LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5152Visninger
AA

5. 3. december, tirsdag

 

”Jeg vil ikke i børnehave!” råber Karla og løber ind i stuen igen.

”Kom nu, Karla!” vrisser jeg irriteret. Min lunte er ikke længere end i går. ”Vi er allerede sent på den.”

”Jeg vil ikke!” Jeg kan høre hende bøvle rundt i sofaen i sin flyverdragt.

”Karla!” Mit tonefald er bestemt, for vi har i i hvert fald ikke tid til, at jeg skal binde mine støvler op og gå ind for at hente hende.

”Du er ikke min mor.” Hun stiller sig lige nøjagtigt så langt fra dørtærsklen til entréen, at jeg ikke kan nå hende.

”Jeg bestemmer når mor ikke er her!”

”Nej, det gør min far.” Hun rækker tunge af mig og løber om bag spisebordet.

”Nu kommer du her!” råber jeg så min stemme går en oktav på. Vredt tramper jeg i jorden.

”Du er ikke min far.” Jeg kan knapt skimte hendes lyse fletninger omme bag en af stolene.

”Jeg er mere din forældre end din far er.” Mine øjne vil bare sove, og selvom vi sov en halv time over os, er jeg stadig dødtræt.

”Det var ikke min far, der bare forsvandt, vel?” Av, den kommentar gjorde ondt. Hun burde ikke være så klog, at hun kunne overgå mig.

”Nu kommer du her!” skriger jeg efter hende og marchere ind efter hende. Hurtig som en mus er hun ude i gangen igen, i færd med at tage sine støvler på.

”Du er altid så sur.” surmuler hun, og ved at hun ikke skal sige mere før bomben springer.

Da vi endelig når ud, beslutter Karla at gå utrolig langsomt som hævn over, at hun skal i børnehave. Jeg skynder let på hende, hvilket har de modsatte virkning: at hun tavs sænker tempoet. Panisk kigger jeg på klokken. Halv otte og vi er kun halvvejs til børnehaven. Klokken ringer ind ti minutter i otte og det tager omkring et kvarter at gå til gymnasiet. I et svinger jeg Karla op på min ryg og begynder at småløbe.

”Sæt mig ned!” skriger hun og stritter imod. Hun presser på remmen mod min skuldertaske, så den svier ind i huden.

”Vi er der snart.” Hun er ikke tung, så der er kun isen på vejen, der afgøre min fart. Hun slår mig vredt i hoved, og jeg presser mine negle, som jeg holder om hendes ene ben med, ind i det, så hun tier stille.

Foran børnehaven sparker hun mig vredt over benet i sit lille oprør.

”Elsker dig, vi ses.” hvisker jeg hurtigt med let ironi i stemmen og løber mod gymnasiet.

 

Jeg står lidt og venter uden for døren til historie lokalet, for jeg bryder mig ikke om at bryde ind midt i timen. Tanken om at springe den første lektion over strejfer mig, men det dropper jeg hurtigt og åbner døren til klassen. Historielæreren sender mig et irriteret blik, men fortsætter sit fordrage. Næsten uset når jeg ned på en ledig plads bagerst i lokalet ved siden af en pige med røde dreadlocks, der sidder og holder A-knappen inde i det, der skulle være hendes notater. Selv sætter jeg tasken ned og starter min computer op, gemt bag skærmen undertrykker jeg et gab. Uden at følge med i, hvad læreren siger, åbner jeg et tomt tekstdokument. Endnu et gab slipper fra min mund, og jeg beslutter, at jeg godt kan lukke øjnene et kort øjeblik, når jeg nu alligevel missede en del af starten. Alting bliver sort og dejlig stille.

 

”Blondie-pige, måske skulle du vågne fra din skønhedssøvn og komme videre til time.” hvæser en hæs stemme og indehaveren sparker mig over knæet. Jeg slår med et øjnene op og ser op på den rødhårede pige med dreadlocks. I et går det op for mig, at jeg må være faldet i søvn på min Macs tastatur.

”Undskyld.” Jeg springer op og ser rundt i det tomme klasselokale, der før havde været fyldt med elever.

”Jaja, det er sgu din egen skyld.” Hun ruller med øjnene og går ud af klasselokalet uden at sige mere.

”Fuck,” hvisker jeg og pakker computeren ned i min taske. Kåre-fyren bør selv tage lidt ansvar og passe på Karla, det er jo ligesom hans barn og hans skyld, at jeg må dumpe i skolen, fordi jeg skal passe på hende. Min vrede er splittet mellem far, mor og Kåre. Jeg aner ikke, hvem jeg bør være vred på, og hvem jeg bør tilgive, det eneste der er klart i mit hoved er en enkelt sætning: Du kan ikke ændre fortiden, men du kan forbedre fremtiden. Mit mål skal flyttes fra, hvad der er sket til, hvad der skal ske. Jeg rejser mig og går hen mod engelsklokalet, det eneste fag, jeg rent faktisk stadig interessere mig for.

Først ved jeg, at jeg ikke kan blive ved med at passe Karla alene. Det er ikke første gang jeg er faldet i søvn i timerne eller sovet mig så meget over, at jeg har pjækket, men det er første gang jeg kan give skylden til en. En som ikke er død. En som ikke er en del af fortiden, men en del af fremtiden. Kåre har fået et barn, dermed har han også ansvaret for det barn. Det kan godt være Kåre ikke har taget ansvar før, men han kan komme til det. Jeg kan ikke ændre på, at Kåre ikke har taget ansvar, men jeg kan ændre på, at han ikke kommer til at gøre det. Jeg kan overlade Karla til ham indtil mor ikke er syg længere og starte på en ny for mig selv. Få venner, gå op i karakterer, have tid. En drøm, der stadig virker uvirkelig, men for en gangs skyld er mulig.

 

Mit hoved tænker kun praktisk. Har udelukket alle følelser – de kan komme i anden række, så snart det praktiske er på plads.

Jeg har et tekstdokument åbent til noter og en fane, der nu står åben med krak.dk. Karla sidder i den anden ende af stuen og leger med barbie for sig selv.

”Kåre Svendsen” indtaster jeg i det første søgefelt og derefter ”Amager”. Heldigvis kommer der kun en op, så det må være ham. Jeg trykker mig ind på ham og notere adresse og telefon nummer ned. Det er tydeligt, at han har været inde og redigere lidt, for han har både tilføjet sig titlen ”Markedsøkonomi studerende/CBS” og indsat et billede, hvor han ligger ved en pool med solbriller på. Det første der overrasker mig er hans alder. På billedet ser han ikke mere end tyve år gammel ud, og hvis han er studerende, kan han ikke være ældre end tredive, selvom billedet er gammelt. Jeg regner hurtigt tilbage. Hvis han er 20 år fik han Karla, da han var 15, hvilket jeg helst ikke vil forstille ham gøre, selvom mor også fik mig, da hun var seksten. Og derfor så kun havde været … 29, da hun blev gravid anden gang. Men 15 og 29 virkede bare for klamt... Jeg væmmes ved tanken om, at det kunne være sådan og krydser fingre for, at han var lidt ældre. Hans alder notere jeg intet om, i håb om, at mine beregninger er forkerte.

På billedet er det tydeligt, at Karla har hans læber, på trods af den dårlige vinkel og solbrillerne. Hjerteformede i et stort smil. Men ligheden mellem dem får alligevel nogen følelser til at blusse op. Et had til ham over at kunne finde på, at gå i seng med min mor. Hvis den ene nat var slettet ville mit liv være perfekt. Med mindre... nej, de kunne ikke havde været sammen længere end den nødvendige nat, der skulle til, for at skabe Karla. Jeg regner tilbage til ni måneder før Karlas fødsel. Hun er fra maj 2008 og hun må så være skabt august 2007. Mor havde ikke været på Sjælland der, for ellers ville jeg havde husket det, mor var uden uddannelse og arbejdede jo ikke der, så det var sjældent hun tog til Sjælland, i modsætning til far, der altid var til møde hele verden rundt. Altså må Karla være opstået af et one night stand.

Så kommer spørgsmålene bare: hvordan skal jeg forklarer mor om Kåre, uden at bebrejde hende til døde, og hvordan skal jeg kontakte Kåre? Bare ringe eller opsøge ham på Amager. Jeg har jo de ti tusind fra far, og der kunne jeg sagtnes komme fra Midtjylland til Sjælland. Jeg lukker computeren igen med en føleles af, at jeg har kastet mig ud på et sted, hvor jeg ikke kan bunde, men det skal lykkes, for det er den eneste måde, jeg kan starte på ny og komme videre.

”Karla?” Jeg sætter mig på hug ved siden af hende, og hun stopper kort i sin leg og ser op på mig. ”Vi tager lige på en lille udflugt i morgen og besøger din far. Du kommer måske til at bo der lidt tid. Er det okay?” Jeg ser afventende på hende, men hun nikker bare.

”Indtil mor bliver rask?”

”Ja, indtil da.” Jeg tager hendes hånd. ”Skal vi to hygge i aften?” smiler jeg og husker på det løfte jeg gav hende. Hendes øjne lyser op.

”Kan det stadig blive den bedste jul nogensinde?” spørger hun med julelys i øjnene.

”Selvfølgelig. Og når mor så bliver rask, så holder vi en fantastisk juleaften!” Jeg kysser hendes hånd let og rejser mig. ”Vil du have risengrød i aften?”

”Hold op med at drille.” griner hun.

”Jeg mener det seriøst. Hvis du er en sød og artig pige, så går jeg over i centeret efter risengrød!” Jeg kan se, at hun knapt nok tror på mig.

”Må jeg komme med?” Hun rejser sig også.

”Selvfølgelig, så går juletoget!” Jeg tager hende op på ryggen og bærer hende ud i gangen.

 

Centeret er pyntet flot op, der køre julemusik over højtalerne og mennesker flokkes på juleindkøb. For at Karla ikke skal blive væk i mængden, har jeg placeret hende bag på min ryg. Målrettet går jeg mod Netto, hvis hund på logoet også har fået en nissehue på. Jeg skal til at gå ind dobbeltdørene, før Karla prikker mig på skulderen og får mig til at vende mig om. En folk af børn står foran et kæmpestort juletræ og foran sidder julemanden med et barn på skødet.

”Må jeg se?” spørger hun. Jeg smiler til hende og går over mod julemanden, hvor jeg sætter hende ned. Det varmer inden i at se, at julens glædeånd hersker i hende uden at blive slået ihjel af tusind bekymringer. At min egen er død, gør intet når bare jeg kan se hendes. Hun løber straks hen i flokken af børn og stirre med store øjne på julemanden, der lader det forhenværende barn gå ned igen og ser rundt på flokken.

”Hohoho, hvem vil nu fortælle mig, hvad i ønsker jeg?” Alle børnene flokkes bag den afmærkede linje der afspærre julemandens territorium og et væld af fingre ryger i vejret. Jeg ser spændt til, mens han ser rundt på mængden af børn, og ønsker inderligt, at han vælger Karla.

”Hvad mig dig? Har du lyst til, at fortælle mig, hvad du ønsker dig?” Han går leende hen mod siden, hvor Karla står og min spænding stiger. Hans mave gynger, da han rækker en hånd frem, men jeg står så dårligt, at jeg ikke kan se til hvem.

En glædesbobbel springer, da jeg endelig kan skimte Karlas lyse hår og julemanden, der trækker hende op på sit skød. Hun smiler lykkeligt til mig.

”Og hvad hedder du så min ven?” spørger julemanden.

”Karla.” Hun ser seriøst på julemanden, ”Hvad hedder du?”

”Hohoho,” griner julemanden, ”jeg hedder Julemanden.”

”Det kan man, da ikke hedde?” Hun ser forundret på ham og jeg høre en latter gå igennem flokken af forældre. Et smil breder sig også på mine læber.

”Hvis man bare er en artig lille pige eller dreng, kan man hedde lige, hvad man vil.” Julemanden stryger Karla over håret. ”Hvad ønsker du dig så, Karla?” Karla får en tænkende rynke i panden.
”Jeg ønsker mig, at min mor bliver rask.” siger hun med en dødalvorlig stemme, der næsten får mig til at græde. Af alt lejetøj i verden hun kunne få, ønsker hun sig det. Det ene ønske, som selv ikke Julemanden kan opfylde.

”Nå, hvad fejler din mor?”

”Kræft.” svare hun kort, ude at jeg nogensinde husker, at havde fortalt hende det. ”Men jeg skal over og bo hos min far nu så. Han er ikke min søsters far, ser du, men han er helt fin.” Hun sender ham et let smil, men julemanden er bare helt stum. Jeg kan se en tåre i hans øjenkrog, og ved selv, at jeg skal beherske mig for ikke selv at lade dem trille frem.

”Det vil jeg skrive på min liste.” Julemanden rømmer sig og rækker hende en nissehue. ”Tag denne her og hav en rigtig glædelig jul!” Karla kravler ned fra hans skød.

”Tak, du er en rigtig venlig en.” Hun giver ham hånden og løber gennem børnemængden og hen i min favn.
”Var det godt?” hvisker jeg og knuger hende ind til mig.

”Ja, og ved du hvad?”

”Nej, hvad?” Jeg går hen mod Netto igen.

”Julemanden holder altid, hvad han lover.” Mon Julemanden kan fjerne mors skyld i fars selvmord sammen med hendes sygdom? tænker jeg for mig selv uden at ville lade vreden blusse op igen.

 

Jeg lader fingrene køre hen over mine kraveben og mærke den kolde halskæde. Ordende sidder der stadig, men den mærkelige oplevelse var næsten forsvundet. Men i ét kom alting tilbage igen og frygten for at tage den af for natten og opdage en ny skrift sidder stadig i mig, men på den anden side er der også en nysgerrighed der drager mig og en nødvendighed, eftersom de forrige ord ændrede hele mit synspunkt.

Let lader jeg fingerene glide op bag til låsen og dreje den langsomt. Der er mørkt, hvilket gør det endnu mere uhyggeligt. Kæden glider ned i min hånd, og jeg holder den ind i belysningen fra min natlampe. Lykkehjulet skinner igen og er stadig koldt. Jeg ved ikke, om jeg tør vende den, men der er en slags indre tvang, der får mig til i en pludselig bevægelse at vende sølvpladen om. Og ordende bag på er i dag: Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive.

____

Nu ville jeg faktisk også havde skrevet en forfatterbesked i de to forhenværende kapitler ... men det blev aldrig til noget. Synes bare det er hyggeligt med en lille hilsen fra forfatteren: så i hvert fald "hej" :)

 

Det er ret sejt, at der allerede er 25 favoritlister! Jeg kunne ikke være mere taknemlig, for den gode modtagelse! Hvad synes I om historien? Om Lykke, om Karla, om hele situationen? Modtager glædeligt ris og ros :)

 

Desuden et rigtigt varmt tak til søde, søde Craaazeyy, som var en stor del af at få denne ehr historie til at blive virkelighed! 

 

Tak <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...