Stealing Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Channell Mercer hader sin storesøster Emmy, siden Channell besøgte Emmy i London. Hun havde aldrig regnet med at tilgive sin søster, men da hun får en SMS fra Emmy, om at komme og besøge hende, tager Channell alligevel turen derover. Hun har ingen planer om hvad, der skal ske - tilgive hendes søster, hævn? Men da hun møder Emmys kæreste, Harry Styles, bliver alt vendt op og ned på hovedet. For ville en lille sød hævn ikke være på sin rette plads? Channell bliver straks til et helt andet menneske, og bruger Harry i et spil hun ikke engang selv kender reglerne på. Men da de forkerte følelser sættes i spil imellem Channell og Harry, må hun måske indse, at det var det dummeste træk nogensinde, at føre ham ind i sådan noget kompliceret som dette - for Emmy vil selvfølgelig ikke lade Channell ødelægge hendes liv.

2Likes
0Kommentarer
315Visninger
AA

1. Hey Sister and the SMS sports


Jeg lod min hånd bevæge sin hen over min tennisketcher, og lod blikket følge den helt indtil, jeg holdt godt fast om grebet på den. Jeg så op fra den, og tog en dyb indånding. Bolden hoppede henne fra Laura Taylors side, og skabte en skøn lyd af tennisbolden. Jeg smilede og lagde så min fulde kræft i ketcheren, så bolden fløj tilbage til Laura. Vi var begge to glade. Selvom jeg tydelig ville vinde, elskede vi alligevel at spille. 

"Skal vi stoppe?" jeg havde vundet. Mine små smilehuller var tydelige i dag. Solen stod skarpt på himlen. Jeg snørede mine snørebånd, som var gået op. Mit tennis udstyr lå ved min sidde, i en sports taske med ordene PATRICK SECONDARY TENNISHOLD. Mig og Laura var begge på sidste år i Secondary School. Jeg kunne ikke vente til at forlade det hul. Hun tog sine solbriller på og nikkede. 

"Tillykke med sejren," vi grinede og føltes ind i omklædningsrummet.

Der lugtede stærkt af en dårlig kendis parfume, som vidst var Justins Biebers nye, som mig og Laura havde disset de sidste par dage. Vi var bare ikke de piger med idoler. Og vi elskede det. Jeg tog mit tøj af, så jeg stod nøgen, og gik ind under bruserne. De var ret klamme, men jeg skulle direkte videre hjem til Laura. Det dryppede fra mit hår, og efterladte en meget våd plet, bag på mit håndklæde med samme skrift som på min taske PATRICK SECONDARY TENNISHOLD. 

Jeg tog mit rigtige tøj på; en lyserød, tynd sweater og en gul nederdel. Tørrede mit hår under en hårtørrer, og hoppede i mine Oxford sko. Laura var ikke helt færdig (hun havde det med at bruge virkelig lang tid på sit makeup), så jeg fandt min gamle Blackberry frem fra min taske. Jeg havde fået den af min storesøster, Emmy, som jeg aldrig så, fordi hun var flyttet til London, og bare levet livet. Hun var venner med de kendte, og havde det nok meget sjovt. Jeg var stadigvæk glad for, jeg bare var blevet tilbage. 

Ironisk nok, nu hvor jeg lige stod og tænkte på hende, bippede min telefon. Og den var fra ingen anden end min storesøster. Jeg sukkede. 

Vil du ikke nok komme til min fest i aften? Jeg har noget at fortælle - VIGTIGT!

Em

No way, var det første jeg tænkte. Men alligevel - måske var det noget vigtigt, som hun jo selv havde skrevet. Emmy var bare ikke særlig sød længere.

"Hvem er det fra?" Laura så over min skulder. Hun vidste intet om Emmy. "Ingen," jeg slukkede telefonen og lagde den ned i min skoletaske og smilede.

"En dreng?" drillede hun. "Hvilken dreng ville skrive til mig?" jeg løftede det ene øjenbryn. Kun mig og Emmy kunne finde ud af det. Engang gjorde vi det hele tiden, bare for at blære os med det. Nu var det ligesom blevet en vane. Laura nikkede. "Hvor er du negativ," hun gik hen til sit skab, og lod mig være alene, så jeg kunne skrive tilbage.

Hvis du er ligesom sidst, kommer jeg aldrig tilbage igen!

Channell

Jeg drejede om på hælen. Ligesom sidst. Jeg så ned i gulvet.

"Emmy!" jeg kom løbende i mine Oxford sko, som jeg havde mindst hundrede par af. Det var lidt blevet min signatur. Min storesøster gik oppe foran med hendes venner og grinede. Jeg var taget til London for at besøge hende, og hun havde trygt lovet, at hun ikke ville lade mig alene. Men helt bevidst, løb hun fra mig, sammen med hendes venner. 

"Emmy!" tårerne flød ned af kinderne på mig. Jeg lænede mig op af en murstens væg, og lod tårerne falde ned, så jeg blev helt våd i ansigtet. Langsomt lukkede jeg øjnene. Hvorfor var hun så strid? Hun plejede at være min bedste veninde. Det var Emmy ikke rigtigt længere. 

"Gi' mig alt!" jeg åbnede fortrækkende øjnene. En ung dreng stod foran mig, men en hættetrøje trukket over sig. Jeg blinkede. "Hv..hvad?" var jeg ved at blive bestjålet? 

"Penge, telefon, alt!" Jeg så kniven i hans bælte. Jeg fumlede efter hvad jeg havde, og gav ham det hele. Selv en gammel pose tyggegummi, men den smed han på jorden. 

Han løb ned af en lille gade. Han skulle ikke være bange for, jeg ville løbe efter ham. Det føltes ikke som om det var tyvens skyld. Kun Emmys.

"Er du okay, Channell?" Laura var blevet færdig med at pakke sammen. "Jeg har det fint," snøftede jeg og rettede hurtigt på mit pandehår, før vi forlod omklædningsrummet.

"Min mor siger jeg bliver nød til at tage hjem i aften. Kan vi ikke være sammen i næste uge?" jeg så bedende på Laura. Hun sukkede. "Okay, mandag." Hun luntede ned af vejen og lod mig tilbage, ude foran Patrick Secondary School. 

Jeg ømmede min skulder. Jeg var sikkert ved at overanstrenge den. Min taske gnavede. Jeg havde haft den siden jeg var fjorten. Det var næsten umuligt ikke at gætte, skriften PATRICK SECONDARY TENNISHOLD stod uden på, næsten helt slidt af.

Stille begyndte jeg at gå ned imod stationen. Jeg ville helst ikke hjem, og lyve over for min mor, så i stedet kunne jeg bare skrive, jeg sov hos Laura. Det var jo også planen i første omgang. Jeg undrede mig over hvorfor jeg tog til London. Emmy ville sikkert stadigvæk være led. Ledere. Og næste gang ... Ledest. Jeg hadede at bøje tillægsord, især fordi vi gjorde det hele tiden en gang, og vi allerede havde lært det. 

"Jeg skal have en billet til London," jeg rettede på mit pandehår, og fandt mine mønter frem fra min peng. Ekspedienten så irriterende på mig, og skrev så på sit tastatur, med hendes lange negle, så det gav et sæt i mig, hver gang hun skrev på den. Jeg lagde pengene ved disken, og modtog min billet. 

Femten minutter til toget gik. Hvad skulle jeg lave? Det mest interessante måtte være min slidte Blackberry, men det var næsten aldrig nogen skrev til mig. Jeg fandt den frem alligevel. 

Kommer du og henter mig på stationen?

Jeg tastede lidt langsomt, men SMS-sport havde aldrig rigtigt været mig. Det havde Emmy åbenbart. Få sekunder efter havde hun svaret tilbage.

Selvfølgelig, men min ven er med. Det er forresten også hans fest vi skal til - du vil helt sikker kunne lide ham. Eller, det ved jeg ikke. 

Nå, lad os se!

xoxo

Jeg sukkede højlydt og tastede et "O.K." ind, og slukkede så for den igen. Uinteressant. Jeg begyndte at lave en rytme med mine Oxford sko. Det var altid noget jeg gjorde når jeg kedede mig. 

"Må jeg låne din telefon?" en ung dreng med skægstubber så på mig. Selvfølgelig ikke, tænkte jeg og var nær ved at løfte det ene øjenbryn.

"Den er lige løbet tør for strøm, sorry," løg jeg og himlede medlidende med øjnene. Det var åbenlyst han ville tage den og løbe væk, hvis jeg gav ham den. Det føltes så skræmmende - tænk at tage noget, uden at have det dårligt resten af ens liv. Jeg huskede stadigvæk følelsen da jeg tog en tyver fra min mors pung, og brugte den på en ny tennisbold. Måske var det ikke så slemt, men jeg hadede det alligevel. Om ikke Emmy også havde fået taget sine ting engang? Måske i det år imellem vi så hinanden. Måske ville hun være helt vildt rar når jeg kom igen. Og så - måske ikke. 

Jeg fandt en notesbog frem, som lignede en af mine skolebøger. Det var det også, men jeg brugte den til at skrive digte og dagbog i. I bunden af min taske lå en kuglepen, jeg ledte efter. Den var ret slidt, men virkede stadigvæk. Nok til jeg kunne få skrevet mine følelser ned.

Kære Dagbog,

Så skal jeg til London. Og så skal jeg hen til Emmy. Emmy, min søster. Hende jeg stadigvæk ikke helt har tilgivet, for sidste gang jeg besøgte hende. Hvorfor tog hun mig ikke med? Hvorfor holder hun mig ude? Vi havde de her drømme sammen - jeg husker den tydeligt. Og de var alle sammen os to

Jeg tror ikke kun det er tyven på gaden den aften. Jeg tror måske det er hende. Bare det at jeg er træt af at tilgive hende. Jeg er træt. 

Skal jeg hævne mig? Måske. Det ville være noget Emmy ville gøre. Måske skal jeg vise hende, hvordan det føltes at blive ladt tilbage - uden drømmene, håbet, hinanden. Det virker alligevel bare for ... dramatisk. Jeg vil ikke være dramatisk, men glad. Og det er længe siden. Det er nemlig siden Emmy tog afsted. 

Jeg ville ønske jeg kunne fortælle hende det, men det føles så uoverskueligt. Fortæl mig hvad jeg skal gøre! Men det kan du jo ikke - for du er en dagbog. Og det er egentligt latterligt jeg skriver i dig, og på en måde, for jeg det meget bedre, men bliver alligevel tungere og tungere indeni.

Jeg ved ikke om jeg er ked af det. Et sted håber jeg, så Emmy kunne komme og sige "Pas på du ikke kommer til at grine! Pas på du ikke kommer til at grine!" Det gør hun altid når jeg er ked af det - gjorde.

Hvorfor føler jeg så meget medlidenhed med mig selv? Det er helt klamt. Jeg er ikke hende, der hævner sig på søsteren, er dramatisk, eller har medlidenhed med sig selv. Lad mig nu håbe det ændre sig lidt snart.

Snart. Jeg kan mærke det.

- Channell

Det hylede og toget til London holdt foran mig. Jeg lukkede min taske sammen, og holdt den tæt ind til kroppen. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde været så på vagt, siden sidste gang i byen.

Der lugtede af tog - indlysende nok - da jeg steg ind. En gammel mand sad og spiste en burger, og en pige på min egen alder, sad og SMS'ede løs på sin telefon. Fed sport. Jeg synes så hurtigt man kunne blive misforstået når man skrev sammen, uden hverken at høre hinandens stemmer, eller se udtrykket i folks ansigt. Min eneste kæreste, Dylan, havde slået op med mig over telefon. Laura gik stadigvæk og sagde han var en idiot. 

***

"Søster!" Emmy stod med åbne arme og en ny taske, fra et eller andet dyrt mærke, og smilede henrykt til mig. Hun lavede vidst noget model arbejde som tjente helt vildt godt. Jeg følte mig belastet og irriteret ved synet af hende, men noget i mig, huskede stadigvæk tilbage på de mange gange, hvor vi snakkede om vores første kendis-crush, og drømmede om at flytte netop til London. Det så ud til Emmys næsten var opfyldt. For dengang skulle vi bo der sammen.

Jeg skød tanken væk, og gav hende et lettere anstrengt kram. Hendes ven havde en mørk hættetrøje på, og mindede mig alt for meget, om ham, der havde bestjålet mig sidste gang. 

"Channell det her er Harry Styles, - min kæreste - Harry det her er Channell Mercer, min lillesøster." Emmy introducere os for hinanden, og Harry tog hættetrøje væk fra ansigtet så jeg kunne se ham. Og jeg var sikker på jeg havde mødt - eller set ham før. Han var sikkert kendt. Men Emmys - kæreste? Hvordan var det lige sket? Hvordan kunne nogen i det hele taget holde hende ud? Jeg grinede indvendigt. 

"Hey," hans mørke stemme var virkelig smuk - og mystisk. Det var svært at sige hvem han var. Han havde en bandana i håret, så hans store, krøllede hår ikke røg ned i øjnene, et par cool støvler, stramme sorte jeans, og en løs t-shirt - og så selvfølgelig hættetrøjen. 

"Hej, Harry," jeg vinkede let og smilede til Emmy. Det var dejligt at se hende, ja. Dejligere end jeg havde troet, men alligevel værre end jeg havde håbet. 

__________

Hej med jer! 

Mit navn er Camille. Det her er min første historie jeg har delt med andre, fordi jeg er lidt bange for at ingen vil synes om det. Heldigvis kender jeg ingen herinde personligt, så det føltes som et godt sted at starte.

Jeg håber virkelig I har nydt første kapitel af "Stealing Styles". Jeg er faktisk ret tilfreds med titlen, for det lyder lidt amazayn et eller andet sted ...

Er der nogen som skal ind til 1D World i Fields på lørdag? Jeg skal nemlig derind. Det bliver helt vildt - en hel butik med vores ynglings drenge? Skønt!

Husk at skrive en kommentar og fortæl mig hvad du synes, og så ses vi nok i næste kapitel af "Stealing Styles".

- Camille

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...