LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5117Visninger
AA

20. 18. december, onsdag

 

Der er tomt i kirken, bortset fra præsten, der står ved alteret og den store hvide kiste foran. Det er en pæn kirke. Bænkene er af lyst nyt træ og loftet er en pæn blå farve. Kirken er stor og lys med et kæmpe maleri bag alteret. Ikke noget sted jeg nogensinde kunne få skaffet en begravelse til hende. Præsten ser på mig og smiler.

”Lykke?” Hendes stemme runger i rummet.

”Ja,” Jeg går ned mod hende og sætter mig på en af de sorte stole helt oppe ved alteret.

”Jeg er ked af det på dine vegne, men hun skal nok få det godt hos Gud.” Hun sender mig et trøstende smil, mens jeg retter på min sorte kjole. Karlas ligger ved siden af mig, så hun kan skifte, inden begravelsen går i gang - hvilket jeg informerede Kåre om i går.

I det samme kan jeg hører fortrin i døråbningen, og jeg vender mig om, for at se Kåre komme gående med Karla i hånden. Jeg lukker øjnene og tæller til ti, mens jeg minder mig om, at jeg skal opfører mig, som om jeg er fuldkommen ligeglad med ham, og kun gør det for Karlas skyld. Så rejser jeg mig og går dem i møde med hendes kjole. Karla løber op i min favn, og jeg knuger hende ind til mig.

”Jeg har næsten ikke savnet dig,” siger hun stolt, da jeg sætter hende ned igen.

”Okay,” Et akavet svar, men jeg aner ikke, hvad jeg ellers skal sige. Mit blik møder Kåre, og vi står et kort øjeblik og kigger på hinanden, mens jeg prøver at aflæse, om vi er på kram eller hånd. Til sidst nikker han bare.

”Hej,” Jeg rækker ham kjolen.

”Goddag,”

”Jeg har tjekket værelset ud.” Han tager Karlas hånd og skal til at vende om.

”Og hvad med Theresa?” spørger jeg, så formelt som muligt.

”Hun er okay med det hele. Karla er hendes barn og vores barn er Karlas søskende.” Han sender mig et smil, som jeg prøver at gengælde.

”Jamen, det er jo … godt, super, helt perfekt!” siger jeg i et forsøg på at overbevise ham og mig selv, men det virker ikke.

”Hvad med dig?” Denne her samtale er bare på alle måde forkert, malplaceret.

”Jeg bor hos Rico. Super sød fyr, postbud, det er super hyggeligt.” Jeg sender ham en opadvendt tommelfinger og går tilbage mod min plads. Mit blik falder på kisten, og det går op for mig, at mor ligger derinde. Mors lig. I dag er sidste dag til at sige farvel. Jeg er så tæt på hende, men alligevel så langt fra. 83 år. Gennem de store mosaik vinduer er der gråt. Solen vil skinne i morgen. Altid. Når dagen er grå, skal man huske på, at solen altid vil komme igen. I morgen vil solen skinne. Om ikke i morgen, så dagen efter den, eller den efter. Aldrig giv op for solen vil skinne i morgen. Det havde mor altid sagt, når jeg var ked af det. Så i dag ville jeg tror på det. I dag var hendes dag i hendes korte liv. Jeg opfanger svagt, Karla trække Kåre med over på en sort stol ved siden af mig. Han smiler til hende. Som en rigtig far. Det eneste jeg ønsker lige nu, er at Karla vil vide, at hende vi skal sige farvel til i dag er hendes rigtige mor. At hun også vil bruge bare få sekunder på at vinke, før mor flyver op til englene i paradis. At hun ikke bare vil spilde dagen væk, fordi hun ved at solen vil skinne i morgen – eller så snart hun kommer hjem til sine perfekte familie. For en dag vil hun fortryde det, og så vil solen går væk, selvom den frivilligt er kommet frem. Jeg smiler til præsten og lukker så øjnene let, for at bede for mor, før vi begynder.

”Kære Gud,” tænker jeg og bevæger lysløst mine læber. Mine hænder er foldede. ”Tag godt imod min mor. Hun har begået en fejl, men lad hende ikke hænge på den, for hun er en af de smukkeste mennesker jeg nogensinde har set. Hendes positivitet, hendes livsglæde. Det gør ondt, at hun allerede må forlade livet nu, men jeg ved, at du vil passe godt på hende. Hils hende fra mig – og Karla. Vi elsker hende. Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive. Amen.”

Lettet åbner jeg mine øjne igen og kigger op mod loftet. Jeg kan næsten mærke, at Gud har hørt mig. Der er noget magisk over rummet. Tryghed. I Guds hus skinner solen altid.

Præsten rømmer sig og begynder at prædike. Jeg giver mig selv lov til at græde. I Guds hus vil han tage om mig og mine tårer. Det er jo ikke farligt.

 

Jeg går bag den hvide kiste, som de to mænd bærer ud i den store sorte bil. Mine fingre glider let over den, og jeg smiler. Jeg vil smile. Det er mine sidste øjeblikke med min mor. Kåre går lidt bagved med Karla. Hun græder også ind i hans favn.

”Farvel.” hvisker jeg, da mændene lukker dørene til den store bil og sætter sig ind i den. Med et drøn svinger den ud af gårdspladsen, hvor den efterlader Kåre, Karla og jeg alene. Jeg fører min hånd op til mit hjerte, der bankede vildt. Jeg kunne mærke hende. Hun ville altid være der, for jeg ville altid elske hende. Selv efter døden os skilte.

”Hun vil altid være i dit hjerte.” hvisker jeg til Karla, der står bag mig, efter Kåre har sat hende ned.

”Det er godt jeg har en ny mor nu, så jeg ikke er helt alene i verden.” snøfter hun. I et blusser vreden op i mig, og jeg er glad for, at mor ikke er til stede.

”Ja, det er jo skønt.” hvæser jeg sarkastisk og vender mig om, for at se på Kåre. Det er hans skyld, at hun allerede ser Theresa så meget som en mor. Han har ladt Theresa hjernevaske Karla.

”Lykke, vi kan ikke skændes nu.” siger han strengt og aer Karla over håret. ”Du har jo også mig, Karla.”

”Når ja, det er rigtig, far.” Hun tager hans hånd. ”Og Lykke.” De begynder at gå over mod deres bil, mens jeg står alene uden rigtigt at ville gå hen mod bussen igen. Men jeg vil ikke tilbage til Rico igen. Jeg vil tilbage til Kejby. Til vores hus. Alle minderne. Jeg vil starte på en ny, og at fortsætte hos Rico er at gøre det gamle endnu værre.

”Kåre!” Jeg løber efter ham, lige inden han lukker bildøren. ”Det mindste du kan give mig er penge, så jeg kan komme tilbage til Midtjylland.” Han nikker, uden at sige et ord, om min så fantastiske Rico, og finder sin pung frem.

”Her,” Han rækker mig et bundt seddeler og starter bilen, for så at efterlade mig alene på parkeringspladsen. Let slår jeg seddelerne mod min hånd og går hen mod bussen.

 

Så snart jeg kommer ind af døren til den stinkende lejelighed, pakker jeg alle de ting, der er mine ned i mine to tasker i en fart.

”Jeg tager af sted!” råber jeg ind til Rico i stuen.

”Hvorfor nu det?” Han lyder lidt skuffet. ”Vi har det da ellers sjovt sammen, Camilla.”

”Jeg skal nok komme igen.” siger jeg, velvidende om at det ikke er en rejse, men en flugt fra et sort hul.

”Vi ses. Ha' det godt, ikk'?”

”Jo, helt klart.” Jeg slæber mine takser hele vejen ned af trapperne til den beskidte baggård. Hen mod Nørrerport. Helt alene. Men velvidne om at solen vil skinne i morgen. De fleste på gaden er ramt af juletravlheden, men alligevel kan jeg ikke lade være med at fryde mig over tanken, at solen vil skinne i morgen. Jeg tager det lidt af gangen. Først tager jeg hjem. Bor der indtil huset bliver sat på tvangsaktion på grund af mors gæld. Så må jeg bede om tilladelse til at flytte hjemmefra, hvis jeg stadig er atten og må så låne penge og flytte i en billig lejelighed eller måske få nogen venner og bo hos dem, indtil jeg er klar til colleget. Men er skridt af gangen og første skridt er hjem.

 

Toget er fyldt lige, da jeg står på, men så snart jeg er ude af Københavns området, kan jeg få en sideplads. Jeg er træt, og hvis det ikke er fordi, jeg er bange for at blive bestjålet eller køre for langt, ville jeg lægge mig til at sove. I stedet sidder jeg holder mine øjne åbne for ikke at døse hen. Jeg tænder min iPhone. Der er stadig nogen timer og nogen skift tilbage. Internettet er elendigt, så jeg sætter mig til at spille et tidssjælende cookiespil.

 

Jeg sætter nøglen i hoveddøren og låser op. Selvom alt ligger, som da vi tog af sted er intet det samme. Da jeg tog af sted, var jeg en helt anden, end jeg er nu. Nu er her bare så tomt. Jeg låser døren efter mig og efterlader mit drivvåde overtøj i garderoben. Klokken er næsten midnat. Jeg går en runde i huset, for at se om det hele er som det plejer. Det er dejligt at være hjemme igen, selvom det slet ikke føleles som hjem mere, nu hvor jeg er den eneste. Hotellet nåede at blive mit hjem, Rico nåede at blive mit hjem, men jeg er i tvivl om det her nogensinde kan blive mit hjem igen.

Enorm træt vandre jeg op på mit værelse og lægger mig i min seng. Den føleles gammel. Som den gamle Lykkes seng. Alligevel vælter jeg omkuld der og så på min halskæde på præcis samme sted, som jeg gjorde første gang den viste sin mystiske skrift.

Vi ligger alle sammen i rendestenen, forskellen er bare, at nogen af os kigger på stjernerne og andre kigger ned i mudderet.

Positivitet og negativitet, er det første, der slår mig. Et smil breder sig på mine læber. Solen vil skinne i morgen, så jeg vil kigge op mod stjernerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...