Beautiful Monster - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2014
  • Status: Færdig
April Foster ønsker intet mere, end at blive elsket af andre end hendes familie selvfølgelig. Harry Styles ønsker udelukkende intet mere end at gøre April hans, og i hans tilfælde, aldrig stoppe til han får sit bytte. Så han gør hvad enhver desperat mand ville gøre; kidnappe hende. | Harry er ikke kendt. | Læsning på eget ansvar. |

125Likes
116Kommentarer
17030Visninger
AA

5. | Kapitel 4 |

 

Det næste jeg vidste var, at jeg var ved at blive trukket væk under sengen. Jeg blev rullet over som da jeg deri begyndte med at prygle og skrige, med armene fægtende foran mig for at holde Harry væk, men det gik til ingen nytte. Mine ben blev behersket med hans, og mine arme var fastgjort groft over mit hoved. Jeg vrikkede i hans greb alligevel, og vred mit hoved, og stak mine hofter.

"L - slip på mig!" skreg jeg ind i det førtidige stille lokale. Min stemme blev snøret med en stor frygt.

Harry fortsatte med at holde mig, og jeg fortsatte med at vride mig væk fra ham. Tårerne begyndte at spilde fra hjørnerne af mine øjne, og jeg udsendte en høj jamren. Min krop begyndte med at være udmattet, så derfor  stoppede jeg med at flytte, og brugte resten af min styrke til at græde, og trække vejret tungt.

"Endelig er du faldet til ro," sagde Harry, men han havde stadigt ikke løsnet sit greb.

Jeg kiggede op for at se ham stirre ned på mig med sammenknebne øjne, der gik hvirvlende med mørke. Hans kæbe blev knyttet, og som fik frygten i mig til at vokse til en højgrads niveau. Jeg slugte tykt, idet greb jeg fat i en dyb indånding.

"Du ved," startede han, og kluklede. Jeg gøs. "Det er faktisk lidt komisk, at du troede, det var et godt skjulested." et listigt grin spredte sig over hans lyserøde læber. Hans udtryk ændrede sig fuldstændigt til noget sensuelt. Mine øjne udvidede med terror. "Og så morsomt, som jeg tror, at det er, at jeg må irettesætte dig. Du kan ikke flygte fra mig, April. Jeg kan altid finde dig. Du har ingen steder at gå."

"Jeg undskylder," sagde jeg, med min hals kvælende, hvilket bragte tårer tilbage. Min krop rystede ukontrollabelt, men jeg forsøgte at bevare roen. Jeg følte, at jeg skulle til at forbrænde. "Jeg er bare så bange.. jeg.. jeg.." mine læber dirrede med hvert ord, der forlod min mund.

Harrys udtryk skiftede til blødgjort, og han tørrede tårerne fra mit ansigt. Jeg lod et rystende suk undslippe. Hans greb om mig løsnede, og hans krop var ikke så anspændt. "Der er ingen grund til at være bange. Så længe du følger mine reglerne."

Mine læber føltes tør, så jeg slikkede dem. Jeg ville i min krop, stoppe med at ryste for voldsomt, og det gjorde jeg så endeligt, men min mave kærnede med sygdom. "Jeg føler mig syg," sagde jeg, og lod ham vide, hvad han gjorde for mig.

Harry trak mig til mine fødder, og indstallerede mig på kanten af hans seng let. Jeg lagde mine hænder på mit skød, og så på gulvet. Han svøbte armen om mig, og trak mig ind til hans bryst. Jeg ønskede at skubbe ham væk. Jeg ønskede at gøre en gal streg til exit, men jeg vidste, ar det ville være omsonst. Jeg var på en øde ø med min kidnapper. Og hvad mere er, blev jeg immobiliseret af intens frygt. Jeg stirrede på gulvtæppet, da tidligere erindringer oversvømmede mit sind.

"Det er normalt," sagde han og gned min arm op og ned.

"Hvordan kan du vide, hvem jeg er?" spurgte jeg, men fortrød straks. Jeg var bange for at høre svaret.

Han smilede lumsk. "Det er en lang historie. Er du sikker på du ønsker at høre det?"

Nej.

"Ja." modsagde jeg mig selv internt.

Jeg var spændt og afstivnet, for at høre min historie. Harry rømmede og trak os længere tilbage på sengen. "Ja, for et par måneder siden var jeg tit se'ende til noget, for min egen fornøjelse. Jeg husker den dag, som var det i går. Himlen var en smuk blå farve, og fuglene kvidrede, og tilbage lå der noget lykkeligt."

Jeg så hans ansigtsudtryk intenst mens han talte. Mine følelser hvirvlede i en snoet mix.

"Jeg holdte op med at kigge rundt, og plettede en musikbutik på tværs af gaden. Nok, da jeg elsker musik. Derfor besluttede jeg for at gå ind, og se mig omkring. Det var der, jeg så dig."

Jeg havde kendskab til musikbutikkken han henviste til. Jeg arbejdede på det nøjagtige musikbutik.

"Du var omringet af nogle cd'er, da denne pige kom op bag dig. Jeg troede, hun skulle lige til at bede om hjælp, men jeg var forkert på den. Hun stødte målrettet  ind i dig, og bankede dine briller væk i processen."

Hukommelsen kom oversvømmende tilbage, men jeg kunne ikke huske at se Harry i butikken den dag. Jeg skubbede mine briller op på broen af min næse, og betragtede Harry.

"Også trådte hun på dem, mens jeg så det med rædsel. Hun sagde, at hun var ked af det, men udseendet på hendes ansigt fortalte mig ellers noget tværtimod."

Jeg trak vejret dybt, hvori Harry fortsatte.

"Det var dengang, at jeg så, hvor ensom du var. Du var let en læser. Jeg kunne fortælle, at du var den type, der blev mobbet. Jeg ønskede at tage dig ret derefter, men det var for irrationelt. Så jeg gjorde noget forskning og ventede."

Jeg havde fået nok. Jeg skubbede Harry væk fra mig, og rullede mig ud af sengen. "Du kan da ikke bare kidnappe mig, også tro at vi er venner! Der var en million andre ting du kunne havde gjort, ud over at kidnappe mig!" Min stemme steg med vrede. "Jeg ønsker ikke at være her!"

"April," Harry stod med læberne tegnet i en stram linje. "Det ville være i din bedste interesse, ikke at skubbe mig videre."

Jeg ignorerede hvad han havde sagt, og fortsatte mod min rant. "Hvad du har gjort, er ulovligt! Jeg er ligeglad med, hvis du troede at jeg var elendig før! Der var da ingen grund til at tage mig!"

Før jeg kunne sige noget andet, var jeg nogenlunde skubbet op mod muren. Jeg stønnede fra virkningen, og fragav et pust. Igen blev jeg overvældet af en enorm mængde af frygt, fyldt i hver sprække inde i mig. Harrys udtryk lå tydeligt afsløret, at han havde fået nok .

"Det er anden gang, at du har gjort mig vred i dag. Hvis jeg var dig, ville jeg se, hvad jeg siger."

Jeg blev løsladt, og jeg gled på gulvet, hvilket fik mig til at kramme mine ben stramt. Harry stormede ud af lokalet, og forlod mig til at overveje, hvad der lige var sket. Så mange tanker og minder hvirvlede gennem mit sind, og jeg forsøgte at huske noget fra mit syn af kidnapperen, men det var ingen brug. Jeg kunne ikke genkende ham.

Forsigtig, fik jeg fødderne ledet til døren. Jeg kiggede gennem sprækken, og så fra venstre til højre, for at se om jeg kunne få øje på Harry. Jeg gik udenfor, og lukkede døren bag mig. Jeg rejste mig ned ad gangen, og ind til stuen for at finde ham. Jeg så ham siddende på sofaen med bøjet hoved i sine hænder.

Jeg tog et sæde ved siden af ham, og passede på ikke at gøre nogle drastiske bevægelser. Han løftede hovedet og hans blik faldt på mig. "Hør, April. Jeg vil have dig til at vide noget."

Harry greb mine underarme og trak mig hen til ham. "Uanset hvad du siger, vil jeg ikke lade dig gå. Og ingen kommer til at tage dig væk fra mig. Kun to mennesker kender den nøjagtige placering af, hvor vi er, og jeg er en af os. Så jeg ville vænne mig til dette sted."

Han lod sig gå fra mig, og jeg sad der og stirrede, med min mund hængende åbent. Han havde ret. Der var ingen tvivl der. Men hvad med denne anden person? Kunne jeg nøjes med at overtale dem til at hjælpe mig med at flygte?

Det eneste jeg havde, var håb.

 

¤

 

Omg!

Hvad sker der lige for Harry? Han er så.. creepy!

Men jeg vil virkelig gerne vide hvad i syntes, med at jeg får en lille kommentar.

Hav et godt nytår :)

// Edward //

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...