Søgeren

Alexander Cavalier er en erfaren vampyr. Hele hans verden bliver rystet, da han fornemmer en søgen efter ham. Hvilken vampyr er dum nok til at opsøge en så magtfuld skabning? Samtidig slynges han rundt i minder fra sit grusomme udødelige liv.

DETTE ER MIT FØRSTE BIDRAG TIL FANTASY-KONKURRENCE, DET ER VERSION 1.

4Likes
2Kommentarer
370Visninger
AA

8. Søgeren

Det var med dyb irritation, at jeg mindes mine aggressioner, da jeg mistede Angelika. Hun var mere end bare et offer for mig, for hun havde været så perfekt. Jeg havde aldrig kunnet glemme hende, for hun havde været så speciel. Det eneste menneske, der kendte min hemmelighed uden at blive skræmt over det. Jeg havde prøvet flere gange senere. Altså prøvet at finde et menneske, der ikke blev angst, når jeg fortalte dem, hvad jeg var. Selvfølgelig var der blevet flere på det sidste, der ikke blev bange for mig, men det var udelukkende, fordi de ikke troede på, at min slags findes, og så tæller de jo ligesom ikke.

     Jeg sad stadig i min lund og koncentrerede mig om mit territoriums grænser. Intet havde rørt på sig endnu, men jeg havde på fornemmelsen, at der ikke ville gå lang tid. Søgeren havde ikke udsendt nogen signaler i lang tid, hvilket tydede på, at vampyren havde fundet mit territorium. Det meste af mit territorium er omkranset af ubeboet område, fordi ingen vil rivalisere med mig. Det gør det også muligt for ynglinge at kredse rundt i ufarlige områder, selvom min lugt er næsten overalt.

      Jeg rejste mig langsomt. Jeg søgte rundt i mit territorium. Jeg var fuld af blod og på ingen måde sulten. Mine kræfter var på deres ypperligste niveau. Jeg smilede grumt for mig selv. Det begyndte at sitre i mine fingerspidser. Jeg ventede spændt, men intet skete. Jeg klatrede op i et træ, udelukkede for at tabe min hat på jorden. Med et dybt suk bukkede jeg mig ned og samlede den op. Jeg børstede den af og tog den på igen. ’Jeg burde overveje en mere praktisk beklædning’, tænkte jeg og følte mig sofistikeret.

     Pludselig skete det. Mine sanser informerede mig om indtrængende. Det var ikke langt fra mig, så jeg stak øjeblikkeligt i løb. Kom ud af skoven og ind i en ny. Søgeren, den underlige vampyr, var tæt på. Jeg sænkede farten. Åbnede for alle sanserne. Jeg stirrede ud i skumringen. Jeg kunne fornemme, at den indtrængende ikke var langt væk. Jeg kom ind i en lysning, hvor jeg stoppede med ryggen mod et stort træ. Jeg følte mig igen som edderkoppen i sit spind. Vampyren var tæt på, og pludselig slog det mig, at denne vampyr kun var en yngling. Hvordan kunne det gå til? Nu var jeg for alvor forvirret, og det vidste ynglingen. For i samme øjeblik trådte den frem i den anden ende af lysningen.

      Jeg forstod det ikke. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg kunne ikke følge med, hvordan kunne dette ske? Det var umuligt! Men der stod hun. Smukkere end nogensinde, med det røde hår bølgende ned af ryggen og det bedrevidende smil på læberne. Jeg tog mig bestyrtet til hovedet. Vaklede.

     ”Angelika?” spurgte jeg med store øjne. Alle mine forsvarsværker var brudt ned. Forsvundet det første jeg så hende. Øjnene. Det var lysende røde øjne, der så udtryksløst i min retning. Hun kom tættere på og lagde hovedet på skrå. ”Jeg vælger at sige Angelika Cavalier!” svarede hun nøgternt. Hendes stemme fyldte omgivelserne med ynde. Det farligste våben på jorden forklædt i det smukkeste væsen. Hun var så tydeligt vampyr. Alt det klassiske. Den skønhed. En djævel i engleklæder.

     Hun så afventende på mig. ”Du skulle være død!” stønnede jeg. Hun lo. En forvirrende djævelsk latter, der på samme tid var så blid i tonerne. Hvilken blanding. ”Du var så venlig at forlade rummet, så fyrsten ikke behøvede at dræbe mig! Han kunne jo lide mig – præcis ligesom du!” kvidrede hun. Hun var heller ikke på vagt mod mig. Hun gik helt hen foran mig, og jeg begyndte at forstå verden omkring mig selv igen. Selvfølgelig. Det var derfor han kunne have så mange ynglinge, uden hans område blev tømt for egnede mennesker. Han udnyttede reglen, til at lave ynglinge af den mest tiltalende slags. Jeg rystede vredt på hovedet, og så så på Angelika. Hun var så skøn, at det var ufatteligt. Det lille uskyldige væsen var væk, og i stedet havde den intelligente pige, som hun jo altid havde været, taget magten. Hun smilte forsigtigt til mig. Hendes hugtænder var fremme og gav et grotesk modtræk til det skønne ansigt.

   

Jeg havde efterhånden fået samlet mine tanker. ”Hvordan kom du væk fra fyrsten? Og hvorfor kom du til mig?” spurgte jeg. Jeg gjorde mit bedste for at gøre stemmen udtryksløs, men det lykkedes ikke for mig. ”Jeg har boet hos ham i næsten tohundrede år! Jeg kender hver eneste yngling, hvert eneste vagtskifte, hver eneste kælderhvælv – det var ikke svært”, grinte hun. Hun blev øjeblikkeligt seriøs! ”Du er den eneste, der nogensinde har givet mig lidt frihed! Jeg arbejdede konstant for mine forældre, og jeg arbejdede konstant for fyrsten!” Forklarede hun nøgternt. ”Så du vil være min allierede?” spurgte jeg overrasket. Hun nikkede. ’Kan man det?’ tænkte jeg. Det ville blive første gang i historien, hvis det lykkedes.

     ”Hvad vil du have?” spurgte jeg koldt. Der måtte ligge noget bag, siden hun ville arbejde sammen med mig, også når hun blev trehundrede, hvor hun pludselig ville få noget magt. Et listigt smil spillede på hendes læber. ”Hævn!” svarede hun koldt. Det havde jeg hørt hende sige før, og når hun ville have hævn, så fik hun det. Hun var forførende. Hendes figur var så ypperligt kvindelig. Hendes barm nærmest struttede af fryd. Som hun stod der, kunne jeg knap nok holde mig fra hende.

      ”Så vi skal dræbe fyrsten?” spurgte jeg – udelukkende for at være sikker. Hun nikkede. Hun havde aldrig været bange af sig, men hun var klog, og hun havde vidst, at det ikke nyttede noget at dræbe fyrsten, før hun var fyldt trehundrede. Det var også en af kodeksets regler – en yngling kan ikke blive fyrste! Det er ganske enkelt umuligt at få magt, før man fylder trehundrede.

     Hun så forventningsfuldt på mig. ”Tør du?” spurgte hun. Jeg tog fat i hendes skuldre, som jeg havde gjort det engang for tohundrede år siden. ”JA!” råbte jeg og smilede grumt. Endelig kunne jeg få min hævn over den åndssvage fyrste. Hun havde lagt hovedet på skrå igen. Denne gang kiggede hun vurderende på mit ansigt. Så kyssede hun mig. Et rigtigt kys på læberne. Sådan et jeg ikke havde fået, siden jeg blev bidt. Sådan et som hun aldrig havde fået. Jeg kyssede igen. Hun rev sig løs og fniste tøset. Jeg kiggede undrende på hende. Hvordan kunne en person indeholde så mange sider? Hendes øjne lyste i samme øjeblik, som hun spurgte:” mad?” Jeg nikkede.

     Vi ville blive et fantastisk par. Hvor ville det se godt ud, når vi blev fyrste og fyrstinde over vampyrverdenen. De to rødhårede vampyrer – de eneste to, så vidt jeg husker. Som der så grueligt ligner hinanden. ’Åhh fryd, når fyrsten ser os træde ind af døren til hans palæ’, tænkte jeg skummelt. Angelika tog min hånd. Sammen skulle vi regere, men først skulle vi fylde den nærmeste by med gru! Denne sensation krævede et orgie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...