

”Jeg køber lige noget til os.” råber jeg til Karla hen over støjen, og hun følger mig hen mod den næremeste 7elleven. Så snart vi er inde er støjen dæmpet lidt.
”Hvad vil du have?” spørger jeg Karla. Vi har ikke spist siden vi stod på toget, så jeg kan mærke sulten gnave i min mave. ”Du må vælge lige, hvad du vil.” Hun peger mod et pølsehorn og en kage.

”To pølsehorn, en kanelsnegl, en sandwich og en sort ekspresso.” siger jeg til damen ved disken, der modsat mig smiler friskt.

”Må jeg gerne få en sodavand?” spørger Karla forsigtigt.

”Og en fanta, tak.” Jeg smiler udmattet til Karla og betaler damen.

 

På gaden hersker ikke ligeså meget kaos og mit blik flakker rundt efter et hotel, mens vi bare går rundt i gaderne. Karla er helt død, selvom hun har drukket hele sin sodavand. Selv er jeg livet lidt op af kaffen. Endelig fanger mit blik et skilt til et lille hotel.

”Se!” Karlas blik følger min finger og hun lyser helt op. Hun tager min hånd og trækker mig med over på den anden side af gaden til hotellet. Lobbyen er lille, bestående af en sofa og en reception. Det er bestemt ikke luksus, men hvad mine penge kan holde til. Karla ligger sig over i sofaen med bagagen, mens jeg går op i skraken, til den halvt sovende receptionist.

”Et værelse til to?” Der går lidt stilhed, hvor kun en tasten fra computeren høres. Uden at sige noget rækker manden mig en nøgle.

”Værelse 12, til højre, anden sal. Morgenmad er ikke med. 100 kroner per nat.” siger han. ”Navn?” Prisen er til at overskue og morgenmad kan jeg skaffe på en café eller 7elleven.

”Lykke Øster-Christensen.”

 

Værelset består først af en lille gang med dør ud til badeværelset på højre side. Derefter er der et rum med et skrivebord og en seng op af badeværelset og en op af vinduet. Væggene er pastelgule og ellers er der ikke rigtig nogen sammehægen over rummet. Badeværelset består af et toilet, en håndvask og en bruser. Karla tager skoene af og smider sig straks på den ene seng. Sengene er ikke dobbeltsenge, men store af enkeltsenge at være.
”Jeg er så træt!” udbryder hun og gemmer sig under dynene. Jeg låser døren, smider vores ting under bordet og sætter mig hen ved hende.

”Det kan jeg godt forstå, så nu skal du bare sove så længe du kan. I morgen kan vi finde din far.” Mine fingre stryger det lyse hår væk fra øjnene, som hun derefter lukker i. Fornuften overvinder trætheden, og jeg trækker i en gammel t-shirt og børster tænder. For ikke at vække Karla, forbliver jeg på badeværelset, da jeg trykker mors nummer. Klokken nærmer sig elleve, men jeg håber på, at mor ikke sover.

Der lyder to bip, før hun tager den.

”Mia Øster.” Der er en tryghed overe min mors stemme.
”Det er Lykke.”

”Hvordan går det?”

”Vi er i København og har fundet et hotel. Jeg regner med at aflevere Karla i morgen og være hjemme om aftenen. Gymnasiet venter jo.” Den sidste sætning lyder lidt uhyggelig, for det er første gang, jeg overvejer, at jeg pjækker for at komme hertil.

”Ja, det gør det jo. Det går bedre her, siger lægerne.” Håbet i mors stemme skinner igennem.

”Alt bliver godt igen. Det skal nok gå.” Det sidste bliver sagt i et sammenkvalt gab.

”Gå nu i seng, min skat, du skal jo helst nå hjem i morgen.” siger mor med mor attituden på igen. ”Vi ses.”

”Jeg elsker dig.” Et sidste bip, da jeg lægger på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...