Søgeren

Alexander Cavalier er en erfaren vampyr. Hele hans verden bliver rystet, da han fornemmer en søgen efter ham. Hvilken vampyr er dum nok til at opsøge en så magtfuld skabning? Samtidig slynges han rundt i minder fra sit grusomme udødelige liv.

DETTE ER MIT FØRSTE BIDRAG TIL FANTASY-KONKURRENCE, DET ER VERSION 1.

4Likes
2Kommentarer
468Visninger
AA

6. Ordstrid

Jeg smilte for mig selv ved tanken. Jeg var begyndt at løbe. Søgerens signal var stadig ophørt, og da jeg ikke kendte kilden, kunne jeg ikke søge den. Jeg var nået til en storby. Det var høj sol, så jeg mistede for meget energi ved at løbe. Jeg besluttede mig for at gå en tur gennem byen. Jeg gik i skyggen. Jeg tiltrak mig ikke meget opmærksomhed, for alle havde deres interesse rettet mod vejret. Jeg så utallige komme gående med deres is. I mine øjne var det en kedelig by. En af dem man med rette kan kalde betonbyer.

     De mennesker, der var tvunget til at arbejde på denne solrige dag, var tydeligvis misundelige på dem, der ikke skulle. Det var ikke tit, at jeg gik så nær storbysmennesker. De havde ikke den mindste snert af mistro i deres tanker. De tænkte blot, at jeg havde en underlig stil. Som om jeg valgte mit tøj, fordi det var en stilart. Jeg rystede på hovedet. Mens jeg gik ned af gaden, søgte jeg konstant efter signal fra søgeren, men intet kom. Jeg havde vænnet mig sådan til det, at det nu føltes som en mangel, og jeg ville jo gerne finde søgeren.

     Jeg stoppede op uden for en butik med falske skræmmeeffekter. Ekspedienten var klædt ud som varulv, og han lignede en, der hadede sit job – han havde det tydeligvis for varmt. Jeg gik ind. Et muggent:” Kan jeg hjælpe dig med noget?” kom fra ekspedienten. Jeg gik langsomt hen til ham. Kiggede på ham med mine røde øjne og sagde:” Har I nogle overbevisende effekter?” Jeg lagde ansigtet i nysgerrige folder og fulgt spændt med i mandens tanker. Han troede, at jeg var en eller anden, der havde klædt sig ud for sjov. En eller anden nørd. Han sagde uoplagt:” Hvilke effekter mangler du?” Jeg trak på skuldrene – det måtte han vel kunne se. ”Har du hugtænder?” spurgte manden. Jeg hvæste til svar og lod mine hugtænder blive ude. Han nikkede, og han var på ingen måde overrasket. Skønt alle mine ydre tegn var synlige, faldt intet mistænksomt ham ind.

     ”Du kunne jo skifte det der kluns ud med en kappe eller sådan noget”, sagde han langsomt og kiggede ud på det gode vejr. ”Hvem siger min slags går med kappe?” spurgte jeg påtaget nysgerrigt. ”Er du ikke sådan en, der går op i det? Har du ikke set alle filmene?” spurgte han med en chokeret mine. Jeg rystede på hovedet. Var knægten dum eller hvad? Hvem siger, at vi går klædt som i filmene? Jeg gik ud af butikken med et dybt suk. Manden sukkede lige så demonstrativt inde i butikken.

     Jeg stoppede op midt i menneskemængden. Jeg troede det næsten ikke. Jeg havde fået signal igen, og det var tættere på. Jeg slappede af i muskler, jeg slet ikke havde opdaget, at jeg havde spændt i. Det var faktisk en lettelse at mærke signalerne igen. Søgeren var på farten endnu en gang. Denne gang var søgeren bare tættere på.

     Jeg søgte i mit territorium. Jeg følte mig lidt som en edderkop, der har spundet sit spind vidt og bredt, og som nu sidder i sit hjørne og venter på fangst. Stadig ingen trusler nogen steder. Søgeren havde altså ikke forvildet sig ind på mit territorium endnu. Måske var det med vilje? Jeg søgte mere seriøst langs den sydlige kant, men der var ikke noget. Ikke endnu. Til gengæld kunne jeg roligt lade mine tanker spinde igen, mens jeg bevægede mig længere mod syd.

 

Så var det der pludseligt. Ordet! Og med det kom et væld af synonymer. Vampyr. Mørkets fyrste. Mørkets herre. Blodsuger. Udød. Genganger. Det underlige var, at der ikke var noget i hendes tanker, der tydede på angst. Hun så på mig. ”Du kan ikke nå mig herinde”, konstaterede hun lavmælt. Jeg nikkede. ”Men jeg vil heller ikke tvinge dig, Angelika”, sagde jeg roligt. ”Hvad kan du give mig?” spurgte hun stilfærdigt. Hun havde rejst sig op og stod blot en halv meter fra mig. Hun havde rejst sit blik og afslørede et par intelligente øjne. Den slags øjne som mænd på hendes tid ikke brød sig om, sad på en kvinde. Hendes øjne søgte svar i mit ansigt, der naturligvis ikke afslørede noget.

      Jeg besluttede mig for at være ærlig over for hende. ”En fremmed verden…” jeg mødte hendes blik ”... og et smukt lig”. Hun nikkede. ”Jeg kan ikke gemme mig for altid, og du har vel valgt mig?” spurgte hun nysgerrigt. Hendes øjne lyste af spænding, men hendes tanker var blokerede for mig. Eller, de var ikke blokerede, men hun skjulte bevidst nogle oplysninger ved at lade én tanke passere hele tiden – vampyr. Jeg nikkede og svarede lumsk:” på en måde”. Hun lagde hovedet på skrå. Først nu opdagede jeg, at hun havde ladet sit hår falde. Det bølgede som et ildhav ned mod hendes smalle talje.

     Hun søgte mit blik. Der var stadig ingen panik, ikke engang angst at spore i hendes øjne eller tanker. ”Hvorfor er du ikke bange?” spurgte jeg en anelse forundret. Hendes tanker afslørede, at hun tænkte, at jeg måtte være dum eller sådan noget. ”Fordi” startede hun, ”at jeg hele mit liv har været fanget på denne kro med forbud mod at opleve verden, så man kan vel kalde det hævn”. Hendes øjne funklede, da hun afsluttede sætningen. Hun lyste af viljestyrke og fyrighed. Jeg smilte mit hugtandssmil til hende. Hun smilte igen. Døden var et bedre valg end fangenskab. Dette væsen, der lignede en engel på ydersiden, var en djævel indeni. Tanken tiltalte mig. En djævel i engleklæder.

     ”Hvor længe skal vi rejse?” spurgte hun. Det forvirrede mig. ”Hvordan vidste du, at jeg ikke bare ville dræbe dig nu?” spurgte jeg, mens jeg lod hænderne glide mod trækarmen til hendes værelse. ”Fordi, så kunne du lige så godt have dræbt en af mændene nede i skænkestuen,” svarede hun intelligent. Hendes blik udfordrede mig, men hun havde ret. Mændene nede i krostuen havde deres parader helt nede! De ville være nemme ofre.

      ”Godt, du får ret! Hvad så?” spurgte jeg og vendte mig om for at gå. ”Hvad så? Det betyder, at du giver mig en mulighed for at se verden, inden jeg dør!” Pigebarnet råbte næsten. Det fik mig til at stoppe og se på hende. Hendes positur var aggressivt vendt i min retning. Hun trak vejret hurtigt, fordi kjolens korset gjorde alt andet umuligt. Det røde hår stod som en brændende kåbe om hende. Jeg smilte. Det gik for let, men hun ville være perfekt at præsentere for fyrsten, og jeg kunne lide hendes temperament.

     Pigen vendte sig og hev en stor taske frem af skabet. ”Ingen oppakning! Det sinker os!” sagde jeg nøgternt. En forurettet lyd undslap hendes læber, men hun smed tasken væk igen. Hun stod stadig inde på sit værelse – det beskyttede område. Hun stirrede ind i mine øjne. ”Det ligner, at de har en puls”, konstaterede hun forundret. Hvorfor talte hun nu om mine øjne? Hendes afslappede væremåde forvirrede mig, og den gjorde mig arrig, men der var ikke så meget at gøre ved det. Hun var perfekt. Bare hun også ville være sådan mod fyrsten.

     ”Du kan ikke komme uset gennem skænkestuen”, sagde jeg for at dreje samtalen væk fra mig.”Nej, men jeg kan komme uset gennem det vindue der” gav hun igen. Jeg smilte. Hun var fyrig det lille pigebarn. ”Og hvordan vil du overleve det fald?” spurgte jeg nysgerrigt. Vi befandt os trods alt på anden etage, og pigebarnet var ikke lavet af sten.”Ved at du griber mig?” spurgte hun i et spørgende tonefald. Jeg vendte øjne. Men hun havde ret, så jeg løb hurtigere, end det menneskelige øje kunne se gennem skænkestuen. Jeg stoppede neden for vinduet. Angelika stod deroppe og så forskrækket ud. Jeg begyndte at overveje, om hun mon fortrød, men så sprang hun. Jeg greb hende med lethed og styrtede ud af byen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...