Søgeren

Alexander Cavalier er en erfaren vampyr. Hele hans verden bliver rystet, da han fornemmer en søgen efter ham. Hvilken vampyr er dum nok til at opsøge en så magtfuld skabning? Samtidig slynges han rundt i minder fra sit grusomme udødelige liv.

DETTE ER MIT FØRSTE BIDRAG TIL FANTASY-KONKURRENCE, DET ER VERSION 1.

4Likes
2Kommentarer
453Visninger
AA

2. For mange tanker

Jeg gik ud på gaden i et forsøg på bedre at opfange signal. Det eneste, jeg kunne mærke, var en søgen. Noget eller nogen søgte mig, og jeg vidste ikke, hvad det var, for det havde ikke bevæget sig ind på mit territorium. Faktisk var det længere væk, end sidste gang jeg havde mærket det. Det irriterede mig grænseløst. Jeg kom i tanke om, hvad jeg havde foretaget mig, inden ynglingen havde forstyrret min tilværelse. Find kilden til denne søgen! Jeg vidste, det ikke befandt sig tættest på denne ende af mit territorium, for signalet havde været tydeligere længere nede. Jeg vidste godt, at jeg burde tjekke den øverste del af mit territorium. Det var længe siden, jeg havde været der, så min lugt måtte efterhånden være ved at aftage, men intet i mit sind advarede om indtrængende i det område. Så det ville blot sænke mig fra min søgen, efter det der søgte mig.

     Jeg kunne ikke forstå, hvordan noget kunne søge mig på den måde. Der var ingen ynglinge knyttet til mit gift, for de eneste, der nogen sinde havde fået det ind i kroppen, havde kort efter lidt en hurtig død. Der var ikke mange ældre, der havde territorium i nærheden af mig, og fyrsten havde ikke ønsket en visit af mig længe! Han ville på den anden side aldrig have søgt mig, men blot kaldt mig ind som en lille hundehvalp. Jeg hadede, at han havde magt over mig, men det var der ikke noget at gøre ved. Det havde været værre, da jeg blev trehundrede, for da var det en kvinde, der havde magten, og det havde virket så nedladende at følge hendes ordre.

     Den nuværende fyrste havde samlet et mindre antal ynglinge, angrebet om dagen og slået fyrstinden ihjel. En genial plan, der naturligvis ikke kan blive brugt igen, da han jo selv fandt på den. Sådan er det altid med fyrsterne, de fandt deres egen måde at komme til magten på, og nu er den metode totalt ubrugelig, fordi de selv kender den ud og ind, og derfor kan de beskytte sig mod den.

     Vores nuværende fyrste bor på et stort palads, der er omringet af ynglingevagter. De er måske ikke helt så stærke som de ældre, og de skal have blod oftere, men de er de eneste andre, man kan stole på. For en yngling er knyttet til sin herre, indtil de fylder trehundrede, så er de frie og går deres egne veje. Det har fyrsten selvfølgelig også taget hånd om, alle hans ynglinge bliver slået ihjel, før de fylder trehundrede. Det er lovligt, for ifølge kodekset har man ingen rettigheder, før man fylder trehundrede. Det virker som en form for test: Kan du klare dig selv og overleve i en verden af rovdyr, så kan du opnå en vis magt.

     Det er også, når man fylder trehundrede, at man får sit første territorium, for først der er det sikkert at bosætte sig, men man skal selvfølgelig først vinde retten over territoriet. Nogle ynglinge er så heldige, at de får lidt af deres skabers territorium, men det ender oftest med, at den ene af dem slår den anden ihjel, fordi de vil have hele området for sig selv. Sådan er vi, det kan vi ikke gøre for. Når man fylder femhundrede, skal man afgive et menneske fra sit territorium, dels for at vise kvaliteten af sit territorium, dels for at vise respekt over for fyrsten. Man skulle tænke, at vi var kloge nok til at vælge en, der ikke var af så god kvalitet – en, der havde taget stoffer eller sådan noget, men vi bliver vurderet på både alder, kvalitet og størrelse af vores territorium, så vi kommer med det bedste, vi kan finde.

 

Jeg stod ude på åbent område, da regnen begyndte. Den generede mig egentlig ikke, men det forstyrrede min søgers signal, så jeg ikke så let kunne få en fornemmelse af, hvor det eller den befandt sig. Jeg ville have smidt mit tøj, for det hele blev så træls af regn, og hatten kunne næsten ikke klare det, men jeg var nødt til at bevæge mig over et stort område, og derfor måtte jeg have mit tøj med mig. Jeg havde en mindre borg omkring midten af mit territorium, hvor jeg havde nyt tøj, hvis jeg havde aflagt noget og var for doven til at hente det. Problemet var bare, at der skulle jeg ikke forbi nu, hvis jeg skulle tage den hurtigste vej, og det ville jeg helst.

     Mørket var faldet på for alvor, så jeg smed mine kontaktlinser. Jeg lukkede øjnene og åbnede dem langsomt for at nyde skiftet. Nu kunne jeg se meget mere. Jeg var et sted i den nordlige del af mit territorium. Jeg kunne mærke vejrets ønske om at storme, regne, sne! Jeg ønskede, at det ville komme i gang. Desværre skulle jeg længere ned mod syd, så jeg var tvunget til at forlade mit favoritområde på min yndlingsårstid.

     Den ’søger’ ville ikke få det nemt, når jeg fandt den eller det, eller hvad det nu var for noget. Min irritation voksede, mens jeg løb gennem natten. Landskabet skiftede, uden jeg lagde særlig meget vægt på det. Her og der var der bakker, nogle gange bjerge, andre gange var der helt fladt. Nogle gange kom jeg tæt på store byer, andre gange var det kun sovebyer, som menneskene kaldte dem, jeg kom i nærheden af.

     Ved daggry havde jeg lagt det fabelagtige vejr bag mig. Jeg havde stadig lang vej, men det lille pigebarn fra den foregående dag havde ikke været nok, så jeg slog vejen forbi en mindre by, men den var ikke for lille. Jeg gik altid uden om de mindste byer, især dem der kun var landsbyer. Folk har en tendens til overtro i de byer! De ligger mærke til ting, som at jeg ikke går i kirke om søndagen, at jeg ikke kan gå ind i et hus uden at være indbudt, at mit skin er unaturligt blegt, at jeg ikke spiser, at jeg ikke har bestilt værelse på kroen eller noget andet sted – alle de ting. De er ganske enkelt for mistroiske, og de sender alarmer rundt, så alle småbyer i en frygtelig omkreds er småbange, og min signatur er desværre for let genkendelig. Det var for resten i en af disse småbyer, at jeg mødte hende. Hende, der blev mit offer, da jeg rundede de femhundrede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...