LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5277Visninger
AA

19. 17. december, tirsdag

 

Jeg famler rundt i sengen efter min telefon, der ringer. Rico er forsvundet, han må være taget på arbejde. Træt ruller jeg hen mod sengekanten og rækker ned efter min mobil, der ligger på gulvet. Den smadrede skærm er som et pinefuldt minde om min mors død. I det mindste er Karla lykkelig nu. Som en del af Kåres kernefamilie og snart klar til at få en bror eller søster. Tanken skræmmer mig, for selvom jeg var mere mor end søster for hende, føler jeg mig tilsidesat og overset. Endelig får jeg trykket på den grønne knap.

”Frederikke Thiesen.”

”Hej, Frederikke, det er Lykke.” straks sætter jeg mig ordenligt op.

”Jeg har begravelsen på plads nu.” Man kan næsten hører lettelsen i hendes stemme.

”Åh tak, du er en skat!”

”Det bliver ikke noget stort. I morgen klokken tolv i Skt. Johannes Kirke – jeg kender præsten.” forklare hun. Jeg griber ud efter en blog, og skribler hurtigt ned, det hun lige har sagt.
”Tusind tak, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige...” Det er et eller andet ved Frederikke, der bare for den falske sødhed til at bluffe op. Ikke fordi jeg ikke er taknemlig, men den måde jeg siger det på, er bare ikke mig.

”Det var så lidt.”

”Tak!” Jeg lægger på og lukker øjnene et kort øjeblik, for at samle mine tanker. Jeg mangler at løbe. Det er alt for længe siden, jeg har løbet. Min krop skriger efter det. Mine tanker skriger efter det. Et frirum, hvor de pludselig virker overskuelige. Jeg krøller seddelen sammen og ligger den ud i min rygsæk. Tøjet fra glemmekurven har været forfærdeligt at sove i, så jeg skifter tilbage til mit gamle igen, selvom det er klamt og ikke vasket. For jeg tvivler på, at Rico har en vaskemaskine. Minderne om natten komme frem og giver mig kvalme. Følelsen af at være tvunget. Stivheden i kroppen. Frygten. Det får mig helt til at ryste, mens jeg skifter.

Før jeg forlader lejeligheden ned til den dystre baggård, sætter jeg min iPhone i stik – nogen skulle jo nødig ringe og ikke kunne lægge en besked.

 

Hvert et skridt går op gennem mig. En dejlig følelse af frihed, da jeg løber hen over sneen i mine Dr. Martens. Løbesko, der får mig til at græmmes ved tanken om, når jeg kommer hjem igen, men følelsen af lethed, næsten som at kunne flyve, er det hele værd. Bare at tænke på alt og intet. Alting virker meget mere nede på jorden, når jeg løber, og selvom gaderne er fulde, føleles det som om, der kun er mig. Alligevel får en butik mig til at standse op. I vinduet er to sorte kjoler, hvilket minder mig om, at jeg skal havde købt en sort kjole til mig selv – og Karla. Det sidste får alle murstenene, der lige var blevet så lette at de fløj, til at flade ned i hoved på mig igen.

Karla skal med. Men, hvordan skal jeg invitere hende? Gennem Kåre selvfølgelig, men hvad skal jeg skrive? Og vil hendes nye ”mor” overhoved lade hende gå med. Det skal gøres, men jeg aner ikke, hvordan han ser mig. Som en bekendt? Som en ex? Som en irriterende pestsilens? Jeg aner ikke engang, hvordan jeg ser ham.

Jeg stopper mit løb og styrer ind i butikken. Et fornuftigt mennesker lader det praktiske komme før følelserne, så det forsøger jeg på.

”Kan jeg få to sorte kjoler?” spørger jeg damen, der sidder og filer negle med papillotter i håret, og lukker alt andet ude end det praktiske. Ikke noget om Kåre, og om, hvordan jeg invitere Karla.

”Hvilken størrelse?” spørger hun og er hurtigt ovre ved et stativ.

”Fem år – hun fylder seks til februar og en til mig; jeg er sytten, atten i marts.” Damen nikker betænksomt. ”og helst ikke for dyre!” indskyder jeg, hvilket får hende til at le. Men, hvis jeg skal fortsætte mit liv med Rico ved at droppe ud af gymnasiet og få et kassejob i netto, er 10.000 kroner alligevel ikke penge, man bare skal spilde væk.

”To sekunder.” Damen klør sig let med de lange negle i håret og forsvinder ud bagi. Jeg ser rundt. Her er kjoler til hver en lejelighed – billige i forhold til konkurrenterne. Lavere priser end der, hvor vi købte Lucia-kjoler. Jeg sætter mig på en ventestol og ser ud i det grå vejr. Sneen er smattet og halvsmeltet. Min krop fyldes af tristhed. Bare tristhed. Når jeg kigger ud i fremtiden, kan jeg ligeså godt smide det hvide flag efter mors begravelse. Der er ikke engang noget, der holder mig fra det. Familie, venner, graviditet, der gør at jeg så ville dræbe to liv. Ikke nogen undskyldninger for ikke at gøre det.

”De er fra sidste og let brugte, men fordi det er jul, vil jeg gerne give dig dem gratis.” Jeg vender mig om og kigger forbløffet på damen, der står med to enkelte sorte kjoler. ”De bliver alligevel aldrig solgt.” Jeg sender hende et stort smil og alt tristheden forsvinder fra min krop. Der findes søde mennesker. Der findes mennesker, der kan gøre ens dag bedre uden at det koster noget. En, der ville elske mig, lade mig flytte ind og betale for mig. Det er bare at finde personen.

”Åh tusind tak.” Mine øjne bliver næsten helt blanke, da jeg omfavner hende. ”Du har lige reddet mig fra at tage mit eget liv.” Jeg flyver glad ud af butikken, mens hun kigger overrasket efter mig. Hver en person, der går forbi mig sender jeg et smil i håb om, at han eller hun engang vil være den person, der gør min dag meget bedre. Elske mig på andre måde end Rico. Jeg sætter i løb tilbage mod lejeligheden. Den ville kun være en midlertidig løsning. Indtil jeg blev atten eller måske endda før – hvis jeg fandt en at elske.

 

Rico ligger på sofaen og stener fodbold igen med en pose chips, da jeg kommer hjem fra den dejlig lange løbetur med de to kjoler i hånden. Han mumler noget uforståeligt som hilsen med munden fuld af chips.
”Hej,” råber jeg forpustet tilbage og hænger kjolerne på ryglænet af en af stolene i køkkenet. På køkkendisken ligger min mobil. Jeg tager den op, mens jeg puster ud. Mit tøj klæber til min krop, og jeg indser, at jeg nok må en tur ned på vaskeriet med alt mit tøj og sove endnu en nat i tøj fra glemmekurven. Med røde kinder dumper jeg ned i sofaen ved siden af Rico og låser mobilen op.

”Har du et arbejd', Camilla?”

”Nej, - jeg går på gym.” svarer jeg ukoncentreret, mens jeg logger på Facebook.

”Nå' du ser sgu' ellers ikke så ung u'.” Hans blik falder på mine bryster, men falder så tilbage på tv'et igen. ”Jeg 'r sgu' hell'r ikk' no't stort. Postmand Rico.” Han viser mig stolt Post Danmark jakken, der ligger på ryglænet til sofaen. Da han ikke får nogen reaktion fortsætter han.

”Jeg 'r 29, hvor gam'l 'r du?”

”17.” Jeg går ind i en helt ny chatbesked og skriver, før jeg tilføjer modtager, så jeg undgår at læse vores forrige chat med de falske ord og løgne.

Lykke: Kære alle sammen. Mia Øster vil blive sendt til himmelen i morgen, onsdag d. 18. december kl. 12 i Skt. Johannes Kirke. Det vil glæde mig at se dig. Mvh. Lykke Øster-Christensen.

Derefter tilføjer jeg Kåre, for selvom jeg skrev de i flertal, kommer der kun Karla – hvis hun overhoved kommer. Lidt efter svarer han.

Kåre: Jeg eller Theresa kommer med Karla.

Ingen blinke smiley eller noget. Bare et punktum. Det sårer mig lidt at enten ham eller Theresa kommer. Det er ham, der kendte min mor og kender mig. Theresa ved ikke en skid om noget. Og når han skriver det, udstråler han bare med alt tydelighed, at de begge er Karlas forældre. Fucking kernefamilie. Jeg skærer en grimasse.

”Problem'r?”

”Bare en ex.” Jeg trækker på skuldrene og lægger en arm om ham.

Ægte kærligh'd er sgu' ikk' nog't du ska' regn' me'.” Han ler og skovler chips i ham. Jeg væmmes og glæder mig, til at jeg fylder atten, så jeg kan flytte i min egen lejelighed eller på college det kræver bare at jeg ikke dropper ud af gymnasiet, men gennemfører det sidste 1,5 år – hvilket betyder, at jeg skal skifte gymnasium inden for den nærmeste fremtid. Og så indser jeg, at jeg nok må bo her det 1,5 år endnu, når jeg har skiftet gym. Bare en nat mere med Rico for kvalmen frem i mig, men 561 nætter endnu... Men man kan vænne sig til alt. Stol på tilfældighederne. Jeg må vel bare stole på at tilfældighederne lader en smuk ung prins på en hvid hest dukke op foran mig og redde mig. Indtil videre må jeg leve et hjerteløst liv hos Rico.

 

Jeg klæder mig i endnu et sæt billig-glemmekasse-kluns og sætter kursen mod vaskeriet, for at få vasket mit tøj. Meget i håb om at møde en sød fyr dernede – eller desperat for at slippe væk fra Ricos klamme lejelighed. Men den unge dreng, der arbejder dernede er præcis samme type som Rico – ikke en, der kan tilbyde mig bedre. Inderst inde kan jeg godt mærke, at jeg har mistet mit hjerte i alt det her, men der er bare ikke plads til hjertet, når man lever som luder for at få husly.

”Hvad er prisen?” spørger jeg dødt og lægger vægt i hofterne, da jeg gør min entré, for at fange hans opmærksomhed.

”Øh ...” mumler han og roder rundt med mine negle i håret.

”Glem det, Loverboy.” hvisker jeg og sender ham et stjålent smil. En stribe savl løber ned af hans kind.

”Årh, for dig er det gratis.” Det er præcis de ord, jeg vil have, at han skal sige.

Det manglede bare.” Jeg ligger mit tøj i vaskemaskinen. ”Ses, menneske.” Jeg ruller øjnene af, hvor dum han har været at falde for mig og forlader butikken igen. Hjerteløs kan man vist rolig sige. Jeg tager min halskæde om som sidste håb til at finde mit hjerte. Solen vil skinne i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...