LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5161Visninger
AA

4. 2. december, mandag

 

Hele morgenen forgår i tavshed. At finde hyggen fra i går er det samme som at finde en nål i en høstak. Der ligger kun en tyk dyne af en stemning, der gør ondt i hjertet. Mor og jeg render rundt med masker på hele morgnen indtil vi når til farvellet. Vi står alle mast sammen i den lille gang. Først knuger jeg mor ind til mig og derefter tager hun Karla op.

”Jeg skal på hospitalet i dag,” forklare mor med rystende stemme. Karla ser med triste øjne på hende. ”Jeg bliver der noget tid, så Lykke og dig skal være lidt alene hjemme.” Karla nikker forstående.

”Jeg elsker dig, mor.” siger hun og kysser mor på kinden.

”Jeg elsker også dig, Karla.” En tåre triller ned fra mors øjevige, da hun sætter Karla ned. ”Vi ses,” Hun sender mig et lille smil og forsvinder ud af døren.

”Er det noget alvorligt?” Karla kigger på mig.

”Nej, hun bliver hurtig rask.” Min overbevisning får hverken mig eller Karla til at tro på det, men Karla tager sig til gode med sætningen og begynder i stilhed at tage sin flyverdragt på.

”Klar til at gå?” Karla tager min hånd og vi går sammen ud i sneen, men langt når vi ikke, før hun stopper mig igen.

”Hvorfor har du ikke fin skoletaske med?” Hun ved allerede at det er et bevidst valg.

”Vi skal ikke bruge bøgerne i dag.” Hun lader som om hun hopper på løgnene, men jeg ved udmærket godt, at hun ved, at jeg pjækker.

Det sner stadigvæk, selvom der allerede ligger et godt lag sne overalt.

 

I børnehaven bliver jeg mødt af børneskrig og julemusik i et. Stemningen hersker her, og det er lige før jeg har lyst til at blive her, bare for at forblive i julestemning. I garderoben står et juletræ, der er pyntet med alt børnenes hjemmelavede julepynt. Pædagogen Ida kommer ud og tager imod Karla.

”Hej Karla, vil du ikke med ind og tegne?” spørger hun venligt og viser Karla ind til tegnebordet efter at havde sagt farvel til mig. Lige før jeg skal til at gå, kommer Ida tilbage igen.

”Hvordan går det derhjemme og sådan? – det er længe siden jeg har set din mor hernede.” bemærker hun lavmælt. Jeg bider mig i læben.

”Fint,” lyver jeg og mærker noget gøre ondt inden i. En klump i halsen gør at jeg ikke kan sige mere, og lidt uhøfligt vender jeg om og skynder mig ud i sneen igen. Hvor ville jeg dog gerne være lille og ikke behøve at bekymre mig hvert et sekund.

Da jeg når huset vandre jeg i staver ovenpå. Mit hoved er for fyldt til at tænke klart, så jeg kravler op på loftet. Der plejer jeg altid at være når jeg trænger til plads til mine tanker. Ikke fordi det er et stort loft, men der er altid stilhed.

I hjørnet står en flyttekasse med alle min fars gamle ting og en kiste af træ. Begge ting har altid stået her, siden jeg fik brug for at kravle herop. Ingen af tingene har jeg nogensinde rørt før nu, fordi de er min fars. Jeg har aldrig haft noget til overs for ham, siden de kasser blev samlet, men nu føler jeg at jeg er nødt til det. Jeg bliver nødt til at vide alt, nu hvor mor ikke er her til at gøre det. Jeg bliver nødt til at være stræk. Nødt til at holde fast og kunne klare at se de ting der gjorde mit liv til et mareridt i øjnene.

Med rystende hænder og et bankede hjerte tager jeg først om kisten. Mine øjne er allerede blanke. Forberedt på at lade tårerne falde. Forsigtigt børster jeg støvet væk med kanten af min bluse. Et mønster af hjerter udskåret i træet kommer tilsyne og straks husker jeg æsken der altid stod på fars reol, som han havde hemmelige papirer i. Straks husker jeg hans døde øjne, fra da jeg fandt ham. Frygten. Sorgen. Og kisten. Kisten stod ved siden af ham. Jeg gjorde intet ved den, fordi jeg var i chok, og da jeg kom tilbage et par dage efter, var kisten forsvundet ud i et blå.

Den lille guldlås sidder fast, men da jeg endelig får den op åbner kisen helt af sig selv. Øverst ligger en sølv kæde. Stakåndet over endelig at vide, hvad kisten gemmer stiller jeg den ned på trægulvet. Kæden er af sølv og vedhænget forstiller et lykkehjul, hvor hver andet felt er sølv og hver andet er en isblå farve. Selvfølgelig et lykkehjul. Det gyser let igennem mig. Lykkehjulet – få dage før fars død. Den føleles kold mod mine fingre, men oplivende. Håbefuld, men bevidst om den barske sandhed. Et øjeblik et jeg helt betaget af den, men straks fanger mine øjne et brev nedenunder. Overvældet af følelser ligger jeg kæden tilbage i kisten og tager brevet op. Uden at tøve begynder jeg at læse.

 

Jeg er ødelagt. Knust. Død. Noget af mig er dødt. Noget af mit hjerte. Min evne til at elske er død. For jeg elsker dig ikke mere. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke have ondt af dig, når du finder mig. Den eneste jeg kan have ondt af og stadig elsker er Lykke. Mit barn. Og dit barn. Nej. Jeg har elsket hende. Du har bildt mig ind jeg skulle elske hende. At hun var min datter. At mit blod løb i hendes åre. Og IKKE Kåre Svendsen fra København. Du har bildt mig ind at hun skulle hedde Karla Øster-Christensen og ikke Karla Øster-Svendsen. Du har været sammen med en anden mand. Kun et one night stand, men det er nok til at skabe et liv – og en død.
Hvis du havde været lidt smart og virkelig elskede mig og virkelig fortrød, kunne du havde skrevet mig som far. Det kunne du, hvis du ville rede dig fra et økonomisk helved, Lykke fra en forfærdelig barndom og dit uægte barn også. For at redde min elskede Lykke ligger jeg ti tusind kroner og denne halskæde til hende. Grunden til at jeg ikke lægger mere, er i tilfælde af, at du skulle være så grådig at beholde dem selv. Resten af min formue har jeg i stedet brugt på denne halskæde. Ægte sølv og isblå diamanter. Det er den eneste af den slags i hele verden. Et lykkehjul. Lad hende vide at livet er som et lykkehjul. Du drejer og vinder eller taber. Livet køre rundt mellem de forskellige steder. Går op og ned til det på et tidspunkt rammer bunde og ikke kan køre mere. Det hele består af held og valg. Vil du dreje og enten få det værre eller endnu bedre? Tør du? Mit lykkehjul er stoppet med at køre nu og Lykke må ikke lade sit gøre det samme. Nogen gange må man springe ud i det og bare dreje.

 

Lauritz Christensen

 

Alting står stille. Intet rør sig. Endda mit åndedrag står stille.

Karla er kun min halvsøster. Mor er skyld i fars selvmord. Fars selvmord har en grund. Mor har været utro med en ukendt Kåre. Kåre er Karlas far. Jeg er min fars eneste datter.

Sår bliver lukket og sår bliver åbnet. Alt vreden til far forsvinder og bygger sig op mod mor i stedet. Mor har gjort Karla skyld i fars selvmord.

Jeg vil ønske, jeg ikke havde læst brevet. Jeg vil ikke være sur på mor i det, der kan blive de sidste dage hun har tilbage. Jeg vil ikke have, at det er hendes skyld det hele. Det er nemmere at give skylden til en død en til en levende. Jeg tager halskæden på og beslutter ellers at ignorere det hele. Måske tage det op igen, når julen er ovre og mor er rask, men ikke nu. Bare ikke nu. Jeg lukker kisten, stiller den tilbage og går ned på mit værelse. Halskæden gemmer jeg under et halstørklæde, så det kun er mig, der ved jeg har det.

At prøve at glemme viser sig ikke at være let, så jeg beslutter at bygge en facade op af at jeg ikke ved noget i stedet. For jeg kan ikke overskue at skulle tage det op nu. Kåre kan sejle i sin egen sø. Han aner sikkert ikke engang, at han har en datter. Mor skal blive rask og derefter må jeg fortælle hende om min viden. Og med Karla. Hende må jeg tage sammen med mor.

Men alle siger altid, at man skal leve i nutid: nu ved jeg intet og skal bare gøre Karlas jul til den bedste i hendes liv. Skabe det samme sort hul i min hukommelse om fars død som var der før.

 

Jeg beslutter at hente Karla tidligt, for at få tankerne væk fra at glemme kisten. Halskæden bliver ved med at være kold mod mit bryst, og jeg overvejer hele vejen gennem sneen at tage en af. Det må være en af metallerne, der har svært ved at blive opvarmet. Jeg ved det ikke, for jeg har alligevel ikke fulgt med i nogen af fagene siden fars død og glemt alt, jeg har lært på gymnasiet. Tanken om at flytte hjemmefra og flygte fra alt når jeg fylder atten er der stadig, men hverken Karla eller mor ville overleve uden mig, og jeg kunne ikke være så egoistisk bare at lade Karla ende på et børnehjem og mor på en hospitalstue. Det har altid bare været en drøm at starte på en ny – og det vil det også altid være. Hvis det skal gå vidt for sig flytter jeg til England, går på et godt universitet, møder en mand jeg elsker med en masse penge, vi flytter til et stort hvidt hus med en smuk have, jeg bliver en godlønnet journalist og får to børn: Kathleen og Clara. Men min fremtid er bare sort. Uden en eneste lysstråle for enden af den mørketunnel. Bare et helved uden fortsættelse. Jeg vil ønske, jeg havde nydt den tid, jeg var lykkelig mere. Da jeg havde en kernefamilie, en kæreste, en masse venner, gode karakterer og materielle goder. Alt er væk nu. Kernefaren er død og kernemoren har været utro og kernebarnet er slet ikke et kernebarn mere. Kæresten er skredet, fordi han ikke kunne klare min sorg og vennerne har jeg isoleret mig fra. Skolen går jeg ikke så tit i mere og når jeg er der, lytter jeg alligevel ikke efter.

Frustrationerne vokser og vokser, og jeg begynder at ønske, at jeg aldrig havde ladt dem komme ud. Trods den bidende kulde har jeg alligevel gået en omvej og står nu i en tom park lidt fra børnehaven. Af vrede presser jeg neglene ned i mine fingre inde i mine handsker. Mit åndedrag er ustabilt. Jeg er ikke typen, der bander, selvom trangen til det vokser. For at afreagere begynder jeg at løbe. Det plejer jeg at gøre, hvilket sammen med min manglende også er grunden til mit enorme vægttab. Mine ben bliver bare ved med at tage det ene skridt efter det andet, og mit åndedrag bliver rytmisk igen.

Bare løbe, bare løbe, er de eneste ord, der får lov til at trænge ind i mine tanker. Alting er begyndt at blive målt i før og efter fars død ellers mors utroskab. Nu hedder det ikke længere 500 år før Kristus, men 500 år før fars død. Før fars død kunne jeg aldrig finde på at løbe eller dyrke sport i det hele taget. Dengang brugte jeg det meste af min tid på at hygge med mine to bedste veninder eller skrive lange artikler om lokalnyhederne til min blog. Tit og ofte shoppede jeg også rundt med mine veninder både tøj og slik, en masse slik. Jeg var buttet måske endda let overvægtig og meget af mit tøj fra dengang svømmer jeg rundt i nu. Men jeg var lykkelig. Jeg vil ønske far ikke var død, om jeg så skulle ende i størrelse XXL ville det være en bagatel i forhold til alt, hvad jeg ellers ville få.

Jeg fortsætter med at løbe indtil alt vreden i stedet er afstattet med sorg. Og selvom sorgen gør utrolig ondt, skader den kun mig. Vreden har jeg få gange ladt gå ud over andre især i starten, når jeg har råbt af mor og endda en enkelt gang slået hende.

I børnehaven hersker glæden stadig og jeg nyder at træde over dørtærsklen til smilende ansigter. Ida er hurtig til at tage imod mig.

”Kommer du allerede? Tidligt fri fra gymnasiet?” spørger hun forundret, bevidst om at jeg var pjækket.

”Ja, læreren var syg.” lyver jeg og sender hende et smil. Pludselig skyder en bebrejdelse ind over mig over, at jeg kidnapper Karla fra glædens sted til sorgens sted så tidligt. ”Men jeg kommer lige i tanke om en gruppeopgave, jeg har lovet at lave, så jeg må nok hellere gå inden Karla ser mig.” indskyder jeg og haster ud af døren igen.

”Vi ses!” hører jeg Ida råbe efter mig, men jeg er allerede i løb langt væk.

 

Jeg når længere og længere ind i byen og når til sidst hovedgaden, hvor der er flot pyntet op. Da jeg stopper, er det ikke, fordi jeg er træt, men fordi jeg ser Sophia og Ditte på den anden side af gaden. Grinende med en kop kakao i den ene vante og en kage i den anden. Jeg savner dem. Jeg savner at være som dem, med dem. Sophia kigger mod mig og opdager at jeg stirre.

”Hej Lykke!” Hun vinker ivrigt og trækker Ditte med over vejen. Jeg vil flygte – forsvinde i et sort hul. Jeg har svigtet dem, bare droppet dem. Savnet brænder mere og mere jo tættere de kommer på. ”Vi fik tidligt fri, vil du ikke med over og have en kop kakao?” Hun ser bekymret på min krop, der selv pakket ind i vintertøj er tynd, men hun kommentere det ikke.

”Jeg har travlt,” siger jeg undskyldende og skal til at vende rundt.

”Orv, kom nu. Klokken er kun to, der er oceaner af tid til du skal hente Karla.” Ditte kender min grund til, at jeg måtte fravælge dem, selvom vi aldrig rigtigt har snakket siden, har de aldrig bebrejdet mig, som jeg har bebrejdet min far. Hun tager min hånd. Hendes er over dobbelt så stor som min. Jeg kan ikke modstå chancen for at være tilbage i tiden igen, men der er stadig endnu et problem.

”Jeg har ikke råd.”

”Jeg giver.” Ditte trækker i mig og vi begynder at gå over på den anden side af gaden. Det er så utrolig længe siden, jeg har snakket med dem.

”Min mor har kræft.” ryger det pludselig ud af mig, for jeg kan ikke holde det inde længere. Det føleles som et rum fuld af tårer, der er blevet åbnet. Sophia og Ditte stopper midt på vejen og ser forfærdet på mig. Tårerne dækker mine kinder, og selvom mine fødder er ved at fryse til is og savner den varme café, flytter de sig ikke ud af stedet. Ditte tager om mig og lægger mit hoved mod hendes skulder, selvom jeg knapt kan nå den og lader mig græde der. Jeg mærker Sophia kærtegne min ryg. Det gør ondt, så utrolig ondt med tanken om at miste hende. I lang tid står jeg bare og græder, men i et sætter jeg i løb. Jeg kan ikke klare det mere. Jeg må løbe. Væk. Jeg kan ikke. Det kan jeg bare ikke.

”Lykke!” De råber mit navn efter mig igen og igen, men kan umulig indhente mig. Mine ben spæner så hurtigt, at jeg burde være bange for at falde, men det eneste jeg kan tænke på er mor. Selvom mine ben kun er beklædt af et par jeans og temperaturen er under nul, så koger de, da jeg endelig når hospitalet. At løbe er det eneste der stadig holder mig kørende og væk fra samme vej som min far, men hvad jeg har brug for nu er ikke en ny slutning, men en ny start.

 

”Mia Øster.” siger jeg til damen i skranken. Tårerne i mine øjne er væk, men i den blanke overflade der spejler mig, kan jeg se, at det er tydeligt, at jeg har grædt.

”Er du okay, min ven?” spørger damen medlidenhedsfuldt og taster lidt på computeren. Jeg nikker sammenkvalt. Der er koldt og hvidt over alt, så hvidt, at det skære i øjnene, selv når man kommer ude fra den kridhvide sne.

”Kom med, så viser jeg dig op til hende.” Hun spørger ikke engang, om jeg er familie og overhoved må komme uden for besøgstid, men følger mig bare med ind i en elevator. Hospitalet er ikke særligt stort, for det er byen heller ikke, og der er kun fem etager, en stue og en kælder. Damen trykker 2. sals knappen ind. Hun holder let om mig for at trøste. Mit hjerte banker stadig, ikke fra løbeturen, men fordi jeg er bange.

”Hvem skal jeg sige er kommet?” spørger hun med en stærk jysk dialekt, hvilket ikke er så underligt, når vi befinder os i Midtjylland.

”Lykke Øster-Christensen, jeg er hendes datter.” hvisker jeg med en klump i halsen.

”Okay,” former hendes læber, men ordene når aldrig helt ud, før vi træder ud af elevatoren igen og fortsætter ned af en gang.

Vi når stue 26 og damen stikker først hoved ind.

”Der er besøg fra Lykke.” siger hun og åbner derefter døren helt, så jeg kan komme ind.

”Hej,” Jeg sender mor et let smil. Hun ser udmattet ud og ligger i en stor hvid seng.

”Lykke,” Jeg går hen mod hendes seng og tager hendes hånd. En tåre triller ned af hendes kind. ”Jeg er så bange for at dø, at dø for dig og Karla.” Hendes stemme ryster. Jeg sætter mig ned og er hende over håret. Tankerne om at det er hendes skyld at far begik selvmord køre rundt i hoved på mig.

”Det skal nok gå.”

”Jeg elsker jer bare så højt,” Hendes stemme stiger en oktav. Jeg skubber tankerne væk. Hun ville bryde helt sammen, hvis jeg tog emnet op nu. ”Og så i julen.” Jeg tørre tårerene væk fra hendes kind, for det gør mig utilpas at se hende græde. Hun er den voksne, hun skal være stærk.

”Det er bare. Hvis jeg... I vil begge komme på børnehjem, og der vil i have det godt, men når du fylder atten, er der ikke længere noget kære hjem...”

”Alt bliver godt igen.” Jeg stopper hende, for jeg vil ikke tænke de tanker. Jeg vil ikke på børnehjem. Jeg vil ikke lade Karla komme på børnehjem. Ligemeget hvad, så vil jeg ikke lade os komme på børnehjem. Der er lidt stilhed.

”Hvorfor kommer du?”

”Jeg ville ikke hente Karla for tidligt, hun trives godt i børnehaven.”

”Du er en god storesøster. Har du set, hvordan hun ser op til dig?” Jeg ser forundret på mor.

”Det ved jeg nu ikke.” Jeg kigger på en utro kvinde. Min vrede må ikke komme op igen. Mor vil ikke kunne klare det. Jeg kan ikke klare at smile til hende og vide, hvad hun har gjort samtidig. Jeg kan slå hende, sparke til hende, kalde hende en bitch, for at hun har gjort det og aldrig har fortalt sandheden. Men det er nemmere at være sur på en, der er død end en der er levende.

”Jeg skal gå nu!” Jeg rejser mig brat, for jeg vil ikke risikere, at jeg ikke kan holde inde med, hvad jeg ved.

”Allerede?” Hun ser næsten bedende på mig, og det er kun under min egen tvang, at jeg får givet mor et let kram.

”Lektier.” undskylder jeg. Jeg ved, at hun lider, når hun bare ligger der og ikke ved, hvor langt tid hun kan overleve. ”Bare...” Jeg færdiggøre ikke min sætning, før jeg er ude af døren igen. Intet giver mening i mit hoved. Det hele er et stort kaos, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal få ryddet op i. Det er kun når jeg løber, det hele virker overskueligt. Så snart jeg standser falder det hele ned i hoved på mig igen.

 

Jeg lægger dynen over Karla og kysser hende på kinden.

”Du må ikke gå!” beder hun og tåre triller ned af hendes kinder. Jeg kan ikke holde ud at se hende græde.
”Jeg skal også sove.” forklare jeg træt. Mit hoved er helt smadret og klokken er langt over Karlas sengetid.

”Du skal læse for mig.” siger hun bestemt og gaber.

”Ikke i aften.” Jeg lukker døren efter mig.

”Du skal læse!” skriger hun, tydeligvis overtræt.

”Jeg læser i morgen, Karla.” Jeg sender hende et blik, som jeg hurtigt fortryder igen. I det samme begynder hun at tude.

”Jeg vil have mor!” græder hun og sætter sig op i den lille seng.

”Mor er her ikke.” Jeg går hen mod hende igen og tager hende op i min favn. Savnet til mor brænder stadig i mig, men der er en vrede indblandet, og jeg vil ikke lade den gå ud over Karla.

”Mor!” Hendes kinder er røde og hun skriger alt, hvad hun kan. Jeg vugger hende stille frem og tilbage, mens jeg sætter mig i sengen.

”Du kan ikke få mor.” hvisker jeg med min sidste kraft af tålmodighed. ”Jeg er her.”

”Jeg vil ikke have dig, jeg vil have mor!” Hun skubber til mig og kravler ned i sengen.

”Jeg er i det mindste ikke utro med en fremmed mand og får min mand til at begå selvmord vel? Jeg er forfanden meget bedre end hende!” råber jeg og rejser mig brat. Karla burde ikke vide det, men jeg kan ikke styre mig. Hun ser skræmt på mig og hyler endnu mere.

”Du er ond!”

”Du er ikke engang min søster!” skriger jeg af hende, mens adrenalinen strømmer i mig.

”Jeg gider heller ikke være din søster.” hulker hun. ”Jeg vil have mor.”
”Du skulle hellere tage at skride hen til din far, han er sikkert ligeså værst som mor.” hvæser jeg. Karla tier stille og begynder i stedet at græde. I det samme forsvinder alt vreden og jeg fortryder, hvad jeg har sagt. Forvirret prøver jeg at tage om hende, men hun rykker forskrækket væk.

”Undskyld.” hvisker jeg og tårer begynder også at trille ned af mine kinder. Der er lidt stilhed, mens Karla stille falder til ro, og derefter kigger spørgende på mig.

”Er det rigtigt at du ikke er min søster?” spørger hun stadig let grædende. Jeg indser, at jeg er tvunget til at fortælle hende det.

”Kom her,” Hun sætter sig på på mit skød.

”Det er sådan at min far ikke er din far.” forklare jeg stille og roligt. ”Mor har dig med en anden mand som er din far.” Jeg undgår med vilje detaljerne om fars selvmord, for dem behøver hun ikke, før hun bliver ældre.

”Og mor var sammen med min far og derfor døde din far?” Karla ser ud til at havde forstået lidt mere end jeg ville.

”Det kan man godt sige.” Jeg knuger hende ind til mig.

”Hvem er så min far?” Hendes øjne er smukke og uskyldige.

”Han hedder Kåre, men vi kender ham ikke.”

”Skal vi så bo hos ham, mens mor er på hospitalet?” Jeg ser forundret på hende. Hun siger det som en naturlig ting, at vi bare boede hos ham. Og hvis ikke, at jeg også hadede ham for at tage del i min fars selvmord, havde det været en mulighed. Nu er det kun er sidste udvej og et lille lys bliver tændt. Hvis man ser det som en trappe er vi nu på tredje trin. At søge tilflugt hos Kåre er andet trin, et trin ned af, og børnehjem er sidste trin.

”Det tror jeg ikke.” Jeg aer hende let i håret.

 

Der er stille i huset. Klokken er lidt i halv tolv, da jeg lister mig ud fra Karlas værelse. Hun er faldet i søvn i min favn og nu kan jeg også sove fireogtyve timer uden pause. Dødtræt lægger jeg mig i min seng, allerede iført nattøj, men da jeg slår mine øjne i mærker jeg igen kulden mod min hals. Halskæden. Jeg kan ikke sove med den, fordi jeg som altid er bange for at kvæles og sætter mig derfor op i sengen for at tage den af. Der er uhyggeligt mørkt i rummet, så jeg famler hurtigt efter min natlampe og får den tændt. Derefter låser jeg kæden op og skal til at lægge den ned, da jeg opdager en skrift på bagsiden, jeg kan sværge på, at jeg ikke har set før.

Du kan ikke ændre fortiden, men du kan forbedre fremtiden.

Skrækslagen taber jeg halskæden ned på dynen og kigger mig bange rundt, men der er ingen. Jeg aner ikke, hvor teksten kommer fra, og jeg har aldrig været overtroisk, men kan ikke finde nogen naturlig forklaring på tekstens oprindelse. Fuld af frygt lægger jeg den i vindueskarmen og prøver at forklare mig selv, at den også var der før, men jeg ikke bemærkede den. Et koldt gys går gennem mig. Alt andet er skørt. Ordnende brænder sig ind i min hukommelse.

Du kan ikke ændre fortiden, men du kan forbedre fremtiden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...