LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5123Visninger
AA

24. 22. december, fjerde søndag i advent

 

De ringer på døren. Jeg springer op og trækker en bluse over hoved, mens jeg ser på klokken på min mobil. Den er kun lidt over fire, hvem kan det være, der kommer på det tidspunkt? Med et gab løber jeg gennem stuen. Jeg kan høre Kåre komme efter mig. Det ringer på igen, og før jeg når at åbne døren, går den selv op. En politimand står i den mørke gang uden for, og mit hjerte går pludselig i stå. Hvad skal han her? Hvad er der sket? Jeg vender mig mod Kåre for at finde svar, men han ser ligeså hjælpeløs ud som mig.

”Kåre Svendsen?” Politimanden ser på Kåre, der træder frem foran mig. Jeg holder i ham med bankende hjerte.

”Hvad er der sket?” hvisker jeg, men politimanden ændser mig ikke.

”Du er sigtet for vold, jeg bliver nødt til at tage dig med på stationen.”

”Hvorfor?” Min stemme er desperat. Kåre vender sig mod mig.

”Lykke, jeg aner ikke, hvad det her handler om, men jeg bliver nødt til at tage med.” Han er alt for rolig. Tårerne løber ned af mine kinder, mens jeg rystende giver slip på ham.

”Jeg tager med!” Politimanden sender mig et irriteret blik.

”Du bliver nødt til at blive her og passe på Karla, mens jeg finder ud af, hvad alt det her går ud på!” Kåre aer mig på kinden og går hen til politimanden. Jeg kan ikke lade ham gå. Politimanden tager om hans hænder og giver ham håndjern på. Det hele er så forfærdeligt uvirkligt. Som et ondt maridt jeg ikke kan vågne fra. Og alligevel står lykkehjulets ord uhyggeligt klart for mit blik. De værste ting i livet kommer gratis til os. Kåre og politimanden følges ned af den dunkle trappe.

”Hvornår kommer du igen?” skriger jeg nyttestløst efter dem, men igen af dem svare. Længe står jeg bare og stirrer uden at kunne fatte, hvad der er sket.

”Kåre?!” skriger jeg igen, selvom de for længst er væk. Tårerne stryger ned af mine kinder. Jeg mærker Karla tage min hånd. Hun knuger sig ind til mit ben, og jeg bukker mig ned for at tage hende op i min favn.

Døren til lejeligheden overfor går op og en høj kvinde med mange af de samme træk som Kåre. Samme hår, samme smukke øjne. Hans søster, Flora.

”Nurh skat, hvad er der sket her?” Hun går gennem den mørke gang uden at tage sig af, at hun kun er iført undertøj og følger os med ind i stuen, som om det var hendes egen. ”Sæt jer ned i sofaen. Det skal nok gå. Når livet er en citron, så lav limonade.” Hun tænder lyset og går over i køkkenet. Det er tydeligt hun har været her før. Jeg snøfter og sætter mig i sofaen med Karla i skødet.

”De tog Kåre.” Hun vender sig om og kommer tilbage med et glas vand til mig. Så sætter hun sig ved siden af.

”Hvem?” Hendes ansigt er også skræmt, men hun behersker den samme ro som Kåre.

”Politiet.” Jeg lukker øjnene og drikker af det kolde vand, der frisker mig op. Minder mig om, at det ikke er nogen drøm, men et levende mareridt.

”Hvad har han nu gjort?” Hun aer mig over benet og lader sin hånd kører op i Karlas, der også græder let, hår.

”Jeg ved det ikke.” Hele min krop ryster i choket. ”Han er ankalget for vold.”

”Mod hende model-tøsen?”

”Jeg ved det ikke. De tog ham med på stationen.” Flora nikker og aer mig igen.

”Det er en misforståelse. Han kommer snart igen, skat.” Hun knuger mig hurtigt ind til sig.

”Vil i ikke med ind til os? – bare for det gode selvskabs skyld. Der er to pladser på sofaen.” Hun klemmer min hånd og rejser sig op. ”Se, nu henter i jeres dyner, så skal vi nok overleve, indtil Kåre kommer tilbage.” Jeg nikker taknmeligt til hende og snøfter. Karla gaber. Flora tager hende hånd og får hende til at vise sig, hvor hendes værelse er. Jeg henter selv min dyne og hovedpude. Skærmt uden stadig at kunne forstå, hvad der er sket. Mine tanker glider til Kåre. Hvor er han lige nu? Ved han, hvad der er op og ned i det hele? Og hvornår kan jeg se ham igen?

 

Jeg får ikke sovet, men det er alligevel mere trygt at ligge i Floras lejelighed. Omkring syvtiden løber en lille afrikansk udseende dreng gennem stuen på omkring de seks år gennem stuen og tilbage igen fem gang, før han løber ind i det, der hos Kåre svare til hans værelse. Jeg rejser mig op og får øjenkontakt med Karla, der heller ikke har fået sovet. Lidt efter kommer to kvinder ud fra soveværelset med Jonathan, den ene Flora og den anden kvinden må være Emilia. Emilia tænder lyset og smiler til os.

”Emilia.” hilser hun med et nik og fletter med hurtige tag sit kulsorte hår. Hun er et hoved lavere end Flora – cirka min højde, har en stor næse og en lidt mørk hud. Jonathan derimod ser overrasket på os.

”Det er Lykke – Kåres bofælle og hans nyindflyttede datter Karla.” præsentere Flora og overrasker mig over, hvor meget hun ved. ”Karla er din kusine.” Karla går generet frem mod Jonathan, indtil han rækker tunge af hende og de starter en vild fangeleg. Flora lægger kærligt armen om Emilia.
”Kåre blev taget i går, så hun bliver hos os, for selvskabets skyld.” Emilia nikker anerkendende og rækker mig hånden i et hårdt håndtryk.

”Det er hyggeligt at møde dig. Jeg er Floras forlovede – Jonathan er vores søn.” Deres venlighed får mig hrutigt til at føle mig tilpas i deres meget anderledes indrettede lejelighed. Der er fuld af nips og stilen er ubeskrivelig. ”Vores hjem er dit hjem.”

”Har i en telefon. Jeg må ringe til Kåre.” Flora nikker over i køkkenet, hvor der står en gammeldags rød telefon, hvor man skal dreje nummeret.

”Og ja, den virker.” griner hun med et stort smil, der giver mig et stik af savn.

Jeg drejer Kåres nummer og håber inderligt på svar, men gang på gang går den direkte på telefonsvare. Jeg synker opgivende og ser over på Flora.

”Åh min skat, han skal nok ringe snart. Hvis han ikke er kommet hjem i morgen, tager vi derud.” Hun aer mig over ryggen og følger mig over til bordet. ”Lad os nu spise først.”

 

Døren går op og jeg ser mig straks bagud. Med det samme springer jeg op og falder Kåre om halsen. Hans blik er træt og hans greb hårdt. Det er trygt at ligge i hans favn. Meget mere trygt end noget andet sted. Karla løber hen mod os.

”Lykke,” gisper han. Der er render under hans øjne og han ser ud til at havde haft det mest forfærdelige timer, der kan forstilles. ”Jeg tænkte nok I var her.”

”Hvad skete der? Jeg har været så bekymret” hulker jeg ned i hans skulder. Det er helt befriende at være hos ham igen.

”De satte mig fri, men de vil lave en retssag om et par måneder. Sagen er langt fra vundet.” Jeg kan høre i hans rolige stemme, at han er bange, og trækker mig lidt væk, for at lade Karla komme til. Han løfter hende op og bærer hende hen til bordet, hvor vi sidder og laver modellervoks.

”Men hvem har dømt dig? Og hvorfor? Du har jo ikke gjort noget.” Jeg trækker en stol ud og sætter mig.
”Theresa.” Hans stemme koger af afsky. Mit hjerte slår et slag over, og hele min krop begynder at viberer af raseri. ”Hun ved ikke, hvor alvorlig en hævn, det er. Hvis hun taber bliver hun også dømt for falsk anklage. Risikere en bøde eller et par dage i spældet.”

”Fuck hende.” hvæser jeg.

”Jeg fatter ikke, hvorfor du overhoved var sammen med hende model-tøsen.” siger Flora ligeud. ”Hvad har du dømt dig for?”

”Vold. Halv fire om eftermiddagen d. 21, i Barbaras lejelighed.” På billederne har hun et stort blåt mærke på kinden. Selvlavt.”

”Men der var vi jo på juletræsmarked!” Mine knoer ryster efter hævntøst. At hun kan gøre det.

”Det er der jo ingen beviser for.”

”Hvornår skal du i retten?” spørger Emilia.

”Jeg ved det ikke, 3-4 måneder.” Han aer Karla over hoved. ”Det bliver en god jul, det lover jeg.”

”Åh Gud, julen.” udbryder Flora. ”Mor og far kommer, du kan ikke have en strafsag på halsen juleaften.”
”Jeg tror knap nok på Gud mere.” Jeg spytter nærmest ordene ud. ”Hvis Gud fandtes ville han aldrig havde sat en person som Theresa i verden.”

”Gud findes altså!” bryder Karla ind. Jeg har lyst til at slå noget. Væggen, modellervokset, bare noget. Indvendig bobler jeg. At Theresa kan gøre det. Hun fortjener ikke engang at leve. Fuck hende.

”Selvfølgelig findes Gud, men jeg kan ikke komme af med den retssag, før vi har nogen beviser.” Kåre sukker, men smiler alligevel rundt.

”Men det er jul!” Jeg er lige ved at knække sammen. ”Jul, Kåre. Men det er ødelagt nu, vi bliver nødt til at finde et bevis, så vi kan holde en ordentlig jul.”

”Prøv du bare, Lykke,” Han kysser mig let på kinden. Jeg rejser mig op i alt min vrede.

”Du kan ikke bare lade hende gøre det?” Min stemme er skinger. Kåre lukker bare øjnene kort og åbner dem igen. Det nytter ikke. Intet nytter. Hele vores fremtid er slået itu af den ene falske voldssag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...