Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
I Nord Amerika, på et medicin studie, blev der opfundet en vaccine mod AIDS, men det gik galt. Efter at mange mennesker var blevet vaccineret, fandt de symptomer som ikke var gået i udbrud ved test dyrene.

Muterede mennesker hærger verden, kanibalismen hænger i luften og folk flygter.
Det samme gør Jessica og hendes familie. Lillesøster Emmy, og moderen bliver kvæstet i en bilulykke og senere dræbt. Jessica overlever, og skal overleve den verden der ligger på kanten til undergang..

22Likes
52Kommentarer
847Visninger
AA

10. Sydpå

Andrew, Andrew, Andrew.. var den eneste tanke der løb igennem hovedet på mig, men jeg spurtede tilbage til Betty og Alice. Mine bukser gav sig en smule, så mine skridt blev længere. Jeg kunne mærke vinden i håret, og blev mere og mere klar over, at jeg lugtede underligt.

“Alice, Betty!” Jeg stoppede forpustet foran dem, og lod mine hænder hvile på mine lår, mens jeg bøjede mig forover og hev efter vejret. Mit hår faldt ned foran mit ansigt, så jeg kunne lugte mit hår. Irriterende.

“Hvad sker der?” Alice trådte et skridt frem, og lagde en hånd på min skulder. Jeg rettede mig op, og fik næsten kontrol over min vejrtrækning.

“Det er Andrew..” Jeg kunne straks mærke og se hvordan Betty straks gik i forsvarsposition.

“Hvad med ham?” Betty lod striks, og stirrede mig direkte ind i øjnene. Hendes øjne var meget faretruende, og jeg kunne godt forstå hvorfor Chris havde valgt hende til at beskytte rationerne.

“Jeg tror,” jeg måtte hive efter vejret igen, “jeg tror han er blevet bidt.”

 

Stilhed. Bettys forsvarsposition ændrede sig til en slatten holdning. Alice fjernede sin hånd fra min skulder, og lod den falde ned langs siden. Jeg kiggede dem skiftevis i øjnene, og pludselig kunne jeg se at de begge fokuserede på noget bag mig. Jeg vendte mig om, og kiggede lige ind i halsen på Matt. Han kiggede bedrøvet, men samtidig vredt på mig. Hans udtryk mindede om hans stemme, da han var inde i hytten.

“Er det..” Betty måtte lige synke en klump, “Er det rigtigt?” Hendes spørgsmål var rettet direkte mod Matt. Jeg trådte et skridt tilbage, selvom jeg allermest havde lyst til at være beskyttet i hans favn, som ude i skoven.
“Ja.” Matts stemme brummede hele vejen ud gennem hans brystkasse, og snoede sig ind i ørene på mig. Den stemme var lige til at falde for. Matt blinkede.

“Det er heldigvis, ikke så slemt. Kun en lille rift.” Pointerede han, og pegede på sin underarm, en smule over håndledet.

“Han blev kradset her.”

“Hvad har I tænkt jer at gøre ved det?” Sætningen kom fra min mund, uden at jeg havde tænkt over det. Min stemme lød en anelse mere ligeglad end jeg havde regnet med.

“Elliot ville.. Han ville..” Matt kiggede på os alle tre. “Han ville skære armen af Andrew. Men Andrew takkede nej. Så Finn er gået med ham over til Elly.” Matt lod fingeren glide hen over hans pistol i bæltet.

“Kan Elly hjælpe ham?” Betty brød tavsheden. Det lød som om hun havde meget medlidenhed med Andrew. Det havde hun aldrig haft. Jeg kan godt forstå det, for at diskutere om noget politisk, eller være døden nær, er meget forskellige ting.

“Måske. Jeg har igen idé.” Matt kiggede ned i jorden. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg vidste ikke om jeg skulle være skræmt, eller håbe på at det nok skulle gå. Jeg havde aldrig hørt om nogen der havde overlevet et bid. Men tværtimod, så var det her jo kun et krads? Jeg stirrede ned på den mørke jord, med det halvvisne græs. Midt i den tanke, begyndte det at dryppe ned fra himlen. Det var lang tid siden at det havde regnet. Efter noget mere tavshed, åbnede jeg endelig munden.

“Så hvad gør vi nu?”

 

**

Vi sad alle sammen, Alice, Betty, Matt og jeg, inden under halvtaget oppe ved det der engang havde været fælles toiletterne. Ingen af os havde sagt noget i over en time, mens vi havde siddet der, og stirret ud i regnen. Det var forfærdeligt, Andrew var blevet bidt. Ingen af os havde set noget til ham, hverken ham eller Elly for den sags skyld. Vi vidste stadig ikke om Chris vidste det. Jeg vil vædde på, at vi alle sad og tænke over hvordan fanden verden kunne have været udviklet sig til det her. Jeg tænkte på det. Hvad var der helt præcist sket, der oppe på hospitalet. Hvem var det der havde dræbt mine forældre? Skulle jeg, og de andre, leve i denne her Lejr indtil de fik mutanterne udryddet? Ville de nogensinde få dem udryddet? Og hvem var de? Jeg trak knæene op under mig, og lagde armene rundt om dem.

 

Der var ikke noget samfund mere, der var intet overhoved. Kun folk, som os, der lavede deres egne små samfund. Overlevere. Og så måske ikke så længe endnu. Hvor ville det overhoved fører til?

Matt rykkede lidt på sig og sukkede. Jeg vil vædde med at han var ligeså trist som jeg var.

Regnen silede ned, og landede tung oven på halvtaget som en hel tromme seance. Alle var gået i hi inden i deres ødelagte hytter eller i deres gamle og hærgede campingvogne.

Vi var i slutningen af september vil jeg regne med. Jeg kunne i hvert fald begynde at mærke kulden komme snigende. Det ville være den første vinter uden et normalt hjem, eller en normal verden. Jeg tænkte mig til at der måtte være mange som døde af kulden, eller rettere sagt; ville dø. Måske skulle man trække mere syd på? Jeg smagte på tanken og overvejede den. Pakke alle sine ting, og tage på en tur ned mod syden? Måske bare os otte? Elliot, Finn, Alice, Betty, Matt, Andrew og jeg. Andrew. Hvis han overlevede. Jeg havde tænkt den tanke for meget, konstaterede jeg.

 

Jeg havde stadig ikke fået et bad, tænkte jeg for at komme på andre tanker. Gladere tanker. Dog ikke specielt glade tanker, for det var jo ikke det lækreste jeg kunne tænke på. Men nu når det gjaldt gladere tanker, var det det eneste jeg kunne finde på.

Det var jo heller ikke fordi der var så meget luksus tilgængeligt. Vi havde dårligt nok et toilet! Det hjalp ikke at tænke de tanker. Jeg fik sådan lyst til at ligge hjemme i min seng. Gad vide hvad der var blevet af vores hus? Mit dejlige værelse.. Jeg gøs ved tanken om at skulle se huset igen, da det ville minde mig for meget om min familie. Alligevel.. alligevel ville jeg gerne tilbage. Bare for at se hvad der var sket. For at samle nogle af mine gode minder.. Det var nok røvet, mit hus, som jeg havde røvet fiskerhuset. Jeg kom i tanke om det blink jeg havde sat ind i læggen på Chris. Da tanken strejfede mig, mærkede jeg roligt efter om det andet blink stadig var der. Det var det. Utroligt at det ikke havde sat sig fast i mine bukser, eller allerværst; mig. Jeg fik ondt ved tanken om at sidde med en krog i benet.

“Hvad skal der blive af os?” Det var Betty, til stor overraskelse, der åbnede munden først. Os.. Hvad skulle der blive af os? Jeg vidste godt hvad Betty mente med os. Hun mente ikke vores lille gruppe, os der sad inde under halvtaget, hun mente hele menneskeheden. Kæft hvor var jeg dyb! Det var lige til at grine af, virkelig.

“Det er koldt.” Ordene kom fra Alice. Hun var også den tyndeste af os. Jeg kunne se gåsehuden på hendes arme, der som hun sad pakket sammen. Jeg kom i tanke om min vindjakke, der lå i hytten.

“Vent her, Alice.” Hurtigt rejste jeg mig, og kiggede på den lille, sølle forsamling der sad under halvtaget.

“Jeg henter lige min vindjakke, så kan du tage den på.” Alice så taknemmeligt på mig, og krøb lidt mere sammen for at holde på varmen. Jeg nikkede til hende, og lod blikket glide hen på Matt, som sad med lukkede øjne. Jeg kunne se hans brystkasse hæve- og sænke sig, i takt med hans åndedræt. Jeg vendte mig om, og spurtede ud i regnen.

 

“Lorte mudder.” Røg det ud af mig, da jeg faldt for 2 gang lige foran hytten. Jeg fik stablet mig på benene, og fik det værste mudder af mine hænder. Jeg trådte ind af døren og lugten af træ fyldte mine næsebor. Mit blik søgte efter tasken, og landede underligt nok, på hylden med dåserne. Min mave begyndte at rumle, så uden at tænke videre over det, snuppede jeg to dåser uden at se hvad der var i. Jeg fik hurtigt fat i min taske, og en alternativ dåseåbner, som vi havde liggende. Endnu engang sikrede jeg mig, at jeg havde vindjakken klar, så Alice ikke skulle gå amok på mig. Hun havde trods alt et ret stort temperament. Inden jeg gik ud af huset, strømmede der en underlig følelse i gennem mig. Jeg var sgu taknemmelig, for det her. Ellers ville jeg ikke have været overlevet. Jeg stod et par sekunder og bare stirrede ind i huset. Med rystende hoved, lukkede jeg døren i.

Da jeg krydsede pladsen, for at komme hen til halvtaget, gik jeg forbi Ellys læge hus. Jeg havde utrolig meget lyst til at gå ind og sige hej, og høre hvad der skete. Jeg tog mig selv i at stå og stirre ind i væggen til Elly. Stop da, tænkte jeg og besluttede mig for ikke at stå og være underlig mere. Jeg satte kurs mod halvtaget.

 

De sad der alle sammen, som jeg havde efterladt dem. Matt havde til gengæld åbnet øjnene, og kiggede mig i øjnene. Jeg blev næsten væk i hans øjne, men kom til live igen da Alice rømmede sig. Jeg tog vindjakken op af tasken, og rakte hende den.

“Jeg kunne ikke lade være.” De to dåser røg op af tasken, og alle tre gloede overrasket op på mig.

“Det har du vist ikke fået lov til,” forsikrede Betty mig, som det første hun havde sagt i langtid. Alligevel rakte hun ud efter dem, og jeg gav hende de to dåser og den underlige dåseåbner, der var en blanding mellem en kniv, noget tape og en saks. Straks begyndte hun at åbne dem. Dog med besvær.

“Jeg tog rygsækken af, og satte mig ned ved siden af Matt. Vi sad så tæt at jeg næsten kunne mærke hans varme der strålede ud af ham. Jeg kiggede ned i jorden.

“Jeg har tænkt på noget.” Røg det ud af munden på mig. Seks øjne stirrede på mig, og jeg selv gloede bare ud i regnen.

“Skal vi ikke tage sydpå? Vi kan ikke overleve vinteren her,” konstaterede jeg og blev ved med at kigge ud i regnen, som virkede uendelig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...