LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5148Visninger
AA

12. 10. december, tirsdag

Positiv og med et smil på munden tager jeg Karlas hånd og ringede på døren. Kåre åbner og Theres står lige bagved. Som altid med dyrt mærkevare tøj, der er stylet perfekt. Hun ligger en hånd på Kåres skulder og sender os et falsk smil. Det er tydeligt, at hun ikke er så vild med, at i er her, hvilket allerede får nervøsiteten til at brede sig.

”Velkommen.” smiler Kåre og skaber plads til os i entréen. Der dufter af sushi og soya.

”Hej far,” Karla smiler til Kåre og tager tøjet af. Jeg kan se et overrasket blik fylde Theresas øjne, da hun straks trækker ham lidt væk.

”Vi har lavet sushi.” Theresa følger os ind til det flot opdækkede bord med farverige sushiruller. Jeg har aldrig selv smagt sushi, og da jeg ser pindene ved siden af tallerken, gør det det ikke bedre. Karla og jeg sætter os på den ene side af glasbordet med ryggen mod udsigten og Kåre og Theresa på den anden side. At Theresa er her, gør det hele lidt akavet. Jeg ved, vi skal være seriøse voksne og diskutere, Kåres ansvar for Karla, men hver gang jeg tænker på Kåres krop tæt mod min, kan jeg ikke lade være med at være bange for, at hun kan læse mine tanker. Kåre sender os alle et startende smil.

”Nå – vil i have noget sushi?” Han rækker fadet over mod Karla, der tager to ruller med fingrene. Jeg bider mig let i læben over, at hun ikke opfører sig pænere. Da fadet er sendt rundt, er der igen stilhed. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få startet samtalen.

”Jeg ved ikke, hvor meget ansvar vi kan tage for Karla. Vi har jo vores liv sammen og vil gerne snart skabe vores egen familie.” Theresa ser undskyldende på mig, selvom det er tydeligt, at hun ikke mener det. Den sukkersøde og uskyldige stemme gør mig sindssyg. Hun tager om pindene og spiser elegant et stykke sushi. Jeg selv fumler stadig med de sorte spisepinde, og hvis ikke, det var, fordi jeg sad foran hr. og fru. Perfekt, ville jeg også spise med fingrene som Karla. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg nikker bare.

”Kåre vil efter eget ønske stadig beholde sit faderansvar,” siger hun anstrengt og fortsætter: ”men nu da din mor bliver rask, vil vi helst undgå for meget pasning.” Jeg kigger mod Kåre, der bare kigger ned i sin tallerken med sushi. Han burde sige sin kæreste imod.

”Men nu er det jo sådan, at når man har et faderansvar betyder det rent faktisk, at man har halvdelen af ansvaret.” forklare jeg og forsøger ikke at virke for spydig. Inden i mig selv slutter jeg sætningen med ”Bitch!”.

”Nu er det jo også sådan, at Kåre sagtens kan bortadoptere Karla.” Theresa sender mig et dræberblik og fortsætter med at spise sushi perfekt. Jeg har ondt af Karla, der bare sidder og gemmer sig i stolen.

”Nu er det jo sådan, at Kåre har lovet at beholde Karla.” Jeg sender hende et blik tilbage og fumler med mine pinde, så jeg ender med at tabe sushien ned på tallerkenen igen.

”Nu er det jo...” begynder Theresa igen, endnu mere spydigt, før Kåre afbryder hende.

”Nu er det jo sådan, at det er mit barn og min kæreste, der skal tages hensyn til!” Han kigger vredt på os begge. Jeg begynder straks at skamme mig lidt. ”Undskyld Lykke, men prisen for at jeg beholder Karla, må gå efter Theresas behov. Kompromis.” Theresa nikker og lægger en arm om Kåre.

”Du forstår det ikke vel?” spørger jeg håbløst og føler, at jeg er til grin, fordi jeg har troet det hele nok skulle gå. Tårerne presser på. Jeg ryster let på hoved.

”Jeg forstår Lykke, men du må også forstå mig.” siger han og lægger pindene.

”Det kan godt være, at mor bliver rask nu, men mit liv er stadig et helved. Jeg mangler en ny start og den kan du give mig.” Jeg stopper med at tale, for min stemme er alt for skrøbelig.

”Kære Lykke, vi kender dig ikke. Hvorfor skulle vi ofre vores familieliv, for en pige vi ikke kender? Kan du forstå det?” Theresas falske sødhed kan rende mig. Jeg kigger ned på den ødelagte sushi.

”Dit liv er perfekt, mit er det modsatte. Vi kan skabe ligevægt. Godt liv begge to.” siger jeg kun henvendt til Theresa.
”Men hvis du havde det lykkelige, søde ven, ville du heller ikke opgive det. Allerede nu er du ego...” Midt i hendes sætning tager hun sig for munden og løber ud mod toilettet. De lyder bræklyde derudefra. Jeg fanger Kåres blik. Han skammer sig.

”Hun har bare haft lidt kvalme her på det sidste.” undskylder han. Jeg ser mod Karla, der har røde øjne og ligger helt krympet sammen. Jeg skal lige til at tage hende op på mit skød, da min telefon ringer. At jeg ikke kender nummeret, der ringer, gør mig nervøs. Jeg går ind i Kåre og Theresas soveværelse og tager den.

”Hej det er Lykke Øster-Christensen.” hilser jeg med rystende stemme.

”Goddag, du taler med Frederikke Thisen fra Kejby hospital.” Jeg genkender straks damens, der viste mig op til mor, jyske accent. Tårerne begynder allerede at gøre sig klar til kapløb, for jeg ved allerede, hvad hun vil sige.

”Siden operationen har din mor, sagt hun har haft det bedre,” lægger hun ud, ”vi har troet på det, og derfor ikke fået givet din medicin, vi nu indser, hun har manglet. Og nu...” Hun synker en klump.”

”... er hun død.” færdiggøre jeg hendes sætning.
”Ja.” hvisker hun. Alt braser sammen. Det er ikke til at bære. Jeg har inden for det seneste halve år mistet begge mine forældre. Minder fra min barndom, vores forhold, alt vi nogensinde har lavet sammen køre for min indre hinde. Jeg kan ikke forstå, at hun er død. Som at hun ikke er her mere og aldrig mere kommer til det. Der er et hul i mig. Det gør ondt. Så ondt, at det ikke er til at holde ud.

Jeg hører mig selv skrige, og Frederikke komme med trøstende ord, men telefonen når at glide ud af min hånd og ramme jorden med at smæld, før jeg når at forstå dem. Alle de timer jeg har spildt på at skændes med hende, være sur. Jeg ville ønske, hun var der til at tage min hånd, men nu var jeg helt uden fald-net. Uden noget at støtte mig op af. Fortabt. Jeg mærker et par stære arme omkring mig. En varm favn. Alt er slørret af tårer. En hånd glider beroligende hen over mit hår.
”Min mor er død.” hvisker jeg i hans øre, selvom jeg ved, han ved det. Han knuger mig ind til sig. Hendes gravsten. Sorgen. Smerten. Jeg kan ikke klare at skulle være alene, men på den anden side, kan jeg heller ikke lide at være i hans favn. Ham, der svigtede mig. Jeg hiver voldsom væk fra ham, tager min telefon, hvor skærmen er flækket, og skriger igen. Karla følger mig med ud i gangen uden et ord og tager sine ting.

”Lykke!” Han prøver igen at kramme mig, men Theresa holde ham tilbage – og han gør som hun siger. Mit hjerte gør ondt. Jeg kan ikke ånde. Hun er her ikke længere. Hun er den smukkeste engel i himlen. Karla spørger ikke om noget, da vi styrter ud i regnvejret, men hun græder. Der lyder et stort torden, som får os til at løbe hurtigere gennem regnen, og bag alle højhusene ses et lyn. Jeg er bange for alt. Det føleles som om, der er uendelig langt til hotellet. Og det skal forstille at være jul. Jeg plejede at elske jul, men nu ved jeg at det ikke bliver den bedste jul nogensinde, i stedet beslutter jeg mig, spurtende og drivvåd og et nyt mål. Jeg vil ikke gøre denne jul til den bedste nogensinde, men prøve at gøre den så god som mulig inden for de rammer, der nu er i år.

Nyd tingene, mens du har dem, du ved aldrig, hvornår de forsvinder.

Jeg fik ikke nydt mor nok. Alle skænderierne kører for mit indre blik. Alle de gange jeg har taget hende forgivet bliver nu til regn fra mine øjne. Det er en ting alle mennesker burde lærer noget af, men i det øjeblik beslutter jeg mig for at huske det. Lave en tatovering på indersiden af min hjerne. Jeg vil ikke skulle løbe gennem hagl og torden med en pige på fem år, der det sidste halve år ingen omsorg har fået igen, fordi jeg har taget livet forgivet. Med et standser jeg. Det hele er uoverskueligt, men jeg bliver nødt til ikke bare at løbe fra det. Karla ser undrende på mig.

”Lad os gå hjem.” siger jeg og begynder at gå i et normalt tempo. Min mor er død. Det hele gør så utrolig ondt, men jeg kan ligeså godt gå – for Karlas skyld.

 

Jeg flår døren op til hotelværelset. Karla græder stadig, men sætter sig pænt hen i et hjørne.

”Mor bliver en smuk engel.” opmuntre jeg hende grædende og forsvinder ud på badeværelset. Min makeup er løbet helt ud. Jeg tager en vådserviet og begynder at rense min hud, mens jeg prøver at kontrollere mit hjerte, der banker derud af. Jeg har det dårligt. Føler jeg skal kaste op. Jeg er forladt. Alene. Kun mig og Karla tilbage. Vi har ikke råd til huset. Ikke råd til nogen ting. Måske ikke engang råd til en begravelse. Store piger græder ikke. Hvorfor græder jeg så? Jeg er den største nu. Jeg er Karlas mor.

Jeg har givet op. Kan ikke overskue at tage hjem, men heller ikke at blive. Mit ansigt er rent igen, men intet i mig er. Jeg lægger den ødelagte mobil på toiletbrættet og stiller stilleterne pænt op. Så tager jeg det pæne tøj af og lægger det i en bunke ved stilleterne. Heldigvis hænger min oversize sove T-shirt i brusekabinen, for at gå ud til Karla, før jeg har styr på mig selv, er ikke til at overskue.

Den inderste skræm på min telefon er smadret. Smart, Lykke! Du har jo også masser af penge efter at havde brugt en masse i København. Da jeg lader min finger glide over kan jeg ikke mærke det, men da jeg tænder er det tydeligt. Der er besked efter besked efter besked fra Kåre. Jeg vil ikke svare. Fucking Kåre. Jeg kyler min kjole ind i væggen og synker ned i brusekabinen. Så græder jeg. Bare græder og tænker på alle de stunder med min mor. Lykkelige som store skænderier. At hun ikke er her mere og aldrig vil være det. Alt det jeg fortryder. Jeg vil kigge fremad, men det eneste jeg kan nu er at kigge tilbage. Se på alt det jeg er gået glip af med hende.

Ud mod natten banker Karla forsigtigt på den låste dør.

”Skrid!” råber jeg grådkvalt af hende.

”Jeg er sulten.” hvisker hun stille.

”Tag fra baren.” Jeg tager nylonstrømperne fra bunken i hånden og kyler dem hen mod døren. Jeg er bare sur på mig selv. Sur på Kåre. På Theresa. På alle. Jeg høre en svag hulken, men ignorerer den. Jeg er egoistisk, naiv, men jeg mangler bare sådan en mor. I ren afreaktion flår jeg halskæden af. Skimmer kort teksten og kyler den ind i døren.

Mist ikke troen.

Fucking gode råd, som man alligevel ikke kan bruge til noget!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...