Søgeren

Alexander Cavalier er en erfaren vampyr. Hele hans verden bliver rystet, da han fornemmer en søgen efter ham. Hvilken vampyr er dum nok til at opsøge en så magtfuld skabning? Samtidig slynges han rundt i minder fra sit grusomme udødelige liv.

DETTE ER MIT FØRSTE BIDRAG TIL FANTASY-KONKURRENCE, DET ER VERSION 1.

4Likes
2Kommentarer
416Visninger
AA

1. På jagt

Det nærmede sig aften. Jeg stod skjult af træernes skygger og iagttog en yngre kvinde. Hun havde været ude og spise med en mand, der tydeligvis havde skumle tanker, men det så hun ikke – hun var lidt for naiv, men på den tiltalende måde, der fanger manges interesse. Hun havde et tiltalende ansigt og et smittende smil. Hun stod alene i skæret fra en lanterne foran byens bedste restaurant. Vinden rev i min frakke, da jeg trådte ud af skovens mørke skygger. Jeg holdt let fast i min hat, indtil jeg kom i læ.

     Jeg gik langsomt hen mod hende. Hun havde slået armene om sig som et værn mod vejret. Hun så mig ikke komme, hørte kun lyden af min stok mod fortovet. Hun troede sikkert, at det var en gammel mand, der nærmede sig. Det gav et sæt i hende, da jeg spurgte:” Kunne det friste med en eskorte på hjemvejen?” Hun kiggede forsigtigt i min retning. Et usikkert smil spillede på hendes læber, da hun konstaterede, at det ikke var noget farligt, der havde sneget sig ind på hende. ’Du skulle bare vide’ tænkte jeg skummelt. Mit mørke sind lo sin hånlige latter. Det var næsten synd for hende – hun var alt for godtroende til at forstå, hvad der hændte hende, men det var alligevel meget godt. Et let måltid var lige, hvad jeg havde brug for, selvom det ikke ville blive særligt spændende.

 

 Jeg havde brugt to uger på at udradere en yngling, der blev ved med at vende tilbage. Han har været nær de trehundrede år, der i vores verden betyder magt og sikkerhed. Det havde gjort ham overmodig. Han havde lige taget næring til sig, så han var stærk, men han var ikke klog. Han havde overset en vigtig pointe. Jeg er næsten syvhundrede år, hvilket betyder, at jeg ikke behøver at tage næring til mig særlig ofte.

     Da han var kommet for tredje gang, havde jeg forfulgt ham helt ud af mit eget territorium og ind i ubeboet område. Efter fire dage var han blevet så svag af manglende næring, at han ikke kunne bevæge sig hurtigere end et menneske. Da havde jeg fanget ham og bundet ham fast til en pæl. Jeg havde revet tøjet af ham og ventet på solen. Han havde skreget op i pinsel, allerede inden solen var stået op. Ikke at solen dræber os, men den svier mod vores hud, tapper os for energi og gør os sultne. Det var nok mere sulten, der var grunden til, at han skreg op. Solen bliver lettere at holde ud, når man bliver ældre. Mig irriterer den kun.

     Jeg befinder mig helst i skyggen, og jeg er bedst tilpas om natten, når jeg kan bevæge mig lydløst og usynligt. Da solen var gået ned, var jeg kommet frem fra skyggerne. Jeg havde revet halsen over på ham, mest fordi jeg blev træt af at høre på hans latterlige forsøg på at slippe uden om. Så nu var jeg sulten.

 

Pigebarnet kiggede på mig igen og nikkede så. Jeg kunne se nysgerrigheden og spændingen glitre i hendes øjne. Jeg havde fanget hendes interesse. ”Hvad hedder du?” spurgte hun, mens vi bevægede os ned ad gaden. Jeg svarede med et smil:” Alexander Cavalier”. Det var egentlig ikke mit rigtige navn. Alexander var, men på min tid som dødelig brugte man ikke efternavne i Frankrig. Dengang var det mere slægtsnavne, hvis man havde nogen af dem, eller kunne ens embede blive nævnt, men det var kun, hvis man var virkelig højtstående.

     Hun kiggede overrasket på mig. ”Det lyder, ” hun tænkte sig om,” fransk?” Jeg nikkede. Jeg kiggede undrende på hende – irriteret over, at det var for længe siden, jeg havde taget næring til mig til at kunne læse hendes tanker. ”Og du er?” spurgte jeg efter et forsøg på at skabe kontakt til hendes hukommelse. ”Jeg hedder Sandra Brown” svarede hun med et blændende smil. ’Sædvanligt’ tænkte jeg bistert. Det er mere spændende med originale navne, men dem er der naturligvis ikke så mange af.

 

Jeg er ikke den snaksaglige type, så jeg lod hende om snakken. Hun fortalte om intet, absolut intet interessant. Det eneste spændende ved det var, at jeg kunne følge med i, hvor usikker hun følte sig. Hun var begyndt at slappe mere af, kunne jeg høre på hendes snakkeri. Hun snakkede langsommere og mere roligt nu. Hun var kommet over stadiet ’pinlig tavshed’, og så havde hun vist heller ikke så meget mere at fortælle. Det var egentlig ret underholdende at følge med i, men det generede mig, at hun var blevet så afslappet. ’Du går jo med en fremmed mand’ tænkte jeg aggressivt.

     Jeg havde løftet min stok og var i fuld gang med at inspicere guldlaméen for ridser, da vi pludselig hørte nogen råbe i dødsbøn. Jeg spidsede ører, og jeg kunne se, at pigebarnet gjorde det samme. Hun var stoppet op, og ved lyden af et pistolskud blev hun ligbleg. Hun begyndte at mumle betryggende ord til sig selv og var som frosset fast til fortovet.

     Jeg ærgrede mig – alt det blod, der gik til spilde! Havde jeg ikke haft det lille tøsebarn på slæb, havde jeg haft mine tænder smurt ind i blod på nuværende tidpunkt, men sådan blev det altså ikke.

     Jeg spidsede stadig ører – pigebarnet var begyndt at småklynke. Hun irriterede mig, men hvad værre var, så kunne jeg ikke dufte noget blod. Kort efter skreg en kvinde op igen. Hun var altså ikke blevet ramt, måske havde det heller ikke været hensigten. Tøsebarnet åndede lettet op og fik gang i benene igen, nu kunne hun ikke komme hurtigt nok væk. Til gengæld var hendes puls steget betydeligt, og hun holdt kæft. Det kunne man kun kalde en forbedring.

     Da vi var kommet væk fra gaden, hvor vi havde hørt kvinden, sagde tøsebarnet:” Tror du, hun overlever?” Hun var tydeligvis bekymret. Det var længe siden, jeg havde hørt noget råb, så jeg nikkede i et halvhjertet forsøg på at opmuntre hende. Det faldt ligesom ikke i min smag at opmuntre min mad. Det ville være ligesom at gå ud til en and lillejuleaften og sige, at den nok skulle klare det. Altså meningsløst. På den anden side er grædefærdige pigebørn ikke særlig nemme at holde ud. Dem behøvede jeg ikke bruge min tid på længere. Jeg var ellers opdraget til det, men jeg havde gjort det lidt for ofte i mine dødelige dage, hvor hæderlige mænd tog sig af de søde svagelige kvinder. 

 

Vi nåede hurtigt til hendes hjem. Den korte gåtur fik mig til at overveje, hvorfor hun ikke bare var begyndt at gå selv, men pyt, så havde jeg været nødt til at jagte hende. Hun åbnede døren og gik ind i opgangen til et mindre lejlighedskompleks, som jeg ikke havde været i før. Det var en af de få hindringer, jeg havde. Jeg kan ikke betræde et hus, jeg ikke er blevet inviteret ind i. I skæret fra lamperne kunne jeg til min dybe skuffelse konstatere, at pigebarnets hår var brunt og ikke rødt, som jeg havde håbet. Nok kan jeg se i mørke, men på grund af kontaktlinserne har jeg svært ved at skelne nogle farver fra hinanden. Rød og brun hårfarve ligger alt for tæt på hinanden.

      Jeg tænkte på, hvordan det måtte være for pigebarnet at se mig her i lyset. Mit rødglødende hår, der nærmest slikker min høje hat som var det flammer. Mit blege skin, der fremhæver mine grønne kontaktlinser, så det ligner de skinner – et af mine tidligere ofre fortalte mig det. Min lange frakke, der kun er få centimeter fra at stryge hen over jorden, og min sorte stok med guldlamémønstre. I hendes øjne måtte jeg ligne et levn fra en svunden tid. Det underholdt mig.

     Jeg kunne se på hende, at hun overvejede, om hun skulle invitere mig med ind. Jeg vidste, at det ville hun, før hun selv gjorde. Kejtet spurgte hun, om jeg ville med ind, og det kunne jeg da ikke takke nej til. Hun havde et stort smil på læberne og låste sig ind i lejligheden. Med hendes invitation havde jeg nu adgang til hele opgangen. Det passede mig ret godt.

     Hendes lejlighed var meget fint pyntet. Hun havde tydeligvis revideret hver eneste genstand, hun havde i hvert eneste rum. Lejligheden var lille. Hun sov på en slå-ud sofa i stuen, hvor vi nu var kommet ind. Hun undskyldte for, at der ikke var ryddet op. Hun havde åbenbart ikke forventet herrebesøg, selvom hun havde været ude at spise.

     Jeg gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig. Jeg ved godt, at folk ikke bryder sig om at blive kommanderet med i ejet hjem, men nu var jeg utålmodig. Jeg kunne mærke sulten gnave som en ild i mine årer, og jeg havde ikke lyst til at vente længere. Hun satte sig lidt forfjamsket. Egentlig havde jeg ikke lyst, men jeg satte mig alligevel i stolen over for hende. Hun smilte til mig. Jeg kunne mærke, at hun prøvede at finde ud af, hvad jeg var for en. Jeg havde hverken smidt frakke, hat, stok eller støvler i garderoben med undskyldningen, at jeg snart skulle gå igen.

 

Forbistret rejste jeg mig og gik hen til hende. Hun så forvirret op på mig, og tanken ’han ved ikke, hvad han vil’, trådte næsten alt for tydeligt igennem. Jeg kunne mærke hendes puls stige. Blodet pumpede rundt i hendes årer og var ved at gøre mig sindssyg. Havde jeg ikke haft kontaktlinser på, ville mine øjne have lyst rødt netop nu i dette sekund.

      Jeg smilte et lille grumt smil og rakte hende galant en hånd for at hjælpe hende med at komme op at stå. Hun tog min hånd, og hendes tanker stod øjeblikkeligt tydeligt for mig. Hun var forvirret, forstod ikke helt, hvad der skete, og hun kunne ikke finde ud af, om hun skulle være bange eller spændt. Jeg trak hende ind til mig og stønnede lavmælt ved duften af hendes blod. Hun troede, jeg var tændt, så hun blev øjeblikkeligt rolig – det var noget, hun forstod sig på. Hun begyndte at knappe min frakke op.

      I mellemtiden havde jeg løftet hende op, så hun sad med benene rundt om mine hofter. Jeg bar hende over til væggen, som om jeg ville bruge den som støtte for at bære hende. I virkeligheden vejede hun ingenting for mig – selv ikke i min udsultede udgave. Jeg lod mine læber stryge hen over hendes hals. Mine hugtænder var skudt frem, men det havde hun ingen mulighed for at opdage. Hun sukkede stille og lagde sine arme om min hals. Hendes hals var blottet for mig, så jeg lod mine hugtænder synke ned i den bløde hud. Jeg smagte blodet, før hun opdagede, at jeg havde bidt hende. Hendes sidste tanke afslørede, at hun troede, at det var en af mine feticher, og hun havde tydeligvis ikke noget imod at blive bidt.

     Hun indeholdt ikke nok blod til at tilfredsstille mig, men noget andet havde prikket til mine sanser. Noget jeg ikke havde mærket i over en uge. Det var også den åndssvage ynglings skyld. Jeg lagde pigebarnet på hendes seng og frydede mig over, at jeg ikke afsætter fingeraftryk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...