LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5151Visninger
AA

21. 19. december, torsdag

 

Dørklokken ringer og jeg springer op af sengen, for at trække noget tøj på, fra mit skab. Endelig noget ikke brugt. Dørklokken ringer igen. Jeg løber ned af trapperne og åbner døren. En lille tyk mand står og smiler venligt uden for døren.

”Godmorgen.” nikker han og træder indenfor. ”Mathias Rudolf. Jeg er fra kommunen. Skulle se på huset angående en tvangsaktion. Er du Mias datter?”

”Lykke, ja – hvornår sælger i huset.”

”Det er ikke bestemt endnu, men i skal helst flytte hurtigst muligt. Det er godt at se dig, vi skulle lige til at sætte en eftersøgning i gang, men vi har simpelt hen haft så tralvt lige for tiden, at det blev udskudt. Er din søster her også? Vi skal havde fundet er sted til jer at bo, for i er jo begge under atten, ikke sandt?”

”Jo, min søster og jeg er flyttet over til min søsters far i København.” halvt lyver jeg og byer ham ind i køkkenet. ”Jeg er her bare, for at hente nogen ting.”
”Jamen, det er jo perfekt. Jeg har flyttekasser i bilen, hvis du mangler nogen. Hvis i flytter hjem til ham, skal i vel ikke have nogen store møbler med? For så ville vi sælge dem også, så der ville være nok til at betale hendes gæld, for ja, der er jo desværre ingen arv til jer...” begynder han at fortælle meget hurtigt.

”Nej, ingen store møbler.”
”Godt, skal jeg hente en flyttekasse, så du kan pakke, mens jeg snuser lidt rundt? Husk desuden lige at minde Kåre om, at han skal skrive til kommunen om jeres adresseskift.” Jeg bliver næsten helt rundtosset af alle hans informationer, men heldigvis er en i en fart ude af døren igen for at hente flyttekasser. Jeg sætter vand over til kasse og åbner køleskabet, der er fuld af alt for gamle ting, så jeg lukker det igen, for at finde en pakke kiks frem. Ikke just morgenmadsvenligt, men langtidsholdbart.

”Her.” Mathias Rudolf er helt rød i hoved, da han kommer ind af døren igen med tre uopslåede papkasser. Jeg tager dem og begynder at slå dem ud, mens Mathias går rundt og kigger på huset. Jeg gennemgår hurtigt køkkenet og tager min og Karlas døbsske og nogen billeder, som jeg ligger i bunden. Ellers er der ikke rigtigt noget af værdi. I stuen tager jeg også nogen malerier og fotos, et par lysestager og et par andre småting. Selvom far havde haft en meget stor stilling, havde han været så lidt hjemme, at han aldrig havde fået brugt sine penge, som hans søskende og forældre nu havde arvet, da mor og far ikke var gift. Hele hans familie tog afstand til vores bagefter, og det går nu op for mig, at de godt vidste, at mor var ”morderen”. Hurtigt gennemgår jeg også arbejdsværelset og mors og fars soveværelse og har allerede der fyldt den første kasse næsten helt op. Før jeg tager Karlas værelse, som helt klart kommer til at fylde en flyttekasse, som Kåre kan få som bestikkelse til, at jeg nok bliver nødt til at bo hos ham igen, nu hvor huset blev taget fra mig end del hurtigere end forventet, kravler jeg op på loftet. Der tager jeg papkassen med fars selvmordsbrev og putter alt indholdet over i flyttekassen. Der er billedealbummer, mors gamle smykker og gamle tegninger Karla og jeg har tegnet. Alt sammen nostalgisk med høj affektionsværdi. Jeg kan ikke være kritisk ved tanken om, at alt der ikke bliver pakket, skal smides ud, men alligevel ved jeg godt, at jeg skal kunne have det hele med i toget og hen over stationerne, og selv hvis jeg tager Karlas trækvogn med bliver det besværligt.

Da jeg kommer ned igen, møder jeg Mathias på Karlas værelse, hvor jeg går i gang med at pakke de pæneste tøj og vigtigste lejetøj. I det mindste er det en lejelighed til at få sorteret alt det overflødige væk. På mit værelse får jeg fyldt den sidste kasse med min computer, kamera, bøger og tøj. Jeg har altid været typen, der havde det meste på min computer, min blog, mine noveller og billeder, så da jeg forlader værelset, er det ikke med en føleles af at skulle sige farvel til noget vigtigt.

”Jeg går til toget nu.” råber jeg op til Mathias, der sidder på loftet og efterlader mine nøgler på køkkenbordet. Jeg bider mig selv i læben, da jeg går fra huset. Mit barndomshjem, som jeg pludselig ufrivilligt skal forlade. I skuret tager jeg trækvognen og sætter alle tre flytterkasser op. I princippet kan jeg bare følge med Mathias hen på et børnehjem – bare til marts, når jeg fylder atten, men min illituion om at bo på børnehjem er så slem, efter at min veninde, Ditte, blev voldtaget på sit første børnehjem, før hun blev adopteret, at jeg vælge at tage toget til København. Jeg ved godt, at børnehjem er rigtig gode, men jeg kan bare ikke... I stedet håber jeg på, at Kåre vil tage imod mig med åbne arme – i hvert fald indskrive mig som boende på hans adresse, lige gyldig om jeg bor der eller ej.

 

Jeg træder mig selv lidt over fødderne, inden jeg tør banke på. Jeg beder til, at Theresa ikke er hjemme eller i hvert fald ikke åbner. Der går lidt tid, hvor mit blik bare leder rundt i entréen. Lejeligheden overfor tilhører Flora Svendsen, Emil Bohn og Jakob Svendsen Bohn, ser jeg på skiltet og vender mig om, for at støde ind i de tre flyttekasser i trækvognen, som jeg på forunderligvis fik hele vejen herover. Det føleles som år, før der bliver åbnet, mens jeg bare står og frygter den akavethed, der vil komme.

”Hej,” Kåre ser på mig med et løftet bryn, ”Jeg troede, du ville tage hjem.” Jeg piller lidt ved mine negle og kigger ned i jorden.

”Huset er på tvangsaktion … kan jeg bo her nogle dage?”

”Ja, du kan få gæsteværelset ved siden af Karlas.” mumler han og tager en flyttekasse bag mig. Inge spørgsmål om, hvor længe. ”Bare lad trækvognen stå, så tager vi kasserne med ind på værelset.”

”Er Theresa ude?” Jeg tager kasse med mit eget tøj, føler Kåre gennem stuen og sætter den ned i rummet for enden af stuen. Enkelt med hvide vægge og en seng. Tydeligvis det værelse, der snart bliver bliver Theresa og Kåres barns.

”Hun er på strøget med Karla.” Han går ud efter den sidste kasse.

”Du skal ikke have den herind, den er til Karla.” tilføjer jeg efter ham, og kort efter kommer han gående med den ind, men efterlader den på Karlas værelse.

”Det var da fornemt med noget mere legetøj, det bliver hun glad for.” Kåre går rastløs lidt rundt i stuen uden at vide, hvad han skal gøre af sig selv og forsvinder så ind på sit eget værelse. Jeg er overrasket over, hvor åben han er. Hvor let han siger ja. Som om alt om os er væk, og jeg bare er Karlas lidt besværlige søster. Jeg sætter mig på sengen og begynder at åbne kassen med mine ting. Ikke fordi jeg kan pakke ud, for der er ikke noget sted at stille tingene, men bare for at rummet bliver lidt mere mit. Jeg tager computeren op og sætter mig ud ved glasbordet, hvor der er en smuk udsigt over til Amager. Jeg savner at skrive, som jeg gjorde en gang. Opdatere min blog med billeder, noveller og indlæg om alt og intet. Bare lade fingrene løbe.

Jeg tænder den og åbner en browser, der automatisk går ind på min blog. Lykkeliv – Lykkes lykkelige liv. Det sidste indlæg – noget om den globale opvarmning er skrevet i starten af juli, og flere kommentarer spørger om flere indlæg. Jeg logger ind og opretter et nyt indlæg.

Vi ligger alle sammen i rendestenen, forskellen er bare, at nogen af os kigger på stjernerne og andre kigger ned i mudderet.

Så et par gamle billeder: en våd rendesten, en stjernehimmel og et par øjne og fikser det hurtigt i Photoshop. Jeg kan mærke, jeg slapper af, sådan som jeg plejede. Det er beroligende. Jeg indsætter citatet på billedet, for endnu en gang at huske mig på det.

Jeg vil kigge på stjernerne, hvad med jer? skriver jeg og uploader. Udenfor spejler eftermiddagsolen sig i floden. Hvad sagde jeg? Solen ville skinne i dag – i hvert fald indtil Theresa kommer hjem og ser mig i hendes hus. Men jeg kigger forbi Theresa, der skygger og får øje på stjernerne igen.

 

Da døren går op stivner jeg. Lydløst slår jeg skærmen ned på min Mac og stirrer stift ud af vinduet foran mig. Lyden af Karlas stemme, der taler med Theresa fylder rummet. Jeg kan se deres spejling i vundet længere henne. Theresa hjælper Karla af med tøjet og tager selv sin pelsjakke af. Når jeg ser efter, kan jeg godt se den lidt runde mave. Hendes kinder er røde og friske.

”Vi er hjemme, skat!” råber hun. I spejlingen ser jeg Kåre komme ud bag mig.

”Hej,” Han går gennem køkkenet og ud til Theresa. Jeg kan se, de kysser hurtigt, og Kåre giver derefter Karla et kram.

”Vi har købt ind til aftensmaden – ja, nu når vi skal til at være familie, må jeg jo heller lærer af lave mad!” Theresa griner let og tager Karlas hånd.

”Mor og jeg skal lave risengrød.” Det lyder helt falsk, når hun kalder Theresa mor. For hun mener det ikke, det er en maskinefuktion Theresa har tændt for.

”Ja, det er fyldt med fedt, men nu, hvor jeg ikke kan være model for de næste ni måneder til andet end ventetøj, kan man ligeså godt, når Karla nu så gerne ville. Theresa slæber plastikposerne ind i køkkenet og får så øje på mig. Jeg stirrer hende lige i øjnene i spejlbilledet.

”Hvad laver hun her?”

”Lykke har intet sted at bo, så hun bor her indtil, hun fylder atten.” Kåre tager Theresas poser. Jeg vender mig om og ser på ham af overraskelse. Jeg havde slet ikke regnet med, at han automatisk ville lade mig blive så længe – næsten som om, han gerne ville have mig til at blive. ”Hun sover i dens værelse – det er kun til marts, måske lidt længere, men det kan vi godt overleve. Den kommer jo først til juli.”

”Jamen, Kåre skat, det kan du, da ikke gøre imod os. Hvordan skal vi kunne være en familie, når hun bor her?” Theresa tog om Kåres hænder, for at få ham til at tro på hende.

”Theresa, lyt nu, vi bliver nødt til at gå på kompromis...”

”Nej, Kåre, nu vil jeg ikke mere.” Hendes stemme er tynd, da hun sætter sig opgivene på en barstol. ”Jeg vil ikke gå på kompromis mere. Jeg har gået på kompromis med alt. Givet min familie drøm for at have din datter boende. Givet mit arbejde op for, at vi kan skabe en familie. Alt har jeg gjort, for at gøre folk tilfredse, men nu vil jeg ikke gå på kompromis mere. Jeg vil have hele pakken.” Hun ser helt uskyldig ud, selvom jeg har lyst til at kvæle hende i hendes ene løgne. Kåre bliver bare stående, hvilket skuffer hende dybt.

Vi ligger alle sammen forskellen er bare, at nogen af os kigger på stjernerne og andre kigger ned i mudderet.” siger jeg, før jeg rejser mig og smækker døren til mit værelse. Der er stilhed i stuen. Jeg kan hører Karla liste ind på hendes eget værelse, mens Theresa begynder at græde stille. Derefter går Kåre ind på sit eget værelse. Der ligger en nedtrykt stemning over lejeligheden. Jeg sætter mig en i vindueskarmen ud til storbyen.

”Jeg kigger ikke ned i mudderet.” Kan jeg hører Theresa hvæse inden i stuen, og derefter snøftende begynde at lave mad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Kåre overraskede mig meget. Er han bare venlig? Er han villig til at opgive sit liv med Theresa for mig? Hvorfor lod han hans kernefamilie hænger i sådan en tynd tråd, bare på grund af mig, hans datters halvsøster?

 

”Der er mad.” kalder Theresa. Jeg åbner døren og fanger hende hadefulde blik. Hendes øjne er blodsprængte. Det er tydeligt hun føler sig svigtet af Kåre, og jeg kan godt føle med hende. Om hvordan han lige pludselig ikke ligger en arm om hende, når hun græder eller en enig med hende hele tiden. Uden et ord sætter jeg mig ved bordet, hvor hun serverer op til os. Hun siger heller ikke noget. Prøver ikke en eneste gang at redde stemningen. Heller ikke Kåre gør noget. Ikke fordi ingen af dem vil indrømme deres fejl, men de har bare lige indset et stort hul i deres forhold.

Karla siger heller ikke intet, hvilket bare er endnu et tegn på, hvordan jeg har opdraget hende, siden jeg overtog hende fra mor.

Jeg ved ikke, om jeg skal bryde tavsheden for den er sindsdræbende, men jeg aner ikke, hvad jeg kan sige uden at gøre det hele være. I stedet spiser jeg bare hurtigt, for at rejse mig, tage min tallerken ud og lukke mig inde på mit værelse med min computer igen. Journalist drømmen blusser helt op i mig. Den rigtige Lykke, der ikke er ødelagt af alle de forskellige følelser. Drømmen om at engang blive til mere end bare en pige, der febrilsk prøver at overleve vil at sove overalt i København. Flytte til England, studere til journalist og blive anerkendt. Ikke bare kigge mod stjerne, men være sammen med stjernerne.

Jeg vender halskæden om. Lykkehjulet. Vil du helst leve et hjerteløst liv i tryghed eller et kærlighedsfuldt liv på kanten?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...