Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
I Nord Amerika, på et medicin studie, blev der opfundet en vaccine mod AIDS, men det gik galt. Efter at mange mennesker var blevet vaccineret, fandt de symptomer som ikke var gået i udbrud ved test dyrene.

Muterede mennesker hærger verden, kanibalismen hænger i luften og folk flygter.
Det samme gør Jessica og hendes familie. Lillesøster Emmy, og moderen bliver kvæstet i en bilulykke og senere dræbt. Jessica overlever, og skal overleve den verden der ligger på kanten til undergang..

22Likes
52Kommentarer
745Visninger
AA

9. Jagt

Okay, Jess, du går derind, og du virker moden og ansvarsfuld. Moden og ansvarsfuld.. Jeg prøvede at få styr på mine tanker, inden jeg skulle ind og holde prædiken om hvorfor Alice, Betty og jeg måtte tage ud og jage. Sætningen kørte inde i mit hoved. Jeg havde aldrig været god til at fremlægge eller lave en præsentation i skolen. Jeg kludrede altid rundt i argumenter, fakta og min egen mening.

Jeg stod foran den brune dør og stirrede på håndtaget. Det var ikke fordi det var en virkelig svær mission, jeg skulle bare bede om tilladelse. Jeg peptalkede mig selv og tog fat i håndtaget og trykkede ned.

Chris sad og kiggede i nogle dokumenter. Han kiggede langsomt op fra dem og hævede øjenbrynene så hans rynker kom endnu mere til syne.

“Hvad med at banke på døren?” Chris pakkede dokumenterne sammen og rettede ryggen.

“Oh ja, det havde jeg helt glemt.” Mit selvtillidsboost virkede nyttesløst nu. Jeg kiggede ned i jorden og kløede mig på armen.

“Det er lige meget, hvad vil du?” Hans stemme lød knapt så sur som før. Jeg kiggede op, og Chris slog armen ud mod den tomme stol der stod. Stolen kaldte på mig, så jeg lod mig dumpe ned i den og lukkede kort øjnene.
“Rolig, du ser helt skræmt ud?” Det var mere end konstatering end et spørgsmål.

“Nej jeg.. Det er lige meget,” sukkede jeg og kørte en hånd gennem mit hår, “jeg har bare noget jeg gerne vil spørge om.” Chris kiggede interesseret på mig og nikkede.

“Det er fordi, jeg gerne vil ud og jage..” Jeg blinkede to gange og kløede mig på armen. Chris kiggede straks ned i bordet og brummede lidt. Jeg begyndte at fortryde at jeg overhovedet havde spurgt.

“Jessica,” sukkede Chris og kørte en hånd gennem hans fedtede, grå hår. Det chokerede mig at han kunne mit navn, men han måtte have hørt det fra Alice og Betty på en eller anden måde. Det var bare underligt at Matt så ikke havde kaldt mig det.. Jeg rystede Matt ud af hovedet og kiggede på Chris, som fortsatte sin trætte sætning, “jeg ved godt at I kan passe på jer selv -” han stoppede sig selv, men fortsatte igen, “- I må godt.”

Det lød som om han var stoppet sig selv i argumenterne, også havde givet op. Vi var jo også gamle nok hvis man så på det på den måde. I princippet, så var alle over 10, gamle nok i denne her verden lige nu. De små børn jeg havde set lege, hjemme i deres forhaver for en måned siden, stod nu med pistoler eller knive og havde set de værste tænkelige ting.

“Tak, vi tager afsted snart. Du skal ikke bekymre dig.” Jeg sendte ham et par venlige øjne, og Chris nikkede roligt. Han åbnede mappen med dokumenter og begyndte at studere dem igen. Jeg vendte om på hælene, og traskede ud af døren. Gode nyheder var på vej.

 

**

 

“Det er da løgn!” Hvinede Alice som sprang op fra stolen og hoppede på bordet. Kniven hun havde banket ned i bordet, stod stift og rokkede sig ikke. Hun måtte have brugt mange kræfter. Jeg stirrede lidt på kniven og kiggede så skiftende fra Alice og Betty. Betty så stadig lige så monoton ud i ansigtet, men dog med et strejf af glød i øjnene. Jeg gættede på at hun også savnede at komme ud fra Lejren.

“Hvornår skal vi afsted? Nu?!” Alice kom lidt til ro, da Betty stirrede på hende. Jeg kiggede ud af vinduet. Solen stod stadig højt. Vi kunne godt nå derud i dag. Betty havde bemærket at jeg kiggede ud af vinduet.

“Hvad siger du, Sleepy?” Jeg vidste godt at Betty snakkede til mig, for hun havde kaldt mig Sleepy i morges.

“Altså, vi kan vel godt nå derud i dag?” Alice sprang op, og løb ind og pakkede en taske. Betty sukkede og hev sine bukser lidt op. Derefter gik hun ind og pakkede sine ting. Min rygsæk ville være smart at have med, hvis vi skulle gå forgæves i skoven igen. Inden jeg tog den på ryggen, tjekkede jeg indholdet. Den var blevet en del lettere fordi jeg havde taget dåserne ud.

Vandflasken, halvtom, tændstikker, min hammer og min jakke. Jeg lukkede øjnene ved synet af hammeren, og en kuldegysning løb over ryggen på mig. Hurtigt lukkede jeg tasken og svingede den over ryggen. Så var det, at jeg kom i tanke om noget. Hvad skulle vi jage med? En hammer? Jeg facepalmede mig selv, og sukkede.

“Alice.. Betty?” Jeg skar en grimasse da de stod klar, og smilede. Alice var den der smilede mest.

“Hvad skal vi jage med?” Min stemme lød opgivende, og jeg gik med langsomme skridt hen mod dem.

“Dem her.” Alice trak to pistoler frem. Pistoler.. Virkelig?

“Hvad sker der? Jeg kan sgu da ikke finde ud af at skyde med pistol?” Jeg protesterede og hævede et øjenbryn.

Betty stirrede fra pistolerne og til mig. “Men altså.. der er jo kun to?” Det gik op for Alice at der måtte være en af os, der var ubevæbnet.

“Chris giver os ikke lov til at gå, hvis vi ikke allesammen har et våben.” Sukkede jeg, og kløede mig på armen.

“Ja, jeg ved det godt. Kender I nogen vi kan låne et våben af?” Betty kiggede kort rundt på Lejren. Det var ikke fordi der var specielt mange der gik rundt.

“Hvad med Andrew?” Jeg spurgte direkte til Betty, for jeg vidste at hun vidste om han havde et våben.

“Hm, vi kan spørge.” Betty kiggede ned i jorden. Jeg kunne godt mærke, at hun ikke var så meget for at gå hen til ham. De havde vist haft et skænderi. Et større et end normalt.

“Jeg går hen og spørger,” sagde jeg, “jeg er tilbage om lidt.” Uden at vente på et svar, satte jeg kurs mod drengenes hytte.

 

Det var en stor hytte, træ farve, og brædderne gik på tværs. De havde en lille terrasse uden foran, med en ødelagt bænk. Der var en sort plet på græsplænen, som viste at de havde haft et bål. Døren stod en lille smule åben, og jeg kunne høre nogle stemmer der inde fra. Jeg gik lydsløst hen til døren, og skulle lige til at banke på, da jeg overhørte en samtale.

“Hvordan kunne det ske?” Det var enten Elliot eller Finn der talte, de havde begge en meget ens stemme.

“Den overfaldt mig.. Det var heldigt at jeg overhoved slap fri!”

“Der er sgu ikke noget heldigt ved det der, din idiot.” Matts mørke stemme brummede vredt i hytten. Jeg gik et skridt tilbage og lod hånden falde ned langs siden.

Hvad var der sket?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...