Søgeren

Alexander Cavalier er en erfaren vampyr. Hele hans verden bliver rystet, da han fornemmer en søgen efter ham. Hvilken vampyr er dum nok til at opsøge en så magtfuld skabning? Samtidig slynges han rundt i minder fra sit grusomme udødelige liv.

DETTE ER MIT FØRSTE BIDRAG TIL FANTASY-KONKURRENCE, DET ER VERSION 1.

4Likes
2Kommentarer
467Visninger
AA

4. En snack på vejen

 ’Søgeren’ sendte konstant små signaler efter mig, og det irriterede mig som en vanvittig, derfor prøvede jeg at distrahere mine tanker med mændenes opgør. Det var svært, for søgeren var insisterende – jeg havde på fornemmelsen, at søgeren vidste mere om mig, end jeg vidste om den eller det. Mændene var begyndt at skændes. Den vrede mand anklagede den anden mand for noget. Jeg fik først ikke fat i det. Jo, der var det igen. Han, altså den forvirrede mand, havde kysset og gramset lidt for meget på den anden mands udkårerene. Den forvirrede mands sindsstemning ændrede sig til angerfuld. Han havde ikke vidst, at det var den anden mands udkårerene, men det fik han aldrig mulighed for at fortælle. Den anden mand stak en dolk i maven på ham og sprættede hele hans overkrop op. Da manden så, hvad han havde gjort, skreg han op og løb, som havde han fanden i hælene, ud af laden.

     ’Middag’, tænkte jeg godt tilpas. Lugten af blodet fangede mine tanker i en sådan grad, at søgeren blev helt lukket ude. Først for sent opdagede jeg, at manden lå i den nye del. Han lå en sølle lille meter fra mig, og jeg kunne ikke nå ham. Jeg hamrede en knytnæve ind i den åndssvage usynlige mur med det resultat, at jeg blev kastet flere meter tilbage i laden. Jeg skreg op i irritation og blodrus. Pludselig hørte jeg det! Manden stønnede. Forsigtigt, uden helt at tro på det, bevægede jeg mig hen til den usynlige mur. Manden jamrede. Forsigtigt, utrolig forsigtigt satte jeg mig ned.

      Manden drejede langsomt sit hoved i min retning. Hans øjne spærrede sig op ved synet af mig, og hans læber formede ordet ’hjælp’. Min hjerne kæmpede for at finde en løsning på mit problem, og pludselig var den der. ”Hvis du kan komme herover, så kan jeg hjælpe dig!” sagde jeg bedende, mens jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skjule lyden af længsel i min stemme. Manden så chokeret på mig. Han var i så meget smerte, at han ikke engang skænkede det en tanke, at jeg ikke bare kom hen til ham. Han begyndte at skubbe sig selv hen over jorden – det gik ufatteligt langsomt. Mine røde øjne lyste ud i nattemørket. Jeg kunne ikke fokusere på andet end alt det blod, der løb ud på jorden. Det rev i mine fingre for at få fat i det. Mine skuldre hamrede gentagende gange ind i den usynlige mur.

     Så opdagede jeg, at manden var gået i stå. ”Nej, nej, nej! Ikke gå i stå!” jamrede jeg med en så insisterende stemme, at den knap var hørlig. Manden hørte mig. Han begyndte at orme sig frem mod mig. Han havde en tanke i hovedet:’ nå hen til de røde øjne’. Jeg smilte skummelt i mørket, manden var næsten inden for rækkevidde. Manden rakte hånden frem mod mig, men det var kun hans fingerspidser, der nåede forbi den usynlige mur. ’NEJ’ skreg mit indre. ”Nej, nej, nej” jamrede jeg. En dødskrampe gik gennem manden. Rystelserne fik hans fingre til at nå ud foran muren. Uendeligt langsomt begyndte jeg at trække manden hen til mig. Mine sanser var så fulde af informationen om blodet, at de ikke registrerede andet. Til sidst kunne jeg endelig sænke mine tænder ned i mandens hals, men han var død nu.

 

Et brag lød bag mig, og tre mænd med fakler stod inden for døren. De kunne ikke se mig endnu, men jeg ville ikke slippe mit bytte. Jeg hvæste af dem, men bevidstheden om ilden tvang mig på retræte. Oppe fra bjælkerne så jeg de tre mænd slæbe den døde ud af laden. Jeg hvæste i mørket, og mine øjne lyste i et grumt skær af blodrødt, men der var ikke noget at gøre – mit bytte var blevet taget fra mig. Forbistret gled jeg ud af laden og ud på hovedgaden. Mens jeg gik der som en enlig silhuet mod natten, ringede kirkens dødsklokker. Jeg kunne ikke engang glæde mig over lyden! Man fjernede ikke mit bytte, man tog det ikke fra mig! Men det havde de gjort, de tre mænd, der var kommet ind i laden.

     Jeg havde ikke set dem, mine sanser havde været splittet mellem ilden og blodet. Jeg kunne ikke spore dem nu, for nu måtte de være inde i kirken, der kunne jeg ikke gå ind. Fanden tage den hellige jord. Bagefter ville de vaske sig, og så kunne jeg ikke spore dem via blodet. Jeg havde mistet dem. Vred som jeg var, gik der lang tid, før jeg opdagede noget andet. Da jeg opdagede det, blev jeg endnu mere frustreret. Søgernes signal var holdt op. Jeg kunne ikke føle det mere. Det kom ikke med jævne mellemrum, som det havde gjort tidligere. Alt skulle da også gå galt for mig i aften! Jeg smadrede mine knytnæver ind i en granitstatue, som de havde stående i midten af byen. Jeg blev ved, indtil der ikke var et eneste genkendeligt stykke tilbage. Så forlod jeg byen. Jeg fortsatte i gåtempo og lod mine tanker vandre tilbage til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...