LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5239Visninger
AA

15. 13. december, Lucia fredag

 

Jeg vågner med sommerfugle i maven – ikke over noget specielt, bare ved tanken om Kåre. Et smil breder sig på mine læber. I morgen – det er i morgen vi skal i Tivoli med ham. Jeg vil helst ikke tænke på det. Men han overskygger også alle mine gamle minder med sin kærlighed. Jeg elsker ham, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. I et spring er jeg ude af sengen. I dag er dagen, hvor jeg bare vil nyde julen. Jeg kan bare mærke det er en god dag. At sorgen stadig er der, men jeg har kontrol over den. At jeg er i balance.

Frejdigt vækker jeg Karla, og vi tager begge de smukke hvide kjoler på og sætter håret som aftalt. Jeg finder også to lange stearinlys frem, så vi har et hver mellem de foldede hænder. Mens vi fjoller rundt og gør os klar, øver vi os på sangen, som Karla allerede kan fra børnehaven. Gymnasiet har jeg selv lagt bag mig. Der er så meget andet jeg skal have styr på først, før jeg kan begynde at lære igen.

Jeg stiller mig op bag Karla og åbner døren for hende.

Nu bæres lyset frem, stolt på din krone...” begynder vi, mens vi med slæbende skridt vandre ned af den tomme værelsesgang. ”Rundt om i hus og hjem, sangen skal tone...” Jeg lukker øjnene og går bare til melodien. Flammen fra stearinlyset varmer mit ansigt i den kolde gang.”Skænk os af lykkens væld, lige til livets kvæld.” Tårerne skaber sig bag mine øjenlåg. Mor var nået til livets kvæld, havde ikke fået velsignelse af Lucia fra lykkens væld til at overleve. ”Sankta Lucia, Sankta Lucia...” Jeg følte det som en indre bøn til gud om velsignelse til Karla. Hun skulle ikke ende som en ung engel som mor. Kun 34 år. Hun fødte mig i samme alder, som jeg er nu. Da havde hun allerede levet et halvt liv. 17 år med 17 år tilbage. Det var uforståeligt, hvis jeg kun havde levet det halve af mit liv nu, selv hvis jeg var gravid og havde en kæreste som senere blev min mand og droppet ungdomslivet med uddannelse. Der var så meget liv tilbage for mig nu – og måske alligevel ikke. Jeg mærke mine inder blive våde. Mine øjne åbnes. Jeg havde kontrol over min sorg – og jeg frigjorde den nu i lyden af Karlas smukke stemme og det stemningsrige skær fra stearinlysene. ”Sankta Lucia, Sankta Lucia...” Karla stoppede op og vendte sig mod mig. Hendes ansigt var oplyst af lyset så det fik et rødligt skær. Hun så utrolig smuk ud i den kjole og med håret opsat. Vi ligner begge engle. Vi er børn af engle.

”Hvorfor er dine kinder våde?” spørger hun uskyldigt.

”Fordi jeg elsker dig.” snøfter jeg og puster lyset ud. Karla gør efter mig. Der bliver mørkt i gangen. Som hotellets eneste beboere kunne vi godt stå op og synge ved sekstiden om morgenen uden at det irriterede nogen.

 

Jeg ser mig i spejlet, mens Karla lyner ryggen op i min kjole. Det er oprindelig en billig bryllupskjole. For mit indre blik ser jeg Kåre ved siden af mig i en kirke. Jeg smiler, men ser så ned på halskæden, der hænger om min hals. At overgive sig selv til en anden er modigt. Det er ikke, fordi jeg vil gifte mig med Kåre eller noget nu, men pludselig strejfer tanken mig, om det er klogt at lade mit hjerte ligge i hans hænder, når jeg ved at hun kan knuse det i en håndevending. Nogen gange må man også bare tage nogen chancer, ellers sker der aldrig noget i livet. Bare et led ud – se på min far. Hans gravsten står nu på en øde kirkegård, fordi han overlod sig til min mor. Høj kærlighed og dyb fortrydelse, står der på den. Noget jeg først forstår nu. Kan jeg ende som ham? Måske tilgiver han min mor i himlen, måske sidder de begge og kigger på mig nu? Hvad siger de? Gør jeg det rigtige? Jeg elsker ham bare. Enkelt og meget kompliceret.

Karla lyner lynlåsen ned og jeg tager kjolen af. En aften hvor Kåre og jeg er alene, vil jeg tage den på igen og lade ham tage min hvide uskyld.

 

Efter vores optog beslutter jeg mig for at sætte mig ind i København, og vi ender med at tage en bus ud til en stor legeplads i Fælledparken. Jeg sætter mig på en gynge i et meget højt rødt gyngestativ, mens Karla leger rundt for sig selv på forhindringspladsen af træ. Jeg kan se på hende, at hun mangler nogen at lege med, og jeg ved, at jeg ikke vil kunne fylde pladsen ud. En på hendes egen alder. En anden end hendes fantasiven Rex, som hun altid fortæller historier til og leger med – især efter vi forlod Jylland og alle hendes venner i børnehaven. Jeg kan være en mor for hende, når der en sjællend gang er tid en søster, men aldrig en veninde. Faktisk er jeg mere mor en noget andet for hende. Jeg opfører mig som hendes mor, og biologisk set er jeg ikke engang mere end hendes halvsøster.

Mine tanker flyver hen på Kåre. Jeg føler, hvordan han ville knuge min hånd og skubbe mig, så jeg gyngede højere. Hvordan vores læber ville mødes i et kys og følelesen af lykke går igennem mig. Min mor tog hans mødom og han tog min, så kan det da heller ikke blive mere besværligt. Alligevel kommer det let. At overgive sig selv til en anden er modigt. Men lad os så sige, at jeg er en modig person, ikke?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...