LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5275Visninger
AA

14. 12. december, torsdag

Da jeg slår øjnene op, bliver jeg straks sukket, da kroppen ved siden af mig er væk. Har jeg bare drømt om den vidunderlige nat? Karla sover heldigvis stadig. Jeg møver mig ud af sengen, men ser så en seddel, der hvor Kåre havde ligget.

”Fuck, hvor jeg elsker dig Lykke! Skal nok tage mere ansvar fra nu af, det lover jeg. Du skal ikke ende som i går. Jeg er taget i skole efter den bedste nat i mit liv. Ved du er på røven og hvis du har penge, vil jeg ikke lade dig bruge dem, for du er her stadig, fordi jeg er ubeslutsom, så lagde penge til dig på disken og betalte din nuværende hotelregning. Rydde også lige op på badeværelset.

Theresa tager afsted på modeljob igen på fredag. Mød mig lørdag ved hovedindgangen til Tivoli klokken tolv, så tager vi derind, dig, mig og Karla. Vil give hende nogen af de faroplevelser, hun ikke har haft det sidste halve år.

Kys Kåre <3” Hans besked får mit hjerte til at springe. Han elsker mig. Han skriver han elsker mig. Vores nat var bedre end dem han har med Theresa. Han har inviteret os i Tivoli. Jeg holder besked ind mod hjertet og falder hen mod sengen igen. Fra nu af vil jeg tage det hele som en voksen ligesom Kåre, så går alting bedst. Det er okay at græde, – tjek – men husk at kom op at stå igen. At stå skal jeg så gøre nu. Jeg rejser mig op, tager undertøj og den ikke brækfyldte militærgrønne kjole på og ranker ryggen. Jeg må blive voksen og takle det hele, men nu er jeg bare forelsket. Positiv. Alt skal nok gå, så længe Kåre er i verden. Han skal redde mig som prisen på den hvide hest. Der er lys forude for en god jul – juleaften i så fald.

Kåres seddel gemmer jeg i lommen på min rygsæk, hvor jeg også finder min iPhone, som Kåre må havde ryddet op. Jeg går ud på badeværelset, som ganske rigtigt er helt ryddet. Ikke det mindste spor af bræk. Digitaluret på væggen viser at klokken er halv tolv. Vi har sovet længe, selv Karla som sover så tungt som nogen kan og vågner så tidligt som nogen kan. Da jeg bevæger mig ind i værelset igen, ser jeg dog at hun slet ikke sover, men ligger med hoved mod væggen og leger med sine fingre.

”Godmorgen skat.” Jeg lader min hånd glide igennem hendes hår.

”Er du okay?” Hun vender sig mod mig.

”Jeg er okay. Jeg er her nu, og jeg går ikke igen.” Jeg tager hendes hånd. ”Og på lørdag tager vi i Tivoli med Kåre, og derefter finder vi ud af noget. Denne gang for alvor.” Jeg kysser hånden og rejser mig fra sengen.

”Hvad kunne du tænke dig at lave i dag?”

”Købe Lucia-tøj. Det er Lucia i morgen!” siger hun ivrigt og springer op. ”Vi skal nok klare os uden mor, Lykke. Det er nemlig okay at være ked af det en gang i mellem.” Hun er klog. Meget klog. Jeg føler mig pludselig som babyen og hun er moren. Vi tager tøj på og kommer ud i byen.

 

Vi står i en stor kjolebutik, hvis priser ser ud til at være rimelig - under 300 for en kjole af den slags vi har valgt, hvilket er meget billigt. Karlas er hvid og enkel med helt lange ærmer, og den går hende til knæene. Hun ser utrolig smuk ud i den, så hvis vi fletter hendes hår i en rosenkrans, bliver hun den smukkeste Luciabrud i vores eget lille værelsesoptog i morgen – et af Karlas ønsker. Min er helt ned til gulvet – dog så den ikke slæber, kjolen er ret enkel, og stykket fra hjerteudskæringen og de lange ærmer er der hvide blonder i chiffon. Jeg tager begge kjole og vi følges op til kassen.

”Vi bliver prinsesser!” udbryder Karla og griner. ”Jeg tror, jeg kan mærke lykken nu. Ligesom dit navn, Lykke. Det var jo, det jeg sagde, man kan godt være lykkelig selvom, man nogen gange er ked af det.” Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal svare hende. I stedet aer jeg bare hendes kind i køen.

”Du fortjener også en masse lykke. Den skal nok komme, selvom det har været kaotisk siden min fars død.” Hun nikker.

”Man skal bare koncentrere sig om at nyde de lykkelige øjeblikke, i stedet for at tænke på, at man på et tidspunkt igen bliver ked af det.” Karla er en af de få mennesker, der kan få mig til at græde, fordi jeg er rørt. Ikke engang Tictanic kan, men det kan hun. ”Det gælder bare om at finde de mennesker, som gør en lykkelig. Du gør mig lykkelig, Lykke.” Hun tager min hånd og ligger sit hoved mod min arm. Mine øjne er blanke.

”Du gør også mig lykkelig.” hvisker jeg grådkvalt.

 

Da jeg kommer hjem med en lykkelig – og mæt Karla, sætter jeg mig for det praktiske ved mors død. Hun skal begraves, alt med huset og arven må komme senere. Jeg finder Frederikkes nummer på min telefon, for jeg aner ikke, hvordan jeg skal få styr på mors begravelse og Frederikke er nok den der er fysisk tættest på.

Efter tre lange bip er der hul igennem.

”Frederikke Thiesen.”

”Det er Lykke,” siger jeg, som om hun burde vide, hvem jeg er.

”Åh Lykke – du ringer om din mor ikke sandt? Er du okay?” spørger hun kærligt.

”Jeg er okay.” Jeg synker en klump. ”Begravelsen.”

”Åh min skat. Det må være hårdt for dig.” Jeg føler næsten hendes fingre stryge hen over mit hår, hvilket for mig til at hulke. Der er stille lidt.

”Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre med huset, arven og begravelsen, jeg vil aldrig kunne finde ud af at arranger sådan en.” snøfter jeg.

”Nurh...” siger hun og holder en tænkepause. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg kan hjælpe dig.”

”Det hele er helt håbløst.” Jeg ved det ikke er voksent at spille ulykkelig, selvom jeg er det. Men jeg vil ryge ned i et sort hul igen, hvis jeg også skulle til at overskue begravelsen.

”Lad mig klare det for dig.” siger hun til sidst.

”Tak – åh tusind tak!” udbryder jeg og kan kramme hende så hårdt, at hun faldt om.

”Det var så lidt.” Hun lyder lidt overvældet, og jeg kan høre på hende, at hun allerede har fortrudt lidt. ”Jeg ringer til dig.”

”Du reder mig. Du er en helt.”

”Tak.”

”Jeg er i København lige nu af personlige årsager – kan hun blive begravet der?”
”Okay det er en aftale, jeg ringer.” Derefter stopper vi samtalen. Jeg bider mig selv i læben. Det hele ser overskuelig ud nu. Smerten gnaver stadig i mig, men jeg er kommet op og stå – og det er jo okay at være ked af det engang imellem.

 

Jeg ligger søvnløs i sengen og vender jeg drejer mig. Der mangler noget til at fuldende pladsen ved siden af. Jeg mangler Kåre. Faktisk kan jeg mærke et lille savn, der kalder på tårer. Tænk at jeg kan græde over noget så åndssvagt som, at Kåre er i den anden ende af byen, ligeså godt som jeg kan græde over min mors transformation til engel. Men hver gang jeg lukker øjnene, kan jeg bare ikke sove.

I stedet opgiver jeg gabende og tager min telefon i håb om at han har svaret på den besked jeg skrev, da jeg ventede på Karla i prøverummet.

Lykke: ”Elsker også dig, så mit hjerte gør ondt. Det var den bedste nat. Tusind tak for hjælpen! Glæder mig til lørdag! <3” Intet svar, men han har heller ikke læst den endnu, så det gør mig ikke nervøs. Han har sikkert bare haft en lang skoledag med en masse lektier. Men den tankegang bliver dog hurtigt brudt, da jeg ser at han er blevet tagget i et billede fra Theresa.
”Har sjældent haft det bedre– og vi er kun lige begyndt! <3” Så er der et billede af Barbara til venstre, der rækker tunge og holder en regnbuefarvet cocktail i hånden, Theresa i midten der kysser Kåre på kinden og presser sin krop op af hans og Kåre med et shotglas. I baggrunden er der diskoteks lys og folk, der danser. Et eller andet får mig til at føle, at hun kun ligger det ud for at gøre mig jaloux, men jeg husker Kåres ord og løfte om, at han elsker mig. Jeg bevæger mig ud et farligt sted og stoler på ham – selv som direkte vidne til, at han er sin kæreste utro. Kærligheden har gjort mig blind, for den gift han nu bruger mod Theresa. Det virker helt naturligt, at han bedst kan lide mig. Ikke forkert, ikke forbudt at elske ham. Gør det mon det for ham?

Jeg tager min trofaste halskæde op og læser på den, for jeg mangler virkelig gode råd. At overgive sig selv til en anden er modigt. Og hvad skulle det så betyde?

______

 

Så er vi halvvejs?! Det er lidt sindsygt! En anden ting, der også er lidt sindssyg er alle de kommentarer og likes! TUSIND TAK TIL ALLE JER, DER FØLGER MED!!

Hvad synes i om historien? Hvad synes i om situationen? Om Lykke og Kåre og om Kåre og Theresa? :)

Smid hjertens gerne en kommentar eller et like! Det betyder SÅ meget! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...