LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5129Visninger
AA

17. 15. december, tredje søndag i advent

 

Jeg vågner til en venneanmodning fra Theresa. Skeptisk svare jeg ja, med en bekymret fornemmelse i maven. Jeg har helt glemt alt om Theresa – og pludselig er Kåres og mit forhold ikke så let, som det føleles, når hans tungespids berører mine læber. Jeg vender min halskæde om og bliver straks opmuntret: Det skal nok gå. Ubesværet får jeg tøj på og tjekker igen min Facebook-indbakke. Kåre ville skrive, når han fandt ud af noget. Livet på det lille hotelværelse er begyndt at virke endeløst. Da jeg flyttede ind her, havde jeg aldrig troet, at jeg femten dage efter stadig ville være fanget i uvisheden på et lille hotelværelse. Med en død mor.

Pludselig dukker en besked op fra Theresa. Forbavset åbner jeg chatten og læser:

Theresa Dybbøl: Hej smuksak – tænkte vi kunne snakkes i aften over noget god mad? Om Karla og det. Baba kommer også – bliver nødt til at have nogen, der altid forstår mig. Tessa <3

Den første tanke, der falder mig ind er: hun må have sendt den forkert. Men på den måde beskeden næsten drypper af overfladiskhed, er det alligevel muligt at den er til mig. Ordet smuksak især for mig til at kigge ned af mig selv. Tyksak – smuksak. Mener hun det ironisk eller hvad? Jeg ved godt at min undervægt ikke ligefrem pynter, men det er svært at modstå lysten til at løbe, som efterhånden af ædt lysten til mad. Baba må være Barbara. Beskeden virker uhyggelig og giver mig gåsehud. Tanken om, hvad Theresa kan finde på af undskyldninger og onde ting at sige om Karla. Men hvis jeg afslår, er det som at siger, at jeg ikke længere er interesseret i Kåres støtte.

”Vi skal til middag i aften.” siger jeg fraværende til Karla, mens jeg skriver til Kåre, at vi kommer. Karla sukker, men affinder sig i endnu en rædsom middag.

Tanken om at skulle være i samme rum som Kåre og Theresa på samme tid gør mig nervøs. Vil hun finde ud af det, eller vil Kåre være helt kold overfor mig. Jeg bider mig i læben og famler med min militærgrønne kjole.

”Skal vi snart hjem?” spørger Karla fra sin seng, hvor hun leger med den ene nissedukke, jeg købte til hende i en butik overfor Fælledparken. Mit blik glider ud af det lille vindue.

”Jeg ved det ikke, Karla skat. Jeg ved her er kedeligt, men det er forhåbentlig snart overstået. Vi finder ud af det med dem i aften. I aften.” siger jeg og tænker over, hvor mange gange jeg har lovet hende det, uden at det gik i opfyldelse. Hvor mange gange vi har stået forhåbningsfuldt uden for deres dør, og derefter med tårer i øjnene forladt lejeligheden. Vi er som to bolde i et spil, der bliver kastet rundt mellem tro og håbløshed. Det skal nok gå. Min hjerne plages bare af det enkelte spørgsmål: hvordan? Jeg vil ønske, jeg kan se mig selv om ti år eller måske bare et enkelt. Død i selvmord? I en lille billig lejelighed alene med en søster på børnehjem – eller er jeg måske selv på børnehjem? Eller går det den anden vej – er jeg sammen med Kåre, som har droppet Theresa, og vi lever lykkeligt som far og mor til Karla i luksuslejligheden?

”Hvor er vores hjem nu – bor vi stadig derhjemme?”
”Hvad mener du? - selvfølgelig bor vi stadig derhjemme.” mumler jeg. Mit spejlbillede i ruden er ikke den lykkelige pige, jeg engang var. Det regner udenfor, og sneen er blevet til smat. Grå himmel, går jord. Et kedeligt skilt til en frisørsalon nede på gaden og nogen fortrækkede rullegardiner i lejeligheden overfor. Jeg orker ikke engang gå ned til neonskiltet for at købe en sort ekspresso og morgenmad til Karla.

”Du har ikke råd til at hus, og vi kan ikke bo alene uden nogen mor og far.” Hendes stemme er skrøbelig, ligesom hendes udsultede krop.

”Vi finder ud af det. Jeg er din mor nu. Stol på mig.”

”Jeg vil bare gerne have et sted, hvor jeg føler mig hjemme.” Jeg ville ønske, jeg kunne tape hendes mund over, for hendes ord såre mig et sted.

”Du kan føle dig hjemme hos mig.” Regnen pisker mod ruden. Jeg presser neglen ind i gardinet og trækker det så for. Med et vender jeg mig rundt. ”I min favn.” Hun rejser sig og løber ind i mine arme.

”Du har nu altid ret, Lykke.” hvisker hun ned i min skulder.

 

Denne aften får jeg placeret Karla foran tv'et i Theresas og Kåres værelse, før de for alvor begynder at snakke. Theresa smiler til Barbara og jeg, der sidder foran hende og Kåre.

”Det er så hyggeligt i kunne komme!” udbryder hun og hælder rødvin op i vores glas. Jeg ligger mine fingre stramt om stilken til vinglasset, for ikke at tabe det. Så skåler vi, så det klirre. Barbara griner.

”Du er jo en fryd at være sammen med, smukke.” Med hendes afrikanske krop og næsten sorte øjne minder hun mig om en gazelle. Jeg føler mig malplaceret ved selvskabet, hvor alle kender alle, og jeg er som en fremmed. En uønsket fremmed. Kåre siger intet. Flere gange prøver jeg, at fange hans blik, men han afviger. Jeg føler mig overset, men aner ikke, hvad jeg havde regnet med. At han ville tilstå sin kærlighed til mig foran Theresa og slå op med Mrs. Perfect.

”Jeg har en stor nyhed at fortælle i dag, før vi diskutere alt det andet.” hviner Theresa og tager ivrigt Kåres han. Han kigger let op. ”Har i lagt mærke til noget, der har ændret sig her på det sidste?” Jeg rynker panden – og er nok udelukket fra den gætteleg.

”Højere stilling? Stort model job?” gætter Barbara, men Theresa ryster på hoved.

”Gæt nu, skat!” Hun ryster Kåres hånd og skyder underlæben ud.

”Øh … længere ben?” mumler han.

”Nej, nej, nej.” smiler hun overfladisk.

”Giv et hint.”

”Jeg har taget 1,5 kilo på de sidste tolv måneder og en dag.” Hun lyser op som julelyset på bordet. Mit blik glider ned på hendes bryster og gætter på, at det er der kiloene har sat sig, men hvad der undre mig, er at en normalvægtig – og især ikke en model, glæder sig over at tage på. Barbara åbner overrasket munden og ved tydeligvis allerede, hvad der er i gærde. Kåre retter sig op med frygt i øjnene.

”Uden menstruation, masser af kvalme...” Hun kysser Kåre hurtigt på kinden. ”og fra man er 12 uger inden kan man ikke længere få en abort!” Mit blik forandres til rædsel. ”Vi skal have en baby, skat; Jeg er gravid!” Hun rejser sig op og rører stolt ved sin mave. Barbara skriger af lykke med hende. Jeg prøver febrilsk at fange Kåres blik. Tårerne presser på. Han skal sige noget. Ikke bare stå og kigge til. ”Vi bliver en familie. Os to og en lille for evigt!” Hun hopper op og trækker Kåre ind i et kram. Hans ansigts er udtrykløst. Alle mine drømmer hænger i en tynd tråd. Sig noget, beder jeg, Sig noget. Bare tanken om at Kåre har haft sex med Theresa gør mig utilpas. Og så ubeskyttet.

”Hvor er det fantastisk!” pludselig forvandles hans ansigt til lykke og han giver Theresa et langt smækkys. Alting brister i mig. Alle de ord. Alle de følelser. Det hele har bare været et spil. Selvfølgelig var jeg bare en trøstepræmie. Selvfølgelig vil han hellere have Mrs. Perfect – nu snart også Mrs. Svendsen. Tårerne presser sig voldsomt på. Med et rejser jeg mig og fare ind på værelset, for at hive fat i Karla. Theresa ser med falsk frygt på mig, som om jeg er en elefant, der har trådt i hendes porcelænshus.

”Jeg troede du elskede mig. Du var fucking bare ud på sex, når de engle var væk hjemmefra.” I vrede slår jeg ud efter en glasvase, der falder til jorden med en klirende lyd, da den smadres.

”Fuck dig, Kåre!” skriger jeg, før jeg smækker døren i.

 

Jeg bider i puden. Fuck ham, fuck mig, fuck forførelse, fuck fortrydelse. Alle hans ord var løgn, og jeg havde været så helt igennem latterlig at tro på dem. Alle de tomme løfter. Alle de gang jeg havde troet han ville vælge mig frem for Theresa. Men hvem troede jeg han var. Det hele havde kørt lige for næsen af mig. Hans utroskab – og så overrasker det mig, at han svigter mig? Det var hans spil, han forførte mig, og da han ikke havde brug for mig mere knuste han mit hjerte synder og sammen. Seddelen han skrev til mig ligger iturevet på gulvet. Fuck de falske ord, fuck de røde kuglepelsstreger. Alle mine drømme. Om vores fremtid. Far, mor, børn. Hvis nogen havde truet ham med en pistol, havde jeg sprunget ud foran – og min død ville han sikkert være fuldkommen ligeglad med. Jeg elskede ham. Jeg elsker ham.

Nu sidder han sikkert med Theresa på skødet og Barbara ved den anden side, mens han mærker på den lille baby inden i maven. Alt den tid vi havde tilbragt sammen var nu intet værd mere. Bare spild af tid. Han er perfekt, han er smuk, han er noget værd. Jeg er bare en desperat pige, der lader sig tro på et hvert ord. Det gør ondt at holde tårerne tilbage, men jeg vil bare ikke græde. Jeg vil ikke lade ham ødelægge min december.

Først dræber han min far, så gør han så jeg ikke kan være hos min mor til hendes død og til sidst dræber han mig. Mens jeg prøver at overleve, hjælper han mig, for derefter bare at gøre mig endnu svagere. Til grin, latterliggjort, ufattelig dum. Hver en gang han havde tændt et håb i mig, var det bare for at ende det i en ildebrand. I et rejser jeg mig. Jeg kan ikke holde ud at tænke. Det får mig til at fortryde. Alt den tid jeg har brugt med ham – og jeg ved, at jeg ikke kan få mig selv til at tage hjem, før han har sagt han elsker mig igen. Og jeg vil tro på ham. I et hiver jeg mine stilletter på, trækker en gammel ildrød og meget kort kjole uden ryg over hoved. Jeg farer ud på badeværelset, hiver alt indholdet op af min makeup pung og begynder at lægge en rød læbestift og smokey eyes med rystende hænder.
”Jeg er hjemme i nat.” råber jeg uden at lade frygten for at lade Karla alene overtage mit hoved. Hvis Kåre vil passe på sin datter, kan han bare komme, men mit hjerte skal han ikke røre mere. Receptionisten sender et langt blik efter mig, da jeg småløber ud af døren og ud i natten. Jeg kunne ligeså godt drikke natten væk; blive pisse fuld og ende i en fremmed seng. Jeg er 2.g'er – hvad fanden, det er sgu da ikke unormalt. Jeg savner at have det sjovt. Jeg savner at lade livet løbe uden at forholde mig til det. Nu hvor mit hjerte alligevel er knust, kan det ligeså godt blive kvast lidt mere. Mine fingre glider op i nakken og låser halskædelåsen op, så den glider ned i min kavalergang. Tænk før du taler. Derfra tager jeg den og stopper min gang, for at lægge den ned i ene sko. Ikke mere fornuft, bare alkohol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...