Hjerteknuseren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2013
  • Opdateret: 5 sep. 2013
  • Status: Igang
Rosa har boet i Nydal i omkring fire måneder. Hun har allerede fået fire fantastiske veninder, som alle er helt væk i skolens største player Tobias. Ligesom alle andre piger på skolen, drømmer de hver i sær om, at lige præcis de er den eneste ene, der får ham til at blive i et fast forhold og sætte farten ned. Da Rosas veninde Jose holder en fest og får sit hjerte knust af 'Hjerteknuseren,' som de kalder Tobias. Kommer de på den ide, at han skal have en lærerstreg. Han skal forelske sig. Det skal han i Rosa, som slet ikke ser ham som noget specielt, andet end bare en elev på gangen. Men kan Rosa lege med hans følelser? Forelsker han sig i hende? Er hun overhovedet interessant nok? Kan hendes følelser blive ved med at være skuespil, når det viser sig ,at der ligger mere bag, den seje facade end man lige går og tror?

15Likes
18Kommentarer
830Visninger
AA

4. Første skoledag

Jeg sukker dybt da jeg kigger mig ind i spejlet mandag morgen. Jeg ligner jo et spøgelse, jeg betragter min blege hud og de trætte poser under øjnene. Jeg tager hurtigt fat om mit hår og holder det stramt oppe med min højre hånd. Jeg tager den venstre hånd overmod toilethylden og får fat i en sort elastik. Jeg får den hurtigt rundt om hestehalen, min højre hånd holder så godt fast i og jeg slipper det. Jeg ryster lidt på hovedet og kigger på den lyse hestehale, der svinger rundt i mit spejlbillede. Jeg går hen til håndvasken, tænder for det kolde vand og plasker det op i mit trætte ansigt. 

Jeg fik aldrig lukket et øje i nat. Da jeg ikke kunne lade være med at spekulere på, hvordan denne plan om at give 'Hjerteknuseren' en lærerstreg skulle hjælpe. Hvorfor mig? Bare fordi jeg ikke er helt oppe at køre over ham? Måske fordi jeg ikke er interesseret. Men hvorfor skulle han så vise interese for mig? Jeg forstår virkelig ikke en brik af denne, ellers geniale plan, Jose kom på. Det er jo nok lettere sagt end gjort. 

Jeg kigger hurtigt på mit spejlbillede igen, inden jeg kommer til den konklusion, at jeg helt klart skal have makeup på. Jeg går ind på mit værelse igen og kaster et blik på min oplyste skærm, da jeg trykker på knappen. Hvorfor skal min telefon også vække mig så utroligt tidligt? Skole burde seriøst være ulovligt før ti. Skole burde også være ulovligt mandag, da det lige har været weekend, så har man bare brug for at sove i et døgn. Fredag burde også være ulovligt, da det er dagen før weekenden og man så er træt og også har brug for at sove hele døgnet igennem. Specielt da man jo ofte gerne vil bruge weekenden, på alt muligt sjovt. Man skal virkelig være udhvilet og så skal man også være udhvilet til den del af ugen, som man skal i skole. Det burde være fint nok at gå i skole, tirsdag, onsdag og torsdag. Eller også kunne skolen bare droppes fuldstændig. 

Jeg går hen til mit hvide skab og finder et par shorts og en t-shirt. Jeg går igen ud på badeværelset, hvor jeg vasker mig og tager derefter tøj på. Jeg går ned af trappen og møder Davids glade smil. Han sidder med morgen avisen. 

"Godmorgen" siger jeg, inden jeg går ud i køkkenet og tager en skål, en ske og en kop til teen. "Hvor er min mor?" Jeg sætter mig ned på en stol og tager noget mad op i min skål. 

"Hun er gået på barsel" Svarer han en smule tørt. 

"Allerede?" Jeg kan mærke panikken, sprede sig inde i mig. Så vidt jeg ved er hun kun omkring fem  måneder inde.  

"Ja" Han kigger op fra avisen, "Hun er blevet syg, på grund af graviditeten"

"Bare hun kommer til at klare det" Jeg bider mig i læben, mens jeg sukker dybt. Jeg kigger på ham. Han ser faktisk ret så udmattet ud. Måske er det det faktum, at hans kæreste har problemer midt i graviditetsperioden. Jeg bider mig i læben. Jeg har ikke lyst til at spørger. Han er sikkert helt ude af den og prøver måske at skjule det? Jeg sukker dybt. Spiser bare videre. Jeg har ingenting at sige. 

Jeg går op på mit værelse og kigger ind i mit skab. Roder rundt i alle bluserne, t-shirtsne, shorts og cowboybukserne. Jeg ender med sat holde en fin og simpel kjole op foran mig mens jeg betragter kjolens blomstrede sommermønster og jeg skynder mig at tage den på. Jeg kaster et blik på uret og skynder mig ud til min lyseblå cykel, der står i garagen udenfor huset. 

Jeg skynder mig at cykle, da jeg allerede er sent på den i forhold til, at jeg skal mødes med Mia, Dina, Jose og Ane nede ved lyskrydset. Vinden er mild selvom klokken kun er omkring kvart i otte. Solen titter frem og skinner direkte ind i øjnene på mig. 

"Hej" Siger jeg forpustet, da jeg standser cyklen, ved mine fire veninder. De kigger alle sammen på mig. 

"Du ser godt ud" Ane smiler stort. 

"Tak! Og i lige måde alle sammen!" Jeg kigger rundt på mine fire veninder, alle klædt i nyt pænt tøj. De har alle hver deres stil. 

Jeg sætter mig op på sadlen og er klar til at cykle mod skolen. 

"Er du klar til idag?" spørger Mia og sender mig et spørgende blik. 

Jeg kigger ned i jorden, mens jeg nikker. Kan mærke hvor meget jeg ikke har lyst til at gennemfører Joses plan. Jeg bider mig hårdt i læben, så mine læber i et hurtigt øjeblik bliver helt hvide, inden de langsomt får den lyserøde farve igen. 

"Kom så, så kører vi," jeg sukker dybt.  Sætter foden op på pedalen og sætter af. Pigerne råber op de sidste par minutter mod skolen og første dag i ottende klasse. 

"Det er så spændende!" Jose kigger på mig, det er tydeligt, at det er hende, der glæder sig allermest til at gå igang med  mission "Hjerteknuserens lærerstreg" den plan, som jeg af en eller anden grund er blevet hovedperson i. Jeg har aldrig nogesinde haft en kæreste. Okay, måske har jeg, hvis man altså tæller børnehavekærester med. Jeg var fire år og Oskar og jeg holdt i hånden og han gav mig en rose en enkelt gang. Ellers var det jo bare undskyldningen for at være venner med drengene. Ellers har jeg aldrig nogensinde været forelsket, selvfølgelig har jeg da set drenge, tænkt på, at han vel ser sød ud, men jeg har aldrig haft sommerfugle i maven og fløjet på en lyserød sky, når jeg ser en bestemt dreng. Så hvorfor det er mig, der skal lege "Forelsket" i Tobias og være hans "Lærerstreg" i Joses geniale plan, fatter jeg ikke en brik af. Hvorfor ikke Dina, Mia eller Ane? Bare fordi de er helt vilde med ham, så er det okay, at han træder på mig? Bare fordi jeg ikke har følelser for ham? 

Jeg standser cyklen og går hen til cykelstativet. Jeg kan mærke suset inde i min mave, da jeg har låst cyklen og er på vej overmod indgangen til dette skoleår. Jeg har virkelig gjort umage, idag, først havde jeg jo taget shorts og en T-shirt på, så ombestemte jeg mig, da jeg kom i tanke om hvad Jose og jeg havde snakket om igår aftes, da hun ringede til mig. Jeg har nu en kjole med et blomstret mønster på, halskæder og make up. Jeg har aldrig gået med make up. Eller okay, jo jeg har så men ikke på den her måde. Jeg plejer bare at tage lidt på, hvis jeg nu for eksempel har en bums, men ellers kun til fester og fødselsdag, når jeg alligevel skal være fin. Men aldrig en almindelig mandag, eller nogen anden hverdag for den sags skyld. 

Da vi åbner døren ind til skolegangen, er det nærmest som om Jose sørger for, at jeg går forrest og så at jeg har, Mia og Dina på min venstre side og Jose og Ane på min venstre. Jeg hader at være i fokus og jeg kigger bare stift ned på mine sorte condisko, som i øvrigt er alt, alt for varme i forhold ti,l at det stadig er August måned og at det er mindst nitten grader udenfor ligenu. Jeg tror endda, at det nærmest er enogtyve grader lige nu. 

Jeg prøver at kigge ligefrem. Prøver at lade som om, at jeg er hende den onde pige i skolen i en film, som alle pigerne hader, men alle drengene elsker og forguder. Jeg prøver at smile, være glad og prøver desparat at give pigerne det indtryk af, at de skal være bange for mig. Skælve i bukserne og føle at jeg vil stjæle deres kæreste, sende flirtende blikke til drengene. Problemet er bare, at jeg ligenu går og tror, at jeg gør alt muligt men, at jeg faktisk kun sender en sjov grimasse rundt, når jeg kigger på folk. Jeg skynder mig at slå blikket ned igen. Ville ønske at det var Mia, der gik lige her, hvor jeg går og mig der gik bag hende, det er hun så god til, sådan noget, som jeg jo lige har troet, at jeg gjorde.

Jeg stopper op, da jeg når mit skab. Drejer den lille kode lås rundt og smider min fjeldræv taske ind i skabet. Smækker lågen i og følger med mine veninder op i salen. Ud af bygningen og over i kantine/hjemmekunst/gymnastikrum. Det er stadig mildt og det er nok snart ved at være sensommer, kan jeg forstille mig.  Oppe i salen til første skoledag arrangement, sidder allerede mange og jeg kigger mig godt og grundigt om. Alle klasserne er her, undtagen børnehaveklasse, de starter først på onsdag, tror jeg nok. Jeg kan nemlig kende et par af ansigterne i den forreste række af børn, som altså gik i børnehaveklassen sidste år. 

Jeg drejer hovedet og kigger på Dina. Hun er klædt i helt sort og hendes øjne funkler med alt det make up, hun har taget på. Jeg elsker hendes stil og på hendes T-shirt er et mønster dannet af sølv sten og det ser bare så pænt ud, midt i alt det sorte, der bare klær hende så utrolig godt. 

"Er han har?" hvisker jeg, for jeg sidder jo ligesom ikke og dagdrømmer om ham hver eneste dag og nærmest stalker ham. Det kan jeg i hvert fald godt forestille mig nogen af mine besatte veninder gør. De ved sikkert hvad han laver hvert eneste sekund af døgnet. Kan jeg forstille mig. Jeg kigger søgende rundt i lokalet, men ikke efter Tobias, men min egen klasse. Mia himler hurtigt øjne af mig. 

"Selvfølgelig er han har ikke!" Hun siger det i en tone, som om jeg er dum. Jeg kigger forvirret på hende. 

"Hvad mener du?" Jeg kigger hjælpeløst på Jose, som bare ser iskold ud. Hun er nok stadig såret og jeg synes egentlig, at det er underligt, at mine veninder ikke kan vise Jose lidt respekt. 

"Han kommer altid forsent, det er oblikatorisk" Ane kigger mildt på mig. 

"Burde jeg også komme for sent?" Jeg kigger på Jose. 

Hun ryster hurtigt på hovedet, husker mig så på, at vi først går igang i eftermiddag. Jeg bider mig hurtigt i læben af bare frustation over den underlige entre jeg skulle lave, når vi ikke engang er gået i gang endnu og desuden gør jeg kun det her, for at hjælpe Jose. Hun er den, der er blevet såret og når mine veninder er kede af det, vil jeg gerne hjælpe dem. Komme med slik og is til dem. Denne plan er måske bare lige sådan lidt. Hvad er meningen egentlig med alt det her? Skal jeg så droppe ham, hvis vi nu antager, at han rent faktisk gik hen og faldt for mig? 

Jeg skynder mig at sætte mig ned på det glatte gymnastikgulv, bare dumpe ned midt i det hele og pigerne sætter sig ved siden af mig. Jeg tager bennene op under mig og samler armene rundt om dem, folder mine hænder i hinanden. Prøver et øjeblik at glemme alting, bare lade alle tanker sive væk et lille øjeblik. Lige nu, lige her er alting lige meget. Jeg retter på min lyse hestehale, jeg satte så stramt, som jeg kunne imorges, inden jeg gik i skole. Lader den daske hen over min ryg, hestehalen snitter min ryg og skuldre så fint og stille. Ignorerer verden omkring mig, prøver at lukke alt ude, alle børnene der sidder der foran og snakker. 1. klasserne, der elsker, at de endelig går i "Rigtig" skole. Bare de vidste hvor meget de kommer til at hade folkeskolen og niende klasserne, der glæder sig til at dette år er overstået fuldstændigt og at de kan komme videre i systemet. 

"Rosa, Rosa!" Mia trækker forsigtigt i mit ærme. Jeg bliver revet fri af alle mine tanker og den lille verden, som jeg lige har kreeret helt selv, min lille boble. 

"Ja?" Jeg kigger lidt opgivende på hende, både af træthed, men også af ja alt muligt andet, jeg ikke kan forklare.

"Det er ham" Dina hiver ordende ud af Mias mund og skæver hurtigt overmod en dreng, der kommer gående. Han har mørkt hår og fint nok tøj på. Han ligner alle andre drenge, vil jeg sige. Jeg har set ham før og jeg ved godt, at det er ham. Tobias altså "Hjerteknuseren". Jeg sukker dybt, synes stadig alt dette er totalt åndsvagt og jeg bider mig igen hårdt i læben. Kan mærke en lille smule nervøsitet brede sig nede i min mave, da jeg ingen ide har om hvad denne plan præcist går ud på.

Jeg vender hovedet om og ser Tobias sætte sig ned ved nogle venner. Jeg kigger hen på Jose, hun sidder til højer for mig og stirrer stift ud i luften. Hun kan sikkert ikke finde ud af, hvad hun skal gøre af sig selv, kan jeg forstille mig. Hun kigger overpå nogle lærere, der er igang med at få overheaden til at virke. Jeg kan kun forstille mig, at alle Tobias små "Kærester" har det på samme måde. De bliver alle behandlet ens. Det er sikkert derfor Jose forslog mig. Fordi jeg ikke ville bekymre mig, eller være nervøs for han gjorde det samme mod mig. Jeg ville da nok blive en smule skuffet, hvem ville ikke det? Uanset hvem der dropper en, bliver man da ked af det!

Inspektøren kommer op til overheaden og begynder at snakke. Plapre løs om alting og ingenting. Det er noget af det jeg altid har elsket til første og sidste skoledag, lærerne, inspektøren og pædagoger, der bare plapre løs. Forhindrer vores skoledag i, at blive til noget og så snakker de om en blandning af både vigtige ting men også helt irrelevante emne, som ikke rager os en dyt. Nogen gange er det bare pladder, som kun er vigtige for lærerne og alt andet personale. Man kan både vælge at lytte, men man kan også bare vælge at lukke ørerne i og bare lukke sig inde i en lille boble, hvor det kun er en selv, der har lov at være. Hvis lærerne så spørger en om noget og man ikke har lyttet, så er man bare på spanden. Men her hvor hele skolen, eller næsten hele skolen minus børnehaveklassen sidder er det fuldstændig ligegyldigt om man lytter eller er i sin egen verden. Med mindre der bliver sagt noget, som vi så taler om i klassen bagefter. Så er det bare ufatteligt dumt, at man ikke har lyttet.

Jeg rejser mig op, da inspektøren smiler at vi alle må få en dejlig dag. Jose tager fat i min arm og støtter sig til den. Hun er helt bleg i ansigtet og jeg sender hende et bekymret smil. Hun gengælder det svagt og hendes øjne er fraværende, selvom de kigger tilbage på mine. 

"Er du okay?" Det er Dina der spørger, lige da jeg ellers var på vej til at spørger Jose om lige nøjagtig det, som Dina hev ud af munden på mig i dette sekund. 

Jose slår blikket ned, undgår os og trækker vejret dybt, et suk. Hun strammer grebet om min arm og får stille og roligt farven tilbage i kinderne. "Ja" hvisker hun. Vender sig om og begynder at gå. 

Jeg kigger mig bagud og får så øje på Tobias. Han kigger herhen og så er det da klart, at Jose fik det dårligt. Synes i ikke? Det synes jeg i hvertfald. Mia, Dina og Ane vender hovederne og får også øje på Tobias. Deres øjne stråler og de lyser helt op, da deres blikke endelig vendes hen mod døren, laver de et par sure miner, for at sige at de støtter Jose hundrede procent, spørgsmålet er så bare, hvor meget de mener det.

Jose går med hurtige og målrettede skridt hen mod døren. Jeg sætter i et lille løb og indhenter hende hurtigt. Smiler forsigtigt til hende og hun smiler blegt tilbage. Bider sig i læben og slår blikket ned i gulvet. Jose er ikke den samme resten af den dag og vi kan heller ikke sidde i kantinen og spise af en eller anden grund, i stedet sætter vi os udenfor, selvom der faktisk aldrig er nogen, der vil sidde udenfor og spise. Derfor sidder vi lige nu alle fem og spiser ude i den bagende sol. Jeg putter gaflen med risen og kylling ind i munden og tygger på det, inden jeg sluger det. Ingen af os siger noget. Jeg er bare bekymret for Jose og det tror jeg også de andre er. 

Pludselig kigger Jose op på mig. Hun har ellers siddet med hovedet nede i skødet og jeg har ikke været sikker på, om hun var okay. Nu kigger hun op på mig og hendes øjne skinner. Jeg smiler til hende, inden hun åbner munden.

"Rosa!" hendes stemme er høj og selvsikker. 

Jeg nikker kort, hvad vil hun mon. Hvad er det, vi skal i eftermiddag? Tankerne begynder at flyde rundt inde i hovedet på mig. 

"Du skal ikke se ud som de andre." Hun kigger bestemt på mig, som om at hun bestemmer over mig og mit udseende. 

"Det synes jeg, nu heller ikke jeg gør."  En urolig følelse kommer op i min mave, en knude binder sig stramt i min mave og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få den væk igen. Noget siger mig at det bliver en interessant dag og det gør det bestemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...