Ulv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Hannah er medlem af en speciel klan, der kan ændre deres form til den af et dyr. Hun har næsten kun lige været gennem ceremonien, der markerer, at hun nu er på vej mod voksenlivet, da der sker noget, der vil ændre hendes liv på den frygteligste måde. (Jeg deltager i fantasykonkurrencen med en blanding af mulighed 1 og 2.)

3Likes
0Kommentarer
267Visninger

1. Prolog

Det var kort før daggry. Hun så nervøst rundt på forsamlingen i den mørke lysning. I dag var den store dag. Dagen hun altid havde vidst ville indhente hende. Ikke at det hjalp hende meget nu. Hun var nøgen, så hun følte sig bar og udsat. Hendes mave var en stor knude af ængstelse, for hvad der nu skulle komme. Frem fra mængden kom "den ældste". Han standsede næsten lige foran hende, så de nu begge var i centrum, og kiggede hende dybt ind i øjnene. "Mrogitha jhiabrothis." Hans stemme var dyb og beordrende - blikket intenst. Tilkaldt fra mængden kom hvide skygger. De omringede hende og begyndte så hurtigere og hurtigere at cirkle omkring hende, indtil de næsten var som en hvirvelvind. Nu kunne hun ikke længere se noget af lysningen. "Ufgunha hi kribokuov. Lad hende se. Lad hende høre. Lad hende vide." Hans stemme var som et fjernt minde. Et ekko fra en drøm.

Med et var der intet. Alt var væk. Der var ingen farver. Ikke mere usikkerhed eller frygt. Der var kun hende. Frem af intetheden kom pludselig en bekendt men alligevel fremmed skygge. Hun var ikke bange, for hun vidste hvem det var. Hvad det var. Den standsede lige foran hende og kiggede på hende ligesom hun kiggede på den. Så hylede ulven. Den hylede højt og længe. På et tidspunkt, hun vidste ikke hvornår, begyndte hun også at hyle. To stemmer i harmoni med hinanden hylede ud i intetheden. Gradvist begyndte intetheden at forsvinde. En hvirvelvind af skyggedyr kom langsomt til stilstand. Der var ikke længere nogen hyl - kun ulven og hende.

"Mrogutho jhiabrothis" Virkeligheden ramte hende som et slag. Alles øjne var rettet mod hende. Det var samme situation som før. Stadig lige ubehageligt, men der var noget som var anderledes. Der var noget, der havde gjort oprør inden i hende, med en vildhed hun aldrig før havde kendt til. Det var en del af hende, men alligevel separat. Ulven. Hun kiggede ned i jorden. Var ubehageligt opmærksom på øjnene der fulgte hende, da hun endelig talte. "Jeg har hørt. Jeg har set." Varsomt kiggede hun rundt på mængden. Der var ulideligt stille - selv skoven holdt vejret. "Jeg kender nu mit navn." Så begyndte hun at hyle af den opgående sol. Langsomt ændredes hendes skikkelse fra den af en pige til den af ulven. Så brat som hun var startet stoppede hun nu igen. Der var atter stilhed. Mængden brød ud i høj jubel. Hun tog sig selv i at knurre lavt inden hun fik hold på sig selv. Et hvidt skær indhyllede hende kort inden hun igen var sig selv. Lidt forfjamsket tog hun hurtigt mod tøjet der blev rakt frem til hende af hendes far. "Velkommen Hannah" Han smilede lykkeligt til hende. Hun smilede også glad til ham om end lidt træt. Alle skulle over og give hende hånden mindst en gang. "Tillykke Hannah." "Tillykke." "Så er du endelig en af os." "Tillykke." "Så blev du endelig voksen." "Tillykke og velkommen." Hver og en af dem smilede. Ikke alle smil nåede øjnene, men hver og en smilede til hende. Det var sådan hun godt kunne lide at huske dem i dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...