Banned

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2013
  • Opdateret: 27 aug. 2013
  • Status: Igang
Den seksten årige Sky Hood, bor i den grå og kedelige by Leeds – indtil at der sker et mystisk mord på hendes bedsteven Nathan. Efter at sagen er blevet konkluderet som selvmord, og alle andre for længst er kommet videre – søger Sky stadig efter en forklaring. Men da hun begynder at komme i kontakt med en grøn øjet skummel dreng, og en genert pige – så bliver hun mere og mere sikker på at hendes bedsteven er blevet myrdet.
Men hvem er morderen?

18Likes
22Kommentarer
766Visninger
AA

2. Kapitel et.

Mørket var der.

Mørket var der i alle mulige former. Små, stor, mellem – svag, ridset, sort. Men det der var mest af var ikke med en form eller en højde. Det var bare uidentificeret mørke. 

Jeg knugede mine hænder hårdt sammen, og så ud i intetheden. Intetheden der greb mig ind i dens store uventede favn, og lukkede mig inde i en ny klump af uendelige timer, og minutter. Det var ikke just det at jeg ikke kun se noget på grund af manglen på lys, men at jeg kunne mærke Mørket.

Mørket i sin egen sky person.

Jeg mærkede hvordan den greb min hånd, og fik mig til at tage endnu et skridt. Enten tilbage eller forud.

Jeg mærkede hvordan den blev med at hviske mine beslutninger i mit øre, som om at den så lige igennem mig og kunne mærke de tanker der klumpede sig sammen i mit formørkede sind.

Og jeg mærkede hvordan den placerede sig i mig, hver gang jeg blev sur.

Men mest af alt mærkede jeg Mørket gribe fat i mig igen, hver gang jeg prøvede at gå tilbage mod lyset. For alle ved at Lyset og Mørket var ærkerivaler.

***

’’ Sky! ’’

Jeg mærkede hvordan en skinger stemme råbte efter mig. Jeg glippede med øjnene, men kunne stadig ikke se andet end en halv sløret skikkelse stå foran mig med lyst blond hår.

’’ HALLO! SKY! ’’ skreg hun, hysterisk og overdramatisk mens hun begyndte at ryste i mig. Hendes slanke fingre pressede sig ind mod mine skuldre og klemte så hårdt at jeg straks vågnede, i et forsøg på at ryste mig væk fra hendes skarpe negle.

’’ Hvad er der? ’’ mumlede jeg utilfreds, og fik endelig koncentration på personen foran mig. Det var Isabel.

 

Isabel var min storesøster, som jeg egentlig havde et godt forhold til men hun havde en svær personlighed, og det gjorde alle en smule trætte. Hun var ikke en ond person, men mere en der kan være irriteret. Men alligevel elskede jeg hende, og jeg havde haft nogle af de bedste samtaler med den pige – så det var ikke fordi at vi ligefrem ikke snakkede så meget sammen.

 

Hun var en høj blondine med en tynd krop og en timeglas figur, som blev fremhævet i hendes lyse farver der sad stramt om hendes hofter. Hun havde et rundt-ovalt hoved som passede perfekt til hende, ligesom hendes lige næse og hendes grønne øjne. Hun var ren perfektion, mens jeg bare var den person der gemte sig fra alt rampelyst bagved hendes pæne rette ryg.

Jeg havde en klumpet figur, og noget kejtet brunt hår der bare lod sig hænge i lange lokker der klamrede sig til hinanden mens mit pandehår var så langt at det dækkede for mine kindben. Jeg havde en lille mund, med store læber - som fik alt opmærksomheden. Men selvom der ikke var så meget kønt over mig, havde jeg dog en ting folk lagde allermest mærke til. Mine brune øjne.

De sagde altid at jeg havde noget med de øjne. Som om jeg gemte på en hemmelighed. Som om jeg vidste noget. Som om jeg havde skjult, og lukket mig selv inde med et tegn på hjælp – som kun mine dybe brune øjne udtrykte.

Selvom jeg altid afkræftede disse snakke, og spørgsmål – var det aldrig sandt. Der var noget der gemte sig inde i mig, noget der trykkede på alle knogler i min krop, og som sendte smerten videre helt ind til mit hoved. Fysisk og psykisk.

Min bedsteven var blevet myrdet.

 

Det var ikke noget jeg overhoved havde overskud til at tænke på, eller overhoved snitte det emne. Især ikke hvis jeg skulle med nogle om det. Det eneste jeg ville gøre var at hulke i starten af sætningen, og så bryde sammen foran alle. Det var ikke noget jeg selv styrede, det var bare noget der havde lagt sig ind i mig. Lige så dybt, som mine øjne så ud.

Nathan – såkaldt min bedsteven. Eller måske så vi ikke hinanden på den måde mere. Vi så hinanden mere som nogle der kunne fortælle hinanden alt, holde i hånden, snakke, kramme, gøre alt sammen. Definitionen af bedsteven, ja – men vi så hinanden som to mennesker, to mennesker der var kærester.

 

’’ Du skal op nu! James venter på mig ved hoveddøren, og du skal ikke ødelægge det hele med at jeg skal lave morgenmad for dig, og sådanne ting! Jeg skal gå nu, tag noget tøj på og.. ’’ Hendes ellers hurtige talende mund, var blevet lukket og hendes pande havde fået en rynke. Underligt hun overhoved kunne få sådan én. ’’ Fjern den mascara, det ligner du har et blåt øje. ’’

Hun rettede sig op, hostede en gang og fandt sit perlesmil frem.

’’ Hej hej, søs. Held og lykke i skolen. ’’ Hun gik med beslutsomme skridt ud af værelset, og forsvandt ud af hoved døren.

Jeg sukkede tungt, og trykkede min håndflade mod mit øje. Det var første skole dag efter sommerferien, og det var ligeså nervøst for mig som for alle andre. Undtagen lige det med at jeg var forsvundet ind på mit værelse to måneder før sommerferien. Det vil sige, at jeg ikke lukkede nogen ind eller noget som helst. Det var kun mig, og mine gardiner der var trukket for vinduerne.

 

Jeg placerede mine fødder på det kolde gulv, og rejste mig. Jeg trak gardinerne fra, og betragtede det typiske vejr i provinsbyen Leeds.

De store grå skyer havde dækket få den klare himmel, og dannede en ubehagelig kedelig atmosfære over de små huse. Solen var fuldstændig forsvundet i de tågede skyer, og havde nærmest bragt et underligt hvidt lys ud over himlen

Jeg traskede ud i stuen og så mig omkring. Den sædvanlige klassiske stil, som var noget mine forældre havde interesseret sig for og ingen af os – det vil sige min søster eller mig – havde mod på at smide ud. Som om at vores forældre ville komme tilbage og spørge os i et hårdt tonefald hvor alle møblerne var blevet af. Hvilket ikke ville være så sædvanligt, fordi det var dem der egentlig forlod os først

 

Mine forældre havde altid elsket både mig og min søster på rigtig mange punkter, og de ville ikke mene noget ondt med at forlade os. Og det er ikke fordi de helt havde glemt at sende os kort til jul, eller nogle små statuetter fra Egypten til vores fødselsdage. De sendte os nemlig også penge til at bo i den lille lejlighed som de havde købt, og indrettet.

De var egentlig flyttet fra os af adskillige grunde, påstod de – men vi fik dem bare aldrig at vide. Egentlig var det også bare en undskyldning for at tage på forretningsrejse, og efterlade mig til min søster der ikke anede hvad hun skulle gøre med mig, også selvom jeg var fjorten der.

Men nu var der gået to år, og det var både nemmere for hende og for mig. Så slipper vi begge for hinanden. I hvert fald på den gode måde.

 

Jeg skyndte mig at hoppe ned i min løse sweater, mine sorte bukser, og mine Converse – i mens jeg snuppede en sandwich som Isabel havde lavet til mig, og skyndte mig ud af døren med min rygsæk.

 

De cyklende rytmer, og de fødder der klappede i takt ude på den lille gade, fik ekkoer til at ryge fra højhus til højhus, som om det var pinballs.

Jeg strøg hurtigt forbi alle, mens jeg prøvede at undgå at ligge mærke til at alle kiggede på mig. Mere end sædvanligt.

Selvom jeg var vant til mennesker der kiggede på mig, og hviskede forsigtigt fra øre til øre – om forskellige rygter de havde hørt om mig. Men denne gang var anderledes. Det her var ikke fnisen, eller hvisken-tiske. Det var bare onde inde borende øjne, der stirrede groft på mig, uden at sige et ord til deres irriterende veninder.

 

Jeg prøvede at synke den klump af ubehag i min hals, mens jeg satte tempoet op lige da jeg nåede hen til skolen.

Jeg pressede håndfladerne mod døren, mens jeg skubbede den op og støtte kejtet ind i en eller anden elev som tabte sine bøger og et papir.

’’ Undskyld. ’’ mumlede jeg stille, og lænede mig ned for at hjælpe med at samle de bøger op, som han hurtigt og nervøst tog til sig. Jeg tog fat i papiret, og rettede det op.

’’ Her .. ’’ sagde jeg, og skimmede hurtigt teksten på papiret. En pludselig stilhed faldt over mig, og klumpen i min sammensnørede hals fløj pludselig ned i mit bryst og dannede en hård knude, der fik mig til at gyse og stivne på samme tid.

 

Papiret var om mig. Sky Hood. Billedet var af mig. Sky Hood. Og de grimme ord var om mig. Sky Hood!

 

Mine hænder strammede sig om papiret, og en rysten gik igennem mig mens jeg smed papiret i frustration, og løb ned af gangen.

For det eneste der ikke kunne have været mere sårende var det der stod på papiret med rød blodig tekst. Med store bogstaver, der sad fast i mit hoved og kørte om og om igen:

 

’’ NATHAN BEGIK IKKE SELVMORD, NEJ - HAN BLEV MYRDET. OG HVEM SLOG HAM IHJEL? SKY HOOD! ’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...