Beautiful Monster - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2014
  • Status: Færdig
April Foster ønsker intet mere, end at blive elsket af andre end hendes familie selvfølgelig. Harry Styles ønsker udelukkende intet mere end at gøre April hans, og i hans tilfælde, aldrig stoppe til han får sit bytte. Så han gør hvad enhver desperat mand ville gøre; kidnappe hende. | Harry er ikke kendt. | Læsning på eget ansvar. |

125Likes
116Kommentarer
17006Visninger
AA

4. | Kapitel 3 |

 

Jeg hørte snart en vriskende lyd af sand i nærheden af mig, og mine to fødder dukkede forhåbentligt op i mit synsfelt. Jeg holdte mine hænder over mit ansigt, så jeg ikke kunne se op på Harry, som jeg vidste ville forblive smilende op i den svage sand storm. Han bøjede sig ned, og lagde sine arme under mine arme, og forsøgte at trække mig op.

"Kom nu, skat. Du må da være sulten. Du har været ude for næsten en dag, " kurrede han, hvilket gav mig kuldegysninger .

En dag? Det virkede så urealistisk. Jeg havde ikke indset, at jeg havde været ude længe. Jeg rykkede væk fra hans berøring, og skubbede mig tværs udover de varme sandkorn. Mine følelser var en snoet hvirvelvind, blandet med rædsel, angst, og det ukendte.

"Lad mig være," sagde jeg, med stemmen så hæs og skratter.

Harrys øjne indsnævrede, og hans blik lå og hvilede sig ned på mig. Langsomt, trådte han frem igen, og rakte ud efter min hånd. "Du ved, at jeg ikke kan lade dig gøre det, April. Kom nu. Du er nødt til at spise noget."

Han virkede på randen af frustration, så, da jeg ikke ønskede at gøre ham vred, lod jeg ham trække mig til mine fødder. Mine knæ var vaklende, og jeg havde ikke nået den lille hytte, uden Harrys støtte. Han holdt min side fast, og sørgede for, at jeg forhåbentligt ikke væltede.

Da vi var inde, hjalp han mig op på en stol i det lille køkken. I køkkendet, var der ikke særlig mange ting. Der var heldigvis et komfur, mikroovn og køleskab.

"Lad mig gætte," startede Harry, og åbnede derefter køleskabsdøren. "Skinke med peber, og mozzerella" Harry løftede et øjenbryn, og ventede på mit svar.

Jeg var lidt chokeret over, at han vidste, hvad jeg normalt spiste til frokost hver dag. Men jeg huskede ham sige tidligere, at han vidste en masse ting om mig. Hvad vidste han dog? Jeg nikkede modvilligt, og afværgede mit blik til at tage nøje i de resterende lokaler i huset. Der var en lille stue, med en enkel sofa og TV. Der var døre, men de blev lukkede, og jeg kunne ikke se, hvad der var bag dem.

"Hvor er toilettet?" spurgte jeg stille, og ventede på Harrys svar varsomt. Harrys vendte ryggen til mig, da han samlede min sandwich, og placerede en skive skinke på hvedebrødet.

Han kiggede over skulderen med et smil. "Lige bag dig, der." Harry nikkede i sin retning, og viste vejen.

Jeg gik straks mod hvor hans informationer lå, og lindrede mig selv fra en blære, det godt holdte op. Jeg vaskede mine hænder bagefter, og betragtede mig derefter selv i spejlet, som lå hængende over vasken. Min hud var bleg, men mine læber var lyserøde. Mit hår blev sammenknust i mange knuder, så derfor greb jeg den lyserøde pensel liggende i nærheden af mig. Jeg krympede mig fra smerten ved at børste en tat ud, men det tog ikke lang tid for mig at få det redt.

Sukkende, kiggede jeg i spejlet igen og blev ramt med en pludselig åbenbaring. Jeg blev kidnappet.

Kidnappet.

Overraskende, havde jeg ikke været grædefærdig. I stedet gik mine tanker straks til min mor og far. De var sandsynligvis ved at miste deres sind nu. De grublede sikkert deres hjerner for at finde ud af, hvor jeg muligvis kunne være. Min mor havde sikkert allerede ringet til politiet, og havde dem søgende efter mig, men jeg vidste, at jeg var langtfra hjemme. Jeg vidste ikke, hvor jeg var.

Og det skræmte mig af ingen ende.

Jeg fik mine fødder igen på jorden, deri startede jeg med at opstrække min ryg. Før jeg vendte tilbage til køkkenet, tog jeg tid til at børste mine tænder grundigt, og sørgede for at de var knirkende ren. Så forlod jeg rammerne af badeværelset, for at finde Harry sidde ved bordet, og der, ventede han på mig. Jeg kiggede på gulvet det meste af tiden, mens jeg spiste min sandwich. Selvom osten skulle være krydret, smagte det intetsigende. Jeg følte Harrys øjne på mig, med hvert bid jeg tog.

Engang blev jeg færdig, og jeg stirrede ned på min plade i stilhed. Derefter talte han op.

"Hør," sagde Harry, og forskrækkede mig. "Siden jeg ikke kan forlade dig her ved dig selv, kommer min ven, hver anden uge, for at bringe os nogle fødevarer. Han vil forsyne os med alt, hvad vi behøver for at leve her."

Jeg slugte tykt. "Hvor er vi præcist?" besluttede jeg at spørge, og så direkte på ham.

"I en ø, jeg har købt." svarede han, med et smørret smil. "Tusinder af meter væk fra England. Ethvert land, for den sags skyld."

Tårerne truede med at spilde denne gang, men jeg holdte dem kraftigt tilbage, og nægtede at vise min svaghed. "Harry," talte jeg, desperat. "Du kan ikke holde mig her. Det er ikke rigtigt. Jeg ... "

Et kraftigt brag, fik mig til at stoppe med at tale, hvilket fik mig til at springe af forskrækkelse.

"Du forlader ikke. Det må du absolut ikke tænke på!" råbte Harry strengt, hvilket fik hans øjne til at fremtræde hvirvlende med mørket. Mit hjerte dunkede højlydt i mit bryst.

"Men.." mine læber dirrede. "Please." jeg prøvede højt på at bønfalde ham, men det syntes jeg ikke var til arbejde.

"Hør, kan du enten acceptere din situation eller ej? Det betyder ikke noget for mig. Du er stadig min, på enten en måde."

Han behandlede mig ligesom at jeg var et stykke af hans ejendom, og jeg hadede det. Sukkende, faldt jeg tilbage i min stol, og kiggede ned i nederlag. Mit hjerte sank ind i min mave, og der opholdt det sig.

"Jeg ved virkelig ikke, hvad du forventer mig at gøre," sagde jeg. "Du opfører dig som om jeg skal være glad for at du tog mig."

Han krydsede armene over hans bryst, mens hans øjne indsnævrede sig. "Jeg forventer, at du gør som jeg siger. Og måske en dag vil du være glad for det her."

Jeg gad virkeligt ikke at svare på det han fremkaldte. Jeg kunne ikke forestille mig de skøre ting, der kørte gennem denne drengs sind dag ud og dag ind. Men på ingen form, ville jeg være glad for at sidde med ham.

Harry tog min hånd i hans og gned små cirkler over huden."April," sukkede han . "Var du ikke elendig derhjemme? Jeg ved, hvordan livet i skolen var for dig, og jeg ved, at du ikke kunne have ønsket et liv derude igen."

Han standsede, for at se min reaktion. Jeg blinkede et par gange, men det var det.

"Jeg vil have dig til at vide, at jeg vil tage mig af dig, og elske dig på den måde, du skal blive elsket på. Du er speciel, April," han rørte min kind blidt.

Hans ord blev snøret med oprigtighed. Han fortalte underligt nok sandheden. Det fik mig til at have tillid til ham. Næsten.

Pludselig stod jeg, og stirrede ned på ham. "Du er sindssyg," sagde jeg . Og så har jeg lavet en kørerfor det .

Jeg rejste mig, og bevægede mig ned ad gangen, så til venstre, og betragtede de mange lukkede døre. Jeg plukkede en tilfældig en, og der stod jeg inde. Det var mørkt, men jeg gad ikke at tænde lyset. Harry ville ellers snart finde mig dengang. Jeg ønskede at forlænge det uundgåelige. Fra hvad jeg kunne fortælle, var jeg i et soveværelse. Pludselig hørte jeg en mandlig stemme. Var det Harry?

Jeg faldt til gulvet og gled under sengen i en hurtig bevægelse. Frygt løb gennem mine årer, som kom farende blod .

"April," sagde Harry. Det blev tydeligt hørt i det stille hus. Han lød lidt vred og jeg var ikke overrasket. "Du kan ikke gemme dig for mig baby. Jeg tillader dig ikke engang at prøve."

Jeg lukkede mine øjne og bed mine læber, da jeg mærkede tegningen af blod. En metallisk smag fyldte min mund inden for sekunder. Jeg vidste, at Harry ville være der snart, men jeg opholdt mig roligt som muligt.

Hvordan skulle jeg komme ud af dette ?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...