LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5381Visninger
AA

25. 23. december, mandag

 

Jeg vender mig igen og igen. Mod Kåre og væk fra Kåre. Uden at kunne finde ro. Jeg skal finde noget. Et bevis. Men hvad?

”Læg nu stille, Lykke, eller gå ind på gæsteværelset.” mumler Kåre i halvsøvne og rykker mere over i sin halvdel. Hver gang jeg lukker mine øjne, ser jeg Kåre i en celle. Helt alene, ensom og ødelagt. Jeg aner ikke, hvor lang en dom han kan risikere, men bare tanken om Kåre i fængsel for en løgn, får hele min krop til at sitre.

Mig som enlig mor til Karla hjemme i en tom og grå lejelighed.

Karla, der starter i skole, som den eneste med en far, der ikke er der, en far der er i fængsel.

Igen Kåre blandt mordere, skattesnydere og voldtægtsmænd.

Jeg åbner mine øjne igen og stirrer op i loftet. Bare tanken om, at Theresa har ligget præcist her for få nætter siden gør mig bange. Været sammen med Kåre. Lade ham gøre hende gravid. Hun bærer stadig hans barn. Giver sit eget barn en skæbne med en far, der har været i fængsel. Ødelægger alt vores lykke.

Med et rejser jeg mig op. Jeg kan ikke mere. Tanken om retssagen plager mig. Hjemsøger mine tanker hvert sekund. Jeg vil aldrig blive rolig, før han har vundet den. Theresa har tilstået. At hun kan. Jeg hvæser mod loftet, himlen. Der, hvor Gud burde sidde og give mig en smule held. Først dræber han mine forældre, og nu sætter han min kæreste i fængsel. Jeg tripper over gulvet og ud i stuen med hjertebanken. Det er som om jeg ikke er mig. Til stede i min krop, men alligevel langt væk. Rastløs. Jeg vandrer hen mod vinduet. Hvis jeg ville kunne jeg smadre det og springe ud. Hvorfor ikke? Fordi jeg elsker Kåre.

Urolig sætter jeg mig i sofaen og tænder for fjernsynet, bare for at lave noget.

 

Da de andre vågner op ved syv tiden er jeg hverken mere frisk eller træt. De kører deres rutine, mens jeg bare sidder og stirrer ind i skærmen. Spiser, tager tøj på, Kåre sætter sig med sin opgave, mens Karla tegner. Han dementerer her til sommer – hvis han ikke ender i fængsel og misser eksamen. Jeg opfatter intenst, hvordan tv-værten forklarer vejret for de næste par dage og snakker om jul. Lever mig så meget ind i det, at jeg glemmer retsagen. Men det kan jeg ikke. Med et rejser jeg mig.

”Jeg tager på stationen.” Jeg går ind på værelset og lader døren stå åben, mens jeg klæder mig på.

”Men, Lykke, du kan ikke gøre noget. Du skal ikke lade det slå dig så meget ud. Det skal nok gå.”

”Jeg kan ikke vente 3-4 måneder på afgørelsen af vores fremtid!” Jeg haster ud i gangen og tager overtøj på uden at spise først.

Lykke!” Hans tonefald er strengt, men jeg tager mig ikke af det. Han kommer ud til mig i entréen. Der hvor jeg første gang så Theresa. Raseriet til hende er slet ikke til at bære. Det, hun har gjort, er så for meget, at jeg bliver helt slået ud. Kåre lader sin hånd glide op bag mit ører og kysser mig. Jeg lukker øjnene og nyder det, men trækker mig så væk. Han kan ikke kysse min uro væk. Det hele fylder bare for meget i mit hoved, til det bare kan forsvinde, før Theresa har fået sin retmæssige straf.

”Kåre lyt nu, det vil ødelægge alt for mig, at have det liggende hver dag. Uvisheden om du skal tilbringe tid i fængsel. Dage, måneder, år. Du bliver nødt til at lade mig gå, eller bliver jeg sindssyg.” Jeg klemmer let hans hånd og er derefter ude af døren.

 

Jeg slår døren op til politistationen og går dirkete op til skraken.

”Kan jeg tale med en betjent. Jeg skal havde opklaret en fejl-sag.” Kvinden i skraken ser op på mig bag den store computer, der skjuler det meste af hende.

”Hvilken sag?”
”En voldssag. Den tiltalte er Kåre Svendsen, anklageren er Theresa Dybbøl. Det haster, jeg kan ikke holde jul med den kørerne over mig.”

”Hvad har du af beviser?” spørger hun tørt. Jeg fumler febrilsk i mine lommer og finder min iPhone.

”Ja har billeder. Jeg var sammen med ham det tidspunkt, hvor volden skulle være forgået. Vi købte juletræ.” Jeg trækker den op og finder billederne fra i går af Karla, der rider, og Kåre, der fælder juletræet.

”Hvis det haster.” sukker hun og kalder på en ansat. ”Før kvinden her ind på Kamilles kontor. Hun siger, hun har beviser.” En ansat kommer hen og fører mig ind gennem en masse gange og derefter ind på et kontor, hvor en kvinde i uniform stirrer op på os.

”Kvinden her har beviser angående voldssagen om Theresa Dybbøl.”
”Lad hende komme ind.” Hun nikker venligt og den ansatte skubber mig ind og lukker døren.

”Sæt dig ned.” Kamille ligger mod stolen på den anden side af hendes skrivebord.

”Jeg var sammen med ham, da volden skulle være udført.” forklarer jeg hurtigt. ”Han er uskyldig. Du bliver nødt til fritage ham!”

”Søde skat, jeg kan ikke bare fritage ham, hvis du ingen beviser har. Dine oplevelser som vinder vil vi kunne bruge i retssagen.” Hun noter ned på sin computer.

”Men det er rigtigt!” klager jeg skinget.

”Har du slet ingen beviser? For ellers kan jeg ikke gøre noget for dig.”
”Jeg har billeder fra juletræsmarked.” mumler jeg og finder min telefon frem. Hun bladre dem roligt igennem.

”Har du nogen beviser for, at de er taget netop på det tidspunkt? Jeg stoler på dig, men jeg bliver nødt til at kunne augmentere.” Fortvivlet kigger jeg på billederne igen, og lader derefter min iPhone ligge på bordet, for at bruge andre metoder.

”Jeg kender anklageren. Hun har masser af grund til at anklage ham, men han har aldrig slået hende!”

”Alt det vil jeg kunne bruge i retssagen, men nu er det ikke til nytte at beklage sig.” Hun aer min hånd. ”Tag nu hjem og hold jul.” Hendes blik er fyldt med milidenhed.

”Min jul er ødelagt. Tanken om sagen har overtaget mit hoved. Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke spise, jeg kan intet.”

”Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, men jeg kan miste mit job, hvis jeg bare løslader hm uden grund. Det er alvorlige sager vi taler her. Theresa får en bøde eller et par dage i spjældet, hvis hun har anklaget falsk. Det kan vi ikke give hende, hvis hun har ret.” Kamille skubber mine telefon over til mig igen.
”Så slet i det mindste sagen. Glem alt om den!” Jeg vil ikke forlade kontoret, før hun hjælper mig.

”Så nemt er det slet ikke, gå nu hjem med dig og tag den med ro.” Hendes blik tvinger mig til at rejse mig og gå modvillig hen mod døren. ”God jul.” Jeg står længe bag den lukkede dør, men pludselig springer den op igen.

”Du glemte din iPhone.” Jeg vender rundt på hælen og ser ind i Kamilles øjne. Hun rækker mig telefonenen, der stadig er inde på billedet af Karla og Kåre, der fælder juletræet, da jeg fr øje på noget, der pludselig vender det hele op og ned.

”Se!” peger jeg ivrigt og zoomer ind på uret i baggrunden, der hænger på en lade. Det viser 15:23 og kalenderen nedenunder er slået om på den 21.

”Åh Gud, men du har jo ret!” Hun tager straks min iPhone. ”Jeg vil straks gå videre med sagen. Kan du sende billedet til mig?”

”Selvfølgelig.” Jeg sender hurtigt billedet til hendes mobil.

”Jeg ringer dig op, når jeg har fundet ud af noget mere om sagen. Først vil vi afhøre Theresa igen, og se, hvad det bliver til.” Hun trykker min hånd.

”Tak,” Jeg smiler til hende. Nu er sagen ikke helt tabt.

 

”Tror du ikke du burde gå i seng snart.” Kåre stryger mig over håret. Jeg gaber, men strirrer stadig stift på telefonen.

”Jeg vil ikke vågne op juleaftensdag og ikke vide, om du er fri eller ej.” mumler jeg træt. Han kysser mig på panden.

”Som du vil, men jeg går ind nu, og du burde også komme snart. Vi skal jo holde jul i morgen.” Jeg lader mig falde tilbage i sofaen igen. Mine øjne kæmper for at holde sig vågne.

”Ikke hvis Theresa ikke har tilstået.” Han sukker og går ind i soveværelset. Jeg kvæler endnu et gab og fokusere på spejlingen i den ødelagte skærm. Jeg ved ikke, hvor langt tid der går. Sekunder, minutter, timer. Før jeg efter en let hendøsen springer op ved lyden af min ringetone. Nummeret er Kamilles.

”Lykke Øster-Christensen.”

”Kamille. Jeg ringer angående voldssagen, du snakkede med mig om i dag?”

”Ja,” gisper jeg nervøst.

”Vi har afhørt Theresa igen hele aften...” Jeg venter stakåndet, mens jeg graver mine negle dybere og dybere ned i min hud. ”Hele aften påstod hun den ene historie efter den anden.” Det føleles som om der går år, før hun fortsætter. ”Til sidst brød hun sammen...” Jeg rejser mig op. Selvom du ikke altid tror på Gud, tror Gud altid på dig. Jeg ser ud mod nattehimlen og håber på, at Gud stadig tror på mig. ”Græd i lang lang tid, indtil hun tilstod.” Mine øjne bliver store af lettelse. ”Hun får to dage i spjældet, og Kåre er frikendt.” Mit hjerte hopper og danser og taget mit vejr, så jeg i det første lange tid ikke kan sige noget.

”Tak,” for jeg endelig fremkvalt.

”Det var så lidt.”

”Tusind, tusind tak.”

”Kåre vil få et brev om sin frikendelse om et par dage. Men nu vil jeg bare ønske jer rigtig god jul.

”Iligemåde.” Så snart Kamille har lagt på, springer jeg ind i Kåres soveværelse og skriger igen og igen.

”Du er fri, du er fri.” I et tager jeg min halskæde af og ligger i hans trygge favn, mærker hans varme, hans åndedræt og læser teksten.

De synlige ting varer kun en tid, de usynlige varer evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...