"If I die young" - One Direction (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 23 sep. 2013
  • Status: Igang
Scarlett Rose Jones tabte kampen til kræft, som syttenårig. Scarlett var ikke som alle andre piger, men hun var nok det de fleste piger ville ønske de var. Scarlett var forlovet med Harry Styles. Harry Styles fra det verdenskendte boy bandet One Direction. Men da Harry skal rydde op i alle Scarletts ting, finder han noget han ikke vidste om hende. Han finder hendes dagbog. Han vidste slet ikke hun skrev dagbog. Men han læser den igennem, og finder ud af alt hvad Scarlett tænkte, imens hun kæmpede imod kræften.

14Likes
12Kommentarer
1072Visninger
AA

3. 'This one is for you, love.'

Mit blik glider ud over det store publikum, i aften. Det er den første koncert efter hendes død, og jeg kan allerede mærke et sug i maven. Jeg har følesen af at jeg skal kaste op hele tiden, og jeg har ikke lyst til at være heroppe. Dog ved jeg at hun holder øje med mig, deroppe fra. Mit blik glider op mod loftet, og et lille smil titter frem. Drengene var meget støttende, da jeg selv forslog at begynde på tour’en igen. Mine tanker har brug for at komme væk fra alt det her, men alligevel har jeg valgt at jeg vil gøre noget specielt i aften. Mine øjne glider igen udover det store publikum, og jeg går lige så stille frem mod mikrofonen som er placeret midt på scenen. ”Som i nok alle sammen ved .. så er det knap en måned siden, jeg mistede mit livs kærlighed …” – der kommer flere gisp fra fansene, og jeg bliver selv nød til at se en smule ned, og tage en dyb indånding for ikke at græde. Emnet er utrolig utroligt følsomt for mig, og jeg græder nærmest bare ved tanken om hende. ”derfor vil jeg gerne, dedikere en sang til hende. Det er første gang i hører den, og nok også sidste gang. ” – jeg har ikke tænkt mig at synge den for andre end publikummet i aften, for det skal være en sang kun til hende.

Melodien til ’Don’t let me go’, begynder og jeg træder et skridt tilbage, inden jeg går frem igen og tager blidt fat omkring mikrofonen. ”Now you were standing there right in front of me, I hold on it’s getting harder to breath. Alle of sudden these lights are blinding me, I never noticed how bright they would be. I saw in the corner there is a photograph. No doubt in my mind it’s a picture of you, it lies there alone in its bed of broken glass. This bed was never made for two. “ – mine øjne bliver hurtigt fugtige, og jeg er nød til at kigge tilbage på de andre drenge, inden jeg forsætter min sang. ” I’ll keep my eyes wide open, I’ll keep my arms wide open. Don’t let me, don’t let me, don’t let me go, cause I’m tired of feeling alone. “ – hver gang at ordene ‘don’t le me go’, forlader mine læber bliver jeg mere og mere rørt. Jeg vil ikke have at du forlader mig, selvom det er for sent, og du har forladt mig og hele verden.

Da jeg har sunget færdig, bliver hele salen mørk. Men inden for få sekunder, er der placeret et stort billede af Scarlett, på skærmen. Der bliver helt stille, og alle holder vel et minut stilhed. Jeg bevæger klodset min fødder hen mod drengene, som er hurtige til lægger deres stærke og beskyttende arme omkring mig. Jeg er svag, eller jeg har i hvert fald aldrig følte mig svagere end lige nu. Tårerne glider ned af mine kinder, og et nyt hulk forlader mine læber, imens de prøver at trøste mig.  Det var dig der gjorde mig stærk, og nu når du ikke er her er jeg svagere end nogensinde.

Efter koncerten blev jeg hurtigt hjulpet ud i tour-bussen, hvor jeg fik lov at være alene. Nu ligger jeg bare i sengen, og har din dagbog presset ind mod brystet. Jeg har lige læst endnu en dag, og det gør så ondt. Det gør så ondt, at vide alt det her på den her måde, tænk hvis du bare havde delt det med mig. Et suk forlader mine læber, inden jeg kort kommer med et snøft. Jeg åbner igen bogen, og tager den ud fra mit brystet, og lader mit blik glide ned over bogstaverne, og starter vel bare med at læse.

 

Kære dagbog.                                                                                          Tirsdag d. 29. oktober.

I dag kom vi op at skændes. Mig og Harry. Det er ligesom om at mit humør bare bliver og dårligere og dårligere. Jeg skælder ham ud over ingenting, og vrisser af ham når han laver den mindste fejl. Han prøver bare på at hjælpe mig, men jeg vil ikke have hans hjælp. Jeg vil klare mig selv, selvom det er umuligt. Jeg har ufattelig dårlig samvittighed, og undskyldte også hurtigt for min opførsel bagefter. Jeg vil ikke bruge et minut af min dyrebare tid, på at skændes med ham jeg elsker. Jeg har ikke lang tid tilbage, og det ville være for dumt at spilde min tid på at skændes med ham, når jeg kan bruge min tid på at vise jeg elsker ham i stedet for.

Vi snakkede om det til aften, og for første gange holdt han ordenligt om mig. Han pressede mig ind til ham, som om han aldrig ville give slippe mig igen. Det er den bedste gange han nogen sinde har holdt om mig, og jeg kunne virkelig føle hans kærlighed til mig. Selvom det kun varede for et kort øjeblik, så betød det mere end noget andet. Jeg har bare savnet alle hans kram, som giver mig en følelse af at han elsker mig. Ikke fordi jeg er i tvivl. Men når han ikke tør at røre mig, føler jeg mig som et vrag, eller et glas der er på randen til at blive knust. Han er så bange, eller det føler jeg i hvert fald han er. Bange for at jeg går i stykker. Men uanset hvad så, er jeg jo væk på et tidspunkt.

Her den anden dag, hørte jeg ham faktisk inde på hans værelse. Han sad og sang lidt lavt for sig selv. Han sang nogle ord af en sang, jeg vil gætte på hedder ’Don’t let me go’, for det sang han op til flere gange. Jeg ved godt at det er unfair af mig at jeg lytter, når han har sagt at jeg ikke må høre den endnu. Men så kan han bare lære at lukke døren efter sig, ikke? – det synes jeg.

Jeg er faktisk begyndt at kunne mærke at mine kræfter forsvinder, men jeg prøver at skjule det lidt. Jeg har svært ved at holde en kop, uden at mine hænder ryster. Jeg kan ikke gå en meter, uden at skal stoppe op for at få vejret. Men Harry, ved det ikke. Eller det tror jeg ikke han gør, for jeg har prøvet at skjule det lidt for ham, for jeg vil ikke have at han bliver bange eller tror at tiden er kommet. For tiden er ikke kommet, ikke endnu. Jeg er ikke klar til at dø endnu, jeg er ikke klar til at give slip på alt det jeg elsker overhovedet ikke klar.

Jeg lukkede bogen sammen, og måtte igen begrave mit ansigt mod puden. Hun fortalte mig aldrig, at hun ikke følte sig klar. Hun virkede altid så frisk, og altså hun ville gå i døden med et smil på læberne, og sagde hele tiden at hun ikke var bange. Men efter at have læst de her, virker det anderledes. Hun virker bange, bange for at dø. Men hvem ville ikke være det? – hun måtte have været skræmt. Men hvis hun bare havde fortalt mig det, så kunne jeg have passet på hende. Jeg kunne have beroliget hende, og fået hende til at snakke med mig om det, så ville det hele have været fint. Men hvis hun havde en følelse af at hun helst, ville holde dig for sig selv … så er det også okay. Jeg vil ikke bebrejde dig noget, jeg vil kun ligger her og tænke på alle vores minder. Alle de gange mine læber har mødtes med dine, og alle de gange jeg holdt dig tæt ind til mig. Alle de gange ’jeg elsker dig’, er blevet sagt, og jeg vil bare huske på hvor meget jeg elsker dig og hvor meget alle andre elskede dig. 

 

- Så kom der endelig noget mere til jer, sorry det tog tid. Men jeg er syg idag, og tænkte at så kunne jeg lige så godt bruge tiden, på endnu et kapitel. Dog, er det ikke rettet for fejl, da jeg ikke lige har overskud til det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...