Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
I Nord Amerika, på et medicin studie, blev der opfundet en vaccine mod AIDS, men det gik galt. Efter at mange mennesker var blevet vaccineret, fandt de symptomer som ikke var gået i udbrud ved test dyrene.

Muterede mennesker hærger verden, kanibalismen hænger i luften og folk flygter.
Det samme gør Jessica og hendes familie. Lillesøster Emmy, og moderen bliver kvæstet i en bilulykke og senere dræbt. Jessica overlever, og skal overleve den verden der ligger på kanten til undergang..

22Likes
52Kommentarer
744Visninger
AA

4. Menneskets medfølese

Vejret var ikke min bedste ven, da jeg gik ved stranden. Mine sko var fyldt med små sandkorn og sten. Jeg hadede det. Vinden blæste sand i håret på mig, og vandet slog hårdt mod det den våde sandstrand. Jeg sukkede en enkelt gang, og tog tasken ned fra ryggen. Min hals var ved at tørre ud. Jeg sparede på vandet, det gjorde jeg, men det var sgu svært når jeg gik så meget i løbet af en dag. Vandflasken hang bag på i det fiskeline jeg havde fundet i hytten for få dage siden. Jeg havde fået brugt en del af det faktisk, det meste til at lave en rigtig grim fiskestang, som jeg intet held havde haft med. Endnu. Jeg håbede på bedre og roligere vejr, så jeg kunne smøge mine bukser op og måske fange noget. Der var så mange idéer i mig, og så meget håb at det irriterede mig.

Kaotisk og med rystende hænder bandt jeg flasken af tasken, og drak sparsomt. Jeg undertrykte min grådighed og flasken forlod mine læber. Uden at jeg havde lyst, skruede jeg låget på og bandt den fast igen. Igen angreb vinden mig med sand, og jeg var nødt til at gnide mig i øjnene.

 

Jeg var gået længere ind på land, efter et stort vindblæs havde blæst hele stranden i mit hår. Vinden inde på land, var ikke så hård ved mig, men jeg var blevet så utrolig træt af at gå. Jeg havde sovet højst 4-5 timer de sidste to dage. Jeg ville gerne sove længere, men mine tanker ville ikke lade mig. De hvirvlede rundt i hele mit hoved, og prøvede at få ting til at hænge sammen, ting til at passe med den virkelige verden og en hel masse minder. Det var udmattende, selvom man ikke skulle tro det. Jeg lå og stirrede op i himlen og så på de forskellige skyer passere forbi. Gid jeg kunne gøre det samme. Se verden fra fugleperspektiv. Jeg lukkede øjnene i for et kort sekund. Trætheden omfavnede mig og lagde sig som et dulmende tæppe. Søvnen rev i mig og jeg overgav.

10, 20 eller to timer. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde sovet, men jeg vågnede med et sæt. Jeg satte mig op og tog nogle dybe vejrtrækninger. Stedet lignede sig selv, heldigvis. Jeg var faldet i søvn i læ af nogle hybenbuske og ved siden af mig stod nogle visne træer. Jeg lagde mig ned i græsset igen. Åndssvagt. Tænk at jeg blev så bange for det.

“Hvem er du?” Et løb fra en shotgun pressede sig mod min pande. Mit blod stivnede. Jeg kiggede op langs løbet og mødte et par truende øjne. Manden må have været omkring de 40 eller ældre, for hans ansigt var rynket og lettere solbrændt. Det var nu ikke fordi solen havde tittet så meget de sidste par dage. Hans hår var sort med små grå hår ind i mellem. Han var klædt i en grøn t-shirt og et par cowboybukser, der så ud til at være meget slidte.

“Hvem er du!” Hans stemme havde hævet sig, og denne gang var det ikke et spørgsmål. Det var en gentagelse.

“Jess..” Jeg besluttede at være ærlig. Det var det man kom længst med. De siger de fleste. Eller næsten ærlig. Jeg besluttede mig for at give ham mit kaldenavn.

“Jess kan ikke være dit eneste navn. Hvor kommer du fra?” Han pressede løbet hårdere ned i panden på mig. Jeg kunne mærke vreden boble i mig. Tænk at han bare skulle komme her og overfalde mig på den måde.

“I hvert fald ikke der hvor du kommer fra.” Jeg lød flabet. Måske ikke det bedste træk. Jeg stak ubemærket hånden i min lomme. Min hånd knugede sig om en af blinkene fra hytten.

“Pas på hvad du siger, unge dame. Hvis du vil overleve længere må -” Manden skreg af smerte da jeg jog trekrogen ind i læggen på ham. Den sad godt fast, for han slap geværet og jeg rullede væk. Tog geværet op, og sparkede ham i knæhaserne så han faldt om og lå på maven. Jeg pressede hans hoved nede med højre fod og sigtede på ham med shotgunnen. Jeg trak vejret hurtigt, men prøvede at få det under kontrol. Et kort øjeblik så jeg mig omkring. 4 andre unge mænd stod foran mig. De så chokerede ud. Den ene måbede og en anden blinkede to gange.

“Hvad glor I på!” Jeg behøvede ikke noget svar, så jeg kiggede ned på manden med den grønne t-shirt og sagde “Ville du dræbe mig?” Jeg rykkede lidt på min fod, så han kunne tale. Jeg kunne se at han overvejede sit svar nøje. Til sidst åbnede han munden.

“Nej.. Undskyld min opførsel. Vi er trods alt stadig mennesker.” En lettelse strømmede gennem min krop, men jeg prøvede at skjule den. De andre mænd åndede også lettede op. Det var nemt at se at de aldrig havde dræbt nogle før. I hvert fald ikke mennesker.

“Er du sød at lade mig komme op og stå?” Han jamrede sig kort over krogen i sit ben.

“Du må gerne holde geværet, som en slags.. ja du ved.” Sagde han igen. Jeg kiggede på ham og op på de andre. Langsomt løftede jeg vægten fra højre ben, men holdt strammere fast om geværet. Jeg gik to skridt tilbage og sigtede mod mængden af mænd.

Manden med den grønne t-shirt kom hurtigt på benene, trods den smerte jeg havde forvoldt ham. Han kiggede ned mod sin læg, og jeg kunne se et rødt område. Han trak krogen ud, og smed den hen foran mig.

“Det er vidst din.” Sagde han med et kækt smil. Uden at tage notis af blinket kiggede jeg ham direkte i øjnene.

“Hvad nu?” Jeg havde stadig hans gevær, så han skulle ikke prøve på noget. Han behøvede bare at pirre min pegefinger, og så lå hans hjerne ovre i hybenbuskene. Min far havde haft et haglgevær. Jeg havde skudt lerduer med det. Jeg var utrolig dårlig skytte på lang afstand, men tæt på far jeg hurtig. Jeg var bare glad for at det ikke var en pistol han havde haft.

Manden vendte ryggen til mig for at tale med de andre. De stod sådan i et minut eller mere. Det var det længste minut i mit liv. Indtil videre. Endelig vendte manden sig om. Han kiggede jeg i øjnene.

“Jess, mit navn er Chris.” Han rakte hånden frem. Jeg blev stående på stedet. Ikke en eneste muskel i min krop bevægede sig. Chris opgav det med hånden, og lod den hænge ned langs siden. “Kunne du være interesseret i at komme med til vores lejr?” Chris’ ord gav mig kuldegysninger. Havde de en lejr? Det ville være trykkere der, ville det ikke? Jeg ved ikke hvor længe jeg stod og tænkte over det, men nok til at han rømmede sig en enkelt gang. Jeg lod geværet sænke. Jeg sigtede ikke mere på dem. Jeg var åben og sårbar.

“Det ligner at du kan beskytte dig selv, og ja.. håndtere et våben.” Chris nikkede ned mod geværet.

“Hvorfor skulle jeg tage med jer?” Jeg lød skeptisk med en anelse af rystende stemme. Jeg stirrede ham lige ind i øjnene.

“Samarbejde. Mad, vand og læ. Der er en masse grunde. Det ved du også selv.” Han havde ret. Selvfølgelig kunne hun se fordelene. Hvad med ulemperne? Der var så meget usikkerhed i hende. Hun rystede kort på hovedet og mandede sig op.

“Okay. Jeg tager med.” Chris nikkede og rakte hånden ud efter geværet.

“Er det okay, hvis jeg holder det indtil vi når hjem?” Han kiggede fra geværet og op på mig. Med en vis usikkerhed, rakte jeg ham geværet. Chris beroligede mig med sine sidste ord, inden vi gik mod deres lejr.

“Bare rolig Jess. Vi er trods alt stadig mennesker.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...