LykkeJul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2013
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Lykkes far uventet begik selvmord for fem måneder siden, blev Lykkes liv en hel del sværre. Hendes mor må tage alle de jobs, hun kan for at betale huslejen, samtidig med at hun altid er sløj. Derefter har Lykke overtaget moderrollen for sin femårige søster Karla. Men da Lykkes mor får konstateret kræft og bliver indlagt, må Lykke for alvor tage ansvar, og da hun pludselig bliver tvunget til at opsøge en studerende i Købehavn som den sidste udvej før helved, bliver hendes liv vendt op og ned. Uventede følelser opstår, sorgen brænder og spørgsmål stilles uden svar... ((Dette er en julekalender, men den indeholder ikke overdreven meget jul, så en kan sagtens læses resten af året))

82Likes
272Kommentarer
5167Visninger
AA

3. 1. december, første søndag i advendt

Lyden af saksen der klipper i glanspapiret og ”Christmas Lights” der køre på radioen i baggrunden, er det eneste der fylder vores lille, men hyggelige stue. Det er længe siden, der sidst har været så stille i stuen. Enten plejer mor at sidde og tale i telefon med nogen fra arbejdet ved spisebordet og ellers skriger og hyler Karla, men jeg kan godt forstå hende. Det hele er et kaos, og det er langt fra blevet bedre. Mor, der arbejder konstant eller ligger med smerte eller hoste med blod. Og far der ikke er der. Far, der er skylden i mors arbejde for at betale huslejen. Far der forsvandt uden grund. Far som jeg fandt med en kniv i hånden og et stort sår på halsen. Far der bebrejdede os, svigtede os.
”Lykke?” Karlas lille hånd tager om min, og først der opdager jeg at den ryster. Jeg hader når jeg forsvinder i mig selv i min vrede til far, men følelsen af svigt gnaver stadig i mit bryst – selv efter fem måneder. Hendes lyse lokker falder om hendes bekymrede barneansigt, som kun burde være fyldt med fryd og glæde. Sidens fars død er hun blevet alt for voksen, det er alt for længe siden jeg har set hendes øjne stråle som kun ellers Karlas øjne kan.
”Hvordan går det med din tegning?” spørger jeg i stedet og kigger ned mod papiret foran hende. Hun læner sig tilbage, for at vise mig den, så knasten på hendes nissehue falder ned i hendes øjne.

”Det er os,” Hun smiler let til mig og rækker mig tegningen. Den forestiller hende og jeg hånd i hånd, begge storsmilende og foran et juletræ. Jeg er overrasket over hendes tegneevner, for selv i en alder af fem tegner hun bedre end jeg nogensinde har gjort.

”Den er godt nok flot!” siger jeg med oprigtig entusiasme i stemmen og fanger hendes øjne, ”Er det sådan vi skal holde jul?”

”Mmm...” Hun er allerede dybt koncentreret om at tegne sneen bag vinduet. Jeg vender blikket mod det guldhjerte jeg er ved at klippe ud, men Karla kigger på mig igen. Denne gang med et alvorligt blik, man ikke burde kende til i sådan en ung alder. ”Men sådan bliver det ikke, vel?” Overrasket over hendes spørgsmål, får jeg kun mumlet nogen uforståelige ord.
”Nej, selvfølgelig bliver det som du har tegnet.” Får jeg fremstammet bevidst om at det er en løgn. Ingen vil nogensinde kunne gøre den jul god. Jeg ved knapt nok om mor har fri juleaften og der bliver med garanti ikke råd til gaver. Mit blik glider ned på mit udklippede hjerte igen, da en sætning snurre i mit hoved. ”Julen er hjerternes tid. Julen er den tid, hvor hjerterne skaber mirakler.” Længe summer sætningen i mit hoved, mens jeg lytter efter Karlas tusch der køre hen over papiret. Bag hendes blik gemmer der sig tårefyldte øjne, for hun er klog. Hun ved jeg lyver. Men behøver jeg lyve? Er jeg tvunget til at gøre det til en dårlig jul? Kan jeg redde den? Mit hoved køre på højtryk indtil jeg endelig kommer til en konklusion. Jeg kan ikke klare høre Karla græde om natten i hjerternes tid. Af alle mennesker fortjener hun ikke en stresset storesøster, en syg mor, der aldrig er hjemme og en død far. Af alle mennesker jeg nogensinde har mødt er Karla det smukkeste. Hun fortjener ikke en dårlig jul.
”Det her bliver den bedste jul nogensinde.” Jeg retter mig op, fanger hendes blik og smiler stort. Opsat på at holde det.
”Er du sikker?” spørger hun. Jeg tager hendes hånd og klemmer den let.
”Det lover jeg,” Hun smiler stort til mig, for hun stoler på mig.

”Vent lige her,” Jeg går ud i køkkenet og finder en pose pebernødder, der egenligt burde holde til hele december, og hælder dem op i en rød skål. Derefter tager jeg en lighter fra skuffen, men ender med at bande den væk over, at vi hverken har kalenderlys eller adventslys. Smutte i supermarked kan jeg ikke, for jeg vil ikke trække Karla med derned mor er ude. Til lægen for at finde ud af om hun er syg. Et stik af bekymring breder sig, men jeg lader det ikke ødelægge stemningen. I stedet går jeg ud til Karla, der stadig sidder ved bordet og rækker hende pebernødderne.
”Spis så mange du vil,” siger jeg i et muntert tonefald, og beroligere mig med at det nok nærmere er sundt end usundt for hende, for hun er undervægtig. ”Og i aften kan vi se julekalender og hygge med mor.” Karlas øjne ser på mig som om hun ikke kan tro, at hvad jeg siger er sandt.
”Du driller,” hvisker hun.
”Nej,” Jeg nusser hende i håret. ”Det her bliver den bedste jul nogensinde.”

 

Jeg betragter mit spejlbillede i grydelåget i den tyk dis af damp. Under låget koger pasta, for risengrød har vi heller intet af. I første øjekast er jeg normalt smuk. Lyse krøller, blå øjne og hjerteformede læber. Men når man har stået og stirret lidt, kommer deltaljerne frem. Lidt sorte render kan skimtes og en rynke i panden. Jeg høre døren gå, og løber straks fra køkkenet og ud i entréen, hvor Karla allerede har omfavnet mor. I forhold til hende, ser jeg hverken træt eller stresset ud. Siden fars død er hendes udseende steget med tyve år. Alt for tynd, gråt hår og blegnet hud. Hendes øjne er blodsprængte og våde, og hvis ikke Karla var der ville jeg havde spurgt til grunde til tårerene på hendes kinder, men hun snøfter dem hurtigt væk, og jeg lader det ligge til senere.

”Hvordan gik det?” spørger jeg i stedet. Mor sætter Karla ned på gulvet igen og begynder at tage sit våde tøj af.

”Fint,” mumler hun, mens hun lyner sine vinterstøvler op. ”Det er helt normalt, at have det sådan.” Et smil breder sig på mine læber og klumpen, der har ligget i min mave siden hun begyndte at blive syg for alvor, forsvinder.
”Fantastisk!” Jeg giver hende et stort kram og trækker hende med ind i stuen.

”Vi skal se julekalender,” forklare Karla og anviser hende en plads i sofaen. ”Vi har pebernødder.” Mor skal lige til at sende mig et bebrejdende blik, fordi hun ved vi ikke har råd til at spise sådan noget hver dag, men barneglæden fra Karla, smelter hende hurtigt op. Mens Karla fortæller lystigt om vores juleklippeklister dag og giver en rundvisning, om hvor vi har sat julepynt op, smutter jeg uset ud i køkkenet igen og hælder vandet fra pastaen. Det er en af de få gode aftner i aften, og jeg nyder det. Første december og det kan ikke blive bedre. Efter et hurtigt tjek på kødsovsen, begynder jeg at dække spisebordet i stuen op. Middagen af pasta med en kødsovs der mest består af tomater er måske ikke i top, men det er stemningen, og mere kan jeg ikke ønske mig denne aften, og det gør pludselig ikke noget, at jeg igen måtte aflyse aftaler med mine venner for at passe Karla.

 

Klokken nærmere sig midnat, da jeg får sat et sidste punktum i min engelsk stil, som jeg burde havde lavet i stedet for julekalender, men jeg fortryder det ikke. For sådan en hygge findes sjældent her i huset. Karla sover trygt inde i det der engang var fars gamle kontor. Han plejede at hjælpe mig når jeg kæmpede med engelsk, men ikke længere. Det var dengang vi havde mange penge, og vi altid havde det nyeste gear og skulle til at flytte i et meget større hus. Indtil alt det sjove brat stoppede. Og fordi mine far ikke var kristen ville han ikke giftes, så han efterlod os ingen penge. Kun en stor husleje og et hul i hjertet. Det er kun om natten jeg tør tænke på ham for alvor, for der kan jeg græde, så meget jeg vil, uden Karlas trøstende blik og omsorgsfulde spørgsmål. Mine bekymringer skal ikke smitte af på en femårig.

Jeg sukker og lukker computeren ned. En MacBook Air. Nok også det eneste gode han efterlod mig. Min iPhone og min MacBook, for han var rundhåndet og brugte penge på alt og alle, fordi han var så rig. Dengang ville jeg havde beskrevet ham som omsorgsfuld og alt andet end egoistisk. Nu er det det omvendte. Når jeg tænker på alt, hvad han har taget fra mig. Alt hvad jeg havde for fem måneder siden og ikke har nu.
Først og fremmest den gode følelse af at alt var i orden. Balance. Derefter min mor. Han har taget alt den tid hun før havde brugt på os, og nu tvunget hende ind i en gæld, der betyder at hun nu må have fem arbejder. Med min mor har han også taget mig, for jeg har overtaget min mors rolle med at hente og passe Karla. Og deri har han taget min førhen aller største livsværdi: mine venner. Nu kan jeg ikke engang betegne dem sådan mere, for selvom de nu og da spørger, hvordan det går og om vi skal hænge ud sammen, hedder det dem nu og ikke os. Når jeg skal hente Karla, har jeg aldrig tid til andet end de nødvendigste lektier og så er det det. Ingen filmaftner, ingen fester om fredagen, ikke noget af det alle andre 2g'ere lavede.

Alt jeg ejede tog han med sig i graven.

Med frustrationen kørende rundt som adrenalin går jeg hen mod min seng, for at putte mig ned under den varme dyne, men i samme øjeblik går døren op og mor kommer ind.
”Er du stadig vågen, Lykke?” Der er ingen foragt eller overraskelse i hendes stemme, bare et spørgsmål.

”Ja,” Jeg ser spørgende på hende gennem det halvoplyste rum. Hun mumler først en masse uforståeligt og kan ikke rigtigt få noget sagt, før ordende kommer og skære igennem luften som knive, der derefter rammer mig i brystet.

”Jeg har kræft.” Hendes stemmer ryster og tårerene står ned i stimer af hendes kinder. Først fryser jeg. Ordende vil ikke trænge ind til fornuften. I stedet for at tænke knuger jeg hende bare ind til mig og lader hende græde ud i min skulder. Uden at vide, hvad det vil betyde for vores fremtid eller hvor slemt det er, græder jeg bare med hende. Intet vil gå op for mig, for det kan jo ikke være sandt. ”Lad det være en løn, lad det være en løgn.” beder jeg inderligt i mig selv.

”Jeg elsker dig, Lykke. Du er en fantastisk storesøster og jeg hader at det går ud over dig,” Hun trækker mig lidt væk og ser mig i øjnene. Jeg kan se det hele kommer om lidt. For hun har ikke sagt alt. ”Det er alvorligt, meget alvorligt. De indlægger mig i morgen, så du bliver nødt til at overtage huset det næste rum tid.” Billeder af endnu en gravsten. Min mors lig. Jeg kan ikke klare at miste endnu en forældre.
”Nej,” er det eneste jeg kan sige. Mit hjerte gør ondt. Så ondt, at det ikke er til at holde ud, at have det siddende.

”Du bliver nødt til at være stærk, Lykke. Jeg ved du kan.” hvisker hun og ligger så mit hoved ind mod hendes hjerte. ”Jeg elsker dig.”
Min verden er brast sammen ned over hoved på mig. Alting er et helved. Mit løfte til Karla bliver aldrig til sandhed, for julen bliver et helved. Mit liv bliver et helved. Jeg kan se nedtællingen for mig selv, til mor tager afsted på hospitalet i morgen. Hvordan vil jeg kunne klare det? Hvordan vil Karla kunne klare det?

”Jeg elsker også dig, mor.” hulker jeg, mens alting gør ondt af sorg.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...