LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5314Visninger
AA

22. 20. december, fredag

 

”I dag tager vi ud og køber juletræ.” Theresa smiler til Karla over bordet og rækker hende brødet. ”Tag lidt mere, det bliver en kold dag.” Karla smiler til Theresa og tager endnu et stykke af det hvide brød. Mine hænder ryster mens jeg kigger stift ned i mine havregryn. Alt den respekt Karla giver Theresa – selve det at hun kalder hende mor, er opnået gennem bestikkelse; slik, turer og usund mad, som kun Karla spiser af. Hun får alt, hvad hun vil have uden nogen form for opdragelse. Hvis Lykke havde givet hende lov til at spise hvidt brød på en helt tilfældig hverdags morgen, ville hun havde synes det var noget helt specilet. Nu hvor hun fik det hver dag, som opfodring af Theresa, havde det ikke en særlig stor betydning længere, selv ikke når det var smurt ind i smør og nutella.

”Ja, og det skal være så højt, at det kan nå loftet.” Karla laver store armbevægelse, så hun er lige ved at ramme Kåre i hoved med sin chokolade-mad.

”Men vi må vente til far kommer hjem fra skolen i dag. Han skal jo studere.” Bare Theresas stemme driver mig fuldkommen til vandvid. Som om hun snakker til en baby, og stemmen gør også, at Karla opfører sig som en baby. ”Hvornår er det nu, du kommer hjem, skat?” Kåre løfter blikket fra sin kaffe.

”Tre, men jeg har vist en masse afleveringer og oplæsninger...”

”Skidt pyt, nu har en hel juleferie foran dig, så snart du kommer hjem kører vi ud efter det juletræ!” Theresa smiler stort i håb om, at det smitter Kåre, men det virker tydeligvis ikke. ”Os tre, som en rigtig familie.” Pludselig ryger mit blik op.

”Og, hvad med mig?!” Det er ikke fordi, jeg har et stort behov for at komme med, men selve idéen om, at jeg ikke er en del af familien, når jeg nu bor her og er Karlas søster, sårer mig.

”Dig? Du er bor her jo bare!” Theresa ruller med øjnene og drikker af sin jucie.

”Men jeg er da en del af familien! Jeg er sgu mere Karlas mor en du er.” Jeg rejser mig stødt op, så stolen vælter bag mig.

”Du er ikke en skid hendes mor, Karla er mit og Kåres barn!” Theresa bliver helt rød i hoved.
”Du kan ikke engang finde ud af at opdrage hende ordenligt! Hvis du bliver ved med at bestikke hende til at kunne lide dig, ender hun med at kunne trille. Pas dog på barnet!” Min stemme går en oktav på. Kåre tager Karlas hånd, for at hun ikke begynder at græde.

”Du skal ikke komme her i mit hjem og sige, at jeg ikke kan opdrage et barn!” Theresa bevæger sig rundt om bordet, så vi pludselig står ansigt til ansigt. Jeg har lyst til at lamme hende en, men så er jeg ikke bedre end hende. ”Din luder, det eneste hjem du har at tilbyde hende er hos en eller anden pervers stodder.”

”Du skal ikke kalde mig en luder!” Jeg tager om hendes hænder og presser mine nelge ind i hendes håndled, så hun skriger og trækker sig grædende væk.

”Jeg har gjort at, hvad der står i min magt for at skabe en perfekt familie og hele tiden, skal du komme og ødelægge det. Jeg har taget mig af din søster, ladt dig bo i mit hjem og den eneste tak jeg får er, at du sviner mig til. Jeg kan ikke finde mig i det mere. Det er slut.” hulker hun, så de røde krøller danser. ”Du kan ikke bo her mere. Forsvind!” Hun peger ud mod døren, men jeg bliver blot stående. ”Kåre sig noget til hende.” Hun sætter sig ned på hans skød, for så at blive skubbe væk af Kåre. Der ligger en trykkene stilhed over det hele, mens vi alle sammen bare venter på, at Kåre skal sige noget. Karla løber ind på sit værelse med et stykke brød i hånden.

”Nu skal du fucking holde kæft.” Han peger af mig. Forskrækket banker jeg ind i væggen. ”Og også dig Theresa!” Pludselig vender han sig mod sin kæreste, der med store uskyldige øjne ser på ham. ”Vi kan aldrig blive lykkelige sammen. For ærlig talt har jeg aldrig elsket dig. Jeg har elsket den tryghed det gav at være sammen. Jeg havde lejeligheden, du havde pengene. Vi passede sammen, så godt ud blandt vores venner, men jeg har aldrig elsket dig. Alt det du kunne give mig – ja, men dig – nej. Jeg har altid taget hensyn til mig, men du har aldrig taget hensyn til mig – og nu er det slut. Jeg vil ikke mere være din håndtaske – mandelig elskerinde.” Theresa bakker skræmt tilbage, selvom Kåres stemme kun er en hvæsen.

”Men...” Hendes underlæbe dirrer, men tårene bader hendes kinder. ”Jeg elsker dig, Kåre. Selvfølgelig elsker du også mig. Selvfølgelig kan vi blive lykkelige sammen.” Hun tager håbefuldt hans hånd, men han afslår. ”Du må klarer dig selv nu, for du kan ikke bo i min lejelighed længere. Vi er forbi.” Han sætter sig igen. Mit hjerte banker. Det var langt fra, hvad jeg havde regnet med.

”Jeg er ude om en time.” hvisker Theresa og forsvinder ind på – nu – Kåres soveværelse. Jeg stiller ingen spørgsmål, sætter mig bare ned ved siden af Kåre igen og spiser færdig.

”Du kan blive så længe du vil. Har vel lidt et ansvar for dig. Vi har jo masser plads, så længe du kan klare dig med gæsteværelset.” Jeg ser op på Kåre og smiler let til ham, mens jeg dræber en trang til at omfavne ham, for han ser ikke ligefrem okay ud.

”Tak,”

 

Dørklokken lyder og en grådkvalt Theresa løber ud for at lukke Barbara indenfor. Jeg kan hører, de snakker lavt i gangen, hvorefter de kommer gående gennem stuen med to store flyttekasser. Karla sidder med ryggen til dem og tegner med Kåre, mens jeg sidder og betragter dem i smug. Jeg kan godt forstå, at Theresa er knust, men alligevel kan jeg ikke lade være med at fryde mig over, at hun endelig er på vej ud af Kåres liv. Kåres arm ligger om Karla, og de griner sammen. Som far og datter. Det får et smil til at bryde frem på mine læber. Det er sådan jeg vil have Karlas barndom skal være. At jeg så stadig ikke ved, hvor Kåre står i vores forhold tager alle mine tanker. Om vi skal glemme det fuldkommen – og kan jeg det? Eller er han klar til at gå ud i noget – mor, far barn med Karla? Mit blik glider stille op over deres hoveder og ind i Kåres soveværelse. Theresa og Barbara er i gang med at pakke alle Theresas ting – primært tøj. Om en time er de ude. Væk – forhåbentlig forevigt. Jeg ved ikke, om jeg skal trøste Kåre. Om han er ked af det eller bare lettet.

Jeg rykker stolen, så jeg sidder ovre ved siden af Karla.

”Hvad er det du tegner?” Jeg læner mig ind for at se det. Kåre smiler til mig.

”Mor.” mumler hun koncentreret, mens hun tegner en glorie over kvinden på tegningen. Hun er iført en hvid kjole og englevinger.

”Den er smuk,” hvisker jeg og lader min hånd glide igennem hendes hår.

”Hvordan ser der ud i paradis?” Hun vender sig om mod Kåre og mig.

”Hvad er det bedste du ved?” spørger Kåre.

”Is!”

”Så er der da en isbod i himlen.” Kåre blinker til mig, så jeg bryder ud i latter. Han griner med mig. Det er dejligt bare at grine, selvom jeg ikke aner, hvad vi griner af. Karla ser forundret på os, men begynder så at tegne igen.

”Voksne – de er bare mærkelige.” siger hun til sig selv og ruller med øjnene, hvilket får mig til at grine endnu mere.

”Nu tisser hun i bukserne.” hvisker Kåre til Karla, der ser op på mig.

”Nej, jeg gør så ej!” Jeg rækker tunge af Kåre og rejser mig for at få hævn. Jeg lister mig om bag ham og begynder at stikke mine kolde fingre ved hans hals og kilde.

”Jeg er ikke kilden.” griner han og hiver mig over på sit skød, ”Men det er jeg meget sikkert på, at du er!” Jeg skriger at grin, da han begynder at kilde mig og lukker øjnene, for bare at nyde øjeblikket i nuet. Vent ikke på det perfekte øjeblik, tag øjeblikket og gør det perfekt. Jeg kæmper mig op af hans skød og krammer ham.

”Stop!” skriger jeg og hans fingre trækker sig langsomt tilbage. I stedet for at vente på det perfekte øjeblik, må jeg gøre øjeblikket perfekt. Han holder om mig og smiler.

”Du er skør Lykke.”

”Jeg er bare Lykke, du ved.” griner jeg og lader mig ikke holde mig tilbage af tankerne om, hvad han synes om mig. I stedet ligger jeg bare mit hoved på hans skulder og føler jeg lever. Lever i det perfekte øjeblik. Han skubber mig ikke væk, før Theresa kommer ud fra værelset igen med de to kasser og Barbara, så vi igen kan være gode venner eller bofæller. Jeg holder mit blik på hende lige ind til hun går ud af døren, og løfter derefter min halskæde op i lyset, som tegn på, hvad det perfekte øjeblik vil føre til. Venskab eller kærlighed.

Nogen gange gælder det bare om at kaste sig ud i ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...