Søgeren

Alexander Cavalier er en erfaren vampyr. Hele hans verden bliver rystet, da han fornemmer en søgen efter ham. Hvilken vampyr er dum nok til at opsøge en så magtfuld skabning? Samtidig slynges han rundt i minder fra sit grusomme udødelige liv.

DETTE ER MIT FØRSTE BIDRAG TIL FANTASY-KONKURRENCE, DET ER VERSION 1.

4Likes
2Kommentarer
375Visninger
AA

7. Fyrsten

Jeg nærmede mig den sydlige grænse for mit territorium. Søgerens signaler var tydelige, og jeg var begyndt at tro, at jeg var tæt på, netop som signalerne hørte op for anden gang den dag. Det var sent på eftermiddagen, og der var ikke lang tid til, at det ville begynde at skumre. Jeg frydede mig, selvom jeg ikke fik signalerne i øjeblikket. Jeg havde nemlig en overgang været tæt nok på til at opfange lidt information om søgeren. Det var en vampyr, men ikke én jeg kendte. Derfor måtte den være rimelig ung, måske var den lige fyldt de trehundrede? Hvis den var yngre, ville den ikke kunne søge mig, så sådan måtte det være. Jeg havde på fornemmelsen, at det pludselige signalstop skyldtes, at jeg havde fået nogle oplysninger, og vedkommende gerne ville være skjult lidt endnu. Det gav bare dårlig mening for mig, hvorfor en så ung vampyr ville søge mig. Det kunne ikke være en ældre, for dem kendte jeg. Mange af dem var omtrent lige så gamle som jeg. Der var kun et par stykker, der var ældre, for når man når min alder, begynder man at blive overmodig. Der ville jeg for alt i verden ikke ende.

     Men denne ’søger’ forvirrede mig stadig, hvis vedkommende faktisk var omkring de trehundrede, så var det virkelig dumt af den vampyr at opsøge mig. Jeg har nok det tredje eller fjerde største territorium, og det er ikke uden grund, at jeg har kunnet beskytte det. Denne vampyr måtte virkelig have sine idéer, eller kendte vedkommende mig slet ikke? Var vedkommende dum nok til at tro, at jeg på nogen måde ville skåne nogen, der forstyrrede mig i en sådan grad?

     Da jeg havde opfanget, at det var en vampyr, havde der været blokeret for videre information. Havde der ikke været det, ville jeg have vidst, hvordan vampyren så ud. Der kunne kun være en grund til, at en ung vampyr ville skjule sit udseende for mig, og det var, at jeg havde set vampyren før! Muligvis som yngling. Jeg ransagede min hjerne for, hvem det kunne være, men intet kom frem. De fleste ynglinge, som forvilder sig ind på mit territorium, dør, inden de når sikker grund. Jeg kunne ikke gøre andet end at vente på, at søgeren viste sig eller gav signal fra sig. Jeg satte mig i græsset inde i en lille lund og ventede.

 

Det blev dag og nat igen, før jeg endelig satte hende ned. Vi var ikke langt fra fyrstens territorium, og fra det tidspunkt, vi betrådte fyrstens jord, ville vi være under konstant bevogtning – om vi kunne se det eller ej. Jeg kørte stadig på det blod, jeg havde fået, inden jeg fandt Angelika, og det var ved at være for lidt. Hun havde været rolig under hele turen. Nogle gange havde hun ligget som en fugleunge i mine arme og kigget nysgerrigt på verden omkring os. Andre gange havde hun sovet trygt. Hun gav aldrig udtryk for at være bange eller for at ville hjem. Hun var en stærk lille tøs, og hun havde slået sig til tåls med sin skæbne. Nogle gange kunne hun le stilfærdigt for sig selv og sige:” Hvis bare min moder havde set dette!” Hun havde hurtigt opfanget, at jeg ikke havde tænkt mig at dræbe hende selv. Hendes tanker afslørede hende. Hun troede, hun skulle være ofret i et eller andet hedensk ritual. Et offer, det var hun, men ikke til noget ritual.

      Jeg smilte for mig selv og så på hende. Hun sad og betragtede mig. Det kunne hun bruge lang tid på. På bare og sidde og betragte mine øjne. ”Er du sulten?” spurgte hun pludseligt. Hendes blide vokal vred sig gennem stilheden og forsøgte at udfylde den enorme plads omkring sig. Hun havde fået mad et par gange, fordi jeg kunne mærke på hendes tanker, at hun var sulten. Jeg ville ikke fremsætte et forpjusket skelet for fyrsten, så hun fik den bedste mad, jeg kunne give hende, selvom hun spiste så godt som ingenting. I øjeblikket sad hun og nippede tankefuldt til et æble. Jeg havde på fornemmelsen, at hun aldrig ville få det spist.

      ”Du har en teori?” svarede jeg ligegyldigt. Hun nikkede. Jeg kunne mærke det på hendes tanker, men hun skjulte teorien for mig. Hun havde ret, jeg var sulten. Faktisk var jeg rimelig sulten, og et af de fineste eksempler fra mit eget territorium sad foran mig. Jeg havde en følelse af at blive lokket, og det føltes ikke godt. Nogle gange spurgte jeg mig selv, hvorfor den forbaskede møgunge ikke bare kunne være grim og utiltalende og kedelig, men det var hun ikke, og det var derfor, jeg havde valgt hende. Jeg måtte se at komme mig over min egen lyst, for jeg kunne ikke bruge den til noget lige nu.

     Hun sad og pillede ved sit hår, som hun havde flettet ned over den ene skulder. Det var frygteligt distraherende, for hendes hals var fri. Jeg kunne se, hvordan hendes blod pulserede i halspulsåren, og det gjorde det umuligt for mig at trække hugtænderne ind. Hun smilte sit irriterende bedrevidende smil og sagde:” dine øjne! De lyser mindre, og de pulserer ikke på samme måde længere!” Hun havde sikkert ret, jeg kunne jo ikke selv se det.

      Hun rejste sig og gik langsomt hen mod mig. Jeg bed mine tænder sammen, hvilket fik hugtænderne til at skære mod min underlæbe. Den tynde lyse hud på hendes hals var alt for lokkende, og jeg kunne ikke holde det ud. Det var den værste pinsel, jeg nogensinde havde været udsat for – at skulle beherske mig. Jeg brød mig ikke om det! Jeg besluttede mig banalt for, at hvis jeg nogensinde blev fyrste, så skulle dette være min ypperligste tortur. Jeg ville lade mine fanger sulte og slutte af med at placere et tiltalende offer foran dem, de skulle bare ikke kunne nå det. Og med ikke nå det, mener jeg, at de skal være pinligt tæt på at kunne nå det, men det skulle være umuligt. Jeg smagte blod på mine læber, og det gik op for mig, at jeg havde skåret min egen læbe op. Blodet smagte tyndt og utilfredsstillende, som når man finder et lig, der ikke har været dødt i længere tid, end at blodet begynder at størkne i årerne.

     Angelika smilte til mig. Hendes øjne afslørede, at hun vidste, at hun fristede mig. Jeg tog voldsomt fat i hendes skuldre. Havde det ikke været for hendes tanker, havde jeg ikke kendt til den smerte, der gik gennem hende, for hendes ansigt var oplyst af spænding. Jeg hvæste af hende. Ingen reaktion. Lagde hende aggressivt ned på jorden. Ingen reaktion. Jeg satte tænderne i hende, og da skreg hun. Jeg drak ikke meget – kun nok til, at jeg kunne holde mig kørende, indtil jeg nåede tilbage til mit eget territorium. Jeg lod Angelika ligge på jorden. Hun snøftede. Hun havde lagt den ene hånd over sårene. Jeg kunne se på hende, at min gift raserede i hendes krop, men hun græd ikke. Lidt blod piblede frem mellem hendes fingre.

     Jeg sukkede og satte mig ved hendes side. Jeg fjernede hendes hånd, mens jeg sagde:” Husk på, at jeg ikke er et legetøj!” Hun nikkede. Hendes forskrækkede øjne så op på mig. ’Endelig’ tænkte jeg, ‘ man bider hende, og endelig bliver hun bange’. Jeg slikkede forsigtigt på sårene, der helede øjeblikkeligt. Det duede ikke, at fyrsten kunne se, at jeg havde drukket af hende.

     Hun kom klynkende på benene, og vi begyndte at gå. Jeg ville ikke bære hende gennem byen, for her var for mange mennesker. Hun rettede ryggen og begyndte at spejde til siderne. ”Hvem skal jeg ofres til?” spurgte hun forsigtigt. Hun havde fået respekt for mig. ”Fyrsten”, svarede jeg. Min stemme afslørede tydeligt, at det ikke var nu, hun skulle snakke, og jeg havde fortalt pigebarnet lidt om min verden. Pigebarnet klappede i som en østers. Hun klynkede ikke længere, hun stirrede bare frem for sig. Hun havde blokeret for sine tanker, og det var egentlig meget godt.

 

 Vi nærmede os en enorm ruin af en borg. Den var meget kendt, og en masse mennesker var inde og kigge på den, men hvis de forvildede sig ind på fyrstens domæne, så var det sikkert, at de døde. Der gik mange spøgelseshistorier om denne borg. Vi gik ind. Ned ad en trappe og gennem et enormt kælderhvælv. For et menneske ville turen slutte nu. I den fjerneste ende af kælderhvælvet var der en lille åbning, der ikke kunne ses, hvis man ikke kendte den.

     Det første vi trådte ind, kom et par ynglinge os i møde. De sagde intet, og der var ikke en følelse at læse i deres ansigt eller tanker. De eskorterede os gennem nogle flere gange, inden vi endelig stod i fyrstens audienssal. Han sad mageligt i en enorm stol. Langs væggene stod der store søjler – ved hver søjle stod en yngling. Jeg havde på fornemmelsen, at fyrsten var en meget magelig fyr. Han kiggede knap nok op, da vi trådte ind. Ynglingene placerede sig på hver side af mig – jeg var en trussel. Endelig reagerede fyrsten. Han kiggede på os med et par stikkende røde øjne. Jeg fik en idé om, hvad Angelika mente, når hun sagde, at mine øjne pulserede. Fyrsten rejste sig. Straks var der fire ynglinge ved hans side.

      ”Nå, men hvad har vi her? Er det ikke Alexander Cavalier, som du kalder dig?” spurgte fyrsten. Jeg nikkede kort. Dette var et af de mest nedladende øjeblikket i mit liv, og jeg kan kun sige, at jeg var glad for, at alle i det rum, ud over fyrsten og jeg, var dømt til døden.”Jeg ser, du har fundet et smukt eksemplar”, konstaterede han med et blik på Angelika. Hans stemme var slesk og hånende, og jeg må indrømme, at den gav mig lyst til at dræbe ham.

      ”I kunne være søskende – har du tænkt over det?” spurgte han, og jeg måtte indrømme, at det havde jeg ikke. Sandheden var, at jeg havde fundet behag i Angelika, og derfor havde jeg valgt hende. Nu fyrsten sagde det, kunne jeg godt forstå ham. Vi havde begge rødt hår og en bleg hud. Hendes øjne var blågrønne, hvilket er den farve jeg i dag bruger i kontaktlinser. Vi var begge slanke og spændstige, og hun så udsædvanligt godt ud for et menneske.

     Han gjorde tegn til Angelika, om at hun skulle træde frem. Hun gjorde, som hun fik besked på. Hendes tanker var blokerede, og hun stod ret som en soldat. Intet i hendes holdning afspejlede frygt. Hun stirrede direkte ind i fyrstens øjne. De fire ynglinge, der dannede skjold om fyrsten, hvæste vredt. Fyrsten smilte tilfreds. Det var tydeligt, at Angelika tiltalte ham, ligeså meget som hun tiltalte mig. Han trådte helt hen til hende, og lagde fingeren under hendes hage. Han løftede hendes hoved, så hendes hals blottedes. Jeg mærkede vreden vælde op i mig. Irriteret hvæste jeg af ynglingene. I samme sekund tog de ynglinge, der passede mig op, fat i mine arme og trak mig mod udgangen. Jeg nåede kun at se fyrsten sætte sine tænder i Angelika, inden dørene blev lukket i hovedet af mig. Denne gang skreg hun ikke. Jeg løb det første, jeg var fri – spurtede hjem til mit territorium, hvor jeg hærgede i flere uger, inden jeg faldt til ro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...