LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5127Visninger
AA

16. 14. december, lørdag

 

Kåre vinker os hen i køen, hvor han allerede står meget tættere på indgangen end jeg havde turde håbe. Vi løber hen og han løfter os begge i et kram. På min kind placere han et kys og tager os så i hver sin hånd.

”Hvad så – er du til de vilde forlystelser?” spørger han Karla.

”Jeg har aldrig været i Tivoli før. Vi kommer jo fra Jylland.” Hun smiler undskyldende.

”Det var da på tide i kom det så!” Kåre betaler for indgangen og straks slår Tivoli stemningen os i møde. Kåre trækker os med hen til en turpas-automat og køber tre. Jeg ville gerne kunne stoppe ham i at betale og betale selv, men selv med en meget mindre hotelregning vokser de 10.000 kroner ikke.

”Hvad skal vi prøve først?”

”Nisser!” jubler Karla – og vi sætter kursen mod julemarkedet. Der er fantastisk flot over det hele med julepynt og nisser – også uden for julelandskabet. Springvandet springer lystigt rundt om julesneen, der har lagt sig. Der dufter af brændte mandler, og skrig og julemusik fylder baggrunden. Det er uundgåeligt ikke at smile. Det er som om vi efterlod alle bekymringerne ved indgangen og så kan hente dem igen, når vi går hjem. Herinde er der bare liv og glade dage.

Ved nisselandskabet bliver Karla helt vild og render rundt mellem nisserne, der taler sammen mens de bager kager, pakker gaver ind og står på ski. Jeg har aldrig set noget lignende. Kåre ligger armen om mig og så går vi rundt som far og mor efter Karla. Mine kinder er røde og mit hjerte banker. Jeg tager øjnene fra den lykkelige Karla og kigger på Kåre. Han smiler stort til mig og kysser mig på kinden.

 

At vi har Karla med passer mig helt fint, for så slipper jeg for at komme op i de vilde forlystelser. I stedet prøver Kåre og jeg på skift veteranbilerne, den flyvende kuffert, flyvemaskinerne og karrusellen efter, at hun har løbet utallige gange frem og tilbage i nisseland. Det er dejligt at se hende oprigtigt glad igen. Bare barneglad ikke noget med rørt-glad eller smuk-glad. Hun fortjener en far som Kåre, for Kåre er en fantastisk far. Bedre end jeg nogensinde har været som mor eller søster. Da dagen langsomt bliver til aften og Karla er godt udkørt efter at havde været rundt på legepladsen og ved Rasmus Klumps pandekage hus, går vi rundt om søen, der er smukt oplyst af små lamper i forskellige farver. Kåre har taget Karla på ryggen, hvor hun halvsover.

”Det har været den bedste dag nogensinde.” mumler hun og gaber. Jeg slår mine hænder sammen for at få varmen, for kulden kommer med mørket.

”Nu skal vi bare have noget at spise, så kan vi komme hjem.” Jeg aer hende og tager så Kåres hånd. Alt andet end os og Karla er glemt. Jeg er bare hans og han er min. Ikke Theresas. Hvorvidt han skal slå op med hende har vi ikke snakket om endnu. Så vi kan være sammen.

Vi sætter os ind på Grøften og bestiller noget mad.

”Skal vi til at vende snuden hjemad snart?” spørger Kåre Karla og nusser hende let. Hun ligger sit hoved på hans skød.

”Neeej, dagen skal blive ved forevig!” siger hun og lukker øjnene. En tjener kommer med vores drikkevare.

”Drik lidt af din æblejuice.” Jeg får hende til at rejse sig og sætte munden om sugerøret.

”Hvad er det for et smykke du har der?” Kåre læner sig hen over bordet og tager om lykkehjulet, der hænger om min hals. En kold fornemmelse går igennem mig, da han vender den om og læser bagpå, heldigvis i tavshed.

”Det minder mig om, at der lige er en ting til, vi skal se, før jeg kører jer hjem.” Kåre smiler hemmelighedsfuldt. ”Den er smuk.”

”Jeg har fået den af min far.” Tårerne presser på, og jeg gør alt for at stoppe dem.

”Åh, undskyld.” Han sætter den straks tilbage og ser flovt ned i jorden.

“Men den betyder ikke noget for mig,” skynder jeg mig at tilføje.

 

Kåre bærer end sovende Karla hen mod det hemmelige sted han ville vise mig. Vi går rundt om en vej og i det samme genkender jeg stedet.
“Du ved dit navn, det mindede mig om det her sted, så jeg synes ikke du skulle gå glip af det.” Jeg stivner. ”Du hedder jo Lykke, ikke sandt?” Han tager min hånd, der pludselig er iskold og trækker mig hen mod hjulet. Manden i boden er den samme.

Hvilket nummer vil du have?” “Hvilket nummer vil du have?” Min vejrtrækning bliver mere og mere besværlig. Det er svært at kende forskel på virkelighed og minder.

“18.” gisper jeg, mens mine øjne bliver mere og mere slørrede.

Godt valg min pige.” Jeg skriger, men der sker intet.

“LYKKE!”

Så skal vi jo se om dit navn giver dig held og lykke. Lykkehjulet drejer og drejer og drejer. Kvalmen stiger op mod min mund. ”Ja, livet er som et lykkehjul. Du drejer og ser, hvilken lykke du får.” Der er hvide prikker for mit slørrede syn. Jeg griber ud efter noget men falder. Det hele vælter ud af min mund, mens jeg græder og skriger.

 

Kåres arme er omkring mig. Jeg er i sikkerhed. Han aer om mit hår, mens jeg falder til ro. Vi er ude af tivoli på et toilet. Der er stadig bræk i min mund. Jeg trækker mig let væk, mens mit hjerte kommer i normal rytme igen. Karla ser forskrækket på mig. Jeg ved ikke, hvad der er sket, for det hele er et stort kaos.

”Du besvimede.” siger Kåre. Jeg tager munden ned mod håndvasken og lader vandet løbe, mens Kåre holder mit hår tilbage. Smagen af bræk forsvinder.

”Tak.” Jeg føler mig ydmyg. ”Det er bare … gamle minder.” Han nikker forstående og ved, han ikke skal spørge mere.

”Lad os køre hjem.”

 

Karla sover, da Kåre sætter os af uden foran hotellet. Jeg læner mig forover, og vi kysser.
”Jeg skal nok finde ud af noget. Det er bare ikke så nemt.” hvisker han og trækker sig lidt væk. ”Men alt bliver godt igen. Det lover jeg.” Jeg åbner bildøren og stiger ud. Så tager jeg Karla med fra bagsædet og skal lige til at gå ind på hotellet, da Kåre tilføjer: ”Du er altså smuk, du er.”

Karla sover op mod min skulder. Det er ikke til at differere, hvad Kåre og jeg er, og det gør mig sindssyg. Er vi kærester? Eller er jeg bare en trøstepræmie når Mrs. Perfect er ude at rejse? Livet er et lykkehjul, nu må jeg dreje det og se om den lander på lykkelig kærlighed. Ude efter mystiske råd griber jeg halskæden. Det skal nok gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...