LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5115Visninger
AA

18. 16. december, mandag

 

Rummet er belagt i et dunkelt mørke. Kun få lysstriber trænger ind gennem de ødelagte optræksgardiner. Hans mund ligger mod min skulder og har efterladt et sugemærke. Der er svedigt i rummet. Let trækker jeg mig væk og sætter mig på madraskanten. På gulvet ligger en af hans brugte skjorter, som jeg hurtigt tager om mig uden at lukke den. Jeg kender ikke engang hans efternavn, men følelsen af at blive elsket, en krop tæt ved, et hjerte, var nok til at tage mig fra det overfyldte diskotek og herhjem. Så vidt jeg husker bor han alene i sin et værelses lejelighed, der kun består af dette her rum med fjernsyn, sofa og seng, og så stue og toilet. Mine fødder rammer det kolde gulv, og jeg gyser. Det føleles som at medvirke i en film, hvor jeg spiller en anden Lykke Øster-Christensen, for det er ikke mig, der går hen over gulvet kun iført en åben skjorte og sort blondeundertøj. Om han brugte prævention rører mig ikke engang, jeg sætter bare kursen mod bordet med en dyr parfume, en Dior. Ligegyldigt sprayer jeg min hals, for derefter at tænde tv'et. Et reality program fylder 42' tommers skærmen. Det er som om jeg lever i en bobbel og ikke kan tænke klart. Fuldkommen ligeglad med det hele.

”Camilla?” mumler han søvnigt og strækker sig i sengen. Jeg orker ikke engang at rette ham, men smiler bare.

”Du var god.” Mit blik glider rundt, og jeg opgiver at finde andet tøj end mine højtelskede stilletter.

”Os' dig.” gaber han og rejser sig kun iført boxershorts. ”Jeg ska' på arbejd' i dag, men du ka' bar' bli' så læng' du ve'.” Jeg bevæger mig hen mod ham, og lader min krop glide op af hans bare overkrop.

”Jeg smutter også om lidt, Wonderboy.” hvisker jeg med en hæs og sexet stemme, for derefter at trække mig væk. Han går ud i køkkenet og kommer lidt efter ind med en skål cornflakes og sætter sig foran fjernsynet. Der er dejligt roligt i lejeligheden. Måske er der rodet, ulækkert og lummert, men det fjerne alle mine bekymringer og gør mig til en anden pige, som jeg holder ret meget af. Hende, der bare giver slip. Som om det hele er en leg, og jeg snart stopper og lever mit normale liv uden at det har rykket sig. Mit hoved dunker. Jeg presser øjnene sammen og prøver at ignorer tømmermændene, der ligeså stille kommer for at tage hævn, for nattens alkohol indtag. Sukkende lukker jeg hans skjorte og tager et par af hans slidte jeans op fra gulvet, for at trække dem på. Nedenunder ligger min halskæde. Den der får mig til at blive fornuftige Lykke igen. Jeg lægger den i lommen, for at efterlade den kan jeg ikke få mig selv til.

”Ve' du ha' nogn' piller?” Jeg vender mig mod ham, og han rækker mig en pakke Panodiler.

”Tak.” Jeg sluger en pille. Min mave gør også ondt. ”Har du ikke andet der hjælper?” Mine tænder bider ned i min underlæbe, for at modstå smerten fra hoved. Der er som om en hel by har sovet på mig. Træt smider jeg mig i sengen og kigger hen mod ham.

”Stik fing'rn i halsen, men gør det på toilettet.” gnasker han i sine cornflakes. I min hendøsethed vandre jeg ud på badeværelset, bøjer mig over toilettet og stikker fingeren i halsen, for derefter at kaste op i kramper. Det føleles uoverskueligt at skulle finde hjem og ikke mindst at skulle bekymre sig igen, men jeg bliver nødt til at lege fornuftige mor-Lykke og komme hjem og tage mig af Karla. Det bekymre mig, at hun sidder helt alene på et hotelværelse. Jeg retter mig op, men straks kommer mere maveindhold ud over det hele.

 

Den friske luft slår mig i ansigtet som en lussing på hver side og stilletter er ikke ligefrem varme at gå i. Vaklende bevæger jeg mig hen af gaden ned af den vej, som burde fører til hotellet. Bekymringen er større herude, hvor man kan tænke, og der skaber sig en klump af dårlig samvittighed over, at jeg bare lod Karla alene, men på den anden side er det Kåres skyld. Alt det sexede og frække ved mig er gået væk, nu går jeg bare i snevejr med en meget tynd skjorte på og et par alt for store jeans. Hele min krop ryster af kulde, det er næsten så det får mig til at græde. Jeg sætter tempoet lidt op, men min hovedpine og tørhed gør, at det bliver en slingende dans han over det isdækkede fortov.

Da jeg endelig når hotellet, løber jeg op af trapperne og åbner døren med min nøgle. Mit hjerte falder hele vejen fra halsen til fødderne, da jeg ser Karla sidde fint og lege med to sokker. Jeg ryster let på hoved af mig selv.

”Godmorgen.” hvisker hun. Hendes kinder og øjne har samme røde farve. Det er tydeligt, at hun har været bange. Bebrejdelsen skyller ind over mig, men i min over fantaserede drøm havde jeg forventet, at Kåre ville sidde og lege med hende, for derefter at tilgive mig - og fri. Men nu kan jeg ikke engang få mig selv til at give ham skylden. Jeg er bare naiv og egoistisk.

”Godformiddag,” hilser jeg forpustet og smider mig på min seng, for at sparke stilleterne af. I lommen mærke jeg det kolde lykkehjul mod mit lår. Jeg ved det ikke hjælper at undskylde. Det er dumt, og det vil det altid være.

I træthed griber jeg ud efter min telefon. Intet nyt. Ingen undskyldning fra Kåre. Intet. Jeg er fortabt. Verdens dårligste lege-mor. Jeg gider ikke engang sørge for morgenmad til hende, selvom klokken nærmer sig elleve. Det hele dunker bare rundt i mit hoved. Følelser, tømmermænd, dårlig samvittighed. Jeg kan høre Karla gå ud på badeværelset for at lege. Jeg ånder bare ned i puden, mens endnu en mavekrampe går igennem mig. Drikke natten væk, sove dagen væk. Det værste er, at hvis ikke nogen stopper det, så vil det gentage sig hver dag til verdensende – eller når jeg har overskredet min økonomi så meget, at jeg bliver sat i fængsel, og Karla bliver taget af børneværnet. Det eneste jeg kan se frem til er natten, hvor jeg kan møde endnu en type, der forkorter alle ord og heller vil have min krop end mit indre. Et diskotek fuld af dansende mennesker, sved og alt for høj musik. En hjertebanken at lytte til i takt i musikken, når man smutter ud på toilettet, for at fortsætte hjem. Mine tænder bider fast om puden, mens jeg begynder at savle, og derefter at spytte. Jeg vil bare sove. Der er intet at gøre. Jeg er afhængig af Kåre.

 

Døren går, hvilket får mig til at hive mig op at sidde. Jeg har sovet i fem timer og mit hoved kun endnu voldsommere. Besværet får jeg arbejdet mig op at stå. Karla har selv fundet ud af at spise fra minibaren, som hun har glemt at lukke. Jeg vakler ud i gangen. Kåres ansigt giver mig et chok, så jeg falder baglæns ind i væggen, men når at rede mig selv op.

”Undskyld Lykke, jeg ka...” Mit blik fokusere på ham, og derefter finder min hånd frem til hans kind med et ordenligt klask. Jeg hvæser af ham. Han ser overrasket på mig og tager sig til den røde kind. ”Lyk...” Jeg afbryder ham.

”Din fucking nar. Du skal ikke komme her og tro du kan undskylde.” Han tager stramt om mine arme.

”Du er sgu' ikke meget bedre selv.” spytter han sarkastisk.

”Jeg går ikke i seng med hver anden kvinde jeg møder og fylder dem med tomme ord.” hvisler jeg og river mig væk. Vredt skubber jeg ham op af døren.

”Hvad så med det billede du sendte fra ham Rico-fyrens facebookprofil til mig i går?” Et hurtigt minde om mig, der tager et billede af mig og Rico i sengen sammen med han mobil stryger forbi.

”Det var forbi mellem os, så har jeg vel lov til at have en anden kæreste?! Du er jo så hjerteløs, at det ikke rører dig.” skriger jeg. Han river i mit hår og presser sine negle ind mod mit håndled.

”Du kan være en luder præcis så meget som du vil. Jeg kommer bare for at hente min datter!” råber han med store håndbevægelse og prøver at komme forbi mig og ind i soveværelset, men jeg spærre.

”Når nu kan du lige pludselig godt lege lykkelig familie, men nej, nu er det for sent. Du har tydeligt bevist at du ikke egner dig som far.” Jeg tager om hans arme, men han er alt for stærk og får mig hurtigt skubbet væk.

”En mor, der drikker sig pisse-stiv hver nat er måske bedre?” Han løber ind i soveværelset og går hen mod Lykke.

”Vi skulle til at flytte ind hos Rico. Han er nemlig sød og åben over for mennesker, der ikke lever i luksus!” lyver jeg.

”Gu' i sgu' så ej! Stop med at lyve, Lykke. Lad mig nu bare hente Karla.”

”Du er så skide falsk, at det ryger ud af dig. Alle dine tomme ord om, at du elskede mig. Jeg skrider. Du kan tage Karla og leve dit fise-fornemme liv, hvor ingen alligevel elsker hinanden, men bare ser godt ud til middagene med de rige venner. Ses aldrig mere!” Mit hoved syder, mens jeg vredt hiver ting fra gulvet ned i sportstasken. Min krop ryster af vrede. Jeg ville ikke havde det til at udvikle sig sådan, men jeg er for vred til at sige undskyld.

”Lykke!” græder Karla, men jeg kan ikke få mig selv til at se hende i øjnene, da jeg tager sportstasken og rygsækken og smækker døren efter mig med et brag. Tænk før du taler. Jeg burde lytte lidt mere til fornuften, men den er efterhånden brændt ned i en overdosis af alkohol.

Jeg sætter i løb mod Ricos lejelighed – eller der hvor jeg mener den ligger, for mit hoved er helt sløret. Det er dejligt at løbe igen, og det går op for mig, hvor meget jeg har savnet det. Bare at løbe. Sportstasken dunker i en rytme ind mod mine ben. Alle mine tanker forsvinder på en anden måde end når alkoholen tager dem.

 

Døren er ikke låst, så jeg går direkte ind. Fra stuen lyder der en fodboldkamp og i køkkenet kører microen med pulversuppe.

”Det er mig.” siger jeg for at bryde tavsheden.
”Kom bar' ind.” råber Rico inden fra stuen. Jeg stiller mine ting i køkkenet og går ind i den lumre stue, hvor gardinerne stadig ikke er blevet trukket op.

”Jeg mangler et sted at sove i nat...” mumler jeg. Hans blik er fjerner sig ikke fra fodboldkampen.

”Du bliver' bar' så læng' du ve', Camilla. Venner ska' jo hjælp' hinand'n.” Jeg kan hører, han smiler. ”Or' en nat mer' me' dig, gør jo ing'n skade.”

”Tak.” Der lyder et pling fra mikrobølgeovnen, som for Rico til at rejse sig øjeblikkeligt og styrer ud i køkkenet.

”Spis'r du me'?”

”Ja.” Jeg går igen ud i køkkenet, for at finde noget andet tøj at tage på, end det jeg lånte i morges.

”Orv ja, jeg fandt dit tøj. Det ligg'r på stolen.” Han kaster min kjole og nylomstrømperne hen til mig. Jeg pakker det ned i sportstasken og finder noget nyt tøj. Rico hælder suppe op i to plastik skåle. ”På toilet' er der mass'r tøj som andr' pig'r har glemt.” Jeg nikker taknemligt til ham, lader mit eget tøj være, som er beskidt efter, at det er det eneste jeg har haft de sidste 14 dage, og går ud på badeværelset. I en kurv ligger bunker af sexet undertøj, små kjoler og stiletter, der afsløre, hvor mange Rico har været sammen med. Men han er vel også de snart tredive, og på den tid kan man nå at skabe en ret stor glemmekurv. Efter at jeg har rodet det hele igennem tager jeg et par stramme læderjeans og kort dybblå kjole med lange ærmer og hjerteudskæring. Det er nok ikke det mest behagelige at sove i, men kjolen får mig til at tænke på noget jeg gerne ville have på overfor Kåre, og den er i det mindste ren.

Da jeg går ud fra badeværelset og ind i stuen, pifter Rico af mig.

”Du får mig helt te' at glæde mig te' natt'n.” lesber han. Jeg ville ønske, jeg bare kunne forsvinde. Jeg er malplaceret, som en eller anden elskerinde, der betaler om natten for at bo om dagen. Det er ikke her, jeg hører til. Det hele er bare forkert. Det skulle ikke ende sådan. For, hvad skal der nu ske? Mor bliver begravet, huset kommer på tvangsaktion. Hvis jeg ikke vil på børnehjem, bliver jeg nødt til at bo her, indtil jeg har råd til at slippe fri. Rico rækker mig en skål med suppe, da jeg sætter mig ved siden af ham.

”Vil du ha' den piftet op?” spørger han uskyldigt og rækker mig en lommelærke. Let nikker jeg. Jeg kan jo ligeså godt vænne mig til det her. Mens jeg drikker direkte af skålen overvejer jeg mulighederne. Blive hos Rico, børnehjem, spjældet. Alt, hvad jeg elsker, er blevet tage fra mig. Min far, min mor og Karla. Nu er jeg bare Lykke. Måske snart LykkeLig?

Jeg tager halskæden op, for at få et tegn om det her går eller ej, men de eneste ord, der står er: Stol på tilfældighederne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...