mislykket.

mislykket. ham, lige så meget som jeg, og dem, værre end os. men alle mislykkede, ikke en rigtig. ikke en der var foruden denne virus, som vi alle havde flydende rundt i årerne, en virus som fik en hver celle i kroppen til at føle sig i live. føle at livet var en leg, en dans som skulle danses til man sejnede. noget som der faktisk var en mening med, den mening var at livet skulle leves fuldt ud på vores måde. men det var en illusion, en ide. en rimelig fix ide faktisk.. men ikke virkelig, ikke virkelig som det her lorte liv vi alle prøvede at komme igennem. hver. eneste. dag.

jeg hørte ham godt råbe mit navn, højt og idevarslende. lige sådan et råb jeg ikke havde tænkt mig at lade mig bemærke med, jeg fortsatte bare med at danse. danse livet ud.
danse følelsen af af afhængighed ud af min krop, ud af mit sind. men det fik jeg jo egentlig ikke noget ud af.. ud over at lande på gulvet med svedet drivende af mig. mislykket, og uden en fremtid. hvis jeg ikke snart passede på.

3Likes
1Kommentarer
160Visninger
AA

3. Ham.

Jeg ved egentlig ikke hvad der fik mig, til at gøre, som jeg gjorde. Jeg mener.. Jeg tror egentlig bare at jeg ville straffe mig selv, for at være så dum! så ligeglad, med alt der var ikke havde noget med mig at gøre.. Jeg var så fucking egoistisk.. Men ikke når det kom til ham. Nej. Han var den eneste der fik mig til at føle at jeg var okay.. men det var lang tid siden jeg sidst havde set ham, han kom og gik. Så jeg måtte nøjes med at forestille mig at jeg lå og kiggede ind i de nødde brune øjne og rørte ved det næsten sorte hår, lod mine fingre glide kærligt over hans blege porcelæns hud. He was 2 good 2 be true. Hold kæft hvor jeg elskede den dreng. 
Jeg kæmpede mig vej op af min seng og satte mig på gulvet ude på badeværelset, hev fat i spejlet der stod på vasken. Og rodede lidt op i mit hår og lagde ny make up oven på den fra igår. Ca. 15 min. senere var jeg ude af døren. 

jeg satte kurs mod det indre københavn, og landede foran min gamle skole. Der hvor jeg mødte ham for første gang. Jeg gik hen, og tog fat i håndtaget og bad til at den var åben. Jeg var heldig idag. 

Jeg gik igennem de lange og kolde gange, hvor jeg konstant blev mindet om alle de dårlige minder jeg havde fra folkeskole tiden.. forfærdelige ting jeg oplevede.. jeg satte mig op af den kolde væg, der var malet rød. Grimt. Som resten af skolen, den var gammel, det var tydeligt. Og hærget efter så mange år.

Jeg vågnede op på en anden gang, forvirret over hvordan jeg var havnet der og forvirret over hvor alle børnene var. Jeg rystede undrenede på hovedet men lagde så igen mit hoved ned mod de kolde og hårde fliser. Der gik et par minutter før jeg opdagede hvor jeg var. 
jeg var der hvor jeg mødte ham for første gang, i syvende klasse. et forfærdeligt år, præcis lige som alle dem der kom efterfølgende. Jeg lukkede øjnene og genkaldte den dag for mig. En dag i november, det regnede. Jeg ved egentligt ikke hvordan jeg var landet dernede på gulvet, som der hvor jeg lå.. Men så kom han, og lagde sig ved siden af mig, og kiggede på mig med de der smukke øjne og spurgte mig hvad jeg egentlig lavede dernede med en underlig, sørgmodig stemme. Jeg kiggede ham direkte i øjnene og kvalte det hulk der kæmpede sig vej op ad halsen, og mumlede noget med at han var syg i hovedet og bare skulle lade mig  være. Allerede der havde han gjort et stort indtryk på mig.

Jeg rejste mig op, og gjorde mig fri af fortiden og dens omklamrende sørgmodig. Tog min mobil op og ringede til Camilla. -jeg er hos dig om 10 minutter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...