Shadows

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Hele Violets liv har været én lang vinter. Altså kun sæsonmæssigt - hendes eget liv har været fyldt med banquetter, teselskaber, fine kjoler og en tjenerstab, der fulgte enhver ordre, hun kom med. Men til hendes sekstenårs fødselsdagsbal, da klokken slår tolv, bliver hele balsalen angrebet. Violet når ikke engang at se, hvem angriberne er, før hun bliver trukket til side og ind ad en hemmelig gang, hun ikke har hørt eller set noget til i de seksten år, hun har boet i slottet. Hun får hjælp af sin gamle guvernante med at stikke af, og ender midt ude i den kolde skov, og hun er hurtigt ved at fryse ihjel, men får så hjælp af en mystisk fremmed, der ender med at redde hendes liv mere end en gang - og som ved, hvorfor hendes slot blev angrebet på lige præcis den dag, hun blev voksen. Valgmulighed 1

2Likes
3Kommentarer
242Visninger

1. I: Overgang

De fleste kulturer havde en overgang. Jeg havde læst om en stamme i Syden, hvor de sendte deres unge ud for at overleve en uge i ørkenen, den dag de blev 15, eller fik deres menstruation i kvindernes tilfælde. Jeg havde hørt om "dåben" i norden, hvor man, ligesom vi gjorde, når vi fødtes og fik navn, blev døbt i et bassin. Der gjorde de det bare i ishavet, og den unge skulle selv komme op, når han eller hun først var kastet i. Selvfølgelig overlevede de fleste, jeg mener, de kunne alle svømme, og de havde levet hele deres liv ude på isen. Her, i Forest End, var det ens sekstenårsfødselsdag. Og i dag var det min tur. 

Jeg løftede armene, "som en svane løfter sine vinger", huskede jeg at Cosette, min guvernante altid sagde, da jeg var lille. Og nu stod hun her, sidste aften som guvernante - i morgen var jeg nemlig voksen. Hun strammede mit korset, og jeg holdt vejret inde, mens jeg bed mig i læben.

"Det er en dårlig vane at bide sig i læben, Violet," sagde hun, da hun lagde mærke til det, og jeg smilede stort. Intet kunne få mig i dårligt humør på denne dag.

"Du har ret. Jeg skal opføre mig som en dame, jo," sagde jeg og sænkede mine skuldre en anelse, da hun bandt korsettet. Derefter hentede hun yderskørtet frem, løftede det over min petticoat, og lukkede de tre perleknapper. Hun fandt den lille rosebroche frem og satte den på skørtet, hvorefter jeg drejede rundt om mig selv i en pirouette og kiggede ind i spejlet.

"Du ligner i hvert fald en dame nu," sagde hun med et stort smil, og jeg nikkede begejstret.

 

Lyden af det lille orkester var ikke nok til at overdøve den høje snak eller klirren af glas. Jeg sad ved siden af min far, og kiggede ud mod den fyldte festsal, utålmodig efter at komme ud og danse. Min far løftede sit glas og klirrede en ske mod det, hvorefter alle tiede - selv orkestrets musik emmede langsomt ud. Han rømmede sig let og stillede sig så op.

"I dag er det min kære blomsts fødselsdag," sagde han lykkeligt, med en stemme, der gjorde det tydeligt, at det ikke var hans første glas vin i glasset foran ham. Han havde altid kaldt mig for sin lille blomst, fordi mit navn og mine øjne mindede ham om en mark af violer på en sommerdag. "Og derfor har jeg selvfølgelig købt hende en lille gave," jeg kiggede med det samme op med en anelse mere nysgerrighed, da en tjener rakte ham en sølvæske, med et finurligt mønster af blomster, der flettede sig rundt om et lille hjerte. Han rakte mig boksen, og jeg stillede den forsigtigt på bordet foran mig, hvorefter jeg åbnede den og hævede mine øjenbryn. Det tog mig et par sekunder at indse, at det var en dolk, for den var så pompøs, skåret i horn og med samme slags sølvblomster flettet rundt om skaftet, og da jeg trak den lille dolk ud af skeden - der var dækket af flere ædelstene end min mors hals - smilede jeg endnu større - mit navn var indgraveret i bladet. Med sirlige bogstaver stod der "Violet", så alle kunne se, hvem dolkens ejer var.

Jeg vendte mig mod min far og krammede ham med den ene arm, mens jeg holdt min nye gave i den anden. Jeg kyssede ham på kinden, og vi satte os begge ned, hvorefter han gjorde tegn til, at musikken måtte starte igen. Ikke lang tid efter blev der serveret dessert, og jeg tog hurtigt for mig af et stykke hindbærtærte med vaniljecreme, mens jeg hørte gæsternes lykkelige snak. 

Et skingert skrig skar igennem den enorme balsal, og syntes at runge i loftet mellem krystallysekronerne. Alle kiggede skræmt rundt, og vagterne blev med det samme mere vågne, og pludselig hoppede mørke skikkelser ind fra alle steder, det første de angreb var vagterne, og så gik de til angreb på mængden. Jeg stillede mig op, men før jeg kunne nå at få et overblik blev jeg hevet hårdt i håndledet og trukket ned bag ved stolene. Cosette, der stadig havde sin mindre fine kjole på hev et maleri til side, og et lille håndtag kom frem, som hun trak i - hun hev mig hurtigt med ind ad den smalle dør, der åbnede i væggen, og lukkede den efter sig. Der var kulsort, men hun fik hurtigt tændt en lille tændstik, og tyssede på mig. Det svage lys gjorde, at jeg lige præcis kunne se den fakkel, hun holdte, og da hun lagde tændstikken ind mod den, knitrede den hurtigt, og flammen tog fat, så hele rummet blev lyst svagt op. Men det var ikke et rum, nærmere en tunnel af en slags. Cosette hev mig hurtigt videre, og ud af bar chok kunne jeg ikke gøre andet end at følge med. Hvad var der lige sket? Nogle havde brudt ind under min fødselsdagsfest!

Men Cosette stoppede op, og jeg gjorde det samme som hende, stadig ude af stand til selv at tage beslutninger. "Hørte du det?" mumlede hun og jeg lyttede efter, men så hørte jeg det også. Det lød som en hvisken, et vindpust der bevægede sig gennem tunnelen. Et vindpust, der ikke burde være i et rum uden nogen for for udluftning. Cosette så på mig med et stålfast udtryk og trak så i sin kappes snor - jeg indså, at det ikke var hendes kappe, men min gamle, som hun lavede, da jeg var barn. Hun trak den af sine skuldre, og rakte den til mig. Jeg åbnede munden, men hun rystede på hovedet og rakte mig så faklen. "Løb, Violet. Løb og lov mig, at du ikke kigger tilbage. Jeg giver dig lidt tid." Jeg rystede hurtigt på hovedet, men hun skubbede mig fremad, og stadig af chok og forvirring satte jeg i løb, nu med rystende ben, og prøvede samtidig at trække min kappe ned over mine skuldre med én hånd - jeg gav hurtigt op og lod den bare hænge over min arm, mens jeg fortsatte.

Jeg lyttede konstant efter nogle reaktioner. At Cosette stødte på denne fjende, og der kom et slagsmål af en slags, men der skete ingenting. Og efter nogle minutters løb og en virkelig tung vejrtrækning, kom jeg til en ende. En lille dør, der ledte ud til en ny tunnel. Dog kunne jeg se lys forude, og jeg lukkede hurtigt døren efter mig, hvorefter jeg trak kappen helt over mig og hev hætten henover mit hår. Jeg forbandede mine høje hæle, og halvløb videre, mens jeg kiggede forundret på væggene, der langsomt blev mere og mere klippelignende. Og til sidst var det ikke længere en menneskeskabt tunnel, men en stengrotte. Der lå sne på jorden, hvilket betød at jeg snart var ude, og jeg satte farten op igen, endelig ude af det indelukkede rum. Jeg smed faklen fra mig, der med det samme slukkede i sneen, og løb videre i få minutter, trods at jeg allerede var ved at segne af udmattelse. Jeg var slet ikke vant til at løbe sådan, og jeg kunne allerede mærke, hvordan kulden begyndte at nive i min hud. Jeg hev kappen længere ind foran og skubbede en lok af mit mørke hår bag mit øre, mens jeg forbandt mig selv over ikke at bede Cosette om at sætte det op før festen. Og så indså jeg, hvad jeg lige havde gjort. 

Jeg havde efterladt hende i en tunnel med en ukendt, men farlig angriber bag sig. Jeg havde forladt hele min familie, min husholdning og flere af mine venner. Jeg holdt mig for munden og mærkede mine øjne svie en anelse, da tårerne begyndte at trille. Et vindpust hev min hætte af, og jeg lod et lavt hulk komme ud, hvorefter jeg hurtigt trak hætten ned over hovedet igen og begyndte at gå langsomt videre med en opgivende mine.

Hvad i helvede skulle jeg gøre? Mit største problem nogensinde havde altid været, om jeg skulle tage den grønne eller den lyserøde kjole på, om jeg ville have mit bad med lavendel eller rosenduft. Nu havde jeg ikke nogen som helst idé om, hvad jeg kunne gøre. Jeg var endda begyndt at ryste af kulde, hvilket heller ikke overraskede mig. Jeg satte mig hen under et grantræ for at komme nogenlunde i læ for den faldende sne, og kiggede op mod stjernehimmelen, mens jeg langsomt lænede min ryg op ad træstammen og mærkede min hjerterytme falde langsomt til normalt. Hvor var jeg dog træt. Jeg slappede en anelse mere af, og den bløde sne omfavnede mig næsten. Kulden var ikke længere smertefuld, men føltes næsten blød og ... smerteløs. Ja, næsten bedøvende. Jeg kunne mærke min kæbe ryste, men kunne heller ikke lade være med at smile svagt. Men så hørte jeg en kvist, der knasede, hvilket jeg nok kun lagde mærke til, fordi jeg befandt mig i en granskov. Jeg åbnede øjnene, og så en mørk skikkelse løbe hen mod mig. Jeg åbnede munden for at sige noget, lad mig være, hjælp mig, men før en lyd kom ud, faldt mine øjne i, og alt blev sort. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...